Playa Santa Teresa er Costa Ricas hippe og smukke beach babe. Den gyldne strand er med sit bløde sand, slanke palmer og pastelfarvede solnedgange et ægte yoga- og surferparadis.

Santa Teresa er vores ubetinget yndlingssted i Costa Rica. Punktum. Den langstrakte og natursmukke strand ligger ved den lille, afsidesliggende fiskerby Mal País i det sydvestligste hjørne af Península de Nicoya-halvøen. Turen hertil går gennem den tætte jungle ad stejle og rå grusveje, der kræver et tålmodigt, langsomt og pura vida’sk tempo – men som giver dig følelsen af at være ankommet til et hemmeligt sted, som kun få før dig har udforsket.

Rejseguide

Her har vi samlet vores bedste tips til, hvor du skal bo, spise, shoppe og kaste dig over både surfbræt og yogamåtte. For hvis der er et sted, du skal ride bølgerne og finde din indre yogi – så er det her!

Smukke strande i Costa Rica

Hotel: En tropisk oase

Selv om stranden Santa Teresa langt fra er en ukendt turistdestination, har den formået at bibeholde en uspoleret og fredfyldt atmosfære. Stranden er ren og naturlig, og en rustrød grusvej samt en række junglestier er det eneste, som forbinder områdets restauranter og små hoteller, der ligger spredt og godt gemt i de grønne omgivelser.

Det charmerende boutiquehotel Tropico Latino har både bungalows, suiter og et familiehus blot få skridt fra stranden, samt alle nødvendige faciliteter til en luksuriøs ferie: Daglige yogahold i åbne lokaler med udsigt til stranden, et spa med 100% naturlige skønhedsprodukter og en udendørs strandrestaurant med kreative internationale retter af økologiske råvarer og lokale friske fisk, skalddyr og kød.

Spis: Tre must-eats

Santa Teresas tropiske charme og afslappede livsstil har gennem tiden tryllebundet folk fra hele kloden, og med sig har de taget nogle af verdens bedste og mest populære køkkener – alt fra sublim sushi, italiensk gourmet og argentinske bøffer til finere bagerhåndværk, amerikanske burgere og økologisk helsekost.

Begynd dagen med en lækker og kernesund morgenmad på den hvidmalede Zwart Art Café, der også fungerer som boghandel og galleri for ejerens farvestrålende surfer-inspirerede malerier. Spis frokost på den lille, men velbesøgte familieejede fiskerestaurant Product C, der også sælger dagens friske fangst samt østers over køledisken. Og slut aftenen af i jungleomgivelser på den minimalistiske restaurant Katana, der serverer udsøgte asiatiske retter og kreative cocktails.

Strandbar Santa Teresa

Strandbar: Palmeskygge og solnedgang

I Costa Rica er alle strande offentlig ejendom, hvilket betyder, at der er længere mellem strandbarerne, end man umiddelbart skulle forvente i et tropisk land med en mere end 1200 kilometer lang kyststrækning. I Santa Teresa ligger til gengæld en af landets bedste strandbarer, der også figurerer på Top 5-listen hos det prestigefyldte rejsemagasin Travel + Leisure.

Hver dag ved solnedgang er strandbaren og loungerestauranten Banana Beach et populært samlingssted for surfere, tilflyttere og rejsende. Restauranten serverer sprøde salater, lækre sandwich og delikate hovedretter med frisk fisk og kød. Stedet er indrettet under et grønt tag af duvende palmer med hængekøjer, rustikke træmøbler i sandet og farvede lyskæder i parasollerne.

Rejse til Costa Rica

Yoga: Namasté

Harmonien i Santa Teresas smukke natur er optimal til et par dages selvforkælelse i yogaens tegn. Flere hoteller tilbyder yoga-pakker kombineret med spa, massage og surfing. Har du ikke mulighed for at tage på retreat, kan du dagligt finde åbne hold hos bl.a. Casa Zen, Nautilus og Tropico Latino.

De to mest anbefalelsesværdige yogahoteller er det elegante og luksuriøse Pranamar Villas, der ligger lidt nord for Santa Teresa på stranden Playa Cocal, og det intime og charmerende Horizon Hotel, der ligger – som navnet afslører – på en skråning hævet over Santa Teresa og har en hypnotiserende udsigt ud over det endeløse Stillehav.

Lej surfbræt i Costa Rica

Surfing: Et grønblåt mekka

Falder snakken på Costa Rica vil enhver surfer få et drømmende blik i øjnene, og netop Santa Teresa er kendt som et grønblåt surfer-mekka. Året rundt slår Stillehavet mod stranden med en rytmisk stabilitet, der giver perfekte bølger til både begyndere og erfarne. Og med en klangbund af det costaricanske motto ’Pura Vida’, der jo også rummer essensen af en surfer-livsstil, er Santa Teresa uomtvisteligt stedet, hvor du skal udleve dit eget surf-eventyr. Der findes flere surf-shops, hvor du kan leje boards og booke timer hos en instruktør. Del Soul Surf er Santa Teresas bedste surfskole og ejet af den tidligere professionelle surfer Amit Londner.

 

Shopping Costa Rica

Shop: Costaricansk boheme

Langs grusvejen i Santa Teresa ligger der surf-shops, souvenirbutikker og små supermarkeder. Men det er i den stilfulde, farverige og orientalsk-inspirerede butik Santa Ganesha – som også rummer et spa og et asiatisk take-away køkken – at du finder den gode shopping. I den store butik finder du en eklektisk samling af kunsthåndværk, interiør, mode, sko og smykker. Alt fra kulørte og håndsyede tæpper og puder, costaricanske hængekøjer, designertøj, smukke lædervarer og fine accessories, både skabt af lokale kunstnere og importeret fra Nicaragua, Guatemala, Marokko, Bali og Indien.

Gode links:

Santa Teresa strand Stranden Santa TeresaRejseblog om Santa Teresa i Costa RicaMal Pais og Santa Teresa

– – – –

Har du været i Santa Teresa eller overvejer du en rejse til Costa Rica? Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har lyst til at dele dine oplevelser eller har spørgsmål om stedet? Bon voyage, M&M

15 KOMMENTARER

  1. Hej 🙂

    Jeg skal til Costa Rica med en veninde henover sommerferien for at dykke ned i det spanske sprog. Jeg ville derfor høre om transport mulighederne til Santa Teresa, og hvilken lufthavn er tættest på? Mvh Kian

  2. Hej . Vi skal til Santa terresa om 1 måned. Er det nødvendig at have bil for at komme rundt ? Kan man få taxa eller tuktuk på sammem måde som Bali & thailand. Vi er 4 voksen og 4 børn.
    PS Tror du kender min søster ? Sabien Brandt.
    på forhånd tak for hjælpen

    • Hej Kristin,

      Årh, gid det var os – vi drømmer os tit og ofte tilbage til Santa Teresa i smukke Costa Rica 🙂

      I forhold til transport så er Santa Teresa (og Costa Rica generelt) anderledes end Asien. Her findes ingen tuktuk’er, og den billigste transport er offentlige busser. Vi kørte kun med taxi enkelte gange i San José, og så vidt jeg husker, så var der vist ikke mange taxi’er i Santa Teresa? Vi valgte i stedet at kombinere lejebil og busser, når vi skulle omkring i landet. det fungerede rigtig fint. Hvis muligt så vil vi dog anbefale, at I lejer bil hele vejen, hvis I gerne vil lidt omkring i landet. Det er nemlig så fedt at have friheden til at køre på eventyr, når man vil og hvor man vil. Så vidt vi kunne forstå på andre rejsende, så var det også den måde, de foretrak at opleve landet på.

      JA, jeg kender din søde og kreative søster! Jeg er stor fan af alle de fine, fine ting, hun laver! Hils mange gange <3

      Kh Mette

  3. Kære Mette
    Tusind tak fordi du gad tage dig tid til at svare! Vi glæder os også meget til at komme lidt væk fra regn , kulde og mørke.

    Jeg hilser Sabine mange gange.

    KH / Kristin co.

  4. Hej er i Costa rica nu.

    Vær opmærksom på at Nature air er suspenderet fra flyvninger da to af deres fire små maskiner er styrtet inden for det seneste år med ganske realisme følger.

    Nature air sælger dog stadig billetter. Har rejst med interbus. Det fungerer virkelig godt. Har nu lejet egen bil og skal fra manuel Antonio til Limon på den caribiske side.

    • Kære Peter,

      Tusind tak for din update på dette – det er godt at vide!
      Pas på jer selv og rigtig god rejse 🙂

  5. Hej M&M!

    Jeg rejser snart til Costa Rica med min lille familie (mand og datter) i 5 måneder, og vi vil rigtig gerne leje en bil og tage på Road trip ligesom jer! Men synes jeg har læst at man skal have et internationalt kørekort? Havde i det da i kørte der nede og ved i om det er et must? Håber i kan opklare dette for mig?
    Mvh katrine.

    • Hej Katrine,

      Vi havde anskaffet os et internationalt kørekort, da vi havde læst det samme som jer – men udlejningsfirmaet bad ikke om at se det. Så bum bum … jeg er dog ikke opdateret på reglerne i Costa Rica, så tjek hellere med biludlejningsfirmaet, så I har de helt korrekte info.

      Rigtig god rejse 🙂

      Kh Mette

  6. Hej Mette og Thomas
    Jeg har ikke endnu ikke prøvet at søge rejsetips på denne måde, men hvorfor ikke prøve. Jeg har tilgengæld med glæde læst om Jeres eventyrlige rejser, ikke mindst Jeres oplevelser på Bali.
    Jeg var for et år siden som alenemor med min søn, på 10 år, på Bali i to uger. Det er en rejse vi aldrig vil glemme. Vi elskede Ubud, hvor vi bla lejede cykler for et par dage, så vi kunne cykle til de små rismarker lige udenfor byen. Vi kørte på hver vores ATV, som min søn var vild med, vi var på river rafting to gange. Vi elskede Lembongang for dens skønhed og stilhed og det fantastiske eventyr under vandoverfladen. Vi lejede scooter i fem dage, fandt vores favorit snorkelsted hvor vi blot kørte til på scooter og valgte første og bedste båd, der sejlede os ud til koral eventyret. Jeg havde hjemmefra købt flybilletter og fundet tre overnatningssteder (Sanur, Ubud og Lem Bongang). Vi fandt vores udflugter hos små informationsbureauer på gaderne, hvilket gjorde hele ferien en del billigere.
    Undskyld jeg skriver så laaaangt før der overhovedet melder sig et spørgsmål. Men vi vil gerne ud at rejse to uger igen. Denne gang er det nødt til at være i Februar, hvor den ene uge er starten på vinterferien. Det gør det unægteligt noget dyrere. Jeg har søgt i denne jungle af eventyrlige steder. Min søn har sagt, skal vi ikke bare tage til Bali igen. Men Jeg har nu læst lidt om Jeres tur til Costa Rica, og tænkt at det måske kunne være et spændende sted, at tage hen med min søn. Gerne med det samme koncept som at bestille fly og overnatning på egen hånd, inden afrejsen, og når vi er der, vil vi finde ture og aktiviteter, som vi gjorde på Bali, hvis altså det er muligt.
    Tænker I, ud fra det jeg har fortalt om fra vores rejse til BAli, at Costa Rica ville blive en berigende oplevelse for min søn og mig?
    Jeg ved at det er et svært spørgsmål, og det er selvfølgelig heller ikke meningen at stille Jer til ansvar for en sådan beslutning.
    Jeg ved ikke om alt det skrevne overhovedet giver mening.
    De bedste hilsner
    Tine og min søn Theodor
    Ps: jeg har også tænkt Kap Verde

    • Hej Tine,

      Tak for din besked og undskyld vores sene svar – vi har været en del på farten den seneste tid. Det helt korte svar på dit spørgsmål er, at vi altid tænker, at Costa Rica er en berigende oplevelse 🙂 Som det muligvis skinner igennem på bloggen, er vi vilde med Costa Rica – med naturen, atmosfæren, befolkningen, historien og maden. Vi har også besøgt Bali, og kan sagtens forstå, hvorfor I elsker den indonesiske ø. Og jeg tænker, at når I vilde med Bali, så vil I også elske Costa Rica.

      Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål? Ellers er du velkommen til at skrive igen 🙂

      Kh Mette

  7. Hej igen
    Jeg glemte at skrive, at jeg ikke vil leje bil på Costa Rica. Jeg har læst lidt på kommentarerne her, at det er den nemmeste måde at komme fra by til by, fra sted til sted?
    Mange hilsner
    Tine

    • Hej igen,

      Vi har også benyttet os af en kombination af busser, minibusser og både- og her oplevede vi, at det var muligt at komme frem til alle de steder, vi har besøgt, med offentlig transport. Fordelen ved lejebil er friheden til opleve ting undervejs og selv bestemme tidsplanen. Men når du blot skal fra A til B, kan du nemt benytter dig af busserne 🙂

      Kh Mette

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here