Det var et helt andet og langt mere autentisk Thailand, der mødte os, da vi første gang rejste til den nordlige del af landet i stedet for til de klassiske turistdestinationer i syd. Men den mest kulørte oplevelse kom uventet i form af vores chauffør og guide på turen op til bjergene.

Speedometeret på bilen viser lidt over 90 km i timen, da vi bumlende kører ud ad en gennemhullet grusvej og efterlader en hvirvlende hale af rødt støv. Selvom vi sidder godt fastspændt til sædet, hænger vi hele tiden halvt i luften. Bliver kastet frem og tilbage. Op og ned. Som isterninger i en shaker.

Chaufførrens ansigt er sammenbidt. Anstrengt. Han pruster let og strammer hårdt om rattet. Ikke fordi vi kører på en stejl, ufremkommelig bjergvej, hvor man højest kan køre 30 km i timen. Men fordi det er vigtigt, at vi hurtigst muligt når frem. Til et toilet.

Situationen er blot, at vi befinder os 150 kilometer nordvest for Chiang Mai i Nordthailand. Med andre ord har vi lagt civilisationen bag os for mindst lige så mange kilometer siden. Vi er omgivet af tropeskov, rismarker og bjerge.

Det er lidt et problem, når man har dårlig mave. Problemet er dog heldigvis ikke vores. Det er chaufførens. Aom, hedder han. Navnet udtales på samme måde, som når man messer ved meditation, og betyder at ”bære på baby”. Et navn, som han fik, fordi han – ifølge hans egen historie – var så sød som lille, at alle ville bære på ham.

Lige nu er det lidt svært at forestille sig, for det eneste vi indtil videre rigtig ved om manden er, at han er en flittig gæst på toilettet. Og de næste tre dage bliver vi ufrivilligt beriget med mere viden om hans maves cyklus. Han er nemlig vores personlige guide på en trekkingtur i bjergene, hvor det oprindeligt burmesiske stammefolk ”Karen” har boet i lidt over 200 år.

Happy hippie

Aom er hippie. Thai-hippie, som han selv siger på sit thai-engelsk. Et helt særligt sprog, hvor blandt andet R’er konsekvent udtales som L og gør enhver samtale til en form for rebus, hvor man skal selv skal udskifte bogstaverne for at finde løsningen.

Vi lærer derfor hurtigt at afkode, hvad status er på Aom’s mave, når han begynder at sige ”Solly, solly. Hafe problem!” og i et pludseligt ryk trykker speederen i bund. Eller begynder at løbe, lettere komisk med sammenpressede baller og hektisk viftende armbevægelser …

Aom ligner et importeret blomsterbarn fra 60’ernes San Francisco. Han har langt sort hår, runde John Lennon-solbriller og store sølvringe med blå sten på alle ti fingre. Han er iklædt et par trompetbukser, dekoreret med læderlapper og fingermaling, og en grøn, spraglet skjorte, som står halvt åbent med direkte kig til en personlig rustning af halskæder med emblemer, perler, sten, guldfigurer og fjer.

Gnavne elefanter

På vores road trip-rejse mod målet – som er en såkaldt øko-lodge, der er beliggende mellem bjerge og floder i den grønne Chaem Luang Valley – har rejsebureauret indlagt et stop. Vi skal på elefantsafari. Og jeg tror, at Aoms mave er den, som er mest begejstret for, at vi skal holde ind.

Vi har nemlig én gang før begået den fejl at hoppe i elefant-turistfælden. Og næsten som om, at det var en tradition, får vi en gnaven elefant, der på elefantsprog bander og brokker sig under hele turen. Den knurrer, bogstavlig talt. Som en gammel, mavesur og glubsk sulten hanløve, der er klar til æde alt indenfor rækkevidde. Fx de to dumme turister, der sidder fastspændt på dens ryg, som et belejligt snackbord … Vi overlevede. Og svor for anden gang, at vi ALDRIG mere skal ride på elefanter.

Uden at vide nærmere om elefanternes forhold netop dette sted, så synes vi, det er synd for elefanterne. Vi har hverken lyst til at støtte eller være en del af dette cirkus, hvor vi tvivler på dyrenes velfærd.

Kødfest på vejen

Næste stop er også ufrivilligt. Men glædeligt. Midt ude i junglen står nemlig en gruppe mennesker og spærrer den lille vej. En mand løber mod os og vinker vildt med armene, som var vi ankommet til et ulykkessted. Det er dog lige det modsatte. Det er et sted boblende af lykke.

Det viser sig at være en flok lokale, som er ved at fejre det nyeste medlem af stammen. En lille baby-dreng. Og her videregiver man ønsket om et langt og lykkeligt liv til de nyfødte ved at alle binder en hvid snor om armen på drengen – og så skal man naturligvis også lige skåle i en ordentlig mundfuld hjemmebrændt snaps (!!!) og spise en form for salat af … råt kød.

Aom smiler og jubler, mens han på engelsk siger til os: ”Don’t eat meat. Don’t eat meat. You go to toilet”. Så vi smiler og jubler – præcis som Aom – og lader ubemærket tallerknen med kødsalaten dumpe ned i grøften.

Som afledningsmanøvre løber Aom tilbage til bilen og henter en stor pose med chokoladekiks. Og fluks står alle børnene omkring os. Vi er pludselig blevet chokolade-julemanden og alle klapper begejstret. Børnene er sikkert heller ikke så pjattet med den dér kødsalat …

Vores hytte i junglen

Netop som solen er ved at gå i seng ankommer vi til vores hjem for de næste tre dage. Musikee Eco Lodge. Og inden vi når at se os om, har hippie-thai’en og multitalentet Aom kastet en mindre buffet af lækre thai-retter sammen og sat to kolde øl på bordet. Snart prikker stjernerne hul i himlen og vi kan falde om i vores lille bjerghytte til lyden af en rislende flod. Vi er SÅ klar til flere nye eventyr i morgen.