Så er vi ankommet til Crater Lake. På kortet over Oregon ser søen forsvindende lille ud. Men trylle-rylle – det er snyd! Den er ufattelig stor, faktisk også USA’s dybeste af slagsen, og helt umulig at fange i sin helhed med et kamera.

I tidernes morgen var søen en vulkan, som styrtede sammen efter et heftigt udbrud. Og i 7700 år er krateret blevet fyldt op med regn, sne og smeltevand og således blevet til en bemærkelsesværdig og meget smuk sø med det klareste safirblå vand, der giver den skyfri himmel svær konkurrence i kampen om ‘blueness’. Udsigten ud over den næsten kunstigt runde sø er bjergtagene og nærmest fysisk overvældende, når man kravler op ad de stejle klipper og pludselig står på kanten af krateret. Wow. Hvordan affotograferer man lige dét?!

(Læs: det gør man ikke. Man nyder det i stedet med alle sine sanser, taler om oplevelsen over en kold øl bagefter og køber en grim souvenir-kaffekop, der vil få dig til at drømme dig tilbage i mange, mange år …)

Når vi ikke lige kravler rundt på krateret eller sidder og stirrer i timevis ud over det hypnotiserende blå vand, så bor vi for foden af hele herligheden i nogle små træhytter, der ligger ved en stor lodge, som kun er åben om sommeren. Stedet får mig til at tænke på “Ondskabens hotel”. Og jeg kan høre bjørne mufle rundt mellem buskene, fornemme pumaerne snige sig rundt i træerne og se store skygger bag hver en sten, som uden tvivl er en olm bjergged på afveje.

Jeg er ved at blive skør. Hverken bjørne, pumaer eller bjerggeder spiser jo lyshåret piger indsmurt i myggespray.