Glæden lyser ud af folk, når snakken falder på Santa Teresa. Alle er åbenbart enige om, at det er Costa Ricas højdepunkt, hvis du er glad for smukke strande, rå natur, lækker mad, sublim surfing, masser af yoga og – ej at glemme – pura vida.

Udover rygtet blandt folk, som vi mødte på vores vej, så figurerer Santa Teresa også på magasinet Forbes’ liste over verdens bedste strande, og på Trip Advisor har den vundet læserprisen for Mellemamerikas bedste strand to år i træk. Men er du paparazzi-typen, er du nok mere interesseret i det faktum, at bl.a. Gisele Bündchen, Leonardo DiCaprio og Matthew McConaughey har huse langs stranden og ofte er at spotte i området.

Hypen gjorde i hvert fald at vores forventninger til den gyldne kyst var himmelhøje, da vi lillejuleaften hoppede om bord på en lille båd, som dagligt sejler fra Jaco, over et delfinrigt farvand (vi så dem desværre ikke), til Montezuma – en lille bohemet og hippie-pittoresk strandby på den sydligste del af Nicoya halvøen. Der ventede en minibus, som skulle køre os de sidste små syv kilometer. Fra østkysten til vestkysten.

Syv kilometer lyder jo af ingenting. Bortset fra når du er i Costa Rica. Og hvis Martin og jeg nu havde været karakterer i et Anders And-blad, så havde jeg brugt de tre første linjer på obskure ordlyde og rækker af udråbstegn i forsøget på at beskrive det stakkels køretøjs kamp mod de rå grusveje i sin bestigning af de stejle og frodige bjerge, der adskiller Montezuma og Santa Teresa.

Herefter bliver vores rejseberetning kort. Jeg kan opsummere den nogenlunde sådan her: Vi kom, vi så og vi rejste ikke videre …