Planlægger du en rejse til Bali, vil du med garanti finde et væld af anbefalinger til Ubud. Byen, som backpackernes rejsebibel Lonely Planet skamroser for sin unikke atmosfære, og som det stillige rejsemagasin Condé Nast Traveller har kåret som Asiens hotteste by i 2009. Byen, som alle, der har besøgt Bali, taler om og længes efter. Men for os efterlod Ubud et blandet indtryk.
Siden vi forlod Ubud, har vi haft dette blogindlæg hængende. For vi tumler stadig lidt med, hvor vores (skyhøje) forventninger gik galt i byen? Er der noget, vi ikke har forstået eller en bydel, vi ikke har opdaget? For lige nu undres vi måske lidt over Ubuds fantastiske ry.
Ja, byen er helt sikkert unik, og vi kan snildt forstå, hvorfor man kan forelske sig i den – men samtidig syntes det unikke også at være forsvundet i den massive strøm af turister, agressive gadesælgere og synlige cirkus i form at souvenir-butikker. Der var langt mellem den særlige ro og fortryllende atmosfære, som vi havde læst så meget om. Måske er pointen blot at vi skulle have oplevet Ubud for 10-15 år siden? Vi har skriblet et par af vores indtryk ned her:
50 shades of green
Ubud er grøn og frodig. Selv midt i byens hektiske, trafikkerede og tætbebyggede centrum skyder det op med grønne planter, store palmer og farverige blomster. Små naturlige vandløb, der forsyner de mange aflange rismarker – som er kilet ind mellem bungalows, hoteller og restauranter – giver en charmerende oplevelse af landlig idyl midt det pulserende byliv.
Abernes hovedgade
Ubuds centrum består som sådan kun af fire hovedgader af en kilometers længde. Vi havde booket et hotel beliggende på den ene, nemlig Monkey Forest Road – tæt beliggende på selve Monkey Forest, som er en lille jungle for enden af vejen, hvor aberne ikke kun svinger sig i træerne, men også i lygtepælene, og griber gerne ud efter alt, hvad de kan få fat på.
Både Monkey Forest Road og de andre hovedgader har svært ved at bære den tunge, dyttende og osende trafik, der særligt i myldretiden føles ganske stressende. Fortovene er smalle og ramponerede og gør selv en lille gåtur gennem byen til lidt af en udfordring. Den evige strøm af mennesker kanter sig forbi hinanden i en sær form for linedans – forbi de mange gadesælgere, der tilbyder taxaer og billetter til danseforestillinger, samt et utal af skilte, der viser ind til fine butikker og fantastiske restauranter.
Det pulserende liv kan tendere til det klaustrofobiske. Efter balinesisk tradition er byens små huse skærmet af med rustikke murer, som bevirker at de smalle fortove opleves endnu smallere. Til gengæld åbner der sig et fascinerende syn, når du passerer de mange indgange. Tempelagtige porte med døre, der er skåret i træ og dekoreret med de smukkeste detaljer, indrammer udsigten ind til små, fredsfyldte oaser. Konstruktionen kalder på den iboende smugkigger i os alle, så folk stopper jævnligt op og skaber trafikprop på fortovene.
Gaver til guderne
Bali hører til det muslimske Indonesien, men mere end 90 procent af balineserne er hinduer. Og det kommer synligt til udtryk i Ubud. De smukke ældgamle templer ligger side om side, og overalt – midt på fortovene, foran indgangen til forretningerne, i hjørnerne på restauranterne og foran døren til hotelværelset eller villaen – ligger balineserne hver dag små flettede kurve af bananblade med offergaver i. Det kan være lidt ris, kiks eller småmønter og en røgelsespind, der skal beskytte mod det onde og holde guderne i godt humør.
Det er sådan en fin gestus, synes jeg, men det er affaldet ikke. Offergaverne bliver kørt over af biler, trampet ned af forbipasserende og spist af duerne. Floderne flyder med resterne, hvilket er fint, når det drejer sig om naturlige materialer. Men ofte er der også plastikindpakkede gaver i kurverne. Jeg forstår ikke helt, om forurening arbejder ud fra en særlig karma?
Tak for de mange gode billeder og indtryk fra Ubud! Sidder og googler løs, da jeg har min første tur til Bali at se frem til om nogen måneder – det var meget rart at læse et komplet ærligt indlæg om Ubud. Man skulle jo ellers næsten tro, at det var paradis på jord, hvis man tog de mange internationale bloggeres ord for gode varer 😀
Ja, Ubud er virkelig hot blandt bloggere og alle andre, der besøger Bali – hvilket desværre præger den lille by. Den er dog stadig en fin oplevelse, så længe ens forventninger blot er realistiske. Rigtig god rejse til Bali. Vi er selv vilde med øen!
Vi havde det fuldstændig på samme måde efter vi havde været i Ubud. Skuffede var vi ikke men efter dage på Gili Air så var maden skuffende i Ubud og støjniveau og gadesælgere lidt til den voldsomme side. Men ja tror du har ret i Mette at man måske for 15 år siden havde muligheden for at opleve et mere autentisk Bali. Vi tager til Bali, lembongang, Gili air og Lovina til sommer. Vi dropper Ubud netop af vores tidligere oplevelser af byen.
Ja, man følte lidt, at magien var forduftet, ik? Vi kunne dog snildt se, hvorfor byen har fortryllet så mange, dengang den stadig var en forholdvis ukendt by. Men ak ja, sådan er det jo med mange steder.
Uh, vi ville så gerne have været til Lovina! Og så er vi spændte på, hvordan Lembongan har udviklet sig, siden vi var der. Så har du lyst, må du mægtig gerne fortælle os lidt om jeres tur, når I kommer retur. Det lyder som en lækker, lækker rejse! Vi ELSKEDE virkelig Bali.
Kh Mette
Åh har lige fundet jeres omtale af Ubud, vi skal til Bali om en måned..med vores 3-årige datter.
Vi har været der 3 gange før, men sidste gang var i 2009! Og Ubud var så magisk vidunderligt, henslængt, stille og roligt..Monkey Forest Road var næsten tom, vi satte os på en kaffebar hvor vi var de eneste, i Monkey Forest var der kun en vagt udover os – og de moderat frække aber, markedet var roligt og langt fra travlt, der var plads på alle de cafeer vi overvejede at sætte os…og ovre på Gili Air var der nærmest ingenting! Vi tager til Gili Air igen, men jeg ved ikke om jeg tør ødelægge min indre ro jeg får når jeg lukker øjnene og mindes Ubud..det lyder til løbet er kørt, vi var vel heldige at have oplevet det før hypen for alvor tog fat?
Lombok var smuk og bestemt heller ikke ødelagt da vi var der (også 2009/10)
Komodo (vi valgte bevidst gode dykkersteder) var fuldstændig som en anden verden – så smukt! Og Flores var igang med at bygge deres vist første hotel – den unge fyr der arbejdede der fnisede som en skoledreng over vi bestilte et værelse sammen – ýou sleep in same bed??’ med kæmpegrin, bestemt ikke vant til turister 😉
Så skønne minder..så skønt med en anbefaling til Lembongan! Vi nupper nogle dage der, det er helt sikkert!
Kh Mette
Hej Mette,
Åh, det lyder som en eventyrlig skøn rejse, I har haft! Tusind tak for at dele dine oplevelser 🙂 Vi har selv kig på både Lombok, Flores og Komodo, som vi måske overvejer til næste sommer.
Men ja, der er vist sket en del siden 2009, i takt med den stigende turisme og de indonesiske øers – med god grund – store popularitet. Nogle har også har skrevet til os, at Lembongan ej heller er lige så fredelig mere, som vi beskrev og oplevede den i 2014. Andre synes forsat, at alt fra Ubud til Gili er helt vidunderlige. Hmm ja … Det er svært at vide, da der er så mange faktorer, der kan spille ind på en rejse. Og så er det helt vildt individuelt, hvordan de opleves.
Vi håber, at I får en vidunderlig rejse – og har du lyst, vil vi elske at høre, hvordan den gik og hvordan stederne opleves anno 2019 🙂
Kh Mette
Vi havde helt den modsatte oplevelse af Ubud første gang vi var der (2016). Vi rejste i December og Januar, hvor der ikke var så mange turister, hvilket nok hjalp på det. Ubud blev vores oase hvor vi uplanlagt vendte tilbage til efter en hektisk tur til Gili øerne. Vi har senere hen besøgt Ubud i sommermånederne, hvor der var en del flere turister, men for os tog det ikke Ubuds charme væk, vi havde nok fundet os nogle spots fra første gang, hvor vi vidste at vi kunne finde ro når vi havde brug for det.
Får næsten et sug af savn i maven af at tænke på Ubuds grønne natur og kombinerede ro og hektiske stemning.
Hvis I skulle få lyst til at opleve Ubud igen kan vi kun anbefale at bestille bord (i god tid) evt til frokost på Locavore i Ubud, det er en stor madoplevelse i rare afslappende rammer, og er et must visit i Ubud.