Byen Kuta på Bali er ikke et besøgt værd i sig selv. Men kommer du alligevel forbi øens turistcentrum, så er det her, du skal afprøve dine evner som surfer. Bølgerne er begyndervenlige, og du kan nemt både leje surfboard og finde en instuktør på stranden. Vi kastede os i bølgen blå …

Iklædt nyindkøbte surferuniformer og indsmurt i krigsmaling (solbeskyttende lycrabluser, badetøj og solcreme faktor 50) kæmper vi os igennem krigszonen – fra hotellet gennem byens små labyrintiske gader med massiv trafik og ned til stranden.

Kutas smalle, hullede og fortovsløse gader er langt fra skabt til det benzindampende, larmende kaos af scootere og biler. Trafikken bevæger sig langsomt og i korte ryk. Byen er hjertet og gaderne forkalkede blodårer. Og som fodgænger opleves det af og til lettere sindssygt at skulle forcere. Vi føler i hvert fald, at turen ned til stranden er langt mere farlig end det som venter forude: Balinesisk surferundervisning.

Sådan sparer du 1 million

”Eeeeep eeeeep!”. Den høje lyd kommer fra min private surferguide, Jandu. Jeg tænker, at det nok betyder ’keep paddling’ og er hans signal til, at nu jeg skal begynde at padle, alt hvad jeg kan! Mine bløde bananarme kører som piskeris i vandet, indtil jeg fornemmer bølgen kommer brusende bagfra. Jeg stemmer hænderne fladt mod surfboardet, som pludselig bliver skubbet frem i høj fart. Bølgen har taget fat. Og hurtig som en ninja og smidig som yogi springer jeg op på boardet, finder balancen og flyver af sted …

Sådan næsten da. Sandheden er, at bølgen rigtig nok har fat i mig, men jeg har ikke rigtig fat i den. Og jeg har langt fra fundet balancen ovenpå hvad der mest minder om et overdimensioneret orange strygebræt på luftpuder. Jeg når kun lige præcis at padle et par gange, før boardet tipper, og jeg bliver kastet rundt i vandet som en ping-pong-kugle i en flippermaskine.

Det her er surferundervisning efter devisen ’learning-by-doing’. Set i bakspejlet vil jeg dog nok snarere kalde det et ’crash-kursus’. Men det er billigt. De lokale balinesiske surferdrenge tager 1 million Indonesiske Rupiah mindre end de etablerede surferskoler. Til gengæld er det nærliggende at tro, at du på skolerne betaler 10 Rupiah per engelsk ord, som guiderne kan udtale. For vores to guider forsøger sig primært med kropssprog og lyde. Og så griner de meget – men det kan jeg egentligt godt forstå.

Surfernes B.S. Christiansen

I lidt over en time bliver Martin og jeg tæsket frem og tilbage i bølgerne af vores to surferguider, Jandu og Andrew. Som i en militær træningslejr er de over os med en regn af korte kommandoer: ”Jump”, ”stay”, ”keep padle”, ”relax”, ”look corner”, ”stay midle” … også den rigtig lange: ”You see wave, you go!”

For mit vedkommende er tredje gang lykkens gang. Jeg får hurtigt udviklet en kravleteknik hen ad boardet, der godt nok skræller huden af mine knæ, men som bringer mig op at stå i et par sekunder, før jeg støder på strandkanten. Martin er (vist nok?) galant, lader mig komme først, og tager endnu et par hovedspring fra sit board, sluger 10 liter havvand, før han står plantet med begge ben på boardet. Guiderne jubler. Aftalen var, at vi kun skulle betale, hvis vi kom op at stå.

Men vi gjorde det. Og vi skal helt sikkert gøre det igen! Måske er der en lille-bitte chance for, at vi en dag bliver de sejeste surfere. Måske.