Vi er taget med en guide ind i Naturparken Manuel Antonio – Costa Ricas mindste, men mest berømte. Her findes en biodiversitet som få andre steder i verden, og parkens strand er på magasinet Forbes’ liste over de smukkeste på hele kloden. Vi elskede jo stedet på forhånd …

Can you see the animal?, spørger Rey og peger mod et lille vandløb, der putter sig i favnen af grønne planter. Her dufter af varmt mos og muldnede træer. Rey er vores guide de næste fire timer, hvor turen går i dyrenes fodspor gennem den tætte regnskov i Costa Rica. Rey er tico, hvilket er slang for costaricaner, uddannet naturguide fra universitet og må være født med laserøjne. For vi kan intet dyr se. Nada.

”It has inspired the author of Jurassic Park”, siger han og tænker sikkert, at han har givet os et godt hint. I stedet forestiller vi os store, kødædende dinosaurer og skæver mistroisk på det instrument, som han er ved at skrue fast på et kamerastativ, mens han ivrigt fortæller om, hvordan alle dyr er afhængige af deres udseende – af deres evne til at kamuflere sig – for at overleve.

Men vi har svært ved at lytte efter. For som hyppige gæster i Thailand har vi udviklet en fobi. En turist-foto-fobi. Og uden at have sagt et ord ved jeg, at Martin og jeg tænker det samme: Vi nægter at få taget et billede foran et dyr og bagefter få tilbudt (læs: påduttet) at købe en plastiktallerken med vores kodak-moment: To hvide turister og et dyr. Wow! Jeg er sikker på, at BT rydder forsiden …

Manuel Antonio i Costa Rica 2 Manuel Antonio i Costa Rica 3

Angsten er ubegrundet. Instrumentet er et teleskop, og Rey har zoomet ind på dyret, som sidder et par meter foran os. Gennem linsen kan vi se den såkaldte ”Jesus Christ Lizard”. Et firben på en halv meter, som har fået sit navn, da den kan gå på vand ved at krumme sine firbensfødder og skabe små luftpuder, der holder den oven vande.

Don’t kill the hummingbird

”Welcome to my office”, siger Rey og slår armene ud, da vi går fra vandløbet og hen mod indgangen til parken. Modsat Chuck Norris har vi ikke krævet den skal lukkes for en dag, så vi deler den med andre turister – og deres kameraer. Rey mumler olmt på spansk, da han ser en dame trykke løs på kameraet og agere levende discokugle i junglen. Det er forbudt at bruge blitz.

Blitzen gør dovendyrene blinde og pisser aberne af, så de begynder at kaste deres lort efter parkens besøgende. Men det mest tragiske er, at den dræber kolibrierne. Vi griner, da Rey siger det. Men det var ikke sagt for sjov. Den lillebitte fugls blodomløb pumper så rasende hurtigt rundt i den lillebitte krop, så blitz-chokket giver den et hjertestop. Kameraet skyder med skarpt. Sandsynligheden for at fange et billede af en kolibri synes dog at være ikkeeksisterende. Vi ser dem overalt i området, men du skal slå lysets hastighed, hvis du skal nå at tage et billede, inden den er væk.

Manuel Antonio i Costa Rica 4 Manuel Antonio i Costa Rica 5

Anekdoter fra junglen

Da vi er gået et par meter peger Rey op. Over os i det tætte grønne vildnis sidder en gruppe ”Howler monkeys”, verdens anden mest højlydte dyr lige efter blåhvalen. Deres råb kan høres seks kilometer væk og skulle lyde som en sindssyg mand, der går helt bananas. Aberne hænger dog dovent i varmen, så vi hører ikke et eneste pip.

Aberne er uden sammenligning de nemmeste at få øje på. Især de aktive “White-throated Capuchin”-aber med det hvide ansigt og hals, den sorte krop og lange hale gør opmærksomme på sig selv. De er i konstant bevægelse og snatcher alt, hvad de kan komme i nærheden af. Rey fortæller om, hvordan en abe engang stjal et kamera fra en turist. Ved et uheld trykkede den på udløserknappen. Blitzen gik af og gjorde aben forskrækket, så den tabte kameraet. Og turisten blev lykkelig. For aben havde taget et selfie af sig selv.

Aberne er de eneste, der gør Reys job nemt. For det er absurd svært at få øje på det mylder af dyr, der kribler, hopper og spinder rundt om os. Men Rey ved, hvad han skal kigge efter, hvilke blade han skal løfte eller hvilke træer, han skal undersøge nærmere. Og han hjælper os på vej ved at stille skarpt med teleskoppet, som zoomer ind på alt fra dovendyr til krabber. Og så er han en passioneret storyteller. Så efter fire timer er vores hjerner overloadet, og vi kigger på naturen med helt nye øjne. Ej at glemme at vi nu kender smagen af termitter. En lille proteinbombe, der efterlader en blanding af bark og citrus på tungen …

Manuel Antonio i Costa Rica 6 Manuel Antonio i Costa Rica 7 Manuel Antonio i Costa Rica 8 Manuel Antonio i Costa Rica 9 Manuel Antonio i Costa Rica 10 Manuel Antonio i Costa Rica 11 Manuel Antonio i Costa Rica 12 Manuel Antonio i Costa Rica 13 Manuel Antonio i Costa Rica 14 Manuel Antonio i Costa Rica 15 Manuel Antonio i Costa Rica 16 Manuel Antonio i Costa Rica 17 Manuel Antonio i Costa Rica 18 Manuel Antonio i Costa Rica 19 Manuel Antonio i Costa Rica 20 Manuel Antonio i Costa Rica 21

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here