”Why are you going to Jaco? Jaco?!”. Det spørgsmål – tilsat løftede øjenbryn, rynket næse og et dybt forundrende blik – fik vi hver eneste gang, vi fortalte nogen, at vores næste stop efter Manuel Antonio var strandbyen Jaco.

Historien om Jaco er, at den voksede fra at være en lille charmerende fiskerby til at blive Costa Ricas første rigtige ferieby. Den langstrakte strand, der ligger blot en times kørsel fra hovedstaden San José, gjorde den oplagt som et yndet udflugtsmål for de lokale. Og de store bølger, der utrætteligt ruller ind mod stranden døgnet rundt, tiltrak en lind strøm af surfere. Snart skød højhuse op, vejene blev belagt med beton og et utal af restauranter og barer dukkede op.

I dag er Jaco en stor, slidt og livlig ferieby, hvor du ifølge rygtet vil blive tilbudt kokain og ludere, imens tricktyvene fravrister dig alle dine ejendele. Til Jacos forsvar skal det siges, at vi hverken oplevede det ene eller andet. Vores værste oplevelse i byen var, at vi fik vores livs tørreste burger.

Med det sagt – så var vi klar til at komme videre efter 24 timer i Jaco. Problemet var blot, at vi havde hotellet en overnatning mere. Så vi stak en finger i bølgen og fulgte rygtet om, at nabostranden Playa Hermosa skulle have de ondeste bølger, der året rundt tiltrækker bad-ass-surfere. Og med surfere følger gerne hyggelige strandbarer og afslappet stemning. To ting, vi er ret store fans af, når vi er på ferie …

Efter 10 minutter i taxa stod vi med begge ben plantet i en helt ny verden. En meget lille verden. For selvom stranden Hermosa er flere kilometer lang, så er selve byen kun en lille klynge af to-tre strandbarer (vi drømmer stadig om Vista Hermosa’s “Chicken Teriyaki” #nammenam), et par bungalows og en kiosk. Et chilleren hangout med rå natur, store bølger og surfer-vibes.

Her kunne vi godt ha’ været blevet hængende et par dage. Blot for at hænge. Og lave absolut ingenting i en hængekøje …