Jeg griber mig selv i at stirre åbenlyst på kvinden ved nabobordet. Det kribler i mig efter at gribe ud efter kameraet og tage et billede af hendes ansigtsudtryk, da hun sætter den lille glasklare kop op til munden og sipper til den dampende, sorte drik.
For få minutter siden har jeg stået med den lort, som er ingrediensen i hendes kaffe. Det vil sige en lignende lort. Essensen er den samme. For kaffen, som kvinden med velbehag nu lapper i sig, er brygget på bønner, der har været gennem tarmsystemet på et lille pelset dyr med kuglerunde øjne og en spids, lille snude. En palmeruller eller toddykat, som det også hedder.
På trods af at kvinden langt fra reagerede med opkastelyde ved smagen af kaffen, svigter min nysgerrighed mig alligevel. Det gør den ellers sjældent. Men jeg takker nærmest instinktivt nej, før jeg overhovedet når at tænke mig nærmere om, da tjeneren tilbyder mig at smage en kop af det, som anses for at være en delikatesse – og ej at glemme; verdens dyreste kaffe. Så måske er det mere min tyske nærighed, der fornægter mig at købe en smagsprøve af den såkaldte Kopi Luwak-kaffe.
Dufter ikke af høm-høm
Vi befinder os på en lille kaffe- og frugtplantage, Satria Agrowisata, der ligger ca. en halv times kørsel fra byen Ubud på Bali. Plantagen er første stop inden vi skal sætte numserne i cykelsadlen og suse ned ad bjerget ved vulkanen Gunung Batur. Klokken er lidt over ni – det er på alle måder tid til morgenkaffe.
Jeg går derfor tilbage til det lille risteri for at inspicere lorten én gang til. For jeg kunne virkelig godt drikke en god kop kaffe. Så hvis den nu ikke ser så … lortet ud (?), så kunne jeg måske godt drikke en enkelt kop?
Respektindgydende ligger udstillingseksemplaret på et lille bord. Ved siden af sidder en gammel kone ved et bålsted og rister bønner. Min kaffehungrende krop synes, det dufter himmelsk, og et øjeblik glemmer jeg, hvor bønnerne sidst har været henne. Jeg samler den lille aflange, nubrede og hårde pølse op. Der er stort set ikke andet end bønner at se – og så en smule tynd halmfarvet masse, der klistrer bønnerne sammen. Måske er det alligevel ikke så slemt?
Jeg har læst at palmerulleren har en varieret kost, der ud over bønner også består af frugter, kryb og insekter. Den sluger de hele kaffebønner, som passerer ufordøjet igennem systemet, mens de giver dyret en opkvikkende koffeinrus. Undervejs får bønnerne en dybdegående behandling med bl.a. enzymer fra kattedyrets tarme. Og jeg kan forstå, at jeg bør være begejstret over, at dyret er uhyre kræsent og kun æder de allerbedste kaffebønner. Lorten er således resultatet af en udsøgt selektering, den er tegn på kvalitet.
Reddet af gong-gong’en
Den gamle dame vinker mig hen til sig. Hun klapper på træstubben, som hun sidder på, og rækker mig skeen, som hun rører rundt i bønnerne med. Jeg sætter mig ved siden af hende og begynder at røre efter hendes anvisning. En fortryllende, liflig duft af ristede kaffebønner overvælder min næse. Åh, hvor jeg dog elsker kaffe!
Jeg tror, at den gamle kvinde kan se min reaktion. For et stor smil breder sig på hendes læber, og jeg kan mærke bevægelserne fra den lille perlende latter, som hun slår op. Okey! Jeg gør det sq! Mysteriet skal løses. Jeg skal smage den kaffe. Men da jeg samler hænderne til en lille hilsen for at takke kaffekonen, kommer guiden ind. Vi skal køre nu. Aaarrgghh… Så har jeg endelig oparbejdet lidt mod, og så er det for sent. Sikke noget – lort!
