I går hoppede vi – igen igen – i én af Thailands store turistfælder: Elefant-safari! Det var dog med en ambivalent følelse, at vi købte turen (det er jo synd for de stakkels dyr!), men da ingen af os har siddet på nakken af en elefant, var vi lidt nysgerrige…
Og gud, hvor var det dumt. Det var jo Thailands svar på ponyridning i sommerland. Den omtalte “wild jungle” var nærmere en stor støvet parkeringsplads med kig til en gummiplantage. Elefanten var en gnaven teenager, der knurrede lange, dybe og mavesure lyde. Og elefantpasseren var en tandløs énøjede spøjs mand, der kunne være flygtet fra et freakshow.
Ikke nok med det, så havde Martin og jeg dagen før set et program om en kødædende sindssyg elefant, der slagtede landsbyer for indbyggere. En autentisk historie vel at mærke!
Godt så! Jeg tror nok på, at vi var sprunget af op til flere gange under den timelange tur, hvis ikke elefantmutter havde spændt os virkelig godt fast. Vi kunne blot bede til større magter, at vi hverken blev kastet af, mast til pandekager eller flået i tusindvis af stykker (tv-programmer kan have en ret stærk effekt på éns forestillingsevne!). Men vi overlevede – igen igen… Og er nu klar til at tage til Bangkok og holde JULEAFTEN 🙂
