Jeg giver op. Punktum. Jeg ender jo med at lyde som verdens dårligste brugtvognsforhandler i en plat amerikansk B-film, hvis jeg fortsætter med at skrive, at nu (ikke nu, men NU!) har vi set verdens smukkeste sted.
Igen.
Igen-igen.
Igen-igen-igen …
Derfor vil jeg blot nøjes med at skrive, at vi bogstaveligt talt blev blæst omkuld af den rå, smukke natur ved Cannon Beach på Oregons vestkyst – også selv om indbyggertallet af måger, der var mindst lige så store som shetlandsponyer, var faretruende højt. Dermed ved alle, der kender mig rigtig godt, hvor oprigtigt begejstret jeg er. Punktum. Og så vil i stedet jeg lade Martins smukke billeder fortælle de tusind ord, jeg ikke kan finde.
