Når man læser og hører om Thailand, så er det næsten altid den lille ø Koh Tao som bliver fremhævet, som det smukkeste og mest eksotiske sted. Men vi har desværre haft en lidt blandet oplevelse.

Måske man skulle ha’ oplevet Koh Tao dengang, den blev ‘opdaget’ for 15-20 år siden. Dengang skildpadderne stadig kravlede i land på Sairee Beach for at lægge æg (hvorfra øen også har fået sit navn, Turtle Island). Dengang hvor den travle hovedgade var en grusvej uden dyttende biler og befolkningens primære indtægtskilde var salg af kokosnødder.

Allerede når man ankommer er det nemlig tydeligt, at øen er slidt, beskidt og tungt belastet af de mange turister, der strømmer til for at tage dykkercertifikat på samlebånd og leve fyrsteligt uden at have de store mønter på lommen. Vi forstår dem godt. Vi kom her til af samme årsag. Så vi er jo ikke et dyt bedre end alle de andre.

Og så måske alligevel. For vi har endnu ikke mødt nogen, der har også har valgt at bruge dagens varmeste timer på at vandre ad små, snørklede stier ind gennem den tætbevoksede palmeskov og kravle rundt på stejle klippeskrænter for at komme frem til de små strande, der ligger som små, blå laguner langs øens kyst.

Det var nemlig hvad vi brugte vores første dag på. Vi vandrede fra den ene ende af vestkysten til den anden. Og her så vi en helt anden side af Koh Tao og opdagede, at den kan være noget af det smukkeste og mest eksotiske.