Inden vi rejste til Vietnam, havde vi aldrig prøvet at bo på et Homestay før. Det her er vores fortælling om en overnatning hos et ægtepar i Vietnam, der gjorde alle vores fordomme om Homestays til skamme.

Vores vært er tydeligt bevæget, da samtalen glider fra nutid til fortid. Mr. Thai har ellers været et stort smil og fuld af sjove løjer, siden vi et par timer tidligere ankom til hans Homestay i Mekong-provisen Ben Tre. Men nu da han begynder at fortælle om små glimt fra hans barndom, glider en skygge over det lattermilde ansigt.

Han var kun en lille dreng, da Vietnamkrigen sluttede. Selvom det er over 40 år siden, han oplevede sit livs værste mareridt, bliver han stadig berørt, når han – som én af de få vietnamesere, vi har mødt på vores rundrejse – fortæller om sine erindringer fra krigen.

Hans job var at gemme sig for de amerikanske soldater i det frodige Mekong-delta og løbe tilbage for at advare Viet Cong’erne, når fjenden kom. Hans far var en del af guerillaen og gemte sig i Cu Chi-tunnelerne, der gjorde det umuligt for amerikanerne at finde dem.

Homestay Vietnam

Mørke minder

Under krigen var tunnelerne et strategisk gemmested for Viet Cong’erne. I dag er de en berømt turistattraktion, der ligger nordvest for Ho Chi Minh Citys centrum. De underjordiske gange var nogle steder gravet ned til 12 meters dybde, fordelt i 3 etager, og var i alt omkring 250 km lange. Her fandtes alt fra hospitalsstuer, køkkener, sovepladser og ammunitionslagre. Over 45.000 vietnamesere menes at have mistet livet i tunnelerne under krigen.

Én af dem var Mr. Thais far.

Mr. Thai bliver stille. Han kigger på sine fingre, der fumler med et grønt blad. Lidt efter ser han op og rækker mig en fingerring foldet af bladet og en lille lyserød blomst. Hans smil er tilbage, og denne gang når det hele vejen op til øjnene: ”Smiling is medicine”, griner han med sin let hæse stemme og klapper Martin jovialt på skulderen. Vi smiler begge tilbage, men knuden i min mave vokser.

Homestay VietnamHomestay Vietnam

Langt fra et hotel

Vi sidder på et lille plateau i hans blomstrende have. Stilheden og duften af muld afslører, at vi ikke længere befinder os i byen. Jorden har han arvet efter sin far, der levede af at dyrke forskellige afgrøder, og de fredelige omgivelser har en næsten meditativ effekt. Både på Mr. Thai selv, hans familie og gæsterne, han byder velkommen inden for i sit hjem:

“This is not a hotel.
My home, your home”

… fortæller han med en myndig mine, da vi spørger til, hvor mange gæster han kan have boende. Det er tydeligt, at han sætter en ære i at drive dette Homestay med hjertet. Til at begynde med havde han kun et enkelt værelse, men gennem årene har han ved siden af sit eget hus bygget fire værelser og en lille bungalow, som han lejer ud til rejsende.

Vores værelse er mørkt og spartansk indrettet med ventilator, myggenet over sengen, samt et lille toilet og bad med koldt vand. Det er primitivt, men vi savner ingenting. Det er nemlig alt for hyggeligt at slænge sig i hængekøjerne i haven og nyde den hjemmelige ro. Sådan et pusterum er guld værd, når man konstant er på farten og bliver bombarderet med nye indtryk – og den vietnamesiske trafik.

Homestay Vietnam

Malaria og kærlighed

Før Mr. Thai åbnede sit Homestay, arbejdede han i 25 år som motorcykel-guide. Han var glad for jobbet, han lærte engelsk ved at tale med turisterne og fik set det meste af det mægtige Mekong-delta. Men han savnede sin kone.

”I had malaria after the war”, sådan begynder Mr. Thai fortællingen, der viser sig at være den fineste kærlighedshistorie om hans kone. I tre år lå han på hospitalet og var alvorligt syg. Han var tynd, afkræftet og fremtiden så mørk ud. Alligevel kom denne kvinde hver eneste dag for at tage sig af ham.

”That is love!”

… konkluderer han med et varmt smil og forsikrer os om, at det klogeste, han nogensinde har gjort, var at gifte sig med sin kone. I dag hjælper hun til med deres Homestay, gør rent og laver mad. Og det er Martin og jeg med sikkerhed ikke de eneste, der er glade for.

Hendes madlavning forvandler selv simple ting til en asiatisk umamibombe og er et kærkomment samtaleemne, da vi snakker med de andre gæster – to israelske fyre, der er på rundrejse i Asien, og en fransk familie på juleferie i Vietnam. Alle er enige om, at hun laver mad med kærlighed!

Homestay VietnamHomestay VietnamHomestay VietnamHomestay Vietnam

På jagt efter ildfluer

Vi er døset hen i hængekøjerne, da solens sidste stråler farver himlen med blege ferskenfarver og orange striber. Sammen med tusmørket kommer den friske duft af aftendis snigende.

”It’s time to go!”, kalder Mr. Thai henne fra den anden side af det store fiskebassin, der er i midten af haven. Her fik franskmændenes to små drenge lov til at fange fiskene til vores aftensmad lidt tidligere på dagen. Ved siden af Mr. Thai tripper hans søn energisk. Så selvom den lille gut ikke kan sige et eneste ord på engelsk, er det tydeligt, at vi skal skynde os, hvis vi skal nå med ham ud og fange ildfluer.

Mr. Thais søn hopper stedkendt og i frisk tempo ud af en smal jordvej med små sten og vandpytter. Vi andre forsøger at holde trit og må bruge vores telefoner til oplyse underlaget, vi træder på.

Da vi har gået et par minutter, stopper han eftertænksomt op. Han hiver op i sin T-shirt og bevæger sig med prøvende skridt ned ad en skrænt og ud i en å, der løber langs vejen. Vandet er sort som kaffe her i aftenmørket, og der er tydeligvis dybt. Drengen har kun taget et par skridt, men han har allerede vand til livet.

Jeg gyser lidt ved tanken om de kryb, igler og slanger, der sandsynligvis lever i vandet. Drengen griber ud efter et lavt hængende gren på et træ og begynder pludselig at vifte med armene. ”Argh, er vi sikre på, at han er ok?”, spørger jeg Martin med et toneleje, der afslører min indre kylling. Men inden han når at svare, tænder små bitte lys på træet, ét efter ét.

Flere små ildfluer begynder at blinke og skaber naturens eget svar på et lille oplyst juletræ. Jojo, selvom de i princippet bruger numsen til at lyse, er der nu noget særligt fint over deres sitrende skær i tusmørket.

Homestay Vietnam

Homestay, sweet homestay

Da vi dagen efter hopper op vores motorcykel, for at tage hul på næste etape af vores Mekong-eventyr, giver det et lille stik i maven. For det er lidt trist at skulle vinke farvel til den gæstfrie Mr. Thai og hans familie.

Faktisk er det kommet lidt bag på os, hvor godt vi har syntes om at bo her. For skal jeg være helt ærlig, har vi altid undgået at bo i Homestays. Et eller andet sted i vores hjerner har vi groet fordommen om, at det måtte være ligesom at bo hos en fjern slægtning, vi aldrig har mødt – og det er ikke altid lige sjovt at skulle sidde bænket til køkkenbordet ved spisetid, være tvunget til smalltalk og indordne sig efter husets (sære) regler.

Når vi rejser, nyder vi at være frie og at være væk fra de ting, der minder os om dagligdagen. Og når du bor i et Homestay, bliver du en del af et hjem og en familie. Det følte vi også, at vi blev hos Mr. Thai – men modsat vores fordomme, så var opholdet en berigende og ikke begrænsende oplevelse. For en stund følte vi os ikke som turister, men som gæster.

Har du prøvet at bo på et Homestay?

 

6 KOMMENTARER

  1. Det lyder til at have været en helt fantastisk oplevelse! Selv har jeg ikke prøvet et egentligt homestay, udover et par udveksklingsophold i USA. Da min kæreste og jeg rejste rundt i Kina for et par år siden, valgte vi at bo i en Airbnb i en lille landsby på 30 mennesker i Guilin, hvor vi fik mulighed for at møde de lokale i landsbyen og selvfølgelig vores kinesiske vært, hvilket var en helt uforglemmelig oplevelse! (:
    Camilla | http://cammi.dk

  2. Hvor jeg dog nyder at følge Jer. Tak for de fine beskrivelser af folk og natur. Vil I udgive bøger i fremtiden 🙂

    • Tusind tak, Kathe – det gør os simpelthen så glade at høre 🙂 Vi ville elske at udgive bøger om vores rejseeventyr en dag!

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here