Eksperiment: Ta’ en labrador og sæt den foran et kæmpe bjerg af pølser. Få den til at blive siddende i 2-3 minutter og sig så ”Værs’go!”. Hvad sker der nu?

Først får den julelys i øjnene, som du aldrig har set julelys før. Vi taler om lys på størrelse med Rundetårn. Dernæst kaster den sig uhæmmet i grams på pølserne – blot med den eneste ene mission for øje: at sluge hver en centimeter af det himmelske kødbjerg. Men bjerget er uendeligt. Og efter et par dage må den se sig besejret, falde om og  nøjes med at ligge i ske med en pølse eller to.

Den labrador er mig. Kødbjerget er de amerikanske highways. Og i dette øjeblik sidder jeg på vores altan i Yosemite National Park og sender naturen længselsfulde blikke. Jeg vil så gerne derud – ud på vejen, op i bjergene og suge udsigten til mig. Men jeg er helt brændt sammen. Af oplevelser. Min mentale harddisk kan ikke rumme mere. Bum.

De sidste par dage har været ubeskriveligt smukke, fantastiske og overvældende. Vi har allerede kørt over et par tusinde kilometer ad nogle af Amerikas mest berømte highways og stoppet ved flere hundrede ‘Scenic views’. Alting har været langt over det, vi drømte om, da vi tog af sted. Og hvis jeg havde været USA, så havde jeg sq haft temmelig meget præstationsangst ved vores ankomst. For vores forventninger var urimeligt høje! Men som vi sidder her på altanen, med en uges oplevelser i bagagen og en udsigt til to en halv mere af slagsen, så er denne tur allerede én af vores livs bedste rejser.

Wedding-honeymoon-roadtrip rocks!!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here