INDONESIEN Arkiv - Mette & Martin Rejser

Guide: Find det ægte Bali på naboøen Lembongan

Mette — Sun, 24 Apr 2016 09:07:46 +0000

Mange rejser til Bali uden at tage sig tiden til at besøge naboøen Nusa Lembongan. Det er synd – for som Lonely Planet nu engang skriver, så er Lembongan “det Bali, du drømmer om, men aldrig finder“. Vi faldt pladask for den lille indonesiske perle og har her lavet en rejseguide med vores bedste tips til øen.

Nusa Lembongan er et lille stykke autentisk tropeparadis i Indonesien. Det fandt vi ud af, da vi besøgte øen i sommeren 2014. Her er uberørte, mennesketomme bounty-strande. Azurblåt vand med en banegård af farverige fisk, store djævlerokker og sjældne klumpfisk. Og så triller solen ned i seng ved siden af Balis største vulkan, der troner majestætisk i horisonten. What’s not to like?

Fredsommelig tropeø

Fra du sætter foden på øen, mærker du den afslappede atmosfære, som hersker på den otte km2 lille ø, der ligger en halv times sejllads fra Sydbalis kyst. Her er hverken gadesælgere eller tung trafik. Og de lokale på øen lever, som de altid har gjort de sidste fyrretyve år, hvor 85% af befolkningen ernærer sig af tanglandbrug. De siger det endda selv – at de i dag er mere balinesiske end balineserne selv, der er stærkt påvirket af den store strøm af turister.

→ Rejseartikel: Læs om vores oplevelser på Nusa Lembongan

Lembonganeserne er rørende gæstfrie og altid ivrige efter at hjælpe en fortabt rejsende – vel at mærke uden at forvente noget til gengæld. Så er du nysgerrig efter at komme tættere på det liv, der virkelig leves her, så tal med dem, du møder på din vej. På den måde blev vi bl.a. inviteret med til ceremonier og hanekampe, fik personlige anekdoter fra ølivet og blev budt indenfor af lokale tangbønder. Den gode karma og de hjertevarme smil bor på Lembongan.

Men hemmeligheden om Lembongan er dog uden tvivl allerede sluppet ud. For da vi besøgte øen, kunne vi se, at der var gang i mange byggeprojekter. Så du skal snart af sted, hvis du vil nå at opleve det ægte, uforstyrrede tropeparadis.

11 ting du skal opleve på Lembongan

1. Et Balinesisk getaway

Nusa Lembongan er i sig selv en ting på to-do-listen, hvis du rejser til Bali. Øparadiset har den dér eftertragtede ’vibe’ – den afslappede, autentiske og eksotiske atmosfære, som mange rejsende forgæves leder efter blandt horderne af turister på det langt mere overrendte og tætbebyggede Sydbali. Her er få biler og alt foregå i et tropisk langsomt tempo, som tvinger dig ned i gear. Smid tasken og nyd et par dage i det lille tropeparadis.

2. De bedste strande på Lembongan

De mest populære strande er Mushroom Beach, Sunset Beach og Dream Beach, der alle er at finde på øens vestside. De er mindre, men både smukkere og mere charmerende end øens hovedstrand ved byen Jungutbatu, hvor bådene kommer ind, og hvor du også finder størstedelen af øens butikker, restauranter og hoteller.

Den hemmelige strand

En af de lokale fortalte os om en ’hemmelig’ strand, som ikke er at finde på kortet. Den ligger hengemt mellem Mushroom og Tamarind Beach og putter sig i favnen på stejle klippeskråninger med vildvoksende buske og træer.

Du finder den ved at køre mod Tamarind Beach. Lige inden du kommer ned til stranden, drejer du til venstre op ad en lille vej ved ’Nanuk Bungalow’. Kør så langt du kan komme op ad en asfalteret vej (et par hundrede meter) og parker scooteren for enden. Følg den lille natursti, der går ud mod vandet. Her kravler du ned ad skråningen og – voila!

Du står nu helt alene på en smuk, gylden sandstrand og kan lege Robinson Crusoe for en dag. Rygtet siger, at det dog er et spørgsmål om tid før pengegriske mænd opdager skønheden …

Den hemmelige strand

Mushroom Beach

Sunset Beach

3. Solnedgang med vulkansk view

Af alle de solnedgange, som vi har set rundt omkring i verden, så er den på Lembongan blandt vores yndlings. For hvor ofte er det lige, at du har mulighed for at betragte solens sidste stråler danse på en kegleformet vulkan, der troner majestætisk ude i horisonten?

Du får det bedste view ved Panorama Bar & Restaurant. Her får du samtidig en betagende udsigt ud over vandet, bådene, tangmarkerne og byen, hvor grillrøgen stiger til vejrs fra de lokales køkkener og du kan høre livets summen. Hent et par kolde øl i baren og gå ud til bænken på den anden side af vejen. Sæt dig godt tilrette og nyd showet.

4. Tangmarkerne rundt om øen

Hvor de balinesiske naboer ernærer sig af ris, så tjener lembonganeserne penge på at dyrke havtang. Og denne detalje gør Lembongan helt unik. Det simple øliv følger tidevandets rytme. Når vandet trækker sig tilbage, dukker tangmarkerne op og de lokale myldrer ud i det ankelhøje vand for at plukke dagens høst. Tanget lægges i store, flettede sivkurve, som bønderne sætter op på hovedet og balancerer ind til land, hvor det lægges til tørre i solen. Derfor vil du overalt på øen se bunker af tang – i alle nuancer af farven grøn.

Du finder tangmarkerne hele vejen rundt om hele øen, men ved Lembongan Village finder du nogle af de største, da det grønne tang har optimale vilkår i vandet mellem Lembongan og den lille naboø Ceningan.

5. Tag på scooter-safari

Flere rejseguides skriver, at du kan gå øen rundt på en dag. Alternativt leje en cykel. Og det er sikkert rigtigt nok. Vi ville bare ikke gøre det, hvis planen er at tage en dag på opdagelse. For øen består af stejle bjergskråninger og primitive veje, der kan gøre din udflugt lettere udfordrende på en varm dag.

Lej i stedet en scooter, enten via dit hotel eller i byen Jungutbatu. Den koster ca. 30-50 kr. pr. dag. Dermed kan du også køre en tur over den smalle hængebro ved Lembongan Village og besøge den lille naboø, Nusa Ceningan. Broen er kun for scootere og i sig selv en rigtig fin oplevelse at køre over.

6. Vild med vandsport

Trænger du til at få pulsen op, er vandsport den største attraktion på Nusa Lembongan. Du kan blandt andet surfe ved revet ud for byen Jungutbatu, leje padleboards ved Mushroom Beach eller springe ud fra en klippe sammen med andre vovehalse på øen Ceningans sydvestlige spids.

7. Snorkling og dykning i verdensklasse

At tanglandbruget er den primære indtægtskilde betyder også, at de lokale ikke er afhængige af fiskeri. Det ses tydeligt, når du tager dykkermasken på og stikker hovedet under det azurblå vand. Der er et imponerende mylder af farverige, eksotiske fisk i de mange levende koralrev rundt om øen.

Derudover kan du være heldig at møde havskildpadder, djævlerokker, delfiner og den sjældne klumpfisk, hvilket har gjort Lembongan til en populær destination blandt dykkere. Du finder flere gode arrangører i Jungutbatu og ved Mushroom Beach, der arrangerer både dykker- og snorklingturer.

Vi havde selv booket en snorklingtur gennem vores hotel, hvor vi skulle ud og svømme med djævlerokker, men desværre slog vejret om den planlagte dag og gjorde det for udfordrende at sejle ud til det sted, hvor djævlerokkerne året rundt svømmer ind for at blive renset af de mindre fisk. Prøv lige at spørg, om vi var triste den dag …

8. Det lokale køkken og gode restauranter

Selv om Lembongan er en lille ø uden egne afgrøder, og som derfor må hente alle sine forsyninger på naboøen Bali, så byder øen stadig på fantastiske madoplevelser. Er du vild med det lokale køkken, bør du besøge den lille familieejede ”Nyoman’s Warung”, som vi fik anbefalet af lokale, der selv kommer her for at spise. Restauranten ligger lidt afsides på øens nordlige strand og udover en betagende udsigt til Balis sydkyst, så er maden billig og serveres med et stort smil.

Er du gået kold i nudler og grillet fisk, kan vi anbefale den moderne “Hai Bar & Grill“, der ligger på Mushroom Bay og serverer klassiske europæiske retter. Det bedste og fineste spisested er restauranten ”Indiana Kenanga”, der en del af øens mest fancy hotel med samme navn. Og trænger du til en rigtig god kop kaffe, skal du køre forbi ”Two Towers”, der ligger på toppen af bjerget ved Jungutbatu.

9. Helligdom og hanekamp

Det primitive og fredsommelig øliv akkompagneres af messende bønnesang og galende haner. Dagen lang. Hinduismen er nemlig en uadskillelig del af lokalbefolkningens liv, og den religiøse kultur kommer ikke alene synligt til udtryk gennem øens mange templer og små offergaver, som ligger overalt og spreder duften af røgelse – men også gennem et helt særligt lydtæppe.

Der går stort set ikke en dag, uden der er en ceremoni for nogen eller noget. Selv de blodige hanekampe indgår som et religiøst ritual, hvor blodet fra hanerne anses for en ofring, der skal formilde de onde ånder. Vil du gerne opleve en hanekamp eller en religiøs ceremoni, kan du blot spørge de lokale. De fortæller dig gerne, hvad der sker på øen.

10. Byerne på Lembongan

Der er to små byer på øen – hovedbyen Jungutbatu, hvor de fleste turister ankommer med båd og bor, samt den lidt mindre Lembongan Village, der ligger ved øens største tangmarker og kun huser de lokale.

Begge byer er med deres snævre, labyrintiske gader en oplevelse at gå på opdagelse i og få fornemmelsen af at komme helt tæt på det lokale liv. Her løber børnene rundt og leger i gaderne under snorene med vasketøj og rundt om de flettede bure med galende kamphaner. I de små templer kan du høre dagens messe og overalt i gaderne hænger der en aromatisk duft af røgelse. Øens shopping finder du i Jungutbatu, hvor de fleste butikker, restauranter og turarrangører ligger.

11. Djævelens tårer

Lembongans uberørte kyster består af en blanding af sandstrande, tætbevokset mangrove og rå klipper. Mellem to af øens bedste strande – Sunset Beach og Dream Beach – finder du klippen, som de lokale har døbt ”Devil’s tear”.

Her buldrer bølgerne fra Det Indiske Ocean ind mod land med en sådan kraft, at vandet sprøjter flere meter op i luften. Det kan blive en lettere våd affære at stå tæt på kanten, men det er fascinerende at betragte scenariet og mærke suget i kroppen, når en ny bølge brydes og skyder mod himlen som en gejser.

5 ting du skal vide før afrejse

1. Tre små Nusa’er i Indonesien

Nusa Lembongan er én af Indonesiens 17.000 øer. På landkortet er den mere præcist at finde som én af de tre øer, der ligger 12 kilometer fra Balis sydøstlige kyst – Nusa Penida er den største og Nusa Ceningan den mindste. Men af de tre øer er Lembongan den, der længst fremme i udviklingen af et afslappende ferieparadis, og den stigende turisme har bl.a. betydet, at øens strømforsyning nu er tændt døgnet rundt.

2. Rejsen fra Danmark til Lembongan

En returbillet til Ngurah Rai, den internationale lufthavn på Bali, koster fra 6-7000 kr. Derfra er der ca. ½ times kørsel til Sanur, hvor der flere gange om dagen går både direkte til Lembongan.

Billigst er det at sejle med de offentlige både, som vil fragte dig til øen for under 100 kroner på ca. 1-1½ time. For knap det dobbelte kan du tage en speedbåd, som ankommer efter 30 minutter. Vi sejlede med speedbåd-selskabet ‘Bali Brio’, der fungerede upåklageligt.

OBS! Vær opmærksom på at der ikke er nogen havn på Lembongan. Du skal derfor være forberedt på at kunne hoppe i vandet ved ankomsten og gå de sidste meter fra båden og ind til land.

3. Hvor skal du bo

På Lembongan finder du overnatningsmuligheder i alle klasser – alt fra luksuriøse villaer til beskedne bungalows. Tre, som kan anbefales, er: Twin Island Villas, hvor vi boede under vores ophold (læs her). Villaerne har alle egen pool og ligger lidt afsides på en bjergskråning ved den smukke kanal mellem Lembongan og Ceningan.

Vil du gerne bo tæt på byen, skal du bo på Batu Karang Resort, der byder på en unik udsigt udover tangmarkerne ved Jungutbatu og vulkanen Agung på Bali. Er du mere til strandlivet er Hai Tide Beach Resort noget for dig. Her bor du et stenkast fra på øens bedste og mest populære strand, Mushroom.

4. Visa-kort eller kontanter?

Da Lembongan kun har en pengeautomat – som sjældent duede tilbage i 2014 – vil vi anbefale, at du medbringer kontanter. Der er dog flere steder på øen, hvor du kan veksle penge (primært USD og AUD) og de større restauranter og hoteller accepterer kreditkort, men mod gebyr. Drikkepenge og afgifter er som regel indberegnet – det er dog god skik at runde op.

5. Inspirende links til rejseguides

Find mere info om Nusa Lembongan på den officielle rejseguide-side “The Lembongan Traveller”, der også findes som en app samt har en inspirerende Instagram-profil med tilhørende hashtag #thelembongantraveller

Hvad synes du? Skriv hjertens gerne til os, hvis du synes, at vores tips var brugbare eller hvis der er noget, du savner – så vender vi gerne tilbage med opfølgende info. Vi hører også meget gerne fra dig, der har besøgt Lembongan og kan tilføje ydeligere tips. Vi vil elske, hvis du har lyst til at dele dem i kommentar-boksen herunder. Bon voyage, M & M

Indlægget Guide: Find det ægte Bali på naboøen Lembongan blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Artikel: Balis paradisiske naboø Nusa Lembongan

Mette — Fri, 30 Jan 2015 19:01:02 +0000

Ved det sydøstlige Bali dominerer silhuetten af en øgruppe ude i horisonten af Det Indiske Ocean. Mange dvæler ved det dragende syn fra strandkanten, men få tager sig tiden til at tage på opdagelse. Vi tog på weekendtur til øen Nusa Lembongan – og kom tilbage en uge senere.

Artiklen har været bragt i Vagabonds Rejsemagasin, januar 2015

Speedbåden slår motoren fra og glider langsomt ind mellem rækken af traditionelle udriggerbåde, der er fortøjret ved sandstranden. Det er en halv time siden, vi sejlede fra en af Balis travle turistmagneter, strandbyen Sanur. Og det er et markant anderledes syn, der byder os velkomne.

Stranden er næsten mennesketom, og under det turkisblå vand bølger mørkegrønne felter af havtang, der i kontrast til den hvide sandbund tegner en form for undersøisk patchworktæppe. En ældre kvinde, der er på vej op af vandet, balancerer med en flettet kurv på hovedet. Den er fyldt med dagens høst af tang. Hun stopper varsomt op og retter med sin ene hånd på sarongen, der vådt klæber mod hendes krop, og fortsætter op mod en lille sivhytte.

Sceneriet tryllebinder os et øjeblik og efterlader følelsen af på magisk vis at være dumpet ned i en tidslomme. Vi er ankommet til byen Jungutbatu på Nusa Lembongan – en lille uspoleret ø på otte km2, som Lonely Planet omtaler, som det Bali, du drømmer om, men aldrig finder.

Vulkansk view

Vi hopper fra båden og over på ladet af en åben pickup-truck. Speedometeret danser i ryk mellem 20 og 30 kilometer i timen, da vi bumlende forlader byen og kører ind i tropeskoven ad en smal, stejl og gennemhullet vej.

”WOW!”, udbryder min mand, Martin, da den prustende pickup har bragt os op på toppen af det bølgende bjerglandskab. Modsat kystens frodighed og store områder med mangroveskov er højlandet mere barsk. Her er afsvedne områder mellem vildtvoksende træer, buske og kaktusser. Men midt i vildnisset åbenbarer der sig et imponerende panorama ud over øens nordlige kyst, som stiller superlativerne i kø.

Heroppefra ligner bådene små skakbrikker, som svæver i det klare blå vand over felterne af tang. Byens smalle hovedgade løber gennem en collage af palmer, tegltage og templer og leder øjet mod udsigtens hovedattraktion: den 3142 meter høje vulkan Agung, der troner majestætisk bag Balis takkede kyst.

Botanisk getaway

Ti minutter – og mindst 253 huller i vejen – senere ankommer vi til Twin Island Villas. Vores hjem for weekenden. Og stedet er alle bumpene værd! En lille stentrappe fører ned ad bjergskråningen, hvor tre stråtækte pool-villaer ligger forskudt på små plateauer og putter sig i favnen af en grøn oase. Og uanset hvor man står, sidder eller ligger har man øens måske smukkeste udsigt ned mod kanalen, der løber mellem Lembongan og den mindre naboø, Ceningan – og fungerer som en megafon for det daglige symfoniorkester af fuglekvidder og hinduistiske ceremonier.

Vi bliver hilst varmt velkommen af BJ – en af stedets fem medarbejdere, der sørger for at gæsterne får et sorgløst ophold. ”We make you lazy”, griner han venligt, da han præsenterer Ketut, som står i køkkenet, og Nyoman bag baren. Og de eksotiske omgivelser emmer da også så meget af fred og gæstfrihed, at weekenden fordufter ubemærket. Fuldstændig som den florlette dis, der hver morgen hænger over kanalen og forsvinder i takt med, at solen klatrer op ad himlen og bader vores lille private tropeparadis i et glødende orange skær.

Vi er slet ikke klar til at rejse herfra. Rejseguidens løfter om et autentisk lokalmiljø, eksotiske strande, vilde surferbølger og farverige koralrev med et mylder af eksotiske fisk lokker. Vi booker fluks villaen fem dage mere.

Scooter-safari

Bølgerne banker ind mod den rå klippekyst og sprøjter med en gejsers kraft vandet flere meter op i luften. Det falder tungt ned i slugten og kaster en kaskade af støvregn over os. Oplevelsen forårsager en momentan forvirring. For det føles som om, vi befinder os midt i det vildeste uvejr. Men for få minutter siden stegte vi under solen på den gyldne sandstrand med det ubeskedent passende navn, Dream Beach – blot et par hundrede meter herfra. Vi får et sug i maven, hver gang bølgerne slår mod land, og forstår godt, hvorfor de lokale har navndøbt stedet Devil’s tear. Det kan ikke være helt ufarligt at befinde sig for tæt på skrænten.

Ufrivilligt våde går vi tilbage til vores lejede scootere og sætter kurs mod krydset, som Nyoman har sat på et lille kort over øen. Han har inviteret os med til hans helt store hobby: hanekamp. Som besøgende er det umuligt ikke at bemærke, at den ældgamle tradition er vældig populær på øen. Den hænger som et lydtæppe af galende haner, og det er nysgerrigheden efter at opleve verdens ældste tilskuersport, som får os til at takke ja til invitationen.

Turen går gennem Lembongan Village – den anden af øens i alt to byer, som er indbegrebet af det charmerende og søvnige lokalliv. Gennem duft af røgelse og lavt hængende vasketøj på tværs af smalle stræder. Udenom vildtfarende høns og dovne hunde midt på vejen. Forbi gamle hinduistiske templer og legende børn med farverige drager. Og over alt langs vejen ligger tang til tørre i solen.

Blodig gambling

Larmen af galende haner og tilråb fra publikum er overdøvende, da vi ankommer til den overdækkede arena. Vi har svært ved at se, hvad der foregår i ringen for skoven af arme, der vifter med pengesedler. Det første væddemål er i gang.

”Mette!”, hører jeg pludselig nogen kalde og ser Nyomans ansigt lyse op i mængden. Han vinker ivrigt og gør plads på bænken, hvor han sidder. Foran os står to mænd, som er ved at fastsnøre et ti centimeter langt knivsblad på en hanes venstre ben. Det ser grotesk ud, men hos Nyoman er der kun begejstring at spore. Fuglen dør jo efter få minutter, forklarer han, da han ser mit foruroligede ansigtsudtryk. For ham er hanekamp fuldstændig det samme som fiskeri og jagt.

Egentlig har hanekamp været ulovlig i Indonesien siden 1981, men er tilladt i forbindelse med religiøse ceremonier, hvor blodet fra hanerne er en ofring, der skal formilde de onde ånder. Dagens forestående hanekampe er en del af et fuldmåne-ritual ved øens største tempel.

Inde i ringen kaster to haner sig over hinanden. De springer op med baskende vinger og forsøger at hugge den monterede kniv i hinanden. Fjerene flyver rundt i luften. Publikum råber. Hanerne pruster. Galer skingert. Stemningen er på kogepunktet. Seancen er på en gang frastødende og fascinerende. Og få sekunder efter er det hele forbi. Den ene hane falder om. Der pibler blod fra næbet. ”Chicken soup”, svarer Nyoman, da jeg spørger, om dens skæbne? Vinderen får den døde hane, pengene og – vigtigst af alt: æren.

Havets kæmper

Det er dog vandsport, som er Lembongans helt store attraktion. Men strømmene er udfordrende, så man skal være en dreven surfer for at ride de bedste bølger eller en erfaren dykker for besøge revene, hvor den sjældne og tonstunge klumpfisk er.

Da vi hopper ombord i BJ’s svoger Pingkys båd, er det iført snorkelmaske, svømmefødder og drømmen om at svømme med djævlerokker. På sydsiden af øen kan man året rundt se kæmperne, når de svævende cirkler rundt på lavt vand for at blive renset af revets mindre fisk. Desværre er havet for oprørt til, at vi kan sejle derud i dag, forklarer Pingky, som forsøger at opmuntre os med, at han vil finde nogle ”big fish”.

De to første stop er en undersøisk banegård af små, travle tropefisk. På grund af tanglandbruget er de lokale ikke afhængige af fiskeri, hvilket er tydeligt at se på stimerne af farverige fisk, som får Den Blå Planets akvarium til at blegne.

”They don’t bite”, siger Pingky, da vi er hoppet i vandet for tredje gang. ”What?”, siger jeg, lige inden jeg trækker masken på og stikker hovedet under vand – og kigger direkte ind i siden på en virkelig stor, tyk og mørkeblå fisk. Rundt om mig cirkler 15-20 stykker af samme slags. Uroligt, og i høj fart. Jeg kan ikke se Martin. Noget glat rammer mit ben. Jeg spjætter forskrækket og padler baglæns i en form for hundesvømning. ”What is THAT?!”, råber jeg. ”Big fish”, siger Pingky oppe fra båden og peger begejstret i retning af mig. Og med en næsten filmisk timing, når jeg akkurat at se en lille fisk forsvinde i et åbent gab.

Tilbage på båden kan vi heldigvis grine af vores første møde med et af koralrevets større rovdyr, den blåfinnede trevalle – for nej, den bed ikke. I morgen går turen hjem igen – det griner vi ikke så meget af. Det eneste vi kan tænke på er: Hvornår kan vi komme tilbage? For når man først har fundet otte km2 ægte paradis, så er det ufatteligt svært at slippe igen.

Fakta om Nusa Lembongan

Tre små Nusa’er

Nusa Lembongan er én af de tre øer, der ligger 12 kilometer fra Balis sydøstlige kyst – Nusa Penida er den største og Nusa Ceningan den mindste. Af de tre øer er Lembongan længst fremme i udviklingen af et afslappende ferieparadis, og den stigende turisme har bl.a. betydet, at øens strømforsyning nu er tændt døgnet rundt.

Hanekamp – fair play?

Hanekamp har eksisteret gennem århundreder i den balinesiske hinduistiske kultur, hvor mænd fra alle samfundslag bruger formuer på at opdrætte kampfuglene, der plejes, trænes og fodres med styrkende foderblandinger. Dyreværnsforeninger påtaler grusomheden, men for de lokale er det en hæderlig kampsport. Hanekamp-entusiaster kæmper for at beskytte den mod grådige hasardspillere, der smører knivene med gift, pumper hanerne med steroider og sprøjter dem med smertestillende lige før en kamp. Det betragtes som snyd, ligesom at fiske med dynamit.

Tangbønder

Siden 1980’erne har størstedelen af lokalbefolkningen forsørget sig ved at dyrke havtang. Der går 30 dage fra tangen bliver sået til den bliver høstet – med håndkraft. Tangen lægges til tørre i solen, inden den bliver solgt og eksporteret til USA, Japan og Europa for at blive brugt til kosmetik, fødevarer og medicin. En familie ejer 3-5 hektar tangmark og kan høste op mod 1000 kg om måneden. Det giver en indkomst på ca. 3.800 kr., hvilket er højere end balinesernes gennemsnitlige løn på ca. 700 kr.

Indlægget Artikel: Balis paradisiske naboø Nusa Lembongan blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Hanekamp i Bali

Mette — Mon, 28 Jul 2014 19:43:49 +0000

Som besøgende på Lembongan er det umuligt ikke at bemærke, at den ældgamle tradition hanekamp er vældig populær på øen. Den hænger som et lydtæppe af galende haner og er et populært samtaleemne blandt de lokale. Vi blev inviteret med til en festival, hvor vi fik lov til at opleve verdens ældste tilskuersport helt tæt på.

Larmen af galende haner og tilråb fra publikum er overdøvende, da vi ankommer til en overdækket arena, som ligger ved siden af det største tempel i byen Jungutbatu. Vi har svært ved at se, hvad der foregår inde i ringen for skoven af arme, der vifter med pengesedler. Men vi gætter på, at væddemålet om dagens første hanekamp er i gang.

Nyoman – en af medarbejderne på Twin Island Villas, hvor vi bor – har inviteret os til at ’joine’ ham på hans ugentlige fridag. En dag, som han altid bruger på hans helt store hobby: hanekamp.

Blodig hanekamp

”Mette!”, hører jeg pludselig nogen kalde og ser Nyomans ansigt lyse op i mængden. Han vinker ivrigt og gør plads på bænken, hvor han sidder. Vi sætter os og har direkte udsyn til to mænd, som er ved at fastsnøre et ti centimeter langt knivsblad på en hanes venstre ben. Det ser grotesk ud, men hos Nyoman er der kun begejstring at spore. Fuglen dør jo efter få minutter, forklarer han, da han ser mit foruroligede ansigtsudtryk. For ham er hanekamp fuldstændig det samme som fiskeri og jagt.

Egentlig har hanekamp været ulovlig i Indonesien siden 1981 og betragtes som hasardspil, men fænomenet er så populært, at myndighederne ofte kigger den anden vej. Dagens forestående hanekampe er dog en del af et fuldmåne-ritual og derfor tilladt, da kampene anses som religiøse ceremonier, hvor blodet fra hanerne er en ofring, der skal formilde de onde ånder.

Seancen er på en gang frastødende og fascinerende. Og få sekunder efter er det hele forbi. Den ene hane falder om. Der pibler blod fra næbet. ”Chicken soup”, svarer Nyoman, da jeg spørger, om dens skæbne? Vinderen får den døde hane, pengene og – vigtigst af alt: æren.

Hanekamp: Fair play?

Hanekamp har eksisteret gennem århundreder i den balinesiske hinduistiske kultur, hvor mænd fra alle samfundslag bruger formuer på at opdrætte kampfuglene, der plejes, trænes og fodres med styrkende foderblandinger. En hane er kampklar, fra den er 6-12 måneder. Hanerne duellerer i arrangerede kampe til den ene dør eller er ukampdygtig.

Dyreværnsforeninger påtaler grusomheden, men for de lokale er det en hæderlig kampsport. Hanekamp-entusiaster kæmper for at beskytte den mod grådige hasardspillere, der smører knivene med gift, pumper hanerne med steroider og sprøjter dem med smertestillende lige før en kamp. Det betragtes som snyd, ligesom at fiske med dynamit.

Nusa Lembongan.

Indlægget Rejseblog: Hanekamp i Bali blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Bungalow-luksus på Nusa Lembongan

Mette — Sat, 26 Jul 2014 20:32:41 +0000

Vores tur til Nusa Lembongan overraskede os positivt på mange måder. Den lille ø blev et større eventyr. Weekenden blev forlænget til en uge. Og vi fandt lykken i form af en bungalow hos Twin Island Villa – med privat pool og guddommelig udsigt.

Det, der i første omgang lokkede os hertil, var gode venners anbefaling og backpacker-biblen Lonely Planets korte beskrivelse: ”Lembongan er det Bali, som du drømmer om, men aldrig finder.”

Det, der i anden omgang fik os til at blive, var nye venner – blandet andet hunden, Princess, der nakkede rotterne på taget, og giga-gekkoen, Fluffy, som Martin (læs: myggenes yndlingssnack) nu overvejer at adoptere.

Læs mere om vores ophold i rejseartiklen: “Balis paradiske naboø Nusa Lembongang”

Indlægget Rejseblog: Bungalow-luksus på Nusa Lembongan blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: En lille verden på Gili Trawangan

Mette — Sun, 20 Jul 2014 20:42:22 +0000

“Where you from?”, spurgte den unge fyr, som vi mødte på hovedgaden på Gili Trawangan. Vi pegede på hans t-shirt, og han kiggede ned af sig selv. Han vidste det åbenbart ikke. Men det gjorde vi. Byen afbilledet på hans t-shirt var København. Det stod også med store røde bogstaver.

T-shirten betød, at vi valgte ham, da vi skulle finde en lokal Gilineser til at tage os på morgendagens snorkletur. Det var som om, at skæbnen havde bestemt det. Vi skrev vores navne på en lap og stak ham 200.000 Indonesiske Rupiah (ca. 100 kroner). Han takkede og spurgte, igen: “Where you from?”. Vi fortalte, igen, at vi kom fra København og pegede, endnu en gang, lettere uforstående, på hans t-shirt. På hans bryst hang et fotografi af Nyhavn og Operahuset. “Beer and music”, sagde vi. Det synes han var fedt.

Men vidste han da ikke, hvad København var og hvor det lå, spurgte vi? Jo jo, dér drikker man øl og hører musik, sagde han. Så du har været der? – spurgte vi. Been there, done that, got the t-shirt?. Nej, sagde han og lignede et stort spørgsmålstegn. Jeg har fået t-shirten af en turist. Fra Danmark, sagde han.

Det er en lille verden, vi rejser rundt i … Og i morgen forklarer vi helt sikkert igen, at vi kommer fra København. Byen, hvor man drikker øl og hører musik.

Indlægget Rejseblog: En lille verden på Gili Trawangan blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Dovne dage på Gili Trawangan

Mette — Sat, 19 Jul 2014 20:50:10 +0000

Vi har stået overfor nogle af den rejsendes sværeste valg på paradisøen Gili Trawangan. Skal vi dumpe måsen i en sækkestol ved en strandbar eller hænge ud på solterrassen på vores bungalow? Skal vi plumpe i vandet for at snorkle eller tælle bølgeskvulp ved strandkanten? Skal vi spise indonesisk, italiensk eller japansk? Og hvem vinker til tjeneren for at få ham til hente en ny øl? Aaaarrgghh …

Indlægget Rejseblog: Dovne dage på Gili Trawangan blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Havskildpadderne ved Gili

Mette — Tue, 15 Jul 2014 09:26:18 +0000

Vi har læst et sted – vores stillestående feriehjerner kan ikke huske hvor? – at du skal være heldig, hvis du ikke kommer til at se en havskildpadde, når du snorkler omkring Gili-øerne. Ordet ’ikke’ gjorde den sætning ret så interessant. Men om den så også havde hold i virkeligheden, havde vi lidt svært ved at tro på. Vi blev klogere.

Vores forventninger til snorklingen blev dog hurtigt skruet højt op, da vi netop ankommet til Gili Trawangan stod i strandkanten og måbede over farverne. Azurblå, turkis, glasklart – jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad man kan forsøge at kalde det. Vandet lignede noget fra en reklame, hvor en grafiker ikke havde været ked af at hive lidt i farverne.

For os kunne det ikke gå stærkt nok med at komme i. Men vi havde virkelig ikke troet, at det første, vi skulle se, var – en havskildpadde! Knap nok havde vi fået hovederne under vand, før den kom svævende forbi …

Jeg ved ikke, om det var lige dér, i det øjeblik, at vi besluttede at forlænge vores ophold på Gili med et par dage – eller om det var lidt senere, da vi sad ved en strandbar med kold Bintang-øl i hånden og så solen gå ned. Åh, Gili – du forstår at forkæle din gæster.

Indlægget Rejseblog: Havskildpadderne ved Gili blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Go’morgen, lille Gili Trawangan

Mette — Sun, 13 Jul 2014 09:40:23 +0000

Som en lysende glorie omkranser gyldent strandsand den 2 x 3 kilometer lange ø Gili Trawangan. Det skrigende turkisblå vand er glasklart, og stikker du hovedet under blot få meter fra kysten, vil du opdage, at havbunden er dækket af levende koraller og vandet fyldt med farvestrålende tropefisk. Gili-øerne er Indonesiens svar på Maldiverne, og vores første morgen på den lille ø var helt fortryllende.

Et insisterende symfoniorkester af galende haner tager til i styrke i takt med at solen langsomt klatrer op ad himlen og bader alt i et flammende, orangegyldent lys. En hund lunter ned til strandkanten, dumper dovent måsen i sandet, og kigger på et par fiskere, som kaster deres snøre ud efter dagens første fangst. Snart flænges de bløde, brusende bølger af en strøm af motordrevne både, der lægger til land med friske forsyninger: fødevarer og turister.

Det er morgen på den lille ø, Gili Trawangan, der ligger ud for Lomboks nordvestlige kyst. For bare 25 år siden var den – og de to mindre naboøer, Gili Air og Gili Meno – fuldstændig ubeboet, men i dag er den golde ø omdannet til et mindre dykkerparadis.

Det er hovedårsagen til, at vi er rejst hertil. Og vi kan ikke vente med, at solen står lidt højere på himlen, så vi kan hoppe i vandet og snorkle en tur rundt om øen. Indtil da er det fascinerende at se på det mylder af liv, der opstår langs den lille havn. Hver morgen. Det er tydeligt at se på lasten, som de lokale slæber i land og transporterer videre enten til fods eller med hestevogn, at der er ingenting på Gili. Kun turister. Som drikker virkelig meget vand. Og Bintang – den indonesiske øl.

Indlægget Rejseblog: Go’morgen, lille Gili Trawangan blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Blandede tanker om Ubud

Mette — Fri, 11 Jul 2014 18:53:44 +0000

Planlægger du en rejse til Bali, vil du med garanti finde et væld af anbefalinger til Ubud. Byen, som backpackernes rejsebibel Lonely Planet skamroser for sin unikke atmosfære, og som det stillige rejsemagasin Condé Nast Traveller har kåret som Asiens hotteste by i 2009. Byen, som alle, der har besøgt Bali, taler om og længes efter. Men for os efterlod Ubud et blandet indtryk.

Siden vi forlod Ubud, har vi haft dette blogindlæg hængende. For vi tumler stadig lidt med, hvor vores (skyhøje) forventninger gik galt i byen? Er der noget, vi ikke har forstået eller en bydel, vi ikke har opdaget? For lige nu undres vi måske lidt over Ubuds fantastiske ry.

Ja, byen er helt sikkert unik, og vi kan snildt forstå, hvorfor man kan forelske sig i den – men samtidig syntes det unikke også at være forsvundet i den massive strøm af turister, agressive gadesælgere og synlige cirkus i form at souvenir-butikker. Der var langt mellem den særlige ro og fortryllende atmosfære, som vi havde læst så meget om. Måske er pointen blot at vi skulle have oplevet Ubud for 10-15 år siden? Vi har skriblet et par af vores indtryk ned her:

50 shades of green

Ubud er grøn og frodig. Selv midt i byens hektiske, trafikkerede og tætbebyggede centrum skyder det op med grønne planter, store palmer og farverige blomster. Små naturlige vandløb, der forsyner de mange aflange rismarker – som er kilet ind mellem bungalows, hoteller og restauranter – giver en charmerende oplevelse af landlig idyl midt det pulserende byliv.

Abernes hovedgade

Ubuds centrum består som sådan kun af fire hovedgader af en kilometers længde. Vi havde booket et hotel beliggende på den ene, nemlig Monkey Forest Road – tæt beliggende på selve Monkey Forest, som er en lille jungle for enden af vejen, hvor aberne ikke kun svinger sig i træerne, men også i lygtepælene, og griber gerne ud efter alt, hvad de kan få fat på.

Både Monkey Forest Road og de andre hovedgader har svært ved at bære den tunge, dyttende og osende trafik, der særligt i myldretiden føles ganske stressende. Fortovene er smalle og ramponerede og gør selv en lille gåtur gennem byen til lidt af en udfordring. Den evige strøm af mennesker kanter sig forbi hinanden i en sær form for linedans – forbi de mange gadesælgere, der tilbyder taxaer og billetter til danseforestillinger, samt et utal af skilte, der viser ind til fine butikker og fantastiske restauranter.

Det pulserende liv kan tendere til det klaustrofobiske. Efter balinesisk tradition er byens små huse skærmet af med rustikke murer, som bevirker at de smalle fortove opleves endnu smallere. Til gengæld åbner der sig et fascinerende syn, når du passerer de mange indgange. Tempelagtige porte med døre, der er skåret i træ og dekoreret med de smukkeste detaljer, indrammer udsigten ind til små, fredsfyldte oaser. Konstruktionen kalder på den iboende smugkigger i os alle, så folk stopper jævnligt op og skaber trafikprop på fortovene.

Gaver til guderne

Bali hører til det muslimske Indonesien, men mere end 90 procent af balineserne er hinduer. Og det kommer synligt til udtryk i Ubud. De smukke ældgamle templer ligger side om side, og overalt – midt på fortovene, foran indgangen til forretningerne, i hjørnerne på restauranterne og foran døren til hotelværelset eller villaen – ligger balineserne hver dag små flettede kurve af bananblade med offergaver i. Det kan være lidt ris, kiks eller småmønter og en røgelsespind, der skal beskytte mod det onde og holde guderne i godt humør.

Det er sådan en fin gestus, synes jeg, men det er affaldet ikke. Offergaverne bliver kørt over af biler, trampet ned af forbipasserende og spist af duerne. Floderne flyder med resterne, hvilket er fint, når det drejer sig om naturlige materialer. Men ofte er der også plastikindpakkede gaver i kurverne. Jeg forstår ikke helt, om forurening arbejder ud fra en særlig karma?

Indlægget Rejseblog: Blandede tanker om Ubud blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Verdens dyreste kaffe er brygget på lort

Mette — Sun, 06 Jul 2014 19:54:55 +0000

Jeg griber mig selv i at stirre åbenlyst på kvinden ved nabobordet. Det kribler i mig efter at gribe ud efter kameraet og tage et billede af hendes ansigtsudtryk, da hun sætter den lille glasklare kop op til munden og sipper til den dampende, sorte drik.

For få minutter siden har jeg stået med den lort, som er ingrediensen i hendes kaffe. Det vil sige en lignende lort. Essensen er den samme. For kaffen, som kvinden med velbehag nu lapper i sig, er brygget på bønner, der har været gennem tarmsystemet på et lille pelset dyr med kuglerunde øjne og en spids, lille snude. En palmeruller eller toddykat, som det også hedder.

På trods af at kvinden langt fra reagerede med opkastelyde ved smagen af kaffen, svigter min nysgerrighed mig alligevel. Det gør den ellers sjældent. Men jeg takker nærmest instinktivt nej, før jeg overhovedet når at tænke mig nærmere om, da tjeneren tilbyder mig at smage en kop af det, som anses for at være en delikatesse – og ej at glemme; verdens dyreste kaffe. Så måske er det mere min tyske nærighed, der fornægter mig at købe en smagsprøve af den såkaldte Kopi Luwak-kaffe.

Dufter ikke af høm-høm

Vi befinder os på en lille kaffe- og frugtplantage, Satria Agrowisata, der ligger ca. en halv times kørsel fra byen Ubud på Bali. Plantagen er første stop inden vi skal sætte numserne i cykelsadlen og suse ned ad bjerget ved vulkanen Gunung Batur. Klokken er lidt over ni – det er på alle måder tid til morgenkaffe.

Jeg går derfor tilbage til det lille risteri for at inspicere lorten én gang til. For jeg kunne virkelig godt drikke en god kop kaffe. Så hvis den nu ikke ser så … lortet ud (?), så kunne jeg måske godt drikke en enkelt kop?

Respektindgydende ligger udstillingseksemplaret på et lille bord. Ved siden af sidder en gammel kone ved et bålsted og rister bønner. Min kaffehungrende krop synes, det dufter himmelsk, og et øjeblik glemmer jeg, hvor bønnerne sidst har været henne. Jeg samler den lille aflange, nubrede og hårde pølse op. Der er stort set ikke andet end bønner at se – og så en smule tynd halmfarvet masse, der klistrer bønnerne sammen. Måske er det alligevel ikke så slemt?

Jeg har læst at palmerulleren har en varieret kost, der ud over bønner også består af frugter, kryb og insekter. Den sluger de hele kaffebønner, som passerer ufordøjet igennem systemet, mens de giver dyret en opkvikkende koffeinrus. Undervejs får bønnerne en dybdegående behandling med bl.a. enzymer fra kattedyrets tarme. Og jeg kan forstå, at jeg bør være begejstret over, at dyret er uhyre kræsent og kun æder de allerbedste kaffebønner. Lorten er således resultatet af en udsøgt selektering, den er tegn på kvalitet.

Reddet af gong-gong’en

Den gamle dame vinker mig hen til sig. Hun klapper på træstubben, som hun sidder på, og rækker mig skeen, som hun rører rundt i bønnerne med. Jeg sætter mig ved siden af hende og begynder at røre efter hendes anvisning. En fortryllende, liflig duft af ristede kaffebønner overvælder min næse. Åh, hvor jeg dog elsker kaffe!

Jeg tror, at den gamle kvinde kan se min reaktion. For et stor smil breder sig på hendes læber, og jeg kan mærke bevægelserne fra den lille perlende latter, som hun slår op. Okey! Jeg gør det sq! Mysteriet skal løses. Jeg skal smage den kaffe. Men da jeg samler hænderne til en lille hilsen for at takke kaffekonen, kommer guiden ind. Vi skal køre nu. Aaarrgghh… Så har jeg endelig oparbejdet lidt mod, og så er det for sent. Sikke noget – lort!

Indlægget Rejseblog: Verdens dyreste kaffe er brygget på lort blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.