Guide: Det skal du opleve på Zanzibar

Zanzibar er ikke kun perlehvide palmestrande. Bounty-øen rummer essensen af den farverige swahili-kultur og byder på oplevelser, der giver fornemmelsen af at være en opdagelsesrejsende på et eventyr. Her har vi samlet vores bedste tips til det østafrikanske paradis.

Skrevet af Mette / Foto af Martin
Rejseguiden har været bragt i Rejsemagasinet Vagabond, 2016

Mange rejsende til Zanzibar bliver hypnotiseret af øens smukke kyst og får ikke set andet end pudderbløde, hvide sandstrande – og med rette. Det er nemlig svært at hæve fortryllelsen, når dine øjne først er låst fast på det azurblå vand.

Vi har aldrig excelleret kunsten at sidde stille, hvorfor jeg mistænker Zanzibar for at have forhekset os. For vi formåede faktisk at hænge ud ved stranden et par dage i træk – uden andet mål end blot at være.

Men vi kom af sted! Og vi kom langt mere omkring på øen, end vi overhovedet havde forestillet os. Zanzibar er nemlig meget mere end postkort-smukke strande. Den afrikanske ø har en lang og spændende historie og en farverig swahili-kultur, der gør det interessant at tage på opdagelse. Her har vi samlet de 8 mest populære oplevelser – og tilføjet et par praktiske tips, der er gode at vide, inden du tager af sted.

#1 – Stone town

For os var den største oplevelse uden tvivl at gå rundt i Zanzibars historiske bydel. Her kan du besøge arabiske paladser, spise på øens bedste restauranter, drikke arabisk te med de lokale, handle på myldrende markeder og gå i de samme gader, hvor Dr. Livingstone opholdt sig mellem sine ekspeditioner, og hvor forsangeren af Queen løb rundt som barn. Vi har lavet en seperat guide til, hvad du blandt andet kan opleve i Stone Town lige HER.

Du kan snildt bruge to dage på at lunte rundt i Stone Towns knap 80 gader og stræder, så book gerne en overnatning centralt i byen. Er du historisk interesseret, bør du booke en guidet tur. Og er du en ægte foodie, bør du overveje at booke et bord på Stone Towns bedst anmeldte restaurant, The Rooftop Tea House.

#2 – Zanzibars historiske trædøre

De store, tunge trædøre er blandt Zanzibars mest unikke arkitektoniske detaljer. Et besøg på en af øens mange små snedkerier er derfor et ‘must’ for dig, der er interesseret i kunsthåndværk. Her kan du se, hvordan snedkerne bygger dørerne og udfører de dekorative detaljer i hånden. En hel dør tager et par uger at lave, og alt efter materiale og design sælges en traditionel trædør for mellem 200-400.000 Tanzanianske Shillings (ca. 600-1.200 danske kroner).

Spørg dit hotel, hvor det nærmeste snedkeri ligger. Og tag gerne lidt kontanter med, da håndværkerne sælger egne kreationer, der har souvenir-venlige størrelser (for ja, selvom man virkelig får lyst til at købe en dør med hjem, så kniber det nok lidt med at klemme den ned i kufferten).

Rejseguide til Zanzibars trædøre

#3 – Krydderisafari

Når du har været på Zanzibar, vil du aldrig mere ønske uvenner hen, hvor pebret gror. For det gør det på smukke Zanzibar. I massevis!

På en rundvisning på krydderiplantagerne –såkaldte ”spice tours” – vil du blive præsenteret for alt fra frisk peber, muskat, gurkemeje, citrongræs, kanel, vanilje, kardemomme og ikke mindst nelliker, der gennem mange år har været øens største indtægtskilde (nu overgået af turisme). Det er interessant at dufte, se og røre krydderierne i deres rå form – inden du næste gang vil se dem i supermarkedet, når de er kvast til ukendelighed og kommet på glas og i små poser. Men ja, turerne er, hvad du kan kalde for Thailands svar på elefantridning. De er et produkt af turisme og oplevelsen afhænger stærkt af guidens viden og storytelling. Plantagerne sælger egne krydderier efter turen. Vi fandt dog efterfølgende ud af, at de kunne købes til en billigere penge på det lokale marked.

#4 – Traditionelt spa

Zanzibars eksotiske idyl kalder på selvforkælelse, og de senere år er antallet af spas vokset betydeligt. Men er du ude efter en mere sanselig og autentisk wellness-oplevelse, end hvad hotellets sofistikerede spa kan tilbyde, skal du besøge Mrembo Tradtional Spa.

Mrembo betyder ”kvinde, der kan lide at forkæle sig selv”, og er et lille spa, der tilbyder traditionelle behandlinger, som zanzibarianerne har udøvet i hundredvis af år. Her bruges kun lokalt dyrkede blomster, urter og krydderier i 100% naturlige skønhedsprodukter. ”Singo” – en af deres mest populære behandlinger – er en eksfolierende aromatisk scrub, der oprindeligt blev brugt til at forberede kvinder til bryllup.

Mrembo Spa

#5 – Snorkling og dykning

Spørger du de lokale dykkerinstruktører, så er Zanzibar uden sammenligning Østafrikas bedste dykker- og snorkling-destination. Øen brillerer med turkisblåt vand, der har en gennemsnitstemperatur på 27 grader og en sigtbarhed på op til 35 meter – og et mylder af 350 forskellige farvestrålende fiskearter, havskildpadder, delfiner, rokker og de kæmpestore pukkelhvaler.

Der findes mange arrangerede turer, men den største undersøiske oplevelse får du ved den lille atol Mnemba, der ligger 2,5 kilometer fra Zanzibars nordøstlige kyst. Vi bookede en tur gennem dykkercenteret One Ocean, der bl.a. ligger i Stone Town. De kan på det varmeste anbefales! Super professionelle og med høj fokus på sikkerheden.

#6 – Zanzibars sejlbåde

Overalt langs Zanzibars kyst vil du se den ikoniske ‘dhow’. En traditionel sejlbåd bygget af mangotræ og rigget til med et trekantet, nærmest hajfinne-formet hvidt sejl. Oprindeligt blev båden brugt af arabiske handelsmænd, når de krydsede Det Indiske Ocean, men i dag bliver de primært brugt til fiskeri og turister. En sejltur ved solnedgang er blandt Zanzibars mest populære attraktioner – og går du en tur langs stranden, vil de lokale uden tvivl forsøge at lokke dig med på en tur.

Er du mere interesseret i håndværket, kan du ved fiskerbyen Nungwi se tømmerne bygge bådene. Derudover vil du også møde fiskerne, der ofte sidder i skyggen af palmetræerne og lappe deres fiskenet, inden de igen skal til søs for at fange alt fra store tun til små skalddyr.

#7 – Kitesurfing

Er du typen, der godt kan lide at få pulsen op – så skal du besøge Paje Beach fra juni til oktober. Her flokkes kitesurfere fra hele verden om tropeparadisets pålidelige vinde og indbydende laguner. Vi har endnu ikke kastet os i disciplinen, men det ser halsbrækkende ud på den fede måde, når surferne laver vilde tricks og svimlede hop med en drage ti meter over sig. Vi talte med nogle af instruktørerne fra Airborne Kite Centre og de lovede, at vi selv som nybegyndere kan blive flyvende efter et tredages kursus – så måske er det en oplevelse at overveje, hvis du er på disse breddegrader?

#8 – Prison island

Hop ombord på en båd ved Stone Town og sejl ud til Changuu Island, der også er kendt som Prison Island. Som navnet antyder, så rummer den lille jungleø ikke de mest rosenrøde kapitler i historien. Gennem mange år blev den brugt af slavehandlere til at opbevare slaver, og i 1893 byggede englænderne et fængsel, som dog aldrig nåede at blive taget i brug. I stedet fik øen til formål at fungere som et karantænecenter for patienter med gul feber.

I dag står fængslet som et historisk mindesmærke – men det er de tudsegamle beboere, der er øens mest populære attraktion. På et lille indhegnet område kan du gå ind og klø fritgående kæmpeskildpadder bag øret. Bogstaveligt talt. De elsker at blive kløet på den pansertykke hud og kvitterer tilfredsstillende for ydelsen ved at strække deres lange hals og ben. Ifølge vores guide kan de nusseglade oldinge blive op mod 200 år gamle og veje over 200 kilo.

Er afsondrede øer øverst på din ønskeliste, kan du også booke et ophold. En del af de gamle fængselsbygninger er nemlig bygget om til et hotel, Changuu Private Island Paradise Hotel. Der er ikke meget at se på den lille ø, så husk at medbringe badetøj og snorkeludstyr, da øen er omgivet af koraller og sandstrand. Sejlturen fra Stone Town tager ca. en halv time, men kan blive aflyst, hvis vejret er dårligt og bølgerne for høje. .

GODT AT VIDE FØR AFREJSE

Zanzibar er to øer

Zanzibar ligger i Det Indiske Ocean – knap 40 kilometer fra Tanzanias kyst – og at den ikke blot er én ø, men flere. Zanzibar er nemlig navnet på et lille ørige, der består af et utal af småøer samt de to hovedøer: den sydlige ø Zanzibar, der er den største og officielt hedder Unguja, samt den nordlige ø Pemba. Begge kan besøges, men Zanzibar er helt klart den mest turistede og nemmest tilgængelige af de to.

Bedste rejsetidspunkt

Zanzibar har et tropisk klima og er varmt året rundt, men ja – med den geografiske beliggenhed, lige omkring ækvator, følger også perioder med heftig regn. Vil du gerne undgå dem, skal du rejse i perioderne december-februar og juli-oktober.

Højsæsonenerne strækker sig over juli-august og december-januar, hvor priserne på især flybilletterne og hotellerne stiger. Regnsæsonerne er i marts-juni og november. Her kan du dog sagtens opleve solrige dage, da de tropiske regnskyl ofte er kraftige og kortvarige – og så får du også fordelen af billigere fly og hoteller.

Rejsen til Zanzibar

Der går ingen direkte fly fra Danmark til Zanzibar, og rejsen tager minimum omkring 14-20 timer. Vi fløj over Amsterdam og videre til Dar es Salaam, der er Tanzanias største by og administrative hovedstad. Herfra kan du enten flyve til Zanzibar på 20-30 minutter eller tage en ca. 40 minutters sejltur fra havnen til Stone Town med en katamaran. Men så vidt vi kan forstå på andre rejsende, skal du vist kun tage båden, hvis du er født søstærk og trænger til et spændingsfyldt eventyr.

Kom rundt på øen

Zanzibar er ikke nogen helt lille ø. Det tager ca. 2 timer, hvis du kører hele vejen fra nord til syd. I sin fulde længde er den forholdsvist flade ø 86 km lang og mellem 20-30 km bred.

Info om Zanzibar transport Hovedvejene er asfalteret og pæne, men skiltningen er mangelfuld, og mange steder bliver du stoppet for kontrol af politibetjente. Lokale fortalte os, at betjentene gennemsøger din bil, bare fordi, og ofte kræver bestikkelse af turister. Derfor anbefales det ikke, at du kører ud på egen hånd – eller for den sags skyld benytter dig af de små (propfyldte) busser, der ofte lade vente på sig.

Tag i stedet en taxa (husk at aftal en pris, da de ikke kører på taxameter) eller book en chauffør via dit hotel, som kan køre dig rundt på øen. Det er både den sikreste og hurtigste måde at komme omkring.

Vi boede ved den nordøstlige kyst, hvor størstedelen af resorterne ligger spredt fordelt. Herfra tog det 1 time at køre til øens hovedstad Stone Town (Zanzibar City). Lufthavnen ligger omkring 7 km syd for Stone Town. Herfra koster en taxa ind til byen ca. 10-15$ og til kysten omkring 50$.

PRAKTISKE TIPS

Påklædning

På Zanzibar er over 90% af befolkningen muslimer, hvilket du bør tage hensyn til, hvad angår påklædning. På stranden er det acceptabelt at have badetøj på, men det er forbudt at være topløs. Andre offentlige steder, især i byen, bør du være iklædt tøj, der dækker skuldre og knæ. Bare maver og korte kjoler kan virke stødende og provokerende.

Penge

Vær opmærksom på, at det oftest kun er større hoteller samt enkelte restauranter og butikker, der tager kreditkort (du vil blive opkrævet 5% i gebyr), så sørg altid for at have kontanter med dig. Inden afrejse kunne vi dog ikke købe Tanzania Shillings (TZS) i Kastrup Lufthavn, så vi købte i stedet lidt ekstra Dollars for en sikkerheds skyld, da de kan veksles på Zanzibar. Herefter hævede vi kontanter i Stone Town, som er det eneste sted på øen, hvor der findes hæveautomater, banker og vekselbureauer.

Visum

Denne del er heldigvis super simpel. Som europæisk statsborger skal dit pas blot være gyldigt mindst seks måneder fra du ankommer – og så skal du betale for et tremåneders visum, når du ankommer (husk kontanter). Vi betalte 50$, da vi besøgte Zanzibar i februar 2015, men vi kan forstå, at reglerne nemt kan ændre sig. Så tjek evt. med Tanzanias Ambassade inden afrejse.

Lær et par gloser

På Zanzibar taler lokalbefolkningen swahili (som på swahili hedder kiswahili), og du kan vinde mange smil og hjertevarme grin, hvis du tager dig tiden til at lære et par ord eller to. Vi oplevede mange gange, at et simpelt ”Jambo” (Hej) vakte glæde. Får du god service eller vil du gerne imødekomme en høflig gestus, kan du sige ”Asante sana” (Mange tak). Bliver du derimod generet af pågående sælgere, så virker et bestemt, men venligt ”Habana asante” (nej tak) nærmest som en magisk trylleformular.

Vi opsnappede også en traditionel hilsen, som høstede forbløffende mange high fives, når vi til deres overraskelse kunne respondere på swahili. Deres hilsen er i sin fulde længe en ret lang remse, men en god start er:

A: Jambo (Hej)
B: Jambo (Hej)
A: Mambo Vipi (Hvordan går det?)
B: Poa (Cool!)

Du kan også ty til mere kreative metoder og lære den populære børnesang ”Jambo Bwana”, hvor du får et par af de mest gængse gloser serveret. Du kan se den HER med engelsk oversættelse – husk blot at skift Kenya ud med Zanzibar. Vi oplevede mange gange, at folk omkring os stemte i, når vi forsøgte at synge os gennem gloserne – til stor morskab for alle parter!

Det fantastiske ved swahili er, at det næsten udtales som det staves. Så kast dig ud i det – du vil helt sikkert opleve, at de lokale kigger på dig med nye øjne og behandler dig på en helt anden måde end hvis blot du var endnu en ’mzungu’ (hvid mand).

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at dele den med andre.

2 COMMENTS

    • Hej kære Rikke
      Dejligt at høre – og dejligt at høre fra dig 🙂 Det er et par år siden, vi var på Zanzibar, men vi drømmer os stadig tit og ofte tilbage. Nyyyd det.
      Kh Mette

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here