”Mmmhhh …” mumler Aom, da han propper en håndfuld grønne blade i munden, som han netop har plukket fra en busk. Han smasker lystigt. Og med åben mund. Vi er vandret op i Nordthailands bjerge og ind i skoven, som viser sig at være et større ta’-selv-bord.
Vi traskede fra vores hytte i morges og står nu på en skråning midt i junglen sammen med vores thai-hippie, Aom, og en lokal guide, Mr. Ekawat – et medlem af det oprindeligt burmesiske stammefolk ”Karen”, som bor i en bjerglandsby en halv times kørsel fra vores lodge.
I mit barndomshjem er det god opførelse at spise, hvad der bliver serveret. Og selvom det efterhånden er mange år siden jeg flyttede hjemmefra, så sidder den skik stadig dybt i mig. Men da Aom rækker mig en håndfuld blade, som man rækker sin ven posen med slik i biografen, tvivler jeg nu alligevel lidt på, hvorvidt mine forældre mener, at deres børneopdragelse strækker sig helt fra køkkenbordet i Slangerup til langt ind i hjertet af junglen i Nordthailand?
Men junglen er åbenbart et største ta’-selv-bord. For på en lille time får jeg gumlet mig gennem blade, grene, rødder, blomster og nødder. Martin afventer ansigtsudtrykkene på sin personlige mundskænk (mig) – og spiser de ting, hvor jeg ikke får enten hønserøvsmund, koldsved på panden eller nervøse trækninger omkring øjnene.
En portion grøn natur, tak
Mr. Ekawat nikker begejstret og griner – stort smilende og boblende hjerteligt – hver gang han rækker mig et nyt stykke natur. Han er iklædt Karen-folkets traditionelle og meget farverige tøj. En knaldrød bluse med v-hals både på bryst og ryg, et par knaldblå kassebukser og en grøn stofpose, som han har hængende over skulderen. Et sæt, som hans kone har vævet til ham.
Det ved jeg, fordi Aom har fortalt det. Mr. Ekawat kan nemlig ikke ét eneste ord engelsk. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at for ham svarer denne oplevelse til, at vi ser en sjov film i fjernsynet.
Og højdepunktet for ham er klart, da jeg kaster en håndfuld små hvide blomster i munden (de så jo så smukke og uskyldige ud). Men det sekund de rammer min tunge forsvinder al mundvand. Jeg gisper, som har en sandstorm eller en støvsuger ved et trylleslag udtørret min mund og givet mig en ru kattetunge. ”Bvaadrrr…”, jeg spytter blomsterne ud som spredehagl og forsøger desperat og sætte gang i spytproduktionen, mens Mr. Ekawat jubler af grin og klapper mig skulderen.
Naturens multi-køkkenmaskine
Mr. Ekawat peger ned i dalen, hvor en røgsky stiger op. Han siger et eller andet på thai, som Aom fluks oversætter: ”Lobert make lunch”. Lobert er Aoms ven, lodge-ejerens assistent og egnens svar på B.S. Christiansen. Altid iklædt militærjakke. Og overskæg.
Det er Aom, der har fundet på navnet til Lobert. For som han siger, så kan ingen turister hverken udtale eller huske Loberts rigtige navn. Derfor syntes Aom det var smart, hvis han hed et klassisk engelsk navn. Og først nu går det op for os, at de forsøger at kalde ham Robert. Robert med R. Men det er igen dét dér med de svære R’er …
Lobert eller Robert. Hip som hap. Manden ved i hvert fald et par ting eller tusind om at lave mad midt i junglen! Da vi møder ham, har han lavet et bål ved floden og gjort klar til den store bambus-middag. Man kan lave alt med bambus. Udskære skeer, koge ris, grille kylling og servere en velsmagende middag midt i junglen. Bon appetit!
