Hjertet af Bali afspejler det traditionelle liv, der leves på øen, og er en stor oplevelse – især hvis du tager dig tiden til at opleve det hele fra en cykelsadel. Vi lejede to mountainbikes og cyklede med en guide fra toppen af vulkanen Gunung Batur og ned til byen Ubud. Gennem rismarker, plantager og små landsbyer.

To små balinesiske drenge begynder at huje højt, da de får øje på os. De springer et par trin ned fra indgangen til huset og ud til vejkanten, mens de begejstret råber ”Hello, hello, hello …” i munden på hinanden. Begge hopper op og ned og basker med armene. De vil have high fives af gruppen af cyklende turister, der kommer susende gennem deres landsby på mountainbikes.

Siddende med numsen i cykelsadlen – som vildfarende amatørryttere, der leger indonesisk Tour de France – er vi blandt denne gruppe af cyklister, der tæller vores guide, seks unge franskmænd, to belgiske fyrer og et ældre amerikansk ægtepar. Vi er kørt fra toppen af den stadigt aktive og dampende vulkan Gunung Batur og er på vej tilbage mod byen Ubud, hvor vi har boet de sidste par dage.

Ubud er Balis kulturelle centrum for øens mange talentfulde kunstnere – træskærer, stenhuggere, malere, dukkefører, dansere. Det er også byen som den amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert satte på verdenskortet med bestselleren ”Spis, bed, elsk”. Og skulle vi give cykelturen her en titel, ville den nok blive: ”Rismarker, landsbyer, cykelstyrt”.

Balinesisk turist-quiz

På trods af at de balinesiske drenge sikkert tit får high fives af cykelturister, er det svært ikke at blive smittet af deres livlige glæde. Helt generelt oplever vi balineserne som et smilende, imødekommende og varmt folkefærd. De griner meget, tager pis på både os og hinanden, og snakker gerne – også selvom de kun kan ganske få engelske ord. Vi fandt i hvert fald hurtigt ud af, at du altid kan regne med, at en balineser spørger om, hvad du hedder, hvor du er fra, hvor du har været henne og hvor du nu skal hen?

Spørgsmål, der jo som sådan ikke er specielle for en rejsende, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan alle balinesere – selv dem som ikke forsøger at prakke dig noget på – stiller dem i præcis denne rækkefølge. Som er det en disciplineret kunst. Eller noget de har memoreret fra første side i deres engelskbog. Fælles for dem alle er, at de lytter. Oprigtigt. Og bliver lysende lykkelige, hvis du tager dig tiden til at stille de samme spørgsmål retur. Dog helst i førstnævnte rækkefølge, da de ellers godt kan komme til at svare, at de hedder Sumatra og kommer fra John (det har vi prøvet).

Bryllups-crasher

Lyden af bremsende hjul, der knasende glider hen ad en gruset vej, efterfølges af plastik som flækker. Man down! En af de franske piger fra vores lille cykelhold ligger på jorden og fletter ben med en balinesisk mand og hans scooter. Endnu et syn, som uden tvivl er langt fra sjældent for lokalbefolkningen, da vi ofte ser folk humpe rundt med forbindinger og grumme hudafskrabninger.

Festligt nok er styrtet sket lige ved siden af et lille tempel, hvor et balinesisk par skal giftes dagen efter. Indgangen er pyntet op med draperet stof og blomster. Juli er højsæson for bryllupper, fortæller en ung mand, der er kommet ud fra templet efter at have hørt tumulten ude fra vejen.

Traditionen tro stiller han mig rækken af spørgsmål og tilføjer et nyt: Er jeg mon gift? Da jeg bekræfter, at det er jeg, og peger på Martin, smiler han stort og nikker: ”He is handsome. And you very handsome too”. Jeg takker mange gange og spørger om han er gift? ”Oh no, not Miss”, siger han grinende. ”I’m too young”. Og her kiksede jeg i kutymen. Jeg glemte først at spørge, hvad han hed …

Sticky luksus og fede pølsefingre

Endelig ankommer bilen med reservecykler og snart efter suser vores gruppe af Bjarne Riis’er af sted igen. Gennem små landsbyer og farverige markeder, forbi gamle templer og frodige frugtplantager, og langs rismarker. Mange rismarker. Rigtig mange rismarker.

På markerne står grønne, sprøde strå med riskorn klar til høst. Nogle steder er de allerede høstet og korte, gule strå stikker op af den mudrede jord. Andre marker er fyldt med vand, de ligner næsten blanke skovsøer og spejler palmerne, der står langs skellet og kaster lange svajende skygger.

”Balinese rice”, siger vores guide. Han piller møjsommeligt skallen af et lille riskorn, som han har samlet op fra et stort stykke presenning, der fylder det meste af vejen, hvor risene ligger til tørre. Jeg iagttager med stor beundring, hvordan en forbipasserende bil agtsomt sætter farten ned og kører ud i vejens skrå, hullede rabat for at køre uden om presenningen. På trods af tempoet flyver et par riskorn alligevel omkring og lander længere henne ad vejen. Der ligger flere spredt ud over asfalten.

Guiden synes dog vist ikke at bilistens hensynstagen er lige så interessant, som jeg gør. Han tager min hånd og vil have mig til at tage et billede af det riskorn, som han netop har pillet, mens han ivrigt forklarer, at man også kan få røde og sorte ris. Og så en luksusagtig rissort, der efter hans forklaring er lidt mere ’sticky’.

”Eat, you try rice”, siger guiden med et stort smil, og giver mig det riskorn, som han netop har pillet, og som jeg netop har affotograferet til evigt minde. Og åh gud – hvor føler jeg mig som en klodset jætte med kæmpe grabber, da jeg forsøger at nappe det lille korn. Og taber det.

Et øjeblik kigger vi på hinanden. Guiden og jeg. Jeg ved faktisk ikke, om det uhøfligt at grine eller om det mere er på sin plads at undskylde. Men inden jeg når at beslutte mig, er guiden allerede i gang med at pille et nyt korn. Det her kan godt gå hen og blive en lang formiddag …