Højlandet er hjertet i Peru. Heroppe lever de indfødte, som de altid har gjort. Omgivet af lamaer, levende vulkaner, uendelige sletter og verdens længste bjergkæde. Vi tog på en roadtrip, der bragte os helt op i de svimlende højder. Her følger anden del af vores rejsefortællinger fra Peru.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours.dk

”Hvordan har I det med højder?” Spørgsmålet kommer fra Fernando tidligt om morgenen på rejsens sjette dag. Han har netop hentet os på hotellet i Arequipa og skal sammen med en chauffør være vores lokale guide på en to-dages roadtrip ind i det peruvianske højland.

Egentligt er det et ret abstrakt spørgsmål for en dansker. Set i lyset af vores pandekageflade land. Men i det her tilfælde kan vi svare, at vi har haft det helt fint i Arequipa, der er beliggende i 2.300 meters højde, og på andre rejser har vi trekket i 3.000 meter uden problemer. Det er dog ikke helt at sammenligne med de højder, vi nu kommer til at opleve.

Vi skal op i et landskab på højde
med toppen af Mont Blanc

Forude venter en køretur, der bringer spektakulære udsigter, men også elementer af uforudsigelighed. Vi skal op over bjerge i 5.000 meters højde, hvor der er halvt så meget ilt, som vi er vant til ved kysten. Uanset hvor god form du er i, er det umuligt at vide, hvordan du reagerer i de tyndere luftlag. Højdesyge er en faktor. Og køreturens blinde passager.

Efter at have hentet to andre par, der skal med i den rummelige minibus, gør vi derfor et vigtigt stop på vejen. Fernando tager os med til sin lokale købmand, hvor vi kan købe et højdesyge-kit: Masser af drikkevand og blade fra en berygtet plante – coca-planten.

Rejsblog Peru
Dagens roadtrip går fra Arequipas frodige dale mod golde højder i verdens længste bjergkæde, Andesbjergene.

Naturens ulovlige mirakelplante

En pose med tørrede coca-blade er obligatorisk tilbehør på enhver rejse i Perus højland og en hjørnesten i den peruvianske kultur. I resten af verden ville samme pose indkassere dig en tur i fængsel for besiddelse af ulovlige stoffer. Men her, og i Bolivia, kan du købe coca lovligt på ethvert gadehjørne.

Coca er én af de mest berygtede
planter i verdenshistorien

Gennem årtusinder har indianerne dyrket planten som en helligdom og brugt bladene som naturmedicin og en del af kosten. Coca er nemlig righoldig på vigtige vitaminer og mineraler, og indtager du 100 gram, får du flere næringsstoffer end der anbefales i den daglige kost i Vesten.

Fra et videnskabeligt perspektiv er bladene et såkaldt ’superfood’. De forbedrer fordøjelsen, virker opkvikkende som koffein, hæver pulsen og kropstemperaturen, samt stimulerer nervesystemet. Højlandsindianere har derfor altid brugt bladene for at kunne udholde arbejdet i de barske Andesbjerge.

Så hvorfor er det, at du ikke må dyrke coca hjemme i drivhuset? Hvorfor ønsker FN totalt udryddelse af planten? Svaret er, at man kan udvinde det narkotiske stof kokain af de grønne blade. Du behøver dog ikke være nervøs for at ende op som misbruger, når du indtager coca-blade. Du skal spise 13 kilo for at opnå effekten af 1 gram kokain. Selv for en grovæder er det vist en umulig mission.

Peru Roadtrip Andesbjergene
En roadtrip op over bjergene er præcis, hvad lægen har ordineret. Imens vi stiger i højden, kan kroppen vænne sig til den tyndere luft, uden at vi overanstrenger os fysisk. Alligevel taber vi kæben, jo højere op vi kommer. Men det skyldes udelukkende landskabet på den anden side af ruden. Det er uendeligt smukt!

Kuren mod højdesyge

”Vi har en iltflaske med, hvis I får det dårligt”, fortæller Fernando, da han gennemgår, hvad vi kommer til at opleve undervejs på køreturen, og hvordan vi skal begå os i højderne. ”Men den kommer vi forhåbentligt ikke til at bruge”, siger han og ryster med sin egen pose af tørrede coca-blade.

Coca er nemlig kendt for at modvirke højdesyge, der i mild form kommer til udtryk ved hovedpine, svimmelhed og kvalme. Symptomerne hænger sammen med en for hurtig opstigning, og på en rundrejse i Perus højland er det almindeligt at blive let utilpas, mens kroppen vænner sig til den tyndere luft.

Coca er en oldgammel
kur mod højdesyge

Mange rejsende i Peru begår den klassiske fejl at flyve direkte fra Limas kyst til inkaernes hovedstad Cusco, der ligger i 3.400 meters højde. Som velkomstgave får de fleste en knasende hovedpine og et par dage i sengen.

Rejseguides foreslår derfor ofte, at du skyller højdesygen ned med piller. Men spørger du lægen til råds, er den bedste medicin at indberegne akklimatisering i rejseplanen. Og at du holder kroppen hydreret og undgår overanstrengelse. Derudover anbefaler de lokale, at du gør, som indianerne har gjort i årtusinder: Drik, spis og tyg coca-blade.  

Inkate_mate de coca
I Peru er det populært at drikke te med coca-blade, ’mate de coca’. Eller såkaldt ’inka te’, som udover coca også indeholder andre lokale urter, bl.a. munha/muñe, chachacoma og tola. Det smager som grøn te med mynte, og på rejsen bliver vi hurtigt glade for drikke en stor kop hver morgen.

For peruanerne er coca lige så stor en del af deres hverdag, som kaffe er for os. I hvert eneste supermarked finder vi produkter tilsat coca – alt fra bolsjer, øl, shampoo og tandpasta. Det mest berømte produkt er Coca Cola, der dog stoppede med at tilsætte bladene tilbage i 1904, hvor markedsføringsloven var skruet lidt anderledes sammen. Dengang var læskedrikken nemlig kendt som:

”en slags kildevand, der styrker
den fattige mands sjæl.”

Tilbage i minibussen viser Fernando sig som en habil bruger af coca. Med rutinerede bevægelser demonstrerer han, hvordan vi kan bruge tørrede coca-blade for at få deres gavnlige effekt, når vi er i højderne. De skal tygges. Og at tygge coca føles lidt som at bruge snustobak.

Du begynder med at rulle 10 blade sammen om lille sten-agtig klump bestående af aske og kalk. Det kickstarter bladenes stimulans og mindsker deres bitre smag. Tyg på rullen 4-5 gange og hold den samlet i den ene kind. Skift side efter 5-10 minutter og synk saften sammen med mundvandet. Efter endt tygning kan du vælge at sluge resterne eller spytte det ud. Sidstnævnte skal du dog gøre diskret, da det anses som en hån mod Moder Jord at spytte på jorden.

Coca blade og Andesbjerge

På lamasafari

Tanket op på forsyninger kører vi mod turens første seværdigheder. Højsletten Altiplano, der er beliggende i 3.700 meters højde, og den store nationalpark Salinas Aguada Blanca, hvor vilde vicuñaer lever et fredet liv, side om side med højlandsbøndernes dyrehold af geder, får, alpakaer og lamaer.

”Lov mig, at I aldrig rører dem på ørerne!” Selv chaufføren griner med i bussen, da Fernando fortæller, hvordan han engang blev spyttet i hovedet af en lama. “Det føltes som en hård kugleregn af savl!” Sammen med alpakaen er det uldne dyr kendt som Sydamerikas kamel og er på trods af den høje nuttethedsfaktor alt andet end en kælepotte.

En lama kan spytte over 10 meter
… og bemærkelsesværdigt præcist

Vicuñaen er deres yndefulde fætter. Det karamelfarvede dyr ligner en fluffy antilope og har været tæt på udryddelse på grund af sin fine uld. Med en kilopris på 60.000 kroner er vicuña verdens dyreste uld. Vi kom til panikgrine i en butik i Arequipa, da vi fik prisen på et tørklæde. Det kostede mere, end vi hver især tjener om måneden.

På den anden side af minibussens rude begynder omgivelserne hurtigt at skifte karakter. Vi er ikke kørt længe før Arequipas myldrende liv og frodige dale erstattes af et kuperet bjerglandskab i golde farver. Det ligner en blanding af noget fra en westernfilm og en fjern planet. Udsigten er på en gang fortryllende og forunderlig – og kæmpestor!

Andesbjergene Peru
Roadtrip Andesbjergene
Lama i Peru
Lamaer i flok

Jo højere op vi kommer, jo større bliver vidderne. Okkergule sletter folder sig ud, så langt øjet strækker, mens sneklædte tinder lyser op mod den blå himmel i horisonten. Og mellem løse sten på jorden stikker stride totter af græsstrå op, som har de sprængt sig op gennem den hårde overflade.

Græsset er den primære føde for vicuñaer, lamaer og alpakaer, og én efter én, begynder dyrene at dukke op. Først som lodne pletter langt ude på højsletten til vi lidt senere møder både små og store flokke langs vejen. De sky vicuñaer holder sig for sig selv, langt væk fra vejen, men vi ser ofte ensomme hyrder drive store flokke af lamaer helt tæt på.

Snart er dyrene at se hist og pist. Det føles lidt som at være på en form for lamasafari, mens minibussen kravler op gennem landskabet mod turens højeste stop. Og jo højere op vi kommer, jo langsommere kører chaufføren. Selv motoren synes at blive lettere forpustet i de tyndere luftlag.

Alt imens gumler vi løs på coca-blade. Det smager bittert af grøn te og tørret tang. Umiddelbart fornemmer vi ikke nogen bemærkelsesværdig forskel ved at tygge coca, udover en let snurren i tungen. Som en bedøvelse, der er ved at aftage efter et besøg hos tandlægen.

Roadtrip Andesbjergene Peru
Bjergby i Andesbjergene
Kvinder med garn i Andesbjergene
Peru kvinder i Andesbjergene
Af og til kommer vi forbi bittesmå bjergbyer, hvor kvinder sidder lænet op af husmurene i læ for den kolde vind og skarpe sol. Og mens småsnakken går, er hænderne i fuld sving med at spinde uld.

Mellem himmel og jord

Det første vi bemærker, er farven på himlen. Den er dyb, dyb blå. Vi er netop steget ud af minibussen ved Mirador de Los Volcanos. Et udsigtspunkt i 4.900 meters højde. Heroppe står vi på ryggen af Andesbjergene, verdens længste bjergkæde, og i horisonten skyder vulkaner op og ligner savtakkede pæle, der holder himlen oppe. Det føles som at stå midt mellem himmel og jord.

Vi tager et par prøvende skridt som to astronauter, der lige er landet på en fjern planet. Modsat Armstrong føler vi os ikke let til fods, men vi kan mærke, at den lette luft stiger os til hovedet. Det svimler, når vi hiver efter en mundfuld luft, og vi er ufrivilligt stakåndede, som har vi lige løbet 500 meter alt for stærkt. Men vi står helt stille.

Ikke desto mindre er den tynde luft perfekt til oplevelsen. For det er svært at finde ord, der matcher, hvad øjnene ser. Vi skiftevis hiver vejret ind og puster et begejstret adjektiv ud, mens vi går rundt på plateauet, hvor kampesten med inskriptioner sætter navn og højde på bjergene og vulkanerne omkring os. Højdevinderen er Chachani på 6.075 meter.

Det er svært at begribe, hvor storslået udsigten er

”Er I ok?”, spørger Fernando os, da vi ti minutter senere er tilbage ved minibussen efter at have lappet den enorme udsigt i os. Vi er især fascinerede af vulkanen Sabancaya, der er i fuld vigør. Med stor kraft spyer den kegleformede top vulkanske gasser op og tegner en hale af røgskyer på himlen. Men vi kan hverken lugte eller høre det. Vulkanen er mange kilometer væk, heldigvis.

”Vi er helt ok”, bekræfter vi storsmilende til Fernando. Men desværre viser det sig, at en af vores medpassagerer ikke er. Hun besvimede for få minutter siden, og ved synet af hendes blege ansigt, er det tydligt, hun har fået det dårligt. ”Det er bedst, at vi kører videre, så vi kan komme ned i lavere højder”, fortæller Fernando.

Da vi igen sidder i minibussen, kan jeg mærke den svimlende fornemmelse ændrer sig til en snigende hovedpine. Som en jernplade, der er ved at blive skruet fast rundt om kraniet. Martin mærker ingen forskel, og jeg er endnu uvidende om, at jeg lidt senere vil blive bedste venner med en iltflaske.  

Road trip Andesbjergene
Andesbjergene Peru
Mette og Martin Andesbjergene i Peru
Hjemmefra havde vi downloadet en højdemåler-app på telefonen, så vi kunne følge med i stigningerne, når vi kørte. Højeste stop var ved Mirador de Los Volcanos, hvor der er udsigt til flere vulkaner på omkring 6.000 meters højde. Det er første gang, vi har været så højt oppe. Luften er frisk, men tynd, og bare det at gå rundt gør os lettere stakåndet. Men udsigen er alle strabadserne værd!

Hatteopvisning i Chivay

Nedkørslen til bjergbyen Chivay er i sig selv en oplevelse i særklasse. Oppe i højderne skærer den grå asfaltvej sig snorlige gennem det takkede landskab. Men jo længere ned vi kommer, jo rundere bliver bjergene. Vejen bløder op og slanger sig ned ad skråningen mod en langstrakt dal.

I glimt kan vi se Chivay, der ligger isoleret mellem bjergene. Byen er med sine 3.000 indbyggere den største i regionen og kendt som indgangen til Colca-kløften, og det er den, vi er kørt hertil for at opleve de næste par dage.

”Det er umuligt at fare vild i byen”, fortæller Fernando, da han sætter os af ved hotellet først på eftermiddagen. Vi har fri leg på programmet indtil i morgen tidlig, og vi har i sinde at se lidt af de lokale omgivelser, inden det bliver mørkt.

Vores hotel ligger i udkanten af Chivay, men byen er ikke større, end at det er små 300 meter fra det centrale torv. Der er en øde stemning i gaderne, og en kold vind hvirvler det tørre sand op. Luften efterlades gylden, og vi får fornemmelsen af at være tilskuere til en peruviansk western, da en mand kommer slentrende i støvet. Med cowboyhat på hovedet og tre lamaer i snor.

Roadtrip til Chivay Peru
Rejseblog Peru
Chivay gader i Peru
Chivay by Peru

Da vi lidt efter står på torvet, bliver vi mødt af et helt andet syn. Både unge og gamle hænger ud på den hyggelige plads, og der er livlig aktivitet omkring et lokalt marked, hvor der sælges alt fra lommelygter til kartofler. Midt på pladsen pynter blomsterbuske og et springvand, der spiller orkestermusik, så vi først tror, at der er et marcherende band i nærheden.

Ved indgangen til markedet sidder en gruppe kvinder i farvestrålende tøj. Lange, tykke fletninger hænger ned ad ryggen, og på hovedet sidder hvide hatte beklædt med pailletter og plastikblomster. Hattekulturen i Peru er helt kapitel i sig selv, da hver hat viser, hvilket fælleskab de lokale tilhører, og på vores rejse gennem landet ser vi mange forskellige varianter.

Hattekulturen i Peru gør de små byer til en farverig oplevelse

Vi sætter os på en bænk og nyder de mange farverige og fascinerende indtryk. Men vi når ikke at sidde længe, for langsomt begynder smerten i mit hoved at vokse, og vi beslutter at gå hjem til hotellet. Det eneste, jeg har lyst til, er at lukke øjnene og forsvinde ned under en stor, varm dyne.

Rejseblog Peru
Rejseblog Peru

I seng med højdesyge

”Mette, du siger lige til, hvis du skal kaste op, ik?” Tilbage på hotellet er jeg gået omkuld på værelset med den ondeste hovedpine i mands minde. Martin har været nede i receptionen for at tale med vores guide om mine symptomer.

De beslutter, at jeg skal tilses af hotellets medarbejder, da hverken hovedpinepiller eller hvile har hjulpet på smerten i mit hoved. Jeg har aldrig haft migræne, men jeg forestiller mig, at det må føles sådan her. Heldigvis har jeg ikke fået sløret syn eller nedsat koordination, som er mere alvorlige symptomer på højdesyge.  

Lidt efter banker det på døren, og ind triller en bredskuldret mand med et omsorgsfuldt blik og en lille ilttank på hjul. Hans engelske ordforråd er sparsomt, men med varme hænder hjælper han mig med at sætte en maske på ansigtet og viser med fingrene, at jeg skal ligge med den på i seks-otte minutter.

Iltanken hvisler, mens den kolde luft omslutter min mund og næse, og for hvert åndedræt kan jeg mærke, at det gør mig godt. Martin klemmer min hånd, og vi er på ingen måde i tvivl. Selvom det er udfordrende at rejse i højderne, er de storslåede oplevelser alle strabadserne værd. Næste dag er hovedpinen heldigvis forduftet, og vi er klar til at køre videre mod Colca Canyon.

Peru er på mange måder lidt af et eventyr.

Højdesyge i Peru
Colca Canyon Peru

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Rejsebureauet har ikke haft indflydelse på indholdet.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here