Hjertet af Bali afspejler det traditionelle liv, der leves på øen, og er en stor oplevelse – især hvis du tager dig tiden til at opleve det hele fra en cykelsadel. Vi lejede to mountainbikes og cyklede med en guide fra toppen af vulkanen Gunung Batur og ned til byen Ubud. Gennem rismarker, plantager og små landsbyer.

To små balinesiske drenge begynder at huje højt, da de får øje på os. De springer et par trin ned fra indgangen til huset og ud til vejkanten, mens de begejstret råber ”Hello, hello, hello …” i munden på hinanden. Begge hopper op og ned og basker med armene. De vil have high fives af gruppen af cyklende turister, der kommer susende gennem deres landsby på mountainbikes.

Balinesiske børn Balinesisk pigeCykeltur på BaliBali

Siddende med numsen i cykelsadlen – som vildfarende amatørryttere, der leger indonesisk Tour de France – er vi blandt denne gruppe af cyklister, der tæller vores guide, seks unge franskmænd, to belgiske fyrer og et ældre amerikansk ægtepar. Vi er kørt fra toppen af den stadigt aktive og dampende vulkan Gunung Batur og er på vej tilbage mod byen Ubud, hvor vi har boet de sidste par dage.

Ubud er Balis kulturelle centrum for øens mange talentfulde kunstnere – træskærer, stenhuggere, malere, dukkefører, dansere. Det er også byen som den amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert satte på verdenskortet med bestselleren ”Spis, bed, elsk”. Og skulle vi give cykelturen her en titel, ville den nok blive: ”Rismarker, landsbyer, cykelstyrt”.

Cykeltur på BaliBalinesisk turist-quiz

På trods af at de balinesiske drenge sikkert tit får high fives af cykelturister, er det svært ikke at blive smittet af deres livlige glæde. Helt generelt oplever vi balineserne som et smilende, imødekommende og varmt folkefærd. De griner meget, tager pis på både os og hinanden, og snakker gerne – også selvom de kun kan ganske få engelske ord. Vi fandt i hvert fald hurtigt ud af, at du altid kan regne med, at en balineser spørger om, hvad du hedder, hvor du er fra, hvor du har været henne og hvor du nu skal hen?

Spørgsmål, der jo som sådan ikke er specielle for en rejsende, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan alle balinesere – selv dem som ikke forsøger at prakke dig noget på – stiller dem i præcis denne rækkefølge. Som er det en disciplineret kunst. Eller noget de har memoreret fra første side i deres engelskbog. Fælles for dem alle er, at de lytter. Oprigtigt. Og bliver lysende lykkelige, hvis du tager dig tiden til at stille de samme spørgsmål retur. Dog helst i førstnævnte rækkefølge, da de ellers godt kan komme til at svare, at de hedder Sumatra og kommer fra John (det har vi prøvet).

Bryllups-crasher

Lyden af bremsende hjul, der knasende glider hen ad en gruset vej, efterfølges af plastik som flækker. Man down! En af de franske piger fra vores lille cykelhold ligger på jorden og fletter ben med en balinesisk mand og hans scooter. Endnu et syn, som uden tvivl er langt fra sjældent for lokalbefolkningen, da vi ofte ser folk humpe rundt med forbindinger og grumme hudafskrabninger.

Festligt nok er styrtet sket lige ved siden af et lille tempel, hvor et balinesisk par skal giftes dagen efter. Indgangen er pyntet op med draperet stof og blomster. Juli er højsæson for bryllupper, fortæller en ung mand, der er kommet ud fra templet efter at have hørt tumulten ude fra vejen.

Traditionen tro stiller han mig rækken af spørgsmål og tilføjer et nyt: Er jeg mon gift? Da jeg bekræfter, at det er jeg, og peger på Martin, smiler han stort og nikker: ”He is handsome. And you very handsome too”. Jeg takker mange gange og spørger om han er gift? ”Oh no, not Miss”, siger han grinende. ”I’m too young”. Og her kiksede jeg i kutymen. Jeg glemte først at spørge, hvad han hed …

Cykeltur på Bali 7 Cykeltur på Bali 8 Cykeltur på Bali 9

Sticky luksus og fede pølsefingre

Endelig ankommer bilen med reservecykler og snart efter suser vores gruppe af Bjarne Riis’er af sted igen. Gennem små landsbyer og farverige markeder, forbi gamle templer og frodige frugtplantager, og langs rismarker. Mange rismarker. Rigtig mange rismarker.

På markerne står grønne, sprøde strå med riskorn klar til høst. Nogle steder er de allerede høstet og korte, gule strå stikker op af den mudrede jord. Andre marker er fyldt med vand, de ligner næsten blanke skovsøer og spejler palmerne, der står langs skellet og kaster lange svajende skygger.

Cykeltur på Bali 17”Balinese rice”, siger vores guide. Han piller møjsommeligt skallen af et lille riskorn, som han har samlet op fra et stort stykke presenning, der fylder det meste af vejen, hvor risene ligger til tørre. Jeg iagttager med stor beundring, hvordan en forbipasserende bil agtsomt sætter farten ned og kører ud i vejens skrå, hullede rabat for at køre uden om presenningen. På trods af tempoet flyver et par riskorn alligevel omkring og lander længere henne ad vejen. Der ligger flere spredt ud over asfalten.

Guiden synes dog vist ikke at bilistens hensynstagen er lige så interessant, som jeg gør. Han tager min hånd og vil have mig til at tage et billede af det riskorn, som han netop har pillet, mens han ivrigt forklarer, at man også kan få røde og sorte ris. Og så en luksusagtig rissort, der efter hans forklaring er lidt mere ’sticky’.

”Eat, you try rice”, siger guiden med et stort smil, og giver mig det riskorn, som han netop har pillet, og som jeg netop har affotograferet til evigt minde. Og åh gud – hvor føler jeg mig som en klodset jætte med kæmpe grabber, da jeg forsøger at nappe det lille korn. Og taber det.

Et øjeblik kigger vi på hinanden. Guiden og jeg. Jeg ved faktisk ikke, om det uhøfligt at grine eller om det mere er på sin plads at undskylde. Men inden jeg når at beslutte mig, er guiden allerede i gang med at pille et nyt korn. Det her kan godt gå hen og blive en lang formiddag …

Cykeltur på Bali 10 Cykeltur på Bali 11 Cykeltur på Bali 12 Cykeltur på Bali 13 Cykeltur på Bali 14 Cykeltur på Bali 16 Cykeltur på Bali 18 Cykeltur på Bali 19 Cykeltur på Bali 20

2 COMMENTS

  1. Hej Mette og Martin
    Vi er 4 veninder der skal til Bali i november 🙂
    Vi skal bo i Lovina og Ubud.
    I Ubud vil vi måske gerne på cykelturen fra vulkanen til Ubud, som vi har hørt om fra flere og kan se i også beskriver.
    Vi har selv arrangeret vores rejse, så vi har ikke kontakt til et rejsebureau, der kan arrangere den for os.
    Jeg kan ikke finde informationer på et bureau i Ubud der arrangerer denne tur.
    Kan i være behjælpelig med en kontakt/bureau?

    Mange hilsner
    Hanne Kristensen

    • Hej Hanne

      Tak for din besked – det lyder skønt med en tur til Bali med veninderne!

      Vi bookede cykleturen hos en af de lokale arrangører på gaden i Ubud, så vi har desværre ikke forslag eller informationer på et bureau, som I kan kontakte på forhånd. Med det sagt så tænker jeg, at I snildt kan gøre det samme – altså booke en cykeltur, når I der. Det vil sandsynligvis også spare jer både penge og besvær.

      Ubud er nemlig fuld af arrangører, der tilbyder alverdens aktiviteter i området. Og så vidt jeg husker, så skal I blot booke turen et par timer før/aftenen før. På den måde kan I også lave lidt research, når I der, og finde lige præcis den arrangør med den cykeltur, der lyder som det perfekte match for jer. Umiddelbart udbyder de fleste arrangører dog den samme type tur ned af vulkanen og tilbage til Ubud, så ofte er det mere et spørgsmål om, hvilken type cykler, de har, samt hvad der ellers følger med i pakken. Fx besøg ved kaffeplantager, kulturelle arrangementer, stop ved restauranter etc.

      Alternativt kan I tjekke sitet TripAdvisor. Her kan I se de bedst anmeldte arrangører og sandsynligvis også finde deres kontaktinfo/priser. Det er helt klart den bedste måde at finde frem til de bedste turer. Jeg tjekkede lige listen af anmeldelser for jer og har sat et link ind her: https://www.tripadvisor.dk/Attractions-g297701-Activities-c61-t214-Ubud_Bali.html

      Men som sagt – overvej om det ikke passer ind i planen, at I blot booker, når I der? Det vil undre mig, hvis I ikke kan få en plads hos en arrangør, hvis I blot booker et par dage før. Der er nemlig mange arrangører i Ubud, og de vil alle altid gerne knibe et par ekstra cyklister med ind 😉 Således kan I også tjekke vejret og andre forhold, som man først kender til, når man er der.

      Rigtig god tur! Kh Mette

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here