Inden vi rejste fra Danmark, var vi lidt nervøse for, om vi kom til at tilbringe alt for mange timer på vejen. I bilen. Med numserne i sædet. Og foden på speederen. Om vores road trip ville blive lidt kedelig? Om det ville være ærgerligt at suse forbi det hele?

Bum bum … Vi suser forbi rigtig meget, ja! Og vores numser får uden tvivl form efter sædet, ja! Men det er en kæmpe, kæmpe oplevelse! De amerikanske highways er alt andet end den tyske motorvej. Det er faktisk tarveligt overhovedet at nævne de to ting i samme sætning.

Landskabet er konstant skiftende og efter hvert et sving bliver vi igen og igen og igen begejstret – og overrasket – over den nye udsigt, der dukker op. Over de mange ikoniske vejskilte og sjove billboards med finurlige slogans. Over de kæmpe vidder, de langstrakte sorte asfaltveje, der snor sig igennem den smukke og rå natur. Og over hvor gennemført fedt det føles bare at drøne derudaf med soltaget nede. Med vind i håret og høj musik …

Efter vores tur på 17 mile drive vinkede vi farvel til kysten og satte kurs ind mod landet, ind mod Yosemite National Park. Vi havde på forhånd fået at vide at denne tur, som går ad Highway 140, både var lang og uden de store oplevelser. Den var lang, ja. Sådan cirka 5 timer. Men den var en stor oplevelse. Den var helt igennem magisk! Faktisk filmisk. Og indbegrebet af en roadtrip.

Bare det at opleve at køre ad en vej, der forsætter så langt øjet rækker, og så pludselig komme til et vejkryds, hvor de tilstødende veje også fortsætter så langt øje rækker, var ubeskriveligt! Det var nærmest surrealistisk. Det eneste, der brød udsigten, var fire postkasser, et stopskilt og et forladt kvægskur. Og så var der helt stille. Bum stille.