Det er en helt særlig anledning, der er grunden til, at vi i aften rejser til Brasilien. Udover at vi skal besøge landets største byer, smukke strande og idylliske øer – så skal vi også til bryllup.

Fotos: Unsplash

Kan I passe hundene en weekend? Spørgsmålet var omtrent dét, der for vores vedkommende kickstartede planlægningen af en tre ugers rundrejse i Brasilien. Martins barndomsven, Johan, gik nemlig med bryllupstanker og ville gerne fri til sin brasilianske kæreste, Marcela, på en weekendtur til London.

YES!

Sådan lød svaret fra os, men også glædeligt fra Marcela, da Johan faldt på knæ – blandt hundredvis af mennesker ved springvandet på Trafalgar Square (respekt, Johan!) Og vi kunne ikke være mere lykkelige på deres vegne. Faktisk var det en begivenhed, vi gennem længere tid havde heppet og håbet på. Nu er ventetiden endelig ovre, og i aften flyver vi til Brasilien for at fejre én af verdens bedste ting: Kærligheden!

Rundrejse i Brasilien
Foto: Unsplash

Vores rejserute

Vi har købt flybilletter tur/retur til Rio de Janeiro, men det bliver i første omgang kun et kort ’pitstop’ i byen. Ved lufthavnen venter nemlig en forudbestilt taxa, som kører os direkte til den lille havneby Conceição de Jacareì, der ligger 2 timers kørsel sydvest for Rio. Herfra sejler vi fluks videre til:

Ilha Grande

Den 193 km2 store ø Ilha Grande er områdets største og bliver omtalt som Brasiliens bountyø. Her er hverken biler eller store veje, men masser af vandrestier, der snor sig gennem den bjergrige jungle og ud til øens 102 uspolerede strande.

Jeg sejlede langs den palmeklædte kyst for snart 20 år, da jeg for første gang besøgte Brasilien, og har siden drømt om at gå i land. Mit 19-årige jeg husker det som fortryllende smukt! Så nu håber jeg, at hukommelsen – og de mange anekdoter, jeg har hældt på Martin gennem årene – lever op til virkeligheden.

Paraty

Den historiske havneby bliver næste stop på ruten. Turen går med båd og bus langs den frodige kyst, der også kaldes for ”Costa Verde” (den grønne kyst). Kyststrækningen er kendt for at være Brasiliens smukkeste og omgiver Paraty med naturskønne omgivelser: Skovklædte bjerglandskaber, tropiske strande og et idyllisk øhav, hvor piraterne i gamle dage skjulte sig for portugiserne.

Du skal ikke tjekke mange rejseguides, før du opdager, at Paraty topper samtlige ’must-see’-lister i Brasilien. Udover de sceniske landskaber huser byen nemlig noget af verdens bedst bevarede koloniale arkitektur. På billeder ligner de brostensbelagte og bilfri gader da også noget fra en historisk film, hvor typer som Zorro springer ned fra røde teglstenstage, befrier befolkningen fra grådige rigmænd og charmerer latino-lækre skønheder.

Om vores ophold i Paraty bliver lige så actionfyldt betvivler vi stærkt, men vi glæder os til at opleve den smukke by, inden vi tager bussen videre til:

Rundrejse i Brasilien
Foto: Unsplash

São Paulo

Med over 20 millioner indbyggere er São Paulo den sydlige halvkugles største by. Det i sig selv er et faktum, der vækker vores nysgerrighed. Derudover er den kolossale betonjungle også Marcelas hjemby, før hun flyttede til København. Så vi kan vist ikke ønske os nogen bedre guide, når vi mødes med det kommende ægtepar i gigabyen.

Efter en aften i São Paulo kører vi med Marcela og Johan til hendes forældres sommerhus ved byen Piracicaba, ca. 2 timers kørsel fra São Paulo. Her begynder opvarmningen til hele rejsens højdepunkt:

Brasiliansk bryllup

Vi er ikke i tvivl om, at de næste fire dage bliver en sprudlende, sjov og sambadansende oplevelse! For er der én ting, som er brasilianerne er kendt for, så er det, at de er fabelagtige til at feste! Og det er lige præcis, hvad ægteparret har planlagt, at vi skal.

Til anledningen har de lejet et hotel, hvor der er plads til festens 300 gæster (jep, du læste rigtigt – trehundrede!) Modsat de danske bryllupsfest-traditioner bliver vi ikke bænket til en flerretters menu og må ej heller lægge øre til hjemmebryggede sange og lange taler.

Næh nej, en stor buffet med brasilianske delikatesser og en åben cocktailbar vil sørge for, at festens gæster har energi til at holde gang i dansegulvet hele natten lang. Vi skal ud og ryste R…! What’s not to like?

Rundrejse i Brasilien
Foto: Unsplash
Rundrejse i Brasilien
Foto: Unsplash

Fra São Paulo til Rio de Janeiro

De næste 8 dage har vi ingen konkrete planer. Vi tænker, at vi vil tage et par dage i São Paulo med nogle danske venner og derefter rejse videre mod Rio de Janeiro. Så har du gode tips til fede steder, gode hoteller, lækre restauranter, smukke strande osv. – så vil vi hjertens gerne høre fra dig!

 

Har du gode rejsetips til Brasilien?
Hvad må vi ikke gå glip af?

 

12 KOMMENTARER

  1. Nøj, det lyder som en god tur I skal på!
    Vi har rejst mange gange i Brasilien – eller jeg har kun været der én gang. Men Dennis har været der på en del rejser i omkring 10 måneder totalt set. Og skal dertil igen til november.
    Ilha Grande er Dennis’ absolutte favorit sted i Brasilien.
    Det kan I virkelig godt glæde jer til. Det er fuldstændigt den bountry strand du drømmer om!
    Dog er cruise skibene ved at få lidt for meget øje på øen, så den er ikke helt så “øde,” som den har været. Men det er endnu slet ikke, så det ødelægger øens idyl.
    Men her kan brasilianerne også sagtens finde ud af at feste. Om aftenen mødtes alle simpelthen på byens torv og stod og dansede til et lille band og hyggede sig. Det var virkelig en god stemning. da jeg var der.
    Vi tager oftest til Niteroi, som ligger på den anden side af bugten i forhold til Rio. Der er lidt mere lokal stemning, hvor Rio godt kan være lidt turistet. Vi har skrevet lidt om Niteroi her: https://www.enfamiliederrejser.dk/rio-de-janeiro-og-niteroi/
    Det er selvfølgelig ikke den bedste årstid I rejser på. Men jeg håber, at I får rigtig godt vejr, så I kan se Brasilien fra dets bedste side 🙂

    • YAY, hvor er det skønt at høre, at Ilha Grande stadig er smuk 🙂 Jeg har nemlig været svært spændt på, hvordan det bliver at skulle opleve øen 20 år efter. Men nu glæder vi os endnu mere! 1000 TAK for den skønne besked! Og tak for tippet om Niteroi. Vi vil fluks tjekke jeres blogindlæg ud. Kh Mette

  2. WOW hvor lyder det dejligt 🙂 I kan da godt glæde jer, for Brasilien er da et skønt land især de lokale. Det lyder som en rigtig spændende tur, i skal på og sikke en oplevelse. Bryllup i Brasilien, hvor heldig er man så lige?

    Tips? Ja, det er 10 år siden vi var i Brasilien og vi har da skrevet lidt om det. Turen gik for os til Rio, op til Igazu og vandfaldene og til sidst var vi i Buzios. En fed rejse som vi stadig taler om.

    Tror det eneste tip, jeg lige har, er at besøge en favella i Rio ud over de oplagte ting. Det var for os en meget anderledes og autentisk opleve men der skal jo en guide med. Jeg havde en gammel drøm om at vågne med udsigten til Copa Cabana. I kan finde det hotel her: http://www.hotelriolancaster.com.br/

    Jeg vil ønske jer en rigtig god tur og glæder mig til at følge jeres eventyr.

    /Annette

    • Ja, vi blev også vældig glade, da vi hørte, at de ville holde brylluppet i Brasilien. Det bliver en oplevelse at være med til! 🙂 Og tusind tak for de gode tips. Jeg så Igazu, da jeg var der for snart 20 år siden (gulp, tiden flyver!), men både Martin og jeg er meget nysgerrige efter at besøge en favela, så vi må lige ind og læse jeres rejseblog om det – og om Buzios. Vi hørt flere tale godt om det sted. Og tusind tak for tippet med hotellet, det lyder helt perfekt! Kh Mette

  3. Hvor lyder det bare dejligt… Jeg har netop lige lavet et indlæg på janeaway.dk om Rio, så kig på det ved lejlighed, hvis I keder jer (hvilket det lyder til, I ikke kommer til) 😉
    Jeg har en kontakt til favela hvis I vil på en tur!
    /Jane

    • Perfekt, tusind tak Jane – det vil vi fluks tjekke ud! Det er altid godt at være rustet med masser af gode tips! Og uh, du må meget gerne sende os din kontakt til en favela-tur. Kh Mette

  4. Jeg vil helt klart anbefale at I afsætter en dag til at se Rios jungle, Tijucca National Park. Skønne vandfald, alle slags dyr, og vidunderlige vandrestier – alt sammen lige ved siden af Barras pragtfulde strand! Jeg har skrevet om junglen her: http://fiftyfabulous.dk/2016/09/21/tijuca-national-park/

    Hvis I har tid, bør I også besøge den ultimative skønhed, Grumari. Lækker strand og fantastisk naturområde: http://fiftyfabulous.dk/2016/05/24/strandene-i-rio/

    Rigtig god rejse!!

    • Hej Pia,

      Tak for din besked og undskyld vores sene svar. Vi nød Brasilien så meget, at vi var meget lidt online 🙂 Og åh manner, der var så skønne mange ting, vi gerne ville have nået – men det betyder bare, at vi jo snart må komme tilbage! Tusind tak for de gode tips, dem skal vi helt sikkert huske til næste gang! Det lyder som helt fortryllende steder!

      Kh Mette

  5. Jeg undrer mig over, at denne artikel er skrevet som om I ikke har været på turen endnu. Men det må I jo efterhånden have været 🙂 Derfor savner jeg en opfølgning med beskrivelse af, hvordan især Ilha Grande, Paraty og Sao Paolo i virkeligheden var. Min kone og jeg rejser nemlig der til med ankomst i Rio 9/3-2019. Kunne godt bruge mere inspiration til de 3 steder 😉

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here