Vi ankom til øen Koh Lanta i går og som altid var rejsen fuld af overraskelser. Vi havde ellers – af erfaring fra Malaysia – forberedt os ekstra på, hvordan vi kunne gennemskue thai’erne, så de ikke snød os med hensyn til båd, taxa og hotel.
Men de er sq ninjaer på eliteplan, når det gælder om at tage røven på turister! For vi blev selvfølgelig snydt hele vejen igennem. Turen med båd fra Phuket til Lanta tog længere tid end fortalt, taxaen kørte os til det forkerte sted (chaufføren havde uden tvivl forbindelser til hotellet) og bungalowen var noget gammelt L …
Til gengæld fandt vi hurtigt ud af, at Koh Lanta er lidt af et paradis! Øen er nærmest en lang, bred og hvid sandstrand med helt klart vand. Og langs stranden ligger små hyggelige strandbarer og bambushytter. Turisterne har heller ikke rigtig opdaget øen endnu (vi satte i hvert fald omkring 1,8 millioner mennesker af på Phi Phi på vej hertil), så vi har næsten stedet for os selv. Derudover er alting møgbilligt! Her bliver vi vist et par dage, hvis vi finder et andet sted at bo.