Cykle Arkiv - Mette & Martin Rejser

Rejseblog: På alpetur i pilgrimmes fodspor til Hohe Salve

Mette — Wed, 26 Jul 2017 15:19:16 +0000

I hjertet af Alperne ligger ét af Tyrols mest sceniske bjerge. Hohe Salve var engang et udflugtsmål for pilgrimme. I dag er bjerget et mekka for folk med ski, vandrestøvler og mountainbikes. Vi tog turen til toppen, to gange.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau.

Et tæppe af hvide vattotter. Det var stort set, hvad vi så fra toppen af Hohe Salve den første dag. Vi var netop ankommet fra Salzburg til den lille by Hopfgarten, der ligger for foden af det 1.829 meter høje bjerg. Det lyder måske ikke af meget, men det unikke ved Hohe Salve er snarere udsigten fremfor højden. Fritstående i hjertet af Alperne har det kegleformede bjerg et 360 graders view til 70 tinder, der rejser sig over 3.000 meter mod himlen.

Spændte efter at opleve Hohe Salves populære panorama tog vi snydepelsens rute. Vi hoppede ombord i en kabelvogn, der bragte os hele vejen fra bunden af dalen til bjergets højeste punkt – på knap 20 minutter. Havde vi taget turen til fods, som pilgrimmene gjorde i gamle dage, kunne vi have tilføjet flere timer.

Hmm, tja … Måske havde vores beslutning en blasfemisk effekt? Vi vælger i hvert fald at give NOGEN (ja, ham deroppe!) skylden for at straffe os med udsigten til en hvid væg af skyer, da vi stod på toppen. Den kolde dis nærmest klæbede sig til bjerget, kravlede langt ind under huden og gjorde sig ingen anstrengelse for at lette. Hvad gør man så? Man kigger da inden for hos Gipfelalm – en restaurant med tyroler-hygge beliggende på toppen af Hohe Salve.

Hellige højder

Gennem flere århundrede har Hohe Salves bjergtop været en kendt destination blandt pilgrimme og spirituelle sjæle fra hele verden. Ved siden af restauranten finder du nemlig den lille kirke “Salvenkirche”. Med sin mageløse placering er den ikke alene Østrigs højst beliggende kirke, ifølge lokale sagn skulle den også være bygget ovenpå et kraftcenter af naturlig energi.

”Det har en healende effekt, hvis
du går 3 gange rundt om bjerget
og derefter ind i kirken”

… fortalte en af de lokale, da vi spurgte til Hohe Salves historie. Et skævt smil og et hurtigt træk på skulderen var dog det eneste, vi fik som svar, da vi ville vide, om det så også virkede?

Hvad der til gengæld virkede på os var hjertevarmen og de hjemmebryggede snaps, som restaurantens ejer, Peter Ager, serverede – og på en ganske alternativ måde. En række af små snapseglas var limet fast til en ski, hvorved alle måtte knække nakken bagover og drikke samtidig: 1-2-3-haps! Heroppe bider man ikke en gibbernak over i flere dele!

Foto til venstre: På en skyfri dag kan man se, hvordan restauranten og kirken ligger og troner på toppen af Hohe Salve / Foto til højre: Peters hjemmelavede “ski-snaps”

Livet på Hohe Salve

Peter er 3. generation i restaurantens historie, der tager sin begyndelse med hans bedstemor i 1941. Dengang var stedet et lille traditionelt gasthaus, og efter lægens anvisning havde hun slået sig ned på bjerget. Ordren lød på masser af frisk luft, efter hun været igennem to ufrivillige aborter.

Rådet virkede. Om det dog var lægens videnskab eller bjergets healende energi, der gjorde forskellen, vides ikke. Men snart efter kom Peters mor til verden – og da hun flere år senere selv drev stedet, og Peter meldte sin ankomst, hoppede hun på en slæde og rutsjede ned af bjerget for at føde.

Jada, for sådan gør man vel, når man bor på et bjerg! Og hvis Pippi Langstrømpe kom fra Østrig – så gætter jeg, at hun var blevet født på præcis samme måde. Hun ville sandsynligvis også have en prikket alpeko i haven.

Sådan så udsigten desværre ikke ud, da vi besøgte kirken. Men fin, det er den – især på en solskinsdag, når man kan se det bølgende alpelandskab hele vejen rundt (billedet er udlånt billedet af Østrigs Turistbureau.)

Himmelbjerget, go home!

Næste dag er vi klar på revanche og sætter endnu en gang kurs mod toppen af Hohe Salve. Denne gang med numsen i en cykelsaddel, da vi har lejet to mountainbikes – med elmotor. Igen føles det lidt som snyd, at alliere sig med ekstra hestekræfter, men for faaan’ – både min og Martins kondi er taknemlig, da vi påbegynder turen. Her går det nemlig kun én vej: Op!

Med os har vi Tomas – en ung fyr fra Hopfgarten, der kender alle mountainbike-ruterne i området. Snakken går lystigt om østrigske traditioner, lokale vandrehistorier og tips til masser af fede oplevelser i området. En samtale, der ikke havde været mulig uden elmotor. For pulsen banker hurtigt på, når vi skruer ned for hjælpemotoren og udfordrer benene.

Argh, så hellere nyde udsigten
end at få sved i øjnene!

Modsat dagen før har vi nemlig små kighuller gennem skyerne, der åbenbarer et vidunderligt view: Grønne bjerge, dybe dale, klare søer og idylliske bjælkehytter, der ligner kukure med deres træskårne altaner og farverige blomsterkasser. Alt sammen opleves med et soundtrack af bjældeklang fra alpekøerne, der fredsommeligt græsser i det grønne. Åh, alpeidyl! Havde jeg haft mere luft i lungerne, var jeg brudt ud i sang: ”The hills are alive with the sound music”.

Grand final

Vi cykler skiftevis i solskin og skyer. Det føles lidt, som om Hohe Salve leger kispus med os. Af og til kan vi skimte toppen af sneklædte bjerge i horisonten, hvor Grossglockner prinser sig som Østrigs største på knap 3.800 meters højde. Tomas peger ivrigt hver gang en ny savtakket tinde titter frem. Håbet vokser og holder benene i gang. Måske vi er så heldige, at vi i dag kan se hele herligheden fra toppen?

Æh, nej. For da vi ankommer til stien, der går det sidste stykke op, er den mod alle odds lukket. Argh! Vi griber til alternativet og sætter fluks kurs mod den anden side af bjerget, hvor Tomas håber på at kunne vise os et helt særligt syn: Et af hans yndlingsbjerge i Østrig.

Turen slanger sig ned ad bakke, og vi suser gennem en skov af grantræer, før vi står på kanten af et græsgrønt plateau. Under os åbner en bølgende dal – med kig til Tyskland på den ene side og foden af et massivt bjerg, der har stukket hovedet i skyerne, på den anden side.

Men, se nu her! Med en guddommelig timing åbner der sig et vindue i det hvide skydække, og i få minutter kan vi se lidt af toppen på Wilder Kaiser. Majestætisk skyder bjerget sine spidse tinder mod himlen og ser på én gang både dragende og frygtindgydende ud. Den vilde kejser, som den hedder på tysk, ligner et monsters uhyrlige tænder og tager hvert år flere liv – også Tomas’ bedstefar.

”Rebet knækkede”, fortæller Tomas med en ro, der bunder i en forståelse for, hvorfor nogle vælger at sætte livet på spil i klipperne. Han er selv en entusiastisk klatre og kender kaldet fra bjergene. Hverken Martin eller jeg føler den slags vovemod, men én ting er sikkert: Synet af Wilder Kaiser er tryllebindende.

Vi får ikke set Hohe Salves panorama. Men på trods af det, cykler vi glade tilbage til byen. For vi er vel, hvad du kan kalde for moderne pilgrimme. Vores form for healing venter nemlig på hotellet: Først skal vi en tur i spa, derefter til en times kropmassage og til sidst slutter vi aftenen af med en 6-retters menu i restauranten. Livet er godt i Hohe Salve. Amen.

Vi så bjerget Wilder Kaiser fra bunden af dalen, da vi den sidste dag kørte fra Hopfgarten og retur til Salzburg. Ret imponerende syn, ik?

PRAKTISK INFO

Hohe Salve:

Hohe Salve ligger ca. halvanden times kørsel fra Salzburg, tæt på byen Kitzbühel. Bjerget har mange gode vandre- og mountainbike-ruter om sommeren, men er især kendt for at være en del af Østrigs populære skiområde, Ski Welt. Det er nemlig her, hvor en stor del af landets skielite ofte slår sine folder.

Hopfgarten:

Vi boede på et superlækkert og spritnyt sportshotel, Sportresort Hohe Salve, i byen Hopfgarten. Det er en lille by, men her finder du alt, hvad du skal bruge for at få slukket tørsten og fyldt op i depoterne efter en aktiv dag i Alperne. Især området lige omkring den gamle kirke er hyggelig. Her finder du vaskeægte alpestemning, et par gasthauses og små beværtninger. Byen er ikke et besøg værd i sig selv, men har den store bonus at være praktisk placeret lige ved indgangen til kabelvognene.

Transport til toppen:

Både vinter og sommer kan du tage kabelvognen hele vejen fra Hopfgarten til toppen af Hohe Salve. Svævebanen er opdelt i to etaper, så du kan selv vælge, om du vil af på halvvejen og gå resten af turen op (ca. 3,5 timer) eller tage hele vejen til toppen af Hohe Salve.

– – –

[Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Bureauet har ikke haft indflydelse på artiklen.]

Indlægget Rejseblog: På alpetur i pilgrimmes fodspor til Hohe Salve blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: På to hjul ned ad vulkanen

Mette — Sat, 05 Jul 2014 15:58:30 +0000

Hjertet af Bali afspejler det traditionelle liv, der leves på øen, og er en stor oplevelse – især hvis du tager dig tiden til at opleve det hele fra en cykelsadel. Vi lejede to mountainbikes og cyklede med en guide fra toppen af vulkanen Gunung Batur og ned til byen Ubud. Gennem rismarker, plantager og små landsbyer.

To små balinesiske drenge begynder at huje højt, da de får øje på os. De springer et par trin ned fra indgangen til huset og ud til vejkanten, mens de begejstret råber ”Hello, hello, hello …” i munden på hinanden. Begge hopper op og ned og basker med armene. De vil have high fives af gruppen af cyklende turister, der kommer susende gennem deres landsby på mountainbikes.

Siddende med numsen i cykelsadlen – som vildfarende amatørryttere, der leger indonesisk Tour de France – er vi blandt denne gruppe af cyklister, der tæller vores guide, seks unge franskmænd, to belgiske fyrer og et ældre amerikansk ægtepar. Vi er kørt fra toppen af den stadigt aktive og dampende vulkan Gunung Batur og er på vej tilbage mod byen Ubud, hvor vi har boet de sidste par dage.

Ubud er Balis kulturelle centrum for øens mange talentfulde kunstnere – træskærer, stenhuggere, malere, dukkefører, dansere. Det er også byen som den amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert satte på verdenskortet med bestselleren ”Spis, bed, elsk”. Og skulle vi give cykelturen her en titel, ville den nok blive: ”Rismarker, landsbyer, cykelstyrt”.

Balinesisk turist-quiz

På trods af at de balinesiske drenge sikkert tit får high fives af cykelturister, er det svært ikke at blive smittet af deres livlige glæde. Helt generelt oplever vi balineserne som et smilende, imødekommende og varmt folkefærd. De griner meget, tager pis på både os og hinanden, og snakker gerne – også selvom de kun kan ganske få engelske ord. Vi fandt i hvert fald hurtigt ud af, at du altid kan regne med, at en balineser spørger om, hvad du hedder, hvor du er fra, hvor du har været henne og hvor du nu skal hen?

Spørgsmål, der jo som sådan ikke er specielle for en rejsende, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan alle balinesere – selv dem som ikke forsøger at prakke dig noget på – stiller dem i præcis denne rækkefølge. Som er det en disciplineret kunst. Eller noget de har memoreret fra første side i deres engelskbog. Fælles for dem alle er, at de lytter. Oprigtigt. Og bliver lysende lykkelige, hvis du tager dig tiden til at stille de samme spørgsmål retur. Dog helst i førstnævnte rækkefølge, da de ellers godt kan komme til at svare, at de hedder Sumatra og kommer fra John (det har vi prøvet).

Bryllups-crasher

Lyden af bremsende hjul, der knasende glider hen ad en gruset vej, efterfølges af plastik som flækker. Man down! En af de franske piger fra vores lille cykelhold ligger på jorden og fletter ben med en balinesisk mand og hans scooter. Endnu et syn, som uden tvivl er langt fra sjældent for lokalbefolkningen, da vi ofte ser folk humpe rundt med forbindinger og grumme hudafskrabninger.

Festligt nok er styrtet sket lige ved siden af et lille tempel, hvor et balinesisk par skal giftes dagen efter. Indgangen er pyntet op med draperet stof og blomster. Juli er højsæson for bryllupper, fortæller en ung mand, der er kommet ud fra templet efter at have hørt tumulten ude fra vejen.

Traditionen tro stiller han mig rækken af spørgsmål og tilføjer et nyt: Er jeg mon gift? Da jeg bekræfter, at det er jeg, og peger på Martin, smiler han stort og nikker: ”He is handsome. And you very handsome too”. Jeg takker mange gange og spørger om han er gift? ”Oh no, not Miss”, siger han grinende. ”I’m too young”. Og her kiksede jeg i kutymen. Jeg glemte først at spørge, hvad han hed …

Sticky luksus og fede pølsefingre

Endelig ankommer bilen med reservecykler og snart efter suser vores gruppe af Bjarne Riis’er af sted igen. Gennem små landsbyer og farverige markeder, forbi gamle templer og frodige frugtplantager, og langs rismarker. Mange rismarker. Rigtig mange rismarker.

På markerne står grønne, sprøde strå med riskorn klar til høst. Nogle steder er de allerede høstet og korte, gule strå stikker op af den mudrede jord. Andre marker er fyldt med vand, de ligner næsten blanke skovsøer og spejler palmerne, der står langs skellet og kaster lange svajende skygger.

”Balinese rice”, siger vores guide. Han piller møjsommeligt skallen af et lille riskorn, som han har samlet op fra et stort stykke presenning, der fylder det meste af vejen, hvor risene ligger til tørre. Jeg iagttager med stor beundring, hvordan en forbipasserende bil agtsomt sætter farten ned og kører ud i vejens skrå, hullede rabat for at køre uden om presenningen. På trods af tempoet flyver et par riskorn alligevel omkring og lander længere henne ad vejen. Der ligger flere spredt ud over asfalten.

Guiden synes dog vist ikke at bilistens hensynstagen er lige så interessant, som jeg gør. Han tager min hånd og vil have mig til at tage et billede af det riskorn, som han netop har pillet, mens han ivrigt forklarer, at man også kan få røde og sorte ris. Og så en luksusagtig rissort, der efter hans forklaring er lidt mere ’sticky’.

”Eat, you try rice”, siger guiden med et stort smil, og giver mig det riskorn, som han netop har pillet, og som jeg netop har affotograferet til evigt minde. Og åh gud – hvor føler jeg mig som en klodset jætte med kæmpe grabber, da jeg forsøger at nappe det lille korn. Og taber det.

Et øjeblik kigger vi på hinanden. Guiden og jeg. Jeg ved faktisk ikke, om det uhøfligt at grine eller om det mere er på sin plads at undskylde. Men inden jeg når at beslutte mig, er guiden allerede i gang med at pille et nyt korn. Det her kan godt gå hen og blive en lang formiddag …

Indlægget Rejseblog: På to hjul ned ad vulkanen blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Nøglen til Bangkok

Mette — Fri, 15 Nov 2013 18:25:55 +0000

Bangkok – verdens største kosmopolitiske myretue – er en eksplosion af sitrende leben og sindsyg trafik. Guderne må derfor vide, hvorfor vi valgte at opleve byen på to hjul.

Vi har ~~aldrig~~ lært at elske Bangkok. Der er for meget af det hele til, at den kan rumme sig selv. Og os. Så vi plejer altid at flygte ud af byen lige så hurtigt, som vi kom ind. Men vi har altid undret os over, hvad det er, vi ikke forstår? Hvad er det, vi ikke har opdaget?

→ Rejseguide: “De 13 bedste tips til Bangkok”

Derfor gik vi denne gang ganske alternativt til værks. Eller rettere sagt: vi cyklede! For vi hoppede i sadlerne og lod os guide gennem millionbyen af en ung thailandsk fyr. Matthew, hed han. Han er opvokset på en risfarm langt oppe i det nordøstlige Thailand, tæt på Laos’ grænse. Han har 9 søskende og samme antal farvede stjerner tatoveret på sin arm. Og så har han lært engelsk ved at se fjernsyn.

Selvmord på cykel

Hvis du har været i Bangkok, så sidder du nok lige nu og ryster på hovedet, mens du forestiller dig morgendagens drabelige historie i aviserne: ”To stupide danskere dræbt i Bangkoks livsfarlige trafik”.

Tro mig. Vi så den samme artikel for vores indre blik, da vi cyklede af sted langs én af de femsporet hovedveje, hvor den ene billist kører mere sindssygt end den anden. Ej at glemme de fræsende, ræsende knallertkørende, der uden tvivl må være udødelige væsner. For ellers kan man da ikke frivilligt zig-zagge sig gennem verdens mest sindssyge trafik-inferno, som var man en ninja med motor.

En helt ny verden i Bangkok

Kapow! Vi havde kun cyklet 10 minutter, da vi blev ramt. Af en side af Bangkok, som vi ikke troede kunne eksistere. Lige pludselig trillede vi nemlig ned ad små, stille og hyggelige gader, hvor fuglene sang og blomsterne duftede. Vi cyklede gennem frodigt grønne parker, forbi smukke, gamle templer og stoppede adskillige gange ved små huse, hvor folk sad storsmilende på terrassen og vinkede venligt. Blot for at sludre et par minutter og høre, hvor vi mon var fra?

Vi må hermed give tabt. Vi kan vitterlig ikke sætte ord på, hvor sjælden og stor en oplevelse cykelturen var. Og vi kan heller ikke sætte billeder på. For med to hænder på et cykelstyr og en begejstret guide, der fortæller en strøm af spændende historier, så var det svært at gribe kameraet og multitaske på et højere niveau.

I stedet kan vi kun videregive vores varmeste anbefaling! Hvis du skal til Bangkok, skal du kun én ting: Booke en cykeltur. Med Matthew. Han kan rent faktisk udtale r’er. For det har han lært ved at se fjernsyn …

Indlægget Rejseblog: Nøglen til Bangkok blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.