Det er som at træde ind i en tidslomme, når du bevæger dig rundt i Zanzibars gamle by. Stone Town er en smeltedigel af kulturer og har myldrende markeder, arabiske paladser og labyrintiske gader, hvor hundrede års historie bliver vakt til live. Her får du vores tips til, hvad du kan opleve i byen.

Da jeg skrev indledningen til denne guide, var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville få den færdig. For hver gang jeg skrev noget, slettede jeg det hele igen. Jeg kunne simpelthen ikke finde ordene, der ganske kort beskrev vores indtryk af Stone Town. Og det var faktisk det, der var problemet.

Jeg kunne ikke gøre det kort. For jeg ville så gerne fortælle dig om det hele – om atmosfæren, stederne, befolkningen og historien. Om den farverige swahili-kultur, orientalske arkitektur og de duftende markeder. Om sultaner, slaver og søfarer. Og om stemningen, når du bevæger dig fra den gyldne sandstrand og ind i hjertet af byen, hvor en svunden tid stadig er at finde.

Så nu har jeg ændret strategien. I stedet for at forsøge at skruetvinge en fuldfed fascination ned i et par stramme sætninger, vil jeg blot pointere dette:

Vi havde optur over Stone Town!

Og jeg håber, at vores mini-guide kan være et springbræt til, at du får det samme.

Stone Town_ZanzibarStone Town_Zanzibarstone-town_zanzibar-5

Hvad gør Stone Town særlig?

Zanzibar var gennem århundrede et betydningsfuldt knudepunkt for afrikanske, persiske, arabiske, indiske og europæiske søfarer, når de sejlede langs den østafrikanske kyst. Med sig bragte de ting og traditioner, hvilket har gjort Zanzibars gamle by til en spændende smeltedigel af kulturer, arkitektur og religion.

Set med det blotte øje er Stone Town ikke just en velbevaret by. Til gengæld er det præcis dét, der gør byen til en helt unik oplevelse – og grunden til, at den er kommet på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Tiden har sat sine tydelige spor, og de forfaldne bygninger fortæller en dramatisk historie om dengang, hvor arabiske sultaner regerede, orientalske handelsmænd spandt guld på slaver, elfenben og krydderier, og europæiske opdagelsesrejsende brugte øen som udgangspunkt for ekspeditioner ind i Afrikas mørke hjerte.

stone-town_zanzibar-6

Stone Town_ZanzibarStone Town_trædør

7 ting du skal opleve i Stone Town

1. Labyrintiske gader

Som det allerførste skal du unde dig selv en hel dag, hvor du frivilligt fare vild i Stone Towns snørklede, snævre gader. Udover at du konstant vil falde over charmerende pladser (’Jaws Corner’ er en af de mest kendte), små butikker og atmosfærefyldte stræder, så er virvaret af gamle bygninger et fascinerende sammensurium af arabiske former, indisk ornamentering og europæisk kolonistil – og mange er dekoreret med smukt udskårne trædøre og prægtige balkoner. Byen er ikke større end at du kan vandre den rundt på et par timer – så tag dig tiden til at gå på oplevelse.

TIP: Begynd dagen ved parken Forodhani, der ligger mellem vandet og det gamle fort på Mizingani Road. Se placering på bykortet HER. Herfra kan du gå langs vandet og hen til den store havn, inden solen bliver stegende, og blandt andet opleve fire af byens mest betydningsfulde historiske bygninger – House of Wonders, Ngome Kongwe-fortet, Old Dispensary og Palace Museum. I takt med at det bliver varmere kan du passende søge ind i de skyggefulde, smalle gader og bevæge dig længere ind i Stone Towns pulserende hjerte. Og når solen begynder at trille i seng – se punkt 7. 

Slavemarkedet_Zanzibar

Stone Town_Zanzibar 82. Zanzibars slavemarked

Zanzibars fortid som Østafrikas største slavemarked hænger som en skygge over den postkortsmukke ø. Selvom det er et kapitel i historien, som de lokale gerne vil glemme, er det umuligt ikke at blive berørt af det faktum, at over 50.000 afrikanere årligt blev solgt som slaver, da handlen var på sit højeste i 1800-tallet. I dag er der kun få, men dystre spor efter rædslerne, der først helt ophørte i begyndelsen af 1900-tallet.

Selve slavemarkedet blev lukket i 1873, hvorefter en anglikansk katedral blevet opført på grunden. Du kan derfor ikke se selve pladsen, men katedralens alter markerer det sted, hvor slaverne blev bundet og pisket til blods, og udenfor står et monument til minde om de tabte liv. Monumentet består af fem slaver, der står i et dybt hul, og om deres halse hænger de originale jernkæder.

TIP: Du finder katedralen ved Mkunazini Road – og i nabobygningen, som i dag huser St. Monicas Hostel, kan du besøge fangekældrene, hvor slaverne blev stuvet sammen uden mad og drikke i dagevis, inden de kom på auktion. Se placering på bykortet HER.

Rejseguide Stone Town3. Historiske trædøre

Har du set billeder fra Stone Town, har du uden tvivl set billeder af store, massive trædøre med mesterligt udskårne detaljer. Dørene er en traditionel del af zanzibarianernes byggestil og fortæller hver især sin egen historie. For de håndlavede udskæringer, ord og symboler, vidner om husejerens økonomiske status, hjemegn og beskæftigelse.

Traditionelt er døren faktisk det første, der bliver lavet, når zanzibarianerne bygger et hus. Jo større velstand og højere position husets familie har, jo større og mere kunstfærdig bliver den træudskårne hoveddør.

Der findes to hovedtyper af døre; en indisk, der kendes på sine firkantede skodder, og en arabisk, som ofte har inskriptioner fra den hellige Koran samt en rigt dekoreret frise. Nogle døre er også prydet med spidse messingknopper, der skulle forhindre elefanter i at smadre indgangen. Men da der aldrig har været elefanter på Zanzibar, mener man, at dekorationen er inspireret af Indien og i stedet brugt til at afspejle ejerens rigdom.

TIP: I dag er der omkring 500 originale døre tilbage i byen, hvoraf mange af dem er ældre end selve huset. Den ældste trædør finder du på det gamle fort, Ngome Kongwe-fortet, og en af de mest berømte sidder på den tidligere slavehandler Tippu Tips hus, der ligger på gaden med det drabelige navn ’Suicide Alley’*.

(* Ifølge vores guide forlyder historien, at gaden fik sit navn, da Tippu Tip var enormt glad for skydevåben. For at teste deres kræfter bad han slaver om at løbe ned ad gaden, mens han skød efter dem.)

4. Smag på Zanzibar

Uanset om du foretrækker at spise zanzibarianernes traditionelle retter, som indtages med fingrene, eller helst vil sætte kniv og gaffel i genkendelige retter fra det internationale køkken – så vil du finde mange gode spiseoplevelser på Zanzibar. For ifølge rygtet, så er øens kulinariske scene blomstret op de seneste år og blevet en spændende destination for ægte foodies. Derfor har vi lavet denne særskilt guide til: Stone Towns bedste restauranter.

Stone Town_Zanzibar 18Marked i Stone TownMakedet i Stone Townstone-town-marked_zanzibar-1

stone-town-marked_zanzibar-25. Byens største marked

Vil du opleve det ægte Zanzibar, skal du besøge byens største og ældste marked, Darajani. Her handler og køber de lokale alt fra frugt til mobiltelefoner, og en tur gennem markedet er et fascinerende virvar af mennesker og et sansebombardement af farver og ubestemmelige dufte.

I hovedbygningerne finder du slagterne, der flækker ko-hoveder og hælder blodige indvolde op i skåle, samt fiskehandlerne, som renser dagens fangst på bordet og saver hovederne af de største fisk på gulvet – mens du i en lille tilstødende bygning kan udpege en levende høne, som du kan få slagtet og plukket to go. Udenfor finder du en labyrint af boder med frugt, grønt og krydderier.

TIP: Besøg markedet tidligt på dagen, inden det bliver overrendt og alt for varmt, og mens boderne stadig er fyldt op med friske varer. Markedet ligger på Benjamin Mkapa Road, der tidligere hed Creek Road. Se placering på bykortet HER.

Stone Town_Zanzibarstone-town_zanzibar-1

Rejseguide til Zanzibar6. Shopping

Stone Town er som en Aladdins hule, hvis du er typen, der er glad for at shoppe særegne ting. Overalt kan finde små basarer med alt fra billige sandaler, farverige haremsbukser og sjove souvenirs til udskårne træfigurer, håndlavede smykker og cd’er med afrikansk musik.

TIP: De lidt pænere og dyrere butikker finder du på Kenyatta Road, men vil du gerne gøre en billig handel, så skal du begynde på Gizenga Street og følge netværket af små gader, der også er blandt byens mest levende. Se placering på bykortet HER.

7. En drink ved solnedgang

Zanzibar er verdensberømt for sine pastelfarvede solnedgange, og i Stone Town bliver stranden centrum for et stemningsfuldt liv i takt med, at den tropiske varme bliver mere sval. Børnene boltrer sig i vandkanten, unge mænd øver akrobatiske færdigheder i sandet, fiskerne hænger ud ved molen og venner mødes for at spise i parken Forodhani.

TIP: Byens bedste udsigt får du fra tagterrassen på The Africa House Hotel, der ligger med udsigt til vandet. Og med en bar, der serverer forfriskende drinks for alle besøgende, har hotellet de perfekte rammer til at nyde dagens sidste, smukke stråler.

Rejseguide_Stone Town

Sådan finder du Stone Town

Stone Town er navnet på det gamle araberkvarter, der i dag er en del af øens største by, Zanzibar City. Bydelen ligger ved Zanzibars vestkyst og folder sine labyrintiske gader ud mellem Det Indiske Ocean og hovedvejen Benjamin Mkapa Road, som både er den fysiske og synlige grænse mellem den gamle bydel og den nyere Zanzibar City.

Stone Town bykort
Stone Town bykort

Guiden er baseret på en artikel, der er bragt i Rejsemagasinet Vagabond.

Skriv hjertens gerne til os, hvis du synes, at vores tips var brugbare eller hvis der er noget, du savner – så vender vi gerne tilbage med opfølgende info. Vi hører også meget gerne fra dig, der har besøgt Stone Town og kan tilføje et par ydeligere tips. Vi vil elske, hvis du har lyst til at dele dem i kommentar-boksen herunder. Bon voyage, M & M

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here