Nogle gange gad jeg godt, at der var opfundet en tidsmaskine, som kunne sende os tilbage i tiden. Bare for en time eller to. Især da vi stod ved indgangen til ruinerne af det store romerske amfiteater i byen Pula.
For selv om min fantasi er ganske produktiv, så tror jeg alligevel ikke, at den helt kan forstå omfanget af, hvordan det må ha’ været at opleve en gladiatorkamp i Kroatien. Hvordan det har lydt, når 26.000 blodtørstige tilskuere har råbt af ren ophidselse, når Russel Crowe-agtige krigere har kæmpet mod hinanden, mod døden. Når en løve har kæmpet mod en bjørn. Eller når en (sandsynligvis) forhadt kejser har tiltvunget sig pøblens jubel og ladet sig hylde i en regn af blomster, der blev kastet ned fra tribunen.
