Efter et par uger i Costa Rica er vi så småt blevet hjemmevant i det lokale køkken og spiser gerne på den nærmeste soda. Det er billigt, godt og de store portioner af ris og sorte bønner mætter alle med en glubsk appetit – og her tænker jeg særligt på den ene halvdel af vores topersoners selskab.
I Montezuma driblede vi også ind på et tilfældigt soda, nærmere bestemt Soda Monte Sol, og bestilte to gange arroz con pollo (jeg vender tilbage til den lokale mad på et senere tidspunkt).
Maden smagte virkelig godt, men selve oplevelsen lå i højere grad i at betragte servitricen. En frodig, ældre kvinde iklædt et farverigt gardin af en skulderbar kjole, som matchede væggene, kæmpe solbriller og høje hæle. Hun sejlede rundt mellem bordene med en attitude, der var Hollywood værdig, og kastede kort og kontant om sig med spanske ord, der fik mig til at sidde ret på stolen og spise pænt.
Jeg kan godt høre, at det ikke lyder så sindsoprivende, men alligevel fornemmer jeg, at det er hende, som vil brænde sig fast i vores hukommelse og præge erindringen af Montezuma. Det er mærkeligt, hvordan nogle små eller skæve eller lettere ligegyldige ting bider sig fast i de små grå.
Jeg turde ikke tage et billede af hende, Martin gjorde heller ikke – meget apropos de skarpe spanske gloser. Så i stedet måtte Martin lægge ansigt til #happyface #not
