Snigende pumaer, sultne sorte bjørne og aggressive bjerggeder er bare nogle af de dyr, som du kan møde i USA’s naturparker. Vi mødte en ranger, der tog os med derud, hvor turister står på dyrenes liste over mellemmåltider …
Vi har heldigvis ikke set dem (endnu?). Altså, de vilde dyr, som alle naturparkernes informationscentre tydligt advarer dig om, at du kan komme til at møde på din vej. Men selv om vi ikke har set dem (endnu?), så har de været med os hele vejen på vores road trip. For vi har talt rigtig meget om dem. Rigtig meget. Så meget at vi til sidst ikke turde stige ud ad bilen, da vi kørte på en øde grusvej på toppen af et bjerg i Redwood National Park og tog en lille pause for at nyde udsigten.
Tilfældigvis kom en ranger kørende forbi, da vi havde siddet lidt og kigget på udsigten. Fra bilen. Med nøglerne i tændingen. Og måske spejdede vi også lidt efter en puma. For den måtte jo være derude – eller hvad? Græsset omkring os havde i hvert fald fuldstændig samme farve, som pumaens pels, så den kunne snildt gemme sig og ligge og kigge på os lige nu – eller hvad?
Rangeren parkerede bilen og gik hen imod os. Han var iklædt hele pivtøjet – uniform, store støvler, rangerhat og solbriller. Og på brystet sad et påsyet navneskilt: K. Max. Han lettede kort på hatten og hilste pænt: “Hello, my name is K. Max.” For naturligvis hedder en skarpskåret karakter som en vaskeægte ranger sådan noget som K. Max!
Han fortalte, at han havde opdaget en stor flok rensdyr nede i dalen og spurgte, om vi ikke ville med ud og se dem? Jeg var lige ved at spørge, om han da helt havde tabt småkagerne? Om han ikke vidste, at rensdyr er en stor puma-snack på fire ben?
Men al logik slår åbenbart fra, når man møder en firskåret, uniformeret mand, der hedder K. Max. Så vi forlod vores helle og hoppede med ud på jagtmarken … Og som vi står dér og nyder det fantastiske syn af rensdyrene, der går og græsser, så begynder K. Max sørme at fortælle (meget livagtigt) en historie om, hvordan en mand for et par år siden blev slået ihjel af to unge pumaer, da han var ude og vandre med sin kone. Angrebet skete faktisk ikke langt fra, hvor vi var. Og dér stod vi. Med myggespray-indsmurte arme og ben, som eneste forsvar.
Doh!
Historien endte dog heldigvis lykkeligt for os. For vi overlevede oplevelsen. Vi vinkede farvel til K. Max, takkede mange gange for oplevelsen (med et lettere stivnet smil), og var nu endnu mere ræd end før for at stige ud af bilen.
