Vi kunne næsten ha’ sagt det til os selv. Vi havde ingen grund til at spørge en spåkone (selvom det ville ha’ været helt utrolig nemt, da den slags åbenbart ligeligt har delt alle landets gadehjørner med 7eleven). Det lå ligesom lidt i kortene. At Golden Gate selvfølgelig ville være fuldstændig indhyllet i en tyk tåge den dag vi skulle trille over byens helt store vartegn.
Da vi torsdag morgen vinkede farvel til Familien Vincentz – aka vores 5-stjernede SF-hotelophold – og kørte over Bay Bridge, der forbinder Oakland med San Francisco, kunne vi ellers se, at Golden Gate stod lysende klar og strålede op mod en knivskarp blå himmel. Muhaaahaahaaha! Men da vi en time senere havde kæmpet os gennem syvsporede motorveje og et indviklet stisystem af ensrettede gader, hvor trafikken flød i et tempo, som fik det hele til at minde om en forkalket blodåre, så var broen forsvundet. Pist væk. Gone. Verschwunden. Desaparecido!
Turen over broen var ellers én af vores helt store højdepunkter. Vi havde virkelig glædet os. Vi havde gjort os mange forestillinger om, hvordan vi ville køre med kalechen nede og suse over broen med vind i håret, armene i vejret og skråle “If you’re going to San Francisco, be sure to wear some flowers in your hair“. Vi susede godt nok over, tjek! Vi havde også vind i håret, tjek! Og vi formåede også at synge et par strofer. Men vi så ikke møj til broen. Lige netop den dag – præcis som alle årets andre 364 dage – var broen indhyllet i San Franciscos berømte tåge. Doh!
Men, men, men – det her havde spåkonen sq ikke forudset! For efter et kort kaffeophold i den charmerende kystby Sausalito, der ligger lige på den anden side og tilbyder den smukkeste udsigt til SF, lettede tågen. Hurra, der var jubeldans i den danske lejr!
Yep! Golden Gate Bridge findes! Den er mere ægte end legenden om Big Foot …
