Når man rejser langt væk fra den danske, kolde og hvide jul (wuhu, vi har set billederne!), så føles det mere end rigtigt at kaste traditionerne over skulderen og opfinde nogle helt nye.

For et par år tilbage, da vi fejrede jul i Bangkok, byttede vi flæskestegen ud med sushi og juletræsdansen ud med thaiboksning. I år, hvor julebjælderne for vores vedkommende bimlede i Costa Rica, tog vi endnu engang lokalkoloritten til os og farvede julen med essensen af vores omgivelser: Yoga, surfing og en fireretters julemiddag på en strandbar i Santa Teresa.

Det vil sige – jeg begyndte juleaftens morgen med halvanden times yoga. Martin fiksede vores vasketøj. Og dermed kan man jo godt forledes til at sige, at vi er et par med moderne rollefordelinger. Men man kan også godt afsløre, at Martin fik tilbuddet om at komme med til yoga. At han så valgte vasketøjsaffæren afslører også, hvad han synes om yoga …

Hobbit med surfer-sjæl

I julegave forærede vi hinanden to dage i selskab med en speedsnakkende israeler ved navn Amit. Han var omtrent på størrelse med en hobbit, 38 år gammel, ejermand af en lun surfer-humor og ifølge TripAdvisor verdens bedste surferinstruktør.

Vi var knap nok kommet ind ad døren i surfshoppen, Del Soul Surf, før hobitten havde gjort det helt klart, at vi ikke skulle tro, at vi blev super-surfere efter den første dag. Heller ikke den anden. Såvel som den tredje. Ja, hva’ fan’ – der ville sq nok gå mange år, hvis vi da i det hele taget ville ende med at blive seje surfere?! Mærkeligt nok var hans anti-salgstale både opløftende og beroligende i lyset af, at vi dagen før havde betragtet en hel del bad-ass-surfere nede på stranden.

”You must be stupid!”

Amit pakkede bilen, spændte vores surfboards på taget og kørte os af sted mod Playa Hermosa – en begyndervenlig strand ti minutters kørsel nord for Santa Teresa. Her ventede assistenterne, Edward og Lovely Luna, der sammen med hobitten spillede en form for ping-pong i vandet. Med os som bolden, der blev kastet frem og tilbage af bølgerne mellem dem og stranden. Og i de næste to timer var vi fuldstændig i deres vold og bølgernes magt*.

(*Jeg har fået mine tvivl omkring, hvorvidt personen, der har fundet på navnet Stillehavet, overhovedet har været ved Stillehavet? De meterhøje bølger buldrer jo mod land og strømmene trækker gladelig hvert et stykke stof, som du har på din krop, af, så du står blottet og med numsen bar, når vandet trækker sig tilbage igen #TrueStory).

Jeg ved ikke, om det var jule-magien, der gjorde det hele. Eller om vi rent faktisk alligevel kunne huske lidt af vores balinesiske surf-eventyr. For vi fløj begge to af sted på vores første bølge. Derefter gik det som hobitten havde forudsagt. Knap så flyvende. Mindre kæphøj. Mere elefant.

”Don’t think”, sagde Amit til mig, da jeg forsøgte at forklare, hvad jeg tænkte, der gik galt, når bølgerne kastede mig rundt, som var jeg et par sokker i en vaskemaskine. ”Surfers don’t think. That’s why the best surfers are so stupid”. Ifølge hobitten er surfing som kærlighed. Du kan ikke sætte ord på det, det skal føles.

Grillet julegris på stranden

Vi var glade for at føle en stor, kold øl i hver vores hånd, da vi senere på aftenen dumpede vores trætte surf-klaskede numser ned i to stole på Banana Beach Bar. Her fik vi serveret en fireretters costaricansk julemiddag akkompagneret af lyden af vores nye venner, bølgerne i Stillehavet.

Middagen gjorde vores jul mere end glædelig og klar til at tage endnu en tur på surfboardet dagen efter. Surfs up og Feliz Navidad!