Udover at nå vores connecting flight (#^%*!!!), så var én af vores missioner på selve rejsen til Las Vegas at slå jetlagget med det samme. Ergo var der ikke noget der hed søvn på flyet, selvom vores døgn blev 9 timer længere. Men lige så vel som vi nåede vores fly på et hængende hår, lige så vel nakkede vi jetlagget – sådan cirka. For vi kan snildt sove, men vågner klokken bæ om morgnen … Og når man er en ‘early bird’ i Vegas, så har man stort set millionbyen for sig selv.

Vi er to Paller alene i verden. Det er både et surrealistisk dragende og super sørgerligt syn. Der er igen tvivl om, at Las Vegas er bygget til de timer, hvor solen er gået ned og musikken spiller: The Strip er et magisk inferno af blinkende neon om aften, men en fluffy kliché på en teaterkulisse om dagen. Det hele er en stor konstruktion af kunstighed. Men det virker! For så snart dagens sidste stråler forsvinder ned bag de store røde ørkenklipper, bliver The Strip en gigantisk insektlampe, der summer af liv.

Mens jeg skriver dette blogindlæg er viserne på klokken lige kravlet om på den anden side af 7-nul-dut. Vi har hentet den første Starbucks-kaffe. Dagen kan begynde. Nu vil det blive spændende om vi har held i kærlighed eller spil …