Rejseblog: Tour du Mont Blanc #1 – første etape rundt om bjerget

Første etape på vandreturen bragte os fra Frankrig til Schweiz, langs snedækkede bjerge og gennem storslåede landskaber. Vi lærte, at lykken er langsommelighed – og at det ikke er teknisk svært at vandre på bjergstier, men muligt at brække en finger på en blomstereng.

Skrevet af Mette / Foto af Martin

Den idylliske forestilling om, at Tour du Mont Blanc foregår ubesværet af en jævnt bakket sti, udfordres allerede fra begyndelsen. Siden vores vandrestøvler forlod asfalten ved den lille bjergby Le Tour og trådte forventningsfulde ind på rutens første etape, har den lille skovsti kun ført os stejlt opad.

Op, op og lidt mere op …

Sveden pibler frem på panden, mælkesyren nipper i benene og pulsen banker på. Vi hiver let efter vejret, mens vi grinende bekræfter hinanden i, at anstrengelserne uden tvivl skyldes, at vi ikke er vant til den tynde luft. Mmmhh … Helt sikkert, Sherlock! Vi har ikke en gang krydset trægrænsen endnu.

På den første time har vi tilbagelagt knap 300 højdemeter og befinder os nu på en bjergside i lidt over 1.800 meters højde. Udsigten er vanvittig smuk! Mont Blanc-massivets snedækkede tinder lyser mod den blå himmel og står i skarp kontrast til Chamonix-dalens grønne landskab.

Heroppefra kan vi kun skimte byen, hvorfra vi begyndte dagens etape. Husene ligner små prikker for foden af bjergene, der rejser sig som et granitgråt amfiteater. Selvom endorfinerne sandsynligvis giver os et ekstra skud af lykke, er vi helt høje over udsigten. Det er lidt vildt at tænke på, at vandreturen kun lige er begyndt.

En lunefuld fætter

På vej herop snoede den første del af stien sig gennem en lysegrøn skov. Her var især birketræerne synligt mærkede af, at vinteren har været usædvanlig voldsom. Den har ikke kun vist tænder. Den har også bidt hårdt. For flere træer var knækket midt over og stod med splintrede toppe.

Synet mindede os om, hvad der muligvis kan blive turens største udfordring længere oppe. Her er nogle af stierne forsat lukkede på grund af vinterens store mængder af sne, og få dage før vores afrejse fra Danmark var der advarsler mod at krydse bjergpassene på tredje, femte og sjette etape.

Etapen i dag skulle dog være tiptop for to bjergnovicer som os. I går aftes forhørte vi os blandt de lokale, der kender stierne og er opdaterede på forholdene: ”Det er en skøn vandretur til Trient, glæd jer”, lød det beroligende. Men dog altid i kombination med et godt råd: ”Spørg, hvordan stierne ser ud længere fremme, når I møder andre på ruten.”

“Sladderhanken er din bedste ven i bjergene”

Generelt er det god skik blandt vandrefolk at udveksle informationer. For ligesom alle andre bjerge i verden er Mont Blancs humør lunefuldt 365 dage om året. Vejret er uforudsigeligt, hyppigt omskifteligt og påvirker stiernes tilgængelighed. Den optimale måde at få de bedste opdateringer om ruten er derfor at tale med dem, der netop har vandret på de stier, der venter på dig.

Jeps, sladder løber altid hurtigt – også i bjergene, hvor der hverken er wifi eller mobildækning. Nu håber vi blot på, at de andre vandrere bringer godt nyt. Hvis vi er heldige, har solen smeltet den værste sne, inden vi skal krydse turens højeste og mest udfordrende bjergpas.

Da vi opdagede vores superpower

De næste par timer slanger stien sig over vidstrakte bjerglandskaber, gennem blomstrende bakkedrag og langs sneklædte toppe. Nogle gange kan vi se stien så langt, at den blot ligner en blyantstreg i horisonten. Andre gange bugter den sig rundt om grønne bjergsider eller forsvinder bag højdedraget på en stejl stigning.

Det bider let i balderne, og vi pruster af anstrengelse. Vi indrømmer gerne, at vi ikke ligefrem er i vores livs bedste form, men det her er alligevel overraskende hårdt! Den største udfordring er dog udelukkende ikke at stoppe op hver femte minut, blot for at tage endnu et foto af omgivelserne, der kun synes at blive smukkere, vildere og mere imponerende, jo længere og højere op vi kommer.

Det gør det umuligt at gå særligt stærkt, når blikket kører i pendulfart mellem stien, udsigten og view-finderen i kameraet. Vi formår akkurat kun lige at sætte den ene fod foran den anden. En. Fod. Ad. Gangen. Tempoet falder, det samme gør pulsen – og så falder tiøren!

Snegletempo er en superpower i bjergene.

Ah! Lykken er at vandre langsomt! Indtil nu er vi travet begejstret af sted i et unødvendigt højt tempo. Selvom stierne næsten konstant går stejlt op eller ned, er det hverken teknisk svært eller hjernedødt hårdt at vandre på bjergstierne – når blot vi tilpasser tempoet.

Det trick lærte vi faktisk på en vandretur i Østrig, hvor guiden afslørede hemmeligheden bag at gennemføre bjergrige etaper: “Hastværk er lastværk. Snegletempo en superpower!” . Og som bonus kan vi nyde landskabet ekstra meget, ekstra længe. Vi skal bare nå at være fremme ved den næste hytte inden kl. 19, hvor aftensmaden serveres. Det når vi nok …

Au revoir, Frankrig

Dagenes vildeste view og højeste punkt er Col de Balme. Et bjergpas på 2.191 m, hvor vi kan se tilbage på Frankrig og de grønne dale, hvorfra vi kom – og frem mod Schweiz og en v-formet kløft mellem to bjergsider, hvor stien forsætter ned mod dalen og landsbyen Trient. Dagens endestation.

Vi står præcis på grænsen mellem to lande.

Det er vildt betagende at kunne spejde ud over den ene bjergtop efter den anden og på tværs af landegrænser. Så inden det er tid til at vandre videre, gør vi som alle de andre, der har klaret turen til tops. Vi hiver den medbragte madpakke op af rygsækken, sætter os i græsset og gumler os gennem hver vores baguette, mens vi grådigt æder udsigten med øjnene.

Dagens nedtur

De sidste to timer er dagens mest udfordrende. Skridt for skridt bærer vores ben os mere end 900 højdemeter nedad, hvor især de sidste par kilometer er de hårdeste. En smal sti snor sig stejlt nedad, serpentinersving efter serpentinersving, og gennem en tæt nåleskov med et ujævnt underlag af trærødder og rullende småsten.

Her kan selv de bedste vandrestøvler forvandle sig til rulleskøjter på et øjeblik. Vi er faktisk kun lige begyndt på nedstigningen, da Mette ganske ufrivilligt demonstrerer, hvor hurtigt det kan gå. Som en tegnseriefigur hænger hun pludselig i luften og flagrer med arme og ben. Men tyngdekraften har allerede vundet.

Bump!

For første gang forstår vi for alvor fordelen ved at bruge vandrestave. De gør sandsynligheden for at ryge på røven mindre og aflaster samtidig kroppen på de stejleste nedstigninger. Det mest logiske er jo at tro, at det er hårdere at gå op end ned. Men den fejlagtige forestilling kunne ikke være længere væk fra virkeligheden end lige her. Her gør det naller i knæ og ben.

Synet af bjergsiden, vi netop er vandret nedad, forklarer en hel del. Den er virkelig stejl! (Bemærk, hvordan Mette holder et fast greb i sine to nye bedste venner, vandrestavene!)

Endestationen

Vi jubler, da skoven endelig åbner sig til en jævn blomstereng. Stien flader ud og fører os mod et brusende vandløb, der er knap fire meter bredt. Strømmen er stærk, og de mest oplagte trædesten er for langt under vand til at kunne bringe os tørskoet over på den anden side. Vi vælger i stedet at fortsætte langs vandløbet med håbet om at finde et bedre sted at krydse over.

Lidt længere fremme møder vi en gruppe italienere, som vi har hilst på flere gange ude på dagens etape. Noget er galt. En af kvinderne sidder i græsset og ser lettere fortumlet ud. Da vi spørger, om hun er ok, om de har brug for hjælp, stikker hun sin hånd i vejret som svar. Hendes ringfinger stritter i en yderst unaturlig retning.

AV, AV, AV!!!

Fingeren er tydeligvis fucked! Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt, men episoden minder os alligevel om at være påpasselige. Og altid bruge vandrestave! For du kan vandre over stejle, stenede bjergpas uden problemer, men snuble uheldigt i en blød blomstereng – og så er resten af vandreturen et afsluttet kapitel.

For os er det heldigvis kun første etape, der er ved vejs ende. Vi finder et mindre udfordrende sted at hoppe over vandløbet, og lidt efter er vi fremme ved en asfaltvej, der fører os den sidste kilometer til dagens endestation: Hotel La Grande Ourse, et familieejet bjerghotel i landsbyen Trient.

Her bliver vi snart klogere på ting, som også er en stor del af det at være på vandreferie: Fællesmiddag, pakkerutiner, hyttekultur og hvorfor der altid er ét rum, der lugter af sure tæer. Men mere om det senere. Nu vil vi fejre, at vi har gennemført turens første etape med en stor, kold øl!

Nyttige tips fra turens første etape

I vandreguiden, vi har fået af rejsebureauet, står der anført forskellige data om dagens etape – bl.a. hvor lang den er, og hvor mange timer den tager at gennemføre, hvis du i gennemsnit vandrer med 3,5 km/t uden pauser.

For at give et mere realistisk billede af turen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.

TMB etape #1

• Rute: Le Tour (Frankrig) – Trient (Schweiz)
• Kilometer: 14 km (22,3 km)
• Højdeforskel: 850 m op / 900 m ned
• Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 271
• Højeste punkt: 2,191 meter
• Tid: 5 timer (7 timer)

Dagens rute – fra hytte til hytte

Vi tog en bus fra hotellet i Argentière til P-pladsen i Le Tour (Chamonix-dalen, Frankrig), hvor etape 1 begyndte. Hvis du har overnattet i dalen, kan du få et buskort gratis af dit hotel. Vandrestien begynder fra P-pladsen foran kabineliften i Le Tour og går over Col des Posettes og Col de Balme til bjergbyen Trient (Schweiz).

Overnatning

• Argentière: Hotel de la Couronne
• Trient: Hotel La Grande Ourse

Nyttige links

• Officielle updates om ruten: Tour du Mont Blanc
• Fakta om rutens højeste punkt: Col de Balme
• Chamonix: Vejrudsigt i dalen
• Kort: Tour du Mont Blanc-ruten

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at dele den med andre.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here