Madrid hitter sjældent på Top 10-listerne over storbyer i Europa, man bør besøge på en forlænget weekend. Og det er synd. Vi blev vilde med den spanske hovedstad, der summer af lokal charme, historisk storhed, trendy stemning og er et mekka for madelskere. Her får du vores rejsetips til Madrid.

Det var en kombination af billige flybilletter og vejrudsigten i europæiske storbyer, som vi ikke havde besøgt før, der gjorde udslaget, da jeg bookede en surprise-rejse til Madrid til Martin. Anledningen var hans 40 års fødselsdag i februar.

Og selvom det sikkert ville være mere oplagt at besøge den spanske hovedstad i foråret eller sensommeren, hvor vejret er varmere og træerne grønne, så syntes en weekendtur i storbyen at være den perfekte gave til manden, hvor lykke er lig med ost, pølse og et bjerg af brød.

Min plan var derfor at fejre den fyrreårige fødselar ved at rulle ham i tapas og marinere ham i rødvin. Missionen lykkedes. Madrid leverede det hele, og mere til. Martin blev både mæt og mør – og så er det jo heller ingen hemmelighed, at marinering forlænger holdbarheden. Bonus!

Madrid RejseblogMadrid storby rejseMadrid restaurant

Madrid vs. Barcelona

Vi rejste altså først og fremmest til Madrid for at gå ombord i det spanske køkken og havde ingen større forventninger til oplevelser i byen. For når man læser om europæiske storbyer, der er oplagte til en forlænget weekendtur, er den spanske hovedstad sjældent nævnt. Til gengæld virker det, som om alle danskere har været i Barcelona.

Inden afrejse faldt jeg sjovt nok over en rejseartikel, hvor skribenten undrede sig over, hvordan det kunne være, at flere rejste til Barcelona frem for Madrid? For Madrid var langt at foretrække. Forklaringen lød, at Barcelona for mange år tilbage så økonomiske muligheder i at brande sig selv som turistdestination. Madrilerne derimod syntes ikke, det var nødvendigt at ty til reklame. De syntes, det var indlysende, at Madrid var en fed by.

Madrilerne ved,
at deres by er fedest!

Således har Madrid bevæget sig under masseturismens radar i Spanien, og det er i dag en af byens fortrin. Madrid er en autentisk oplevelse, det er her spanierne lever og bor. Vi faldt pladask for byen, og det skyldtes i høj grad, at det var virkelig hyggeligt bare at slentre rundt og opleve det spanske liv i de snævre middelaldergader. Spørger du os, har Madrid været skammeligt overset.

Madrid by rejsetips

Rejsetips til Madrid

Madrid var rundhåndet med langt flere fine oplevelser, end vi havde forventet. Derfor har vi valgt at dele denne guide op i en lille føljeton med vores rejsetips til spisesteder og oplevelser, og herunder finder du vores praktiske rejsetips.

→ Madmarkeder og restauranter
→ Seværdigheder og stemningsfulde steder
→ 
Praktiske rejsetips

Inden afrejse havde vi fyldt notesbogen med masser af rejsetips – langt flere end vi overhovedet kunne nå at gøre brug af på en forlænget weekend. Dem skal du dog ikke snydes for. Derfor finder du også et par tips, som vi har fået af andre, men stadig selv har til gode. Vi håber, at du kan få glæde af hele herligheden og nyde Madrid lige så meget som os.

Rejseblog Madrid
Den store boulevard Gran Via i Madrid / Foto: Unsplash.com

PRAKTISK AT VIDE

Bedste kvarter at bo

Madrid har mange skønne kvarterer (kaldet for ’barrios’), så det er lidt efter smag og behag, pengepung og hoteldrømme, hvor man foretrækker at bo.

Centrum

Vi syntes, det var perfekt at bo i byens centrum, Centro. Den gamle bydel ligger som en smørklat midt i byen og består af et væld af smalle gågader, brede boulevarder, historiske bygninger og store pladser. Vælger du at bo i Centro – omkring byens hovedstrøg Gran Via eller de to store pladser Plaza Mayor og Plaza de la Puerto del Sol – ligger Madrid vitterligt for dine fødder. Herfra tager det ca. 5-10-15 minutter at gå rundt til det meste.

Klassisk Madrid

Går du mod vest fra Centro, finder du det royale kvarter med det store kongepalads Palacio Real. Mod øst ligger det såkaldte litterære kvarter Las Letras med den hyggelige plads Plaza Santa Ana og bakkede gågade Calle de las Huertas, der er et område kendt for sine mange barer, små spisesteder og mindetavler for nogle af Spaniens største forfattere. Går du videre mod øst, finder du byens berømte kunstmuseer og den store, populære park Parque del Retiro.

Trendy Madrid

Nord for Centro ligger de to hippe bohemekvarterer Malasaña og Chueca, der sammenlignes med Marais i Paris og SoHo i New York – og for os mindede om en spansk version af Nørrebro og Vesterbro. Mod syd ligger den berømte tapasgade Calle de la Cava Baja og søndsags-loppemarkedet El Rastro mellem de to hippe og multikulturelle kvarterer La Latina og Lavapíes, der begge har den skønneste landsbyagtige storbycharme.

Rejsetip hotel Madrid
Hotel Praktik Metropol i Madrid

Tip til hotel og Airbnb

Hotel

Vi boede på Hotel Praktik Metropol – et charmerende 3-stjernet boutique-hotel med en tagterrasse, der havde et vidunderligt view ud over byens tage. Hotellet har en praktisk beliggenhed i Centro mellem de to metrostationer Gran Via og Sol. Herfra var vi i max 10-15 minutters gåafstand til det meste – gode spisesteder, berømte attraktioner og hyggelige kvarterer. Vi kan varmt anbefale hotellet.

Airbnb

Foretrækker du at leje gennem Airbnb, har vi fået anbefalet to hyggelige taglejligheder, hvor nogle af vores venner har boet. Den ene ligger i Malasaña-kvarteret og er perfekt til par (se HER). Den anden ligger ved Gran Via og gågaden Calle de Fuencarral og har plads til en lille familie (se HER). Begge ligger centralt og i stille nabolag. 

Hotel Madrid centrumHotel Madrid rejseblogGran Via Metro Madrid

Find rundt i Madrid

Over 3,2 millioner mennesker kalder Madrid for deres hjemby, og set fra luften er den spanske hovedstad seks gange større end Barcelona. Kort sagt – Madrid er stor, men bestemt ikke uoverskuelig. Bymidten er kompakt og nem at færdes i til fods, og så har den en velfungerende metro, når fødderne bliver asfalttrætte.

Selvom det ofte er en oplevelse i sig selv at fare vild, så er det for det meste fedest at kunne finde rundt, ik? Vores to bedste tips til Madrid er: 1.) Medbring Politikens lommevenlige guidebog ‘Kort og godt om Madrid’, der har detaljerede folde ud-kort og tips til udvalgte oplevelser og spisesteder, og 2.) download kortet over Madrid på app’en ‘Maps.me’ – en gratis GPS, der kan bruges offline, så du er fri for at bruge dyr data i udlandet. Så kan du altid finde vej og derudover se, hvad der findes af butikker, restauranter og seværdigheder i nærheden.

Den spanske døgnrytme

Vil du opleve Madrid som en lokal? Et rigtig godt tip er, at du begynder den første aften i byens legendariske natteliv. Snup en ekstra flaske vin på en af de mange tapasrestaurant eller gå ombord i cocktailkortet på en af byens hippe barer.

Hvorfor?

Således kommer du senere i seng, sover lidt længere og tuner helt automatisk ind på madrilernes døgnrytme, der begynder senere end vores. Dermed slipper du også for at vandre palle-alene rundt i gaderne næste morgen – desperat for at finde en åben café, der serverer morgenmad og dit første kaffe-fix. Den oplevelse har vi testet for dig, så det behøver du ikke …

Madrid tapas restaurant

Spis med de lokale

Madrilernes døgnrytme begynder et par timer senere end vores. Du kan få morgenmad fra omkring kl. 10, frokost fra kl. 14.30 og aftensmad indtages tidligst kl. 21.30 – hvis du vel at mærke vil spise sammen med de lokale. Får du lyst til en festlig aften i byen, er der først rigtig gang i gaderne ved 2-3-tiden. Derudover er det godt at vide, at nogle butikker traditionen tro holder siesta mellem klokken 14 og 17.

Derudover er det værd at nævne, at byens liv virkelig blomstrer i weekenden. Vi ankom onsdag aften, og der var bemærkelsesværdig forskel på mængden af mennesker de følgende hverdage og i weekenden. Så har du specifikke spisesteder eller seværdigheder, du gerne vil opleve, så book bord i god tid og overvej, hvilken dag, du gerne vil se hvad.

Madrid weekendtur

Transport til/fra lufthavnen

Der er flere transportmuligheder, når du skal til og fra lufthavnen. Den hurtigste og nemmeste er at hoppe i en taxa. Det tager ca. 15-20 minutter at køre ind til centrum, og alle taxaer til/fra lufthavnen har en fast pris på 30 Euro. Alternativt kan du booke en Uber, der koster omkring 22 Euro.

En billigere løsning er at tage toget, Cercanías (se oversigt over stationer HER). Toget koster ca. 1,85 Euro og er således lidt billigere end metroen, der koster ca. 5 Euro. Toget stopper dog ikke lige så mange steder som metroen. Tager du metroen (der faktisk er Europas næststørste efter London), skal du blot være opmærksom på, at du muligvis skal skifte metrolinje et par gange (se metro-oversigt HER). Så der er fordele og ulemper ved begge transportformer.

Madrids Turistbureau har lavet en fin oversigt over de forskellige transportmuligheder, som du kan se HER.

Rejsetips Madrid

LÆKRE LINKS

– – – –

Hvad er dit indtryk af Madrid?

Hvilken europæisk storby er din favorit?

 

4 KOMMENTARER

  1. Simpelthen så pudsigt. Vi sad og kiggede på Madrid i aftes til en kærestetur i september! Men måske bliver det en anden destination, da vi umiddelbart ikke kunne finde billige billetter… Det er typisk billetterne, der bestemmer, hvor vi rejser hen. Lige som i jeres tilfælde. Er dog ret sikker på at den spanske døgnrytme vil matche os ganske glimrende 😉

    • Det lyder vidunderligt med en kærestetur timet til den europæiske sensommer! Det er mere eller mindre det eneste, vi fortryder, i forhold til vores rejse til Madrid. Vi ville så gerne have set den smukke spanske by i lidt mere solskin. Vinterligt vejr eller ej – byen er fed! Jeg håber, at I får mulighed for at se den på et andet tidspunkt. Jeg tænker, at den lige præcis vil være noget for et kreativt hoved som dig. Og så har de gode is 😉

      Har I fundet en anden destination endnu?

      Kh Mette

  2. Jeg elsker Madrid! Kom dertil ved et tilfælde, og faldt pladask for byen, som jeg synes overgår Barcelona. Lidt på samme måde som jeg foretrækker Warszawa for Prag…

    • Vi er også blevet fans af Madrid! Og ja, der er ofte godt at hente, når man besøger de lidt mindrede hypede byer og destinationer, da de har en mere lokal stemning. Det kan vi godt lide 🙂 Jeg har Prag til gode, men vil da bestemt overveje at genbesøge Warszawa – det er over 20 år siden, jeg besøgte byen … Nøj, hvor tiden flyver! Kh Mette

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here