Trekking Arkiv - Mette & Martin Rejser

Artikel: På snesko i Østrigs Alper

Mette — Sun, 03 Nov 2019 08:16:59 +0000

Med snesko kan du vandre overalt i snedækkede landskaber, og teknikken tager kun få minutter at lære. Her fortæller vi om en vandretur på snesko i de østrigske Alper, der bød på fredsfyldte naturoplevelser, god motion og massevis af uberørt sne.

[Artiklen har været bragt i Spejder Sports magasin, 2019.]

Jo højere op vi kommer, jo mere ligner dalen under os et alpeidyllisk nisselandskab. Vi svæver i en kabelbane og har på behagelig vis udsigt til toppen af de sneklædte bjerge, der skal lægge ryg til dagens sneskovandring.

I en stejl og glidende bevægelse stiger vi på få minutter lidt over 1.000 højdemeter. Fra den lille landsby Waidring og op til bjerget Steinplatte, der med sine 1.869 meter er en del af det populære skiområde Kitzbüheler Alpen i Tyrol.

”Servus”, lød den østrigske hilsen fra de andre i kabinen, da vi steg ombord. De er alle iklædt fuld skiuniform med stive støvler og store hjelme, og vi møffer lidt rundt, så der er plads til deres gear. Et øjeblik føler vi os til sammenligning lettere underdressed i vores vintertøj, vandrestøvler og snesko i hånden. Men langt mere frie.

En oldgammel opfindelse

Da vi første gang hørte om, at man kan tage på vandreture om vinteren med snesko på, havde vi lidt svært ved at forestille os, hvordan de egentlig fungerede. Umiddelbart kom vi til at tænke på barndommens Anders And og de tennisketcher-lignende plader, han spændte på fødderne.

Meget har nu forandret sig siden verdens mest kendte and travede af sted i dyb sne. Hvilket han i øvrigt gjorde i fodsporene på historien. For snesko er en oldgammel opfindelse. Den ældste snesko, man har fundet, er omkring 5800 år gammel og dukkede op ikke langt fra en jævnaldrene mumie, der lå indefrosset i en gletsjer på grænsen mellem Østrig og Italien.

Oldtidens snesko bestod af en birkegren, der var bøjet sammen til en oval ramme med strenge af sejlgarn. I dag er udstyret en hel videnskab på linje med ski og en selvstændig sportsdisciplin. Der findes tilmed både verdensmesterskaber og arktiske vinterlege med deltagelse af Kongehusets egen Pingo, hvor der dystes i sneskoløb.

Befriende nemt

Du behøver dog langt fra at være typen, der dyrker elitesport for at benytte snesko. Tværtimod. Det attraktive ved sneskovandring er, at alle kan være med. Snesko – som ikke er sko, men mest af alt ligner korte, brede ski med pigge på undersiden – er hverken avancerede at montere eller teknisk svære at bruge.

Der findes flere forskellige mærker og modeller, og til vandreture i alper og fjelde bruges gerne snesko i hård plastik, som du spænder på dine egne støvler. Du stikker blot støvlesnuden ind under to remme og spænder en tredje fast bag anklen. Dertil et par vandrestave med brede trenser, så de griber fat i sneens overflade, og du er klar til et anderledes sneeventyr.

“som at gå med kæmpestore klipklappere i Sneen”

Teknikken er også let at lære. ”Træd en anelse bredere, ellers skal I bare gå helt normalt”, lød det fra vores guide Lisa Flatscher, da vi på turens første dag tog et par prøveskridt. Til at begynde med føltes det lettere gakket og som at gå med kæmpestore klipklappere spændt på støvlerne. Men efter få minutter tænkte vi ikke længere på sneskoene. Østrigs smukke vinterlandskab stjal al opmærksomheden.

Off-piste på snesko

Tilbage på Steinplatte-bjerget er vi steget af kabelbanen og klar til at tage hul på turens tredje dag med sneskovandring. Vi får hurtigt spændt sneskoene på og stikker fluks af fra de andre turister med ski. De sidste par dage er vi blevet fortrolige med udstyret, og selvtilliden bliver ikke mindre af, at vi vandrer i hælene på Lisa.

Lisa er opvokset ved Waidring, uddannet bjergguide og arrangerer vandrerture både sommer og vinter. Hendes kulør afslører, at hun bruger mere tid ude end inde, og vi oplever, at hun navigerer lige så hjemmevant i bjergene, som vi gør i vores barndomsgader. Heldigvis! For efter et par minutter drejer vi fra pisten og ud i et uberørt landskab dækket af knap to meter sne.

“Følelsen af at være de første, der træder i den sprøde sne, er magisk.”

Alt er hvidt. Her er ingen afmærkninger. Ingen menneskeskabte spor før vores. Og vi aner ikke, hvad vi går ovenpå. Skridt for skridt bevæger vi os længere og længere ud i et terræn, hvor hverken ski, snowboards eller snescootere kan komme. Vi er helt alene, og følelsen af at være de første, der træder i den sprøde sne, er magisk.

Bløde fald og let til fods

”Kniirk, rrrrtsssj, ploouff”, lyder det hver gang vi løfter knæet, tager et skridt og sænker foden ned i den bløde sne. Lyden af sneskoene er det eneste, der bryder den vidunderlige stilhed. Til gengæld er de grunden til, at vi kan vandre her og komme frem overalt.

Vi vandrer over åbne plateauer med panoramisk udsigt til bjergene, langs dramatiske klippevægge, der skyder lodret mod himlen, og ind i en skov af høje nåletræer. Herinde har vinden puffet sneen rundt og formet hvide minibjerge mellem stammerne. Sceneriet minder om et vinterlandskab i Narnia, der i al sin råhed er eventyrligt smukt.

”Plouufff!”

Med en barnlig begejstring lader vi os for sjov falde bagover i en af de store snedriver. Vi synker ned i sneen, der smyger sig om kroppen som en fluffy dyne, så kun sneskoene stikker op. Lettere kluntet kommer vi tilbage i lodret position og kan konstatere, at det er langt nemmere at falde end at rejse sig op.

Sneskoene bliver trofast siddende på støvlerne, og da vi igen er gående på begge ben, er det skønt at fornemme, hvor let og ubesværet vi faktisk vandrer ovenpå den meterdybe sne. Uden snesko var vi sunket i til over anklerne. Nogle steder dybere. Og så havde vandreturen været en slidsom fornøjelse!

Tips til teknikken

”Begynder I at rutsje på vej ned, kan I vippe den bagerste støvlesnude i sneen. Så fungerer den som bremse”, forklarer Lisa, da vi står på kanten af en skrånende bjergside. Selvom sneskovandring primært består af at sætte den ene fod foran den anden, findes der et par tips til teknikken, der gør det lettere at forcere alpint terræn.

Udover at træde lidt bredere, så du undgår at spænde ben for dig selv, skal du bruge din egen vægt til at udnytte sneskoens greb i sneen. Når du går opad, skal du bøje lidt i knæene og læne vægten frem på den forreste fod. Er sneen glat og iset, kan du trampe hårdt, så piggene hakker sig fast i underlaget.

Skal du nedad, skal vægten være på bagerste fod. Og går det stejlt nedad, som den bjergskråning vi står ved, kan du gøre som Lisa: Hun tager et skridt ud over kanten og demonstrerer, hvordan hun halvt går og halvt surfer ned ad bjergsiden med den bagerste støvlesnude som ror og bremse.

”Husk at gå i jeres egne spor”, minder hun os om, da det er vores tur. Jo mere løs sne, jo mere bliver vi bremset. Det er kun, når vi vandrer på jævne stræk og gerne vil spare på kræfterne, at det flasker sig at gå på række. Lidt efter er vi begge kommet ned ad bjergsiden uden problemer. Kun Mette måtte en enkelt gang sætte sig på numsen. Den fungerer glimrende som både airbag og anker.

Udfordringer og lavinefare

Selvom sneskoene gør det langt lettere at vandre i den pudderbløde sne, er det stadig god motion. Varmen breder sig og kinderne bliver røde, mens kroppen arbejder som en motor, der bringer os fremad i det sneklædte bjerglandskab. Skridt for skridt falder vi ind i en fælles rytme og et tempo, der føles helt meditativt.

På turen får vi også prøvet forskellige udfordringer af. Vi hopper over rislende vandløb, klatrer over væltede træstammer og op ad en skråning, der er så stejl, at vi næsten kravler på alle fire. Grebet fra sneskoene er fast, og udover en naturlig høj puls ved anstrengelserne har vi ingen hjertebankende oplevelser.

Vi kan kun komme i tanke om én ting, der kunne udfordre vores sikkerhed: risikoen for laviner, når man vandrer off-piste. ”Her er ingen fare på færde”, forsikrer Lisa os, mens vi betragter, hvordan vores spor skaber ændringer i landskabet. Ved kanten af sneskoene skabes bittesmå snekugler, der ruller sig lidt større på vej ned ad skråningen. De tegner porøse streger i den løse sne.

“Små snekugler ruller sig større og tegner streger i den porøse sne.”

Lisa kender vejrforholdene og området. Derfor vandrer vi heller ikke altid i en lige linje, da hun ved, hvad der af og til gemmer sig under sneen. Store vandløb, forræderiske snebroer og andre ting, som du ikke kan se med det blotte øje. ”Rådfør jer altid med de lokale, hvis I bevæger jer væk fra de markerede ruter”, lyder hendes anbefaling.

Grænseløs udsigt

Efter halvanden times vandring når vi turens højdepunkt. En alpetop i grænselandet mellem Tirol, Salzburg og tyske Bayern. Herfra åbenbarer sig et formidabelt view udover dybe dale og sneklædte bjerge, og i horisonten stikker Wilder Kaisers savtakkede tinde op, som kronen på værket. På en solskinsdag havde vi også kunne se helt til Italien.

“Stilheden og skønheden
er kræs for sanserne.”

Små, bløde snefnug begynder at dale ned fra himlen og smelter, når de lander på tøjet. Temperaturen er lige omkring nulpunktet. Det er ikke koldt, men når vinden viser sig, bider den i kinderne, og snefnuggene stikker. ”Det er tid til te”, foreslår Lisa. Vi søger læ ved en klynge af nåletræer, og Lisa hiver en termodunk og tre kopper op af rygsækken.

Snebygen synes nu ikke at stilne af, og vinden blæser op, så efter tepausen sætter vi hurtigt i gang igen for at holde kroppen varm. Vi vandrer et stykke langs bjergryggen og må af og til stoppe for at nyde udsigten. Stilheden og skønheden er kræs for alle sanserne. Først da vi lidt senere nærmer os pisten, hvorfra turen begyndte tre timer tidligere, kan vi høre og se andre mennesker.

Vintereventyr i sigte

Da vi igen sidder i kabelbanen, kan vi se tilbage på en vandretur i et uspoleret vinterlandskab. Bogstaveligt talt. Vi kan nemlig se ned på vores egne spor, der tegner sig som mørkeblå linjer i den hvide sne.

Havde vejret været bedre, kunne vi sagtens have taget en madpakke med i rygsækken og nydt en heldagstur på snesko. Heldigvis venter en ny dag i morgen, og Kitzbühel har mange flere alper, der kalder på at blive udforsket på snesko.

Lisa har foreslået en rute, hvor vi selv kan vandre op ad et bjerg – og så tage turen ned igen på kælk. Med sneskoene spændt på rygsækken. Det fantastiske ved snesko er ikke kun, at det er en nem måde at vandre steder, vi ellers kun har mulighed for at opleve om sommeren. Det er også friheden til at sammensætte dagen, præcis som vi har lyst.

Udstyr til sneskovandring

Snesko

Snesko minder mest af alt om korte, brede ski med pigge på undersiden. De er lavet af hård plastik og spændes på vinterstøvlen ved hjælp af remme. Interessen for sneskovandring er vokset de seneste par år. Du kan derfor ofte købe snesko ved de fleste større skisportssteder og i velassorteret friluftsbutikker. Prisen varierer efter mærke eller model, men kan fås fra ca. 500 kroner. Eller du kan leje snesko fra ca. 100 kroner pr. dag.

Støvler

Til snesko anbefales det at bruge vandtætte vandrestøvler, der går op over anklen og har en solid sål. Alternativt kan du også bruge vandtætte vinterstøvler. Vi brugte vandrestøvler foret med Gore-Tex (Salomon Quest 4D).

Gaters

Går turen off-piste eller i dyb sne er det en fordel at bruge gaters. De korte leggins lukker af for sneen, så den ikke finder vej ned i støvlerne. Er du iklædt almindelige vandrebukser, fungerer de også som et ekstra varmt lag.

Vandrestave

Vandrestavene er et must. Udover at aflaste knæ og ben, gør de det også nemmere at holde balancen i den ujævne sne. Sæt brede trenser på spidserne, så stavene griber fat i overfladen af sneen og ikke stryger igennem, som en spids pind.

Vintertøj

Klæd dig gerne i flere lag, så du er forberedt på skiftende vejrforhold. Et godt tip er at bruge merinould som det inderste lag, da det både fungerer som temperaturregulerende og svedtransportende. Husk også en god skaljakke, der er regn- og vindtæt, samt hovedbeklædning og handsker.

Buff

Det strækbar halsrør fylder ingenting i rygsækken og er genialt som både halstørklæde, hue og håndledsvarmere. Har du let ved at fryse, kan du få en ekstra tyk Buff med fleece på indersiden.

Rygsæk

Det er en god idé at tage en let dagsrygsæk med til lidt skiftetøj. Husk også vand, solbriller, solcreme, læbepomade og evt. energirige snacks, hvis du planlægger mere end et par timers vandring.

Favorit beklædning

Udover langærmede undertrøjer i merinould var vores favoritbeklædning på turen en Micro Puff-jakke fra Patagonia. Jakken er ultralet, men varm og vindtæt og holdt tør i let snevejr.

Gode ruter til sneskovandring

Sneskovandring i Østrig

Vi vandrede ved Pillerseetal, Fieberbruun og Steinplatte, der er en del af de populære Kitzbühel-alper i Tyrol. Kitzbühel har fire skiområder med et stort netværk af pister på i alt 1088 kilometer og mange gode vandrestier (Winter, der kan benyttes om vinteren. Disse kan du bruge som udgangspunkt og vandre videre ud fra på egen hånd. Læs mere om sneskovandring i området her på Østrigs Turistbureaus hjemmeside.

Vælg din egen rute

Det er klart sjovest at tage på sneskovandring i høj, uberørt sne, og med snesko kan du stort set vandre overalt. Vær opmærksom på, at du ikke må gå på pister eller i etablerede skispor. Spørg gerne de lokale, hvor det er muligt at gå, før du begiver dig af sted.

Off-piste

Ta’ en kabelbane op til en piste, og mens resten af familien står på ski, kan du vandre ud i det omkringliggende vinterlandskab. Vandrer du ved en piste, skal du gå i kanten, så du ikke ødelægger de præparerede spor.

Sikkerhed

Lad være med at begive dig ud på egen hånd eller udenfor de markerede stier, hvis ikke du kender terrænet. Under den meterdybe sne kan der gemme sig vandløb, snebroer, stejle skråninger og andre ting, du ikke kan se med det blotte øje. Rådfør dig med de lokale eller tag på en arrangeret tur, så du er på den sikre side.

Guidede ture

Interessen for sneskovandring er vokset, så der er flere muligheder for at komme på arrangerede ture ved de større skisportssteder. Du kan også tage på såkaldt sneskosafari, hvor guiden fortæller om flora og fauna og kigger efter spor fra dyrelivet. Vi kan anbefale guiden Lisa Flatscher, hvis du vandrer ved Pillerseetal. Læs mere på hendes hjemmeside HER.

Med fakler og kælk

Vil du gerne tilføje lidt ekstra eventyr til din sneskovandring, kan du tage på en guidet tur med fakler om aftenen og spise aftensmad under stjernerne. Eller du kan vandre op til toppen af en kælkebakke, spænde sneskoene på rygsækken og kælke ned. De såkaldte rodelbahns i Østrig er ofte et par kilometer lange, og kælkene er gratis at låne. Læs mere her på Østrigs Turistbureaus hjemmeside.

Rejseinfo

Bedste tidspunkt

Sæsonen for sneskovandring er i princippet lidt længere, end når du står på ski, da du også kan vandre steder, hvor der kun er lidt eller sporadisk sne. Oplevelsen er dog langt sjovere, når du vandrer i dyb, knirkende og uberørt sne.

Transport

Du kan køre direkte i bil til Kitzbüheler Alpen i Østrig på ca. 13 timer eller flyve til München, Innsbruck eller Salzburg, hvorfra der flere forskellige transportmuligheder. Vi fløj fra København til München (1,5 time) og kørte med minibus tur/retur mellem lufthavn og hotel (3 timer).

Overnatning

Der findes et hav af familieejede bjerghytter og overnatningsmuligheder ved Kitzbüheler Alpen. Er du på jagt efter et sted, hvor du kan kombinere aktiv vinterferie med wellness og halvpension, kan vi anbefale Sportsresort Hohe Salve, der ligger lige ved siden af pisten i Hopfgarten. Læs mere HER.

Lækre links

Berlingske: 3 skiområder i Østrig
Tirol.com: Videoguide til sneskovandring
Rejseblog ‘Hike My Heart Out’: Sneskovandring i Schweiz
Kitzbühel: Vintervandring og sneskovandring
Østrigs Turistbureau: Tips til oplevelser uden ski

Indlægget Artikel: På snesko i Østrigs Alper blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Guide: Vandretur rundt om Mont Blanc – fra hytte til hytte

Mette — Sun, 01 Jul 2018 21:03:17 +0000

Hvad kræver det egentlig at vandre rundt om Mont Blanc? Hvordan er stierne, hvilket udstyr er uundværligt, og hvad bør man vide på forhånd? Her besvarer vi alle de spørgsmål, vi selv havde før vores vandretur.

Tour du Mont Blanc er med god grund blandt Europas mest ikoniske vandreruter. Men er det overhovedet realistisk at vandre hele vejen rundt om Vesteuropas højeste bjerg, når man er ny i bjergvandring, aldrig har prøvet at vandre flere dage i træk og samtidig har en snert af højdeskræk?

Omtrent således lød nogle af vores spørgsmål, inden vi selv drog af sted. Motiveret af drømmen om at vandre rundt om Mont Blanc tog vi i sommeren 2018 udfordringen op og begav os af sted. Projektet lykkedes! Over syv dage vandrede vi rundt om Mont Blanc og gennemførte vores hidtil hårdeste, men også mest uforglemmelige vandreferie.

Undervejs lærte vi en masse om ruten, stierne og hvad det kræver at vandre i bjergene. Vi blev klogere på udstyr, beklædning, sovefaciliteter, måltider og daglige rutiner. Nu har vi samlet hele molevitten her og håber, at vi kan hjælpe andre, der enten overvejer eller forbereder sig til på en vandretur i Alperne.

Lige bag os – lige dér, hvor Mettes højre hånd er i vejret – lyser Mont Blancs brede, hvide tinde op på den blå himmel.

Om ruten

Tour du Mont Blanc (TMB) er en alpeidyllisk rute, der udfordrer fysikken, men hverken kræver guide, avanceret udstyr eller den helt store erfaring. Ruten går i en aflang cirkel rundt om Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc, og strækker sig i sin helhed over knap 170 km, hvilket svarer til at vandre fra København til Odense.

Mont Blancs 4.808 m høje top rejser sig over et imponerende bjergområde i Alperne, der kaldes for Mont Blanc-massivet. Det rækker ind over tre landegrænser – Frankrig, Schweiz og Italien – og består af enorme gletsjere og intet mindre end 400 bjerge. Ruten bringer derfor ikke alene vandrere gennem et fabelagtigt og varierende bjerglandskab, men også gennem forskellige lande med hver deres særpræg.

Selve Mont Blancs snedækkede tinde kan dog være svær at spotte fra alle turens etaper. Udover at toppen er flad og bred og ikke spids, som børn tegner savtakkede bjerge, så står Mont Blanc skulder mod skulder med 40 andre rivaliserende tinder, der stikker over 3.000 m i vejret og nogle gange stjæler det direkte view til Alpernes konge. Men netop dét gør kun oplevelsen endnu større. For udsigten er evig foranderlig og konstant dragende.

Forskellige ruter

Siden naturforskeren Horace Bénedict de Saussure, som den første vandrede rundt om Mont Blanc i 1767, har tusinder fulgt i hans fodspor. I dag findes der derfor flere versioner af den officielle rute. Nogle er sværere end den oprindelige, andre lettere. Alt efter hvilken du vælger, kan du gå hele rundturen på mellem 9-12 dage. Eller springe et par etaper over ved at benytte de lokale busser, der kører mellem bjergbyerne langs ruten.

Vi sprang selv to etaper over og vandrede i 7 dage. Som nybegyndere udi bjergvandring ville vi ikke kaste os ud i for stor en mundfuld. Men nu ved vi, at vi snildt kunne have klaret hele den lange tur. Er du selv i tvivl, men vil samtidig virkelig gerne vandre hele distancen, kan du overveje at tage en fridag, når du passerer gennem en af de større byer, fx Charmonix (Frankrig) eller Courmayeur (Italien). Find info og kort over forskellige ruter HER.

Tourstart

Den franske Chamonix-dal er det klassiske udgangspunkt og ditto endestation for vandreturen rundt om Mont Blanc. Du kan dog også snildt begynde andre steder eller blot nyde en enkelt etape, fra hvor du nu engang befinder dig. Uanset hvad er Chamonix et godt sted at tanke op. Her er masser af hyggelige hoteller, restauranter og sportsbutikker.

Overnatter du i Chamonix, kan du benytte dig af de gratis busser, der kører mellem byerne i dalen. Du skal blot bede om et buskort af dit hotel. Derudover kan du også udforske Mont Blanc-massivet fra oven ved at tage verdens stejleste kabelbane. Den kører op til Aiguille du Midi-bjerget på 3.842 meter, hvorfra du har et fascinerende panorama udover et landskab af bjergtoppe. Læs mere HER.

Med eller mod uret?

Oprindeligt blev Tour du Mont Blanc etableret som en rute, du vandrer mod urets retning, hvilket de fleste forsat vælger at gøre. Vores tur bragte os den modsatte vej, og for os synes det kun at være en fordel. Det betød, at vi slap for at gå i gåsegang efter andre. Men især var det belejligt, når vi var usikre på, hvorvidt vi var på rette kurs, og hvilke udfordringer, der ventede forude. Her kunne vi spørge de forbipasserende, der netop havde tilbagelagt den vej, vi skulle.

Komfort-trek

Vi valgte en såkaldt komfort-udgave af Tour du Mont Blanc, hvor et rejsebureau havde planlagt en rute og på forhånd sendt os vandrekort samt en Topo-guide. Derudover havde de booket overnatningsstederne og sørget for at vores bagage blev fragtet fra hytte til hytte hver dag. Det gav os friheden til at vandre på egen hånd, men uden at vi skulle bekymre os om at planlægge en overkommelig rute, finde husly hver aften eller slæbe på fuld oppakning.

Hvad er en Topo-guide?

Ehm, hvad er en Topo-guide, tænker du måske? For det gjorde vi. Ordet kommer af ’topografi’, der er et geografisk udtryk for det at beskrive landskabet – dvs. højde, kendetegn og omgivelser. Topo-guiden er en form for skattekort, der beskriver landemærker undervejs på stien og således hjælper dig på rette vej.

Kunsten at finde vej

Når man nu hverken har været spejder eller orienteringsløber, er man så fortabt, hvad angår at læse vandrekort? Inden afrejse var vi spændte på, om vi selv kunne finde vej gennem bjergene. En bekymring, der heldigvis var lige så unødvendig som GPS’en på vores iPhones. Ved hjælp af rejsebureauets Topo-guide, kort med aftegning af ruten og den officielle afmærkning ude på stierne lykkedes det os at finde fra hytte til hytte hele vejen rundt om Mont Blanc uden problemer.

Officelle kort

Tour du Mont Blanc er aftegnet på to officielle kort, der tilsammen viser hele vandreruten. De hedder hhv. ‘Chamonix Massif du Mont Blanc‘ (3630 OT) og ‘St. Gervais‘ (3531 ET).

Afmærkning af ruten

Tour du Mont Blanc er officielt afmærket med en blanding af rød-hvide og gul-sorte tegn eller grønne cirkler med forkortelsen TMB. Du finder tegnene malet på alt fra sten til træstammer. Og de steder, hvor flere stier mødes, står der ofte skilte, der anviser retning, højdeangivelser og vandretid til nærliggende landemærker, bjergpas og byer.

TMB med guide

Foretrækker du få en vandreguide, der kan vise vej og samtidig fortælle lidt nærmere om naturen og området? Så findes der flere rejsebureauer, der arrangerer guidede grupperejser rundt om Mont Blanc fra ca. 5.000 kroner. Her kan du også vælge, om du selv vil bære din bagage eller få den fragtet mellem overnatningsstederne hver dag.

TMB på egen hånd

Den gode afmærkning af stien og de mange overnatningsmuligheder langs ruten gør det nemt for de lidt mere erfarne selv at planlægge og vandre rundt om Mont Blanc. Hele turen gennemføres oftest på mellem 9-12 dage. Bogen ’The Tour of Mont Blanc’ af Kev Reynolds er en populær guide, der fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide om rute, bookning af hytter, praktisk og historisk info.

Vandrestier

Det vi syntes allerbedst om ved Tour du Mont Blanc er, at du sjældent vandrer på asfalt eller trafikkerede veje. Ruten fører dig over vidstrakte og himmelhøje bjerglandskaber, hvor biler ikke kan komme frem. Du kommer gennem nåleskove og blomsterenge, langs dybe dale og brusende floder, over sneklædte tinder og vindomsuste bjergpas.

Stierne er primært en blanding af skovveje, bjergstier og enkelte steder smalle bjergkamme. I løbet af turen vil dine vandrestøvler gå på alt fra hård grus, store sten, kantede klipper og blød græsjord, men også gennem vandløb og længere strækninger med sne, trærødder og løse sten. Derudover krydsede vi en enkelt hængebro over en stor bjergflod.

Nogle gange kan du se stien så langt, at den blot ligner en blyantstreg i horisonten. Andre gange bugter den sig rundt om grønne bjergsider eller forsvinder bag højdedraget på en stejl stigning. Hist og pist krydser du spor med andre stier, men ofte findes der kun den ene. Så det eneste, du skal koncentrere dig om, er, at sætte den ene fod foran den anden. And enjoy the show!

Bedste tidspunkt

Sæsonen strækker sig fra midt juni til midt september. De fleste vandrer Tour du Mont Blanc i juli og august. Vejrmæssigt er det nogle super måneder, men grundet rutens store popularitet er det værd at overveje, om du kan vandre turen før eller efter højsæsonen. Nogle steder er stierne smalle og kan skabe flaskehals ved megen vandretrafik. Husk at book hytterne i god tid, da de hurtigt bliver fyldt.

De fleste guides anbefaler derfor slut august og begyndelsen af september, som det mest optimale tidspunkt. Her er der færre vandrere på stierne, sneen er smeltet og rutens beskaffenhed er god. Men vejrmæssigt er det også begyndt at blive lidt køligere og dagene kortere.

Vi vandrede turen i slutningen af juni, hvilket førte et par mindre udfordringer med sig, da der stadig lå en hel del sne på stierne og smeltevandet forøgede strømmen i de små vandløb. Til gengæld mødte vi færre vandrere, og så stornød vi udsigten til bjergenes smukke farver. Forårets grønhed struttede, blomsterne var sprunget ud og de mange øer af sne lyste op i stærk kontrast til de granitgrå og grønne kæmper.

Find officielle opdateringer på rutens beskaffenhed HER.

Hvad kræver det at gennemføre

Sværhedsgrad

TMB er klassificeret til en sværhedsgrad 3-4. Den kræver hverken tekniske forudsætninger, avanceret gear eller flere års erfaring. Men vandrer du uden guide, er det en fordel, hvis du har prøvet at vandre lidt før. Den største udfordring er dog den fysiske, da du stort set kun vandrer på stejle stier, der bringer dig omkring 650-1500 højdemeter op – og det samme ned. På én etape.

Etapernes længde

De enkelte etaper er typisk omkring 14-25 km og tager 5-7 timer at gennemføre, hvis du i gennemsnit vandrer med 3,5 km/t uden pauser. Det lyder usædvanligt langsomt, men etaperne går gennem et bjergrigt terræn, hvor flade strækninger er en sjælden delikatesse. Derfor skal du regne med at vandre i søndagstempo.

Højeste punkt

Afhængigt af valg af rute vandrer du dagligt over bjergpas i op til 2.600 meters højde. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det hverken er etapernes længde eller højeste punkter, men det samlede antal højdemeter op og ned på en dag, der tærer mest på kræfterne. Heldigvis bliver anstrengelserne så rigeligt belønnet i form af vidunderlige views!

Hver dag gik vi sammenlagt omkring 1.600-2.200 højdemeter, og lægger du hele turens samlede antal højdemeter sammen svarer det til at bestige Mount Everest. Efter Tour du Mont Blanc kan du tilføje omkring 10.000 højdemeter til din logbog – og klappe dig selv på skulderen!

Forberedelse

Du behøver ikke at være ekstremsportsudøver for at gennemføre TMB. Men jo bedre din kondition er, jo mere overskud vil du have til at nyde turen. I et fladt land som Danmark er det dog svært at træne til bjergvandring, så en kombination af puls- og styrketræning 3-4 gange om ugen er optimalt. Brug weekenderne på lange vandreture i bakket terræn, hvor du også kan gå dine vandrestøvler til og afprøve dit udstyr.

Højdeskræk

Det er meget individuelt, hvad der trigger folks angst for højder. Martin har en snert af højdeskræk, der prikker ham på skulderen ved synet af lodrette skrænter på åbne bjergpas. Men han havde ingen problemer ved at vandre rundt om Mont Blanc. For her vandrede vi hovedsagligt over brede bjergrygge og langs skrånende bjergsider. Kun ganske få steder gik vi på smalle bjergkamme med dybe fald, men ingen af dem føltes angstprovokerende at passere. Det mest udfordrende sted var der boltet jerntråd ind i bjergvæggen, som man kunne holde fast i som ekstra sikkerhed.

Overnatning og måltider

Hytter

Vælger du et komfort-trek, hvor du får bagagen kørt, sover du primært i hytterne nede i dalen, hvor chaufføren kan komme til med bil. Etaperne bringer dig derfor fra en dal, over et bjergpas og ned igen på den anden side. Her kan du vælge at sove i sovesal eller på eget værelse, hvilket koster lidt mere. Bad og toilet er gerne fælles.

Vandrer du med egen oppakning, kan du vælge at gå etaper, som bringer dig fra toppen af bjergpas, ned i dalen og op igen. Heroppe kan du sove i nogle af de alpeidylliske hytter, der har bjergtagende views og kun er åben i sommerperioden, da de om vinteren er ufremkommelige grundet sne. Oftest ligger de ret afsides, hvor biler ikke kan komme frem, så hytterne tilbyder gerne et lidt mere rustikt ophold og en seng i sovesal.

Find mere info om hytterne HER – og se dem placeret på et interaktivt kort HER.

Sovefaciliteter

Er du typen, der sover let, er det en god idé at medbringe natbriller og ørepropper – især hvis du skal overnatte i sovesale. Tjek på forhånd også om hytterne har håndklæder samt sengetøj til rådighed. Sover du på privat dobbeltværelse, er der ofte håndklæder og dyner. Sover du på sovesale, skal du regne med at medbringe egen lagenpose, som du kan bruge under sengetæppet.

Morgenmad

Hytterne langs vandreruten tilbyder som regel halvpension og kører nogenlunde efter samme setup, der er tilpasset vandreres rutiner og behov. Morgenmaden sættes frem i spisesalen mellem klokken 7-8, og buffeten består typisk af toastbrød, smør, ost, marmelade, frugt, cornflakes med mælk samt kaffe og te. Ta’ en termokande med hjemmefra, hvis du vil have kaffe med i rygsækken. Vi så flere, der fik lov til at tanke op i køkkenet, inden de satte af sted.

Frokost

Alt efter hvilken rute du vælger, kommer du i løbet af dagen forbi hytter, hvor du kan købe drikkevarer og frokostretter a la omelet, tærte og sandwich samt låne toilettet. Hytterne har dog kun åbent i højsæsonen. Så tjek gerne om det frokoststop, du har udset dig for dagen, har åbent.

Vi foretrak at medbringe vores egen frokost, så vi selv kunne vælge, hvor og hvornår vi ville spise. På disse kanter kommer du sjældent forbi et supermarked, så vi forudbestilte hver aften en sandwich i hytterne, som køkkenet gjorde klar om morgenen. Ofte kunne vi vælge mellem en baguette med forskelligt fyld eller en lidt større frokostpakke, der også indeholdte snacks som frugt, chokolade og juice. Vores sandwich kostede mellem 3-12 €.

Aftensmad

Hytterne serverer aftensmad omkring klokken 19-19.30. Den består gerne af en treretters menu fra det lokale køkken, hvor du kan vælge mellem to-tre forskellige varianter af hovedretten med enten rødt kød, fjerkræ eller et vegetarisk alternativ. Tilbehøret er ofte pasta eller polenta og lidt grøntsager. Forretten er typisk varm suppe, og desserten er kage eller is med frugtsalat.

Drikkevarer

I hytterne kan du købe et udvalg af sodavand, øl, vin og enkelte sjusser. Ude på stierne kan du finde enkelte vandkar, hvor der strømmer rent bjergvand gennem hanen, men du kan ikke regne med, at de er tilgængelige eller i brug. For en sikkerheds skyld bør du derfor medbringe nok væske til dagens vandring.

Tips til gear og tøj

Vandrestøvler

Vælg vandrestøvler fremfor -sko. Vi var virkelig glade for den solide sål og den ekstra støtte omkring anklerne, især når vi vandrede på stejle stier, klipper og sten. Og så slap vi også for at bekymre os om våde sokker, når vi gik gennem sne og vandløb.

Vandrestave

Vandrestave er et must. Udover at aflaste knæ og ben, gjorde de det også langt nemmere at forcere ujævnt underlag, løse sten og sne, hvor det var overraskende nemt at ryge på røven på grund af stiernes hældning. Derudover var de en betryggende støtte, når vi gik på smalle stier. Vælg evt. nogle vandrestave, som kan foldes sammen, så du nemt kan spænde dem fast på din rygsæk, når du ikke har brug for dem.

Buff

Buff’en blev hurtigt vores bedste ven. Det strækbær halsrør i merinould fyldte ingenting i rygsækken og var genial som alt fra halstørklæde, hue og pandebånd, når temperaturen pludselig faldt eller vinden var kølig. Vi havde to styk med hver og brugte dem også til at lune hænderne på kolde morgener eller en let hovedbeklædning, der kunne skærme mod den stærke sol.

Vandretøj i flere lag

I bjergene er vejret hurtigt omskifteligt, og i løbet af en dag oplevede vi svingende temperaturer fra 10-25 grader. Et godt tip er derfor at klæde dig i tre lag. Det inderste lag må gerne være i merinould, da det fungerer svedtransporterende og temperaturregulerende. Derefter er en god fleecetrøje et hit og yderst en skaljakke, der er regn- og vindtæt. Husk hat, solbriller og solcreme, da solen er skarp.

Favorit beklædning

Vi elskede vores langærmede trøjer i merinould. De var lune under jakken, når det var koldt, og tilpasse at vandre i, når vi svedte og havde det varmt. Men især erfarede vi, at når man bruger vandrestave, får man nemt forbrændte underarme, da de hele tiden er eksponeret for solens stråler. Den langærmede trøje gjorde det let at rulle ærmerne enten op eller ned, alt efter hvor kraftigt solen skinnede.

Tre-i-en bukser

Vi blev også fans af Fjällrävens lange vandrebukser, der kan lynes af til shorts, så vi nemt kunne skifte undervejs, når temperaturen steg og faldt. En smart detalje er, at du også kan bruge de separate benklæder som ’gaiters’, hvis du er iklædt shorts og får brug for at beskytte de bare ben i højt græs eller sne.

Din egen vandkilde

Selvom vi foretrækker at købe så lidt gejlet grej som muligt, blev vi virkelig glade for at have såkaldte Hydraulics Reservoirs med i rygsækken. Vandposerne kunne indeholde op til 2 liter vand og gjorde det via en gummislange, der hang på brystet, nemt løbende at tage små slurke af vand. Vi kunne drikke, uden at vi skulle slippe vandrestavene eller have fat i rygsækken hver gang. Det er overraskende anbefalelsesværdigt!

Forkæl dine fødder

Det er dem, der skal bære dig hele vejen rundt om bjerget. Vi gav dem ekstra pleje hjemmefra med fodbade og fodcreme, så huden ikke var tør og revnet. På selve turen gav vi dem lidt talkum, inden vi trak sokker og støvler på. Det hjalp huden med at forblive tør og blød – og der var ingen os, der fik vabler.

5 ting, vi lærte på turen

1. Must-haves

Gode vandrestøvler og vandrestave. Punktum. De er hele investeringen værd!

2. Langsommelighed er lykken

En guide fortalte os engang på en vandretur, at der er ingen stejle bjergstier, der er for hårde. Du skal bare sætte tempoet ned: “Sneglefart er en superpower”. Derudover er der ikke meget at bedrive, når først du er ankommet til hytten. Så brug hellere længere tid på at nyde udsigten i bjergene, mens du er der. Gå langsomt, kig dig omkring, tag en pause og sug landskabet ind. Det er absurd flot!

3. Hold dig opdateret

Som alle andre bjerge i verden svinger Mont Blancs humør som en kærlighedssyg teenager, og din vandretur kommer helt automatisk til at tage farve af det lunefulde vejr. Det kan slå om på ingen tid. Og det kan skifte gevaldigt mellem højderne. Så selvom solen skinner varmt i dalen, kan det godt være koldt oppe på bjerget – og omvendt, ikke mindst!

Derudover kan stiernes beskaffenhed ændrer sig pludseligt som følge af regn, sne og smeltevand. Tag dine forholdsregler alvorligt og spørg dig omkring, når du møder lokale eller andre vandrefolk på ruten. Generelt er det en god regel på alle vandreture, at du altid tjekker vejrudsigten og stiernes status på dagen, inden du går af sted. Dette er især vigtigt i bjergene, hvor den eneste garanti er, at der ikke findes nogle garantier. Doh!

4. Energiboost

Vi medbragte nøddebarer, som vi spiste som små energirige mellemmåltider, der skulle holde benene kørende. Efter frokost gik vi altid lidt kolde og fandt ud af, at cola var løsningen. Intet fungerer så effektivt som kombinationen af sukker og koffein!

5. Husk hyttesko

Ved ankomst til hytterne bliver du bedt om at stille dine vandrestøvler og -stave i et adskilt rum. Nogle hytter har en kurv stående med badetøffler, crocs og klipklappere, som du kan låne. Alternativt skal du have egne skiftesko med, som du kan tøffe rundt i resten af aftenen.

Rygsæk til dagsvandring

At vælge rygsæk kan være en udfordring. Den skal matche dine behov, din smag og samtidig passe til din kropsform. Derudover er det sværeste næsten at finde den rigtige størrelse, især til bjergvandring. Den skal hverken være for lille, så du mangler plads, men ej heller for stor, så du slæber på for meget.

Martin og jeg har to forskellige dagsrygsække til to forskellige behov. Martins rygsæk er en LowePro Whistler BP 350 – en solid sag, der er lavet til fotografer. Mettes er en LowePro Photo Sport BP 300 og er lavet til aktive rejsende, der gerne vil have et kamera med på ferien. Ingen af rygsækkene er optimale til fx langdistancevandring eller fuld oppakning, men tilsammen matcher de vores behov, når vi er på dagsvandreture.

Vores pakkeliste:

Dagsrygsæk – gerne med indbygget regnslag
Topo-guide
Kort over ruten
Vandrestave
Skaljakke (vind- og regntæt)
Læbepomade
Solcreme
Solbriller
Kasket
Buff (2 stk. hver)
Vandreservoir
Frokost
Snacks
Affaldspose
Kamera
iPhone
Schweizerkniv
Et lille førstehjælpskit med vabelplaster, sportstape, lommetørklæder

Rejseblog om vandreturen

Tour du Mont Blanc var den første vandretur, hvor vi vandrede flere dage i træk og fra hytte til hytte. Som novicer i bjergvandring lærte vi en hel del om vandrelivet. Derfor er vi påbegyndt en lille føljeton om turen, hvor vi fortæller om oplevelserne og viser en masse billeder til inspiration for andre som os. Indtil videre kan du læse om:

Ankomsten:

Vi fortæller om vores tanker før vandreturen. Om forventninger, bekymringer og udfordringer. Derudover fortæller vi lidt historisk info om ruten, Mont Blanc og hvorfor det også kaldes for ’dødens bjerg’. Gulp! Læs HER.

Etape 1:

På første etape lærte vi, hvad det kræver at vandre i bjergene. Vi fortæller både om fysiske udfordringer, risici, vandretempo og uundværligt gear. Og så bliver vi vildt betaget af landskabet! Læs HER.

Etape 2:

Anden etape bød på uventede udfordringer og blandet vejr. Her fortæller vi om, hvordan en typisk dag forløber – fra morgen til aften. Om praktiske detaljer, vandretøj til bjergene, hytter og dagens måltider. Læs HER.

Rejseinfo

Transport

Du kan enten køre i bil til den franske Chamonix-dal, hvor du fx kan parkere gratis ved byen Le Tour – eller flyve til Geneve Lufthavn, hvorfra der er flere forskellige transportmuligheder. Vi kan anbefale ’Mountain Drop-offs’, der tilbyder individuel transport med minibus. De kører tur/retur mellem lufthavnen og direkte til dit hotel. Køreturen tager ca. halvanden time og koster 35 € pr. person hver vej.

Pris

Den samlede pris for vores rejse var 7.700 kr. pr. person. Prisen er inkl. flybillet, transport til/fra lufthavnen og en såkaldt ‘komfort-pakkerejse’, der inkluderede overnatninger med halvpension og eget dobbeltværelse, fragt af bagage, vandrekort og en Topo-guide, der beskrev ruten. Derudover betalte vi selv for hotelophold både en dag før og efter vandreturen samt frokost (ca. 3-12 € pr. person hver dag) og drikkevarer.

LÆKRE LINKS

Officiel TMB hjemmeside: Tour du Mont Blanc
Officiel hjemmeside for Chamonix-dalen: Chamonix

Indlægget Guide: Vandretur rundt om Mont Blanc – fra hytte til hytte blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Etape 2 – om daglige rutiner, påklædning og pakkelister

Mette — Sun, 24 Jun 2018 08:14:01 +0000

De schweiziske alper gjorde os selskab på anden etape, hvor landskabet og stierne var lige så varierende som vejret. Her fortæller vi om, hvordan en typisk dag ser ud på Tour du Mont Blanc – om praktiske detaljer, vandretøj til bjergene og hvad man får at spise i hytterne.

Da vækkeruret ringer klokken kvart i syv om morgenen, hverken lyder eller føles det som ferie. Kroppen er lettere mør og har i løbet af natten transformeret sig til et tredimensionelt landkort over muskler, vi havde glemt fandtes. Især omkring knæene kan det mærkes, at vi er langt væk fra pandekageflade Danmark.

Hjemmefra har vi trænet op til turen ved at vandre lange ture i bakket terræn. Vi indrømmer blankt, at det er optimistisk at forberede sig til bjergvandring i et land, hvor et af de højeste punkter er Himmelbjerget. Det klinger jo i sig selv af storhedsvanvid at kalde en bakke på blot 147 meter for … et bjerg! Eller ’The Sky Mountain’, som det direkte kan oversættes til, og altid udløser et grin hos folk fra andre lande, når vi fortæller om det.

Lettere søvndrukne slår vi dynerne til side og trækker gardinet fra i det lille dobbeltværelse. Kapow! Udsigten til de grandiose bjerge, der rejser sig mod himlen lige uden for vores vindue, er slående. Og nu vælter det ind med dugfriske minder fra gårsdagens oplevelser og den berusende følelse af at vandre i de vidtstrakte landskaber. Bedre benzin findes vist ikke.

Ivrige efter at se, hvad næste etape bringer, kommer vi hurtigt i tøjet og går i gang med at pakke taskerne. Imens begynder regngrå skyer at trække sig sammen på den blå himmel. Vejret ulmer, og forude venter en lille udfordring, vi ikke havde set komme …

Pakning af rygsæk

Som nybegyndere udi bjergvandring har vi valgt en såkaldt komfort-udgave af Tour du Mont Blanc (TMB). Hjemmefra har vi købt en pakke gennem et rejsebureau, der har planlagt en rute og sørget for, at vores bagage bliver fragtet fra hytte til hytte. På den måde har vi friheden til at vandre på egen hånd, men uden at skulle bekymre os om at finde husly hver aften eller slæbe på fuld oppakning.

Ikke at vandreturen dermed er nem. Ruten består af bjergrige etaper, der sammenlagt bugter sig over 10.000 højdemeter og sjældent byder på flade stræk. Gud havde tydeligvis glemt vaterpasset, da han skabte Alperne. For oftest går stierne enten op eller ned. Lige ud findes stort set ikke. Så jo mindre vægt på ryggen, jo bedre – hvis du spørger os.

Gud haVDE tydeligvis glemt vaterpasset, da han skabte Alperne.

Hver morgen pakker vi derfor to tasker. En stor taske med al vores habengut, der bliver kørt til næste hytte, og en lille rygsæk, der kun indeholder de mest nødvendige ting til dagens vandring. Småting såsom kort over vandreruten, solcreme, solbriller, drikkevand, frokost, snacks og kamera. Derudover skal der være lidt ekstra plads i rygsækken til skiftetøj.

Vandretøj til bjergvejr

Vejret i bjergene er en lunefuld fætter. Det er hurtigt omskifteligt, og temperaturene svinger mellem 10 og 25 grader. Det er køligt om morgenen, når vi går af sted ved 8-tiden, og bliver varmere op ad dagen. Samtidig kan det være en vindrig fornøjelse af passere åbne bjergpas, så det er godt at have et varmt lag på, selvom turen derop i sig selv er en svedig fornøjelse.

Mette iklædt alle tre lag af ‘vandreuniformen’. Den gennemsigtige slange, der hænger ned foran brystet, er røret til en drikkepose på 2 liter, som vi hver især har i rygsækken. Et såkaldt Hydraulics Reservoir, der gør det langt lettere løbende at tage små slurke vand.

Fra morgenstunden iklæder vi os derfor tre lag tøj, som skulle vi vandre gennem flere årstider på bare én dag. Inderst har vi en langærmet trøje i merinould, der både fungerer som et svedtransporterende og temperaturregulerende lag. Dernæst en hættetrøje i fleece/merino, og med i rygsækken har vi en skaljakke, der er regn- og vindtæt.

Vi tager overraskende ofte tøj af og på – og i forskellige kombinationer – i løbet af dagen. Så de mest praktiske beklædningsgenstande bliver hurtigt vores favoritter. Det er fx første gang, vi har ejet lange bukser, der kan lynes af til shorts – og vi er vilde med dem! Derudover er Buff’en, et strækbart halsrør, uundværligt. Det fylder ingenting i tasken og fungerer både som halstørklæde, pandebånd og håndledsvarmer, når det er køligt, og en let hovedbeklædning, når solen er skarp.

Inden vi tog af sted var påklædning noget af det, som vi var mest i tvivl om. Men hvis der var én beklædningsgenstand, som viste sig at blive vores favorit, så var det Fjällrävens vandrebukser med lynlås, som gjorde det nemt at skifte ude på ruten.

Morgenmad i Alperne

Iklædt vandreuniform mangler vi kun at fylde energidepoterne op. Spisesalen ligger i stuen og er et højtloftet rum med lange borde, voksduge og store spejle på hvidmalede vægge. Sammenlignet med turens andre overnatningssteder er indretningen på vandrehotellet La Grande Ourse det mindst alpeidylliske. Men det er rent, rummeligt og funktionelt i bedste schweiziske ordenstil.

En gruppe af vandrere har allerede indfundet sig rundt omkring ved bordene og sat sig på de samme pladser, som køkkenmutters papirlapper med navne dikterede i går. Selvom det føles lettere kontrollerende med den konforme bordplan, gør den uden tvivl livet lettere for alle. Pladsen er trang i højsæsonen, og planen sikrer, at der ikke opstår stoledans.

Vi kan genkende de fleste fra middagen i går og hilser godmorgen, inden vi går i buffeten. Helt klassisk for overnatningsstederne langs vandreruten er hotellet inklusiv halvpension, og alle hytter kører nogenlunde efter samme setup, der er tilpasset vandreres rutiner og behov. Morgenmaden sættes frem i spisesalen fra klokken syv til otte, og buffeten består typisk af toastbrød, smør, ost, marmelade, frugt, cornflakes med mælk samt kaffe og te.

Efter vi er tanket op på kulhydrater og koffein, henter vi vores frokostsandwich, som vi har bestilt aftenen før, i køkkenet. Derefter afleverer vi den store bagage i receptionen og sikrer os, at de grønne mærkater med rejsebureauets logo sidder på, så chaufføren kan finde dem blandt stakken af tasker. Vi er tydeligvis ikke de eneste, der har valgt komfort-versionen af Tour du Mont Blanc.

Langt fra hverdag

En time efter vi er stået op, trækker vi forventningsfulde rygsækkene på. Forude venter en ny etape, og det eneste de hver især har tilfælles er, at de bringer os fra bunden af en græsklædt dal, over høje bjergpas og ned igen på den anden side. I dag venter en vandretur på 18 km og lidt over 2.000 meter høje bjergpas. Men det bliver ikke turen derop, der byder på dagens udfordring. Det bliver turen ned.

Lidt uden for landbyen finder vi TMB-sporet, svinger over asfaltvejen og ind på en smal sti, der går op mod Col de la Forclaz – dagens første bjergpas i lidt over 1.500 meters højde. Det betyder, at vi skal vandre knap 300 meter op i løbet af den næste times tid. Og det på et tidspunkt af dagen, hvor vi normalt sætter os ned foran computeren i hvert vores kontorlandskab.

Kontrasten mellem vandreferie og hverdag kan vist ikke være større.

Stien snor sig stejlt op gennem en tæt nåleskov, og vi bliver gentagende gange overrasket over, hvor hurtigt den rodknoldede skovsti bringer os højt til vejrs, når vi af og til kan kigge ud gennem rammen af grønt. Det er en fabelagtig udsigt. Til dalen under os og til bjergene i horisonten.

Svært at regne ud

Efterhånden som vi nærmer os passet, jo mere stenet bliver stien, og jo mindre tæt bliver skoven. Først nu kan vi mærke små regndråber falde forsigtigt fra himlen over os. ”Skal vi vædde med, at det stopper, hvis vi tager regntøj på”, siger Martin. De sidste 5-10 minutter har vi diskuteret, hvorvidt det regner nok til, at vi gider skifte – og imens er regnen taget til.

Det er et væddemål, jeg godt gider, Martin vinder!

Vi beslutter at skifte hættetrøjerne ud med regnjakker og krænge regnslag udover rygsækkene. Mens vi møffer rundt, kommer et andet par stridende op ad den stejle sti bag os. De har talt om præcis det samme, fortæller manden med et forpustet grin. Regn eller ej, så er tøjskiftet en velkommen pause.

Længere fremme begynder stien endelig at flade lidt ud. Vi kommer gennem skoven og ud til et åbent plateau med grønt græs og små søer, og for første gang har vi et frit udsyn til bjerglandskabet, der omgiver os. Regnskyerne hænger lavt på himlen, som grå guirlander mellem de hvide spidse tinder. Det ser olmt ud. Men det regner ikke.

1-0 til Martin.

Frokost med udsigt

Midt på dagen slår stien et sving op over et højdedrag og åbenbarer et view udover en bølgende grøn bjergside. Det giver et sug i maven at kunne se så langt og samtidig ikke se andet end bjerge. Vi befinder os 2.049 meter over vandets overflade. Under os snor stien sig som en tynd tråd gennem landskabet og forbi en gammel gård, der ligger idyllisk midt på bakken.

Det er Alpage de Bovine, vores frokoststop. Her er en lille stenhytte lavet om til et rustikt spisested, hvor vandrere kan købe retter a la omelet, tærte og baguette og forrette sin nødtørft. I løbet af ugen passerer vi på hver etape bjerghytter som denne. Oftest køber vi blot en kop kaffe eller en cola og låner toilettet. For vi foretrækker at medbringe vores egen frokost, så vi selv kan vælge, hvor og hvornår vi vil spise.

Mens vi vandrer mod hytten, brænder solen gennem skyerne. Jeg kigger tilbage på Martin, som griner af mig. Jeg smiler så stort, at jeg ligner en flækket træsko. Det er bemærkelsesværdigt, så hurtigt vejret kan skifte i bjergene. Men hurra for det! For nu kan vi spise vores sandwich siddende i græsset – i det fineste solskin og med et uforglemmeligt panorama. Vi har klaret dagens opstigning. Herfra går det storset kun nedad bakke.

Vi spiste frokost med udsigt til Martigny-dalen, der i gamle dage var opsamlingssted for de store mængder af is, som blev fragtet ned fra bjergene og kørt videre med tog til de store byer, bl.a. Paris. En virksomhed, der ophørte efter køleskabene blev indført i 1940’erne.

Stien, der forsvandt

Vi kan høre det, før vi det ser. Vand, der fosser ned ad en stenet bjergside. Indtil nu har vores største bekymring været, om vi overhovedet kunne komme rundt om Mont Blanc på grund af vinterens usædvanligt store mængder af sne. Vi havde egentlig ikke tænkt så meget over, at vi befinder os i bjergene på den tid af året, hvor sneen smelter, og vandet galoperer en vej: nedad.

Vi har netop tilbagelagt en lettere strabadserende nedstigning. En stejl skovsti med løse sten ovenpå grov grus. Rrrrrtttssschhh … Vi rutsjede konstant og ufrivilligt, som var stien en bølge og vores støvler et surfbræt, der blev revet med af naturens kræfter. Uden vandrestave var vi røget på røven. Mange gange.

Derefter ændrede stien sig til store, kantede klippesten og udfordrede balancen på ny. Det føltes, som om vi legede jorden er giftig, når vi med store skridt trådte fra sten til sten. Og nu står vi her. Stien har ført os gennem et tæt buskads og ud til en lysning, hvor den forsvinder under en bred tunge af frådende vand. Det er svært at se bunden under det vilde vandløb, der forsætter lukt udover en skrænt.

Gulp!

Martin kanter sig langs det grønne i forsøget på at finde et sted, vi kan krydse over. Lidt længere oppe træder han prøvende ud i vandet, der hvirvler rundt om bunden af hans støvler. Det er tryk på strømmen, men den er langt fra så voldsom, at han ikke kan stå imod. Skridt for skridt træder han fra sten og sten og peger, hvor jeg kan følge efter.

Vi griner fjoget af hinanden, da vi uden problemer er kommet over på den anden side. Vandløbet både lød og så langt værre ud, end det var. Vi finder hurtigt tilbage på stien, og herfra venter en langt mindre udfordrende vandretur. Sidste del af etapen går ad grusveje i nåleskove og brede jordstier omkranset af lårhøje bregner. Og over flere mindre vandløb, som vi vader igennem, som har vi aldrig gjort andet.

Når du vandrer i begyndelsen af sæsonen (midt juni), fører det et par mindre udfordringer med sig i form af både snedriver og smeltevand. Men udsigten til det varierende landskab er det hele værd. Øerne af sne lyser op i stærk kontrast til bjergenes grønne og granitgrå farver. Det ser vanvittigt flot ud!

Aftensmad i hyttesko

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Relais d’Arpette, vores hytte for natten. Her guider receptionisten os ned i kælderen, hvor vi både finder vores bagage og et adskilt tørrerum, hvor alle vandrere skal stille deres støvler. En pikant lugt af sure sokker afslører en af de praktiske årsager til, at alle bedes parkerer fodtøjet her.

Vi hopper i vores medbragte skiftesko, som vi har lagt klar øverst i den store taske, og bærer vores ting op på værelset. De fleste bjerghytter tilbyder primært overnatning i sovesale og køjesenge, men med i vores komfort-pakke følger eget dobbeltværelse. Bad og toilet er fælles.

Vi tager et hurtigt bad og tøffer en tur i baren. For der er intet, der smager så godt, som en kold øl efter syv-otte timers vandring og til udsigten af de selvsamme granitgrå kæmper, der har gjort os selskab. Den næste øl bliver akkompagneret af planlægning for morgendagen. Vi læser rutebeskrivelsen, tjekker vejrudsigten og forudbestiller frokostsandwich hos køkkenet.

Aftensmaden serveres klokken 19 og er en alpeidyllisk version af familiefester i et forsamlingshus. Hver aften får vi serveret en trerettersmenu fra det lokale køkken, ofte med mulighed for at vælge mellem to-tre forskellige varianter af hovedretten. Forretten er typisk en varm suppe. Hovedretten består af kød, pasta eller polenta og lidt grøntsager. Og desserten er kage eller is med frugtsalat.

Det er svært ikke at være begejstret over konceptet. At spise trerettersmenu hver dag. Men hvor familiefester ofte fortsætter med musik og dans til langt ud på natten, fortsætter vandrefolket direkte på hovedet i seng. I bjergene er Ole Lukøje arbejdsløs. Vi falder i søvn i samme moment, kinderne rammer puden. Og vi vågner først, da vækkeuret ringer.

FAKTA:
DAGENS ETAPE

I vandreguiden, vi har fået af rejsebureauet, står der anført forskellige data om dagens etape – bl.a. hvor lang den er, og hvor mange timer den tager at gennemføre, hvis du i gennemsnit vandrer med 3,5 km/t uden pauser.

For at give et mere realistisk billede af vandreturen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.

Etape 2

Rute: Fra Trient til Arpette
Kilometer: 17,5 km (25 km)
Højdeforskel: 1000 m op / 700 m ned
Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 372
Højeste punkt: 2049 meter
Tid: 5-6 timer (8 timer)

Overnatning

Trient: La Grande Ourse
Arpette: Relais d’Arpette

Indlægget Rejseblog: Etape 2 – om daglige rutiner, påklædning og pakkelister blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Etape 1 – på vandretur rundt om Mont Blanc

Mette — Sat, 23 Jun 2018 06:03:16 +0000

Første etape på vandreturen bragte os fra Frankrig til Schweiz, langs snedækkede bjerge og gennem storslåede landskaber. Vi lærte, at lykken er langsommelighed – og at det ikke er teknisk svært at vandre på bjergstier, men muligt at brække en finger på en blomstereng.

Den idylliske forestilling om, at ‘Tour du Mont Blanc’ foregår ubesværet af en jævnt bakket sti, udfordres allerede fra begyndelsen. Siden vores vandrestøvler forlod asfalten ved den lille bjergby Le Tour og trådte forventningsfulde ind på rutens første etape, har den lille skovsti kun ført os stejlt opad. Op. Op. Op …

→ Læs: Første del i føljetonen om vandreturen her

Sveden pibler frem på panden, mælkesyren nipper i benene og pulsen banker på. Vi hiver let efter vejret, mens vi grinende bekræfter hinanden i, at anstrengelserne uden tvivl skyldes, at vi ikke er vant til den tynde luft. Mmmhh … Helt sikkert, Sherlock! Vi har ikke en gang krydset trægrænsen endnu.

Tryk på billederne for at se dem på fuld skærm.

På den første time har vi tilbagelagt knap 300 højdemeter og befinder os nu på en bjergside i lidt over 1.800 meters højde. Udsigten er vanvittig smuk! Mont Blanc-massivets snedækkede tinder lyser hvidt mod den blå himmel og står i skærende kontrast til Chamonix-dalens grønne landskab.

Heroppefra kan vi kun skimte byen, hvorfra vi begyndte dagens etape. Husene ligner små prikker for foden af bjergene, der rejser sig som et granitgråt amfiteater. Selvom endorfinerne sandsynligvis giver os et ekstra skud af lykke, er vi helt høje over udsigten. Det er lidt vildt at tænke på, at vandreturen kun lige er begyndt.

En lunefuld fætter

På vej herop snoede den første del af stien sig gennem en lysegrøn skov. Her var især birketræerne synligt mærkede af, at vinteren har været usædvanlig voldsom. Den har ikke kun vist tænder. Den har også bidt hårdt. For flere træer var knækket midt over og stod med splintrede toppe.

Synet mindede os om, hvad der muligvis kan blive turens største udfordring længere oppe. Her er nogle af stierne forsat lukkede på grund af vinterens store mængder af sne, og få dage før vores afrejse fra Danmark var der advarsler mod at krydse bjergpassene på tredje, femte og sjette etape.

Etapen i dag skulle dog være tiptop for to bjergnovicer som os. I går aftes forhørte vi os blandt de lokale, der kender stierne og er opdaterede på forholdene: ”Det er en skøn vandretur til Trient, glæd jer”, lød det beroligende – men altid i kombination med et godt råd: ”Spørg, hvordan stierne ser ud længere fremme, når I møder andre på ruten.”

“Sladrehanken er
din bedste ven i bjergene!”

Generelt er det god skik blandt vandrefolk at udveksle informationer. For ligesom alle andre bjerge i verden er Mont Blancs humør lunefuldt 365 dage om året. Vejret er uforudsigeligt, hyppigt omskifteligt og påvirker stiernes tilgængelighed. Den optimale måde at få de bedste opdateringer om ruten er derfor at tale med dem, der netop har vandret på de stier, der venter på dig.

Jeps, sladder løber altid hurtigt – også i bjergene, hvor der hverken er wifi eller mobildækning. Nu håber vi blot på, at de andre vandrere bringer godt nyt. Hvis vi er heldige, har solen smeltet den værste sne, inden vi skal krydse turens højeste og mest udfordrende bjergpas.

Da vi opdagede vores superpower

De næste par timer slanger stien sig over vidstrakte bjerglandskaber, gennem blomstrende bakkedrag og langs sneklædte toppe. Nogle gange kan vi se stien så langt, at den blot ligner en blyantstreg i horisonten. Andre gange bugter den sig rundt om grønne bjergsider eller forsvinder bag højdedraget på en stejl stigning.

Det bider let i balderne, og vi pruster af anstrengelse. Vi indrømmer gerne, at vi ikke ligefrem er i vores livs bedste form, men det her er alligevel overraskende hårdt! Den største udfordring er dog udelukkende ikke at stoppe op hver femte minut, blot for at tage endnu et foto af omgivelserne, der kun synes at blive smukkere, vildere og mere imponerende, jo længere og højere op vi kommer.

Det gør det umuligt at gå særligt stærkt, når blikket kører i pendulfart mellem stien, udsigten og view-finderen i kameraet. Vi formår akkurat kun lige at sætte den ene fod foran den anden. En. Fod. Ad. Gangen. Tempoet falder, det samme gør pulsen – og så falder tiøren!

Snegletempo
er en superpower!

Ah! Lykken er at vandre langsomt! Indtil nu er vi travet begejstret af sted i et unødvendigt højt tempo. Selvom stierne næsten konstant går stejlt op eller ned, er det hverken teknisk svært eller hjernedødt hårdt at vandre på bjergstierne – når blot vi tilpasser tempoet.

Det trick lærte vi faktisk på en vandretur i Østrig, hvor guiden afslørede hemmeligheden bag at gennemføre bjergrige etaper: Hastværk er lastværk og snegletempo en superpower! Og som bonus kan vi nyde landskabet ekstra meget, ekstra længe. Vi skal bare nå at være fremme ved den næste hytte inden kl. 19, hvor aftensmaden serveres. Det når vi nok …

Au revoir, France!

Dagenes vildeste view og højeste punkt er Col de Balme. Et bjergpas på 2.191 m, hvor vi kan se tilbage på Frankrig og de grønne dale, hvorfra vi kom – og frem mod Schweiz og en v-formet kløft mellem to bjergsider, hvor stien forsætter ned mod dalen og landsbyen Trient. Dagens endestation.

Vi står præcis på grænsen
mellem to lande.

Det er vildt betagende at kunne spejde ud over den ene bjergtop efter den anden og på tværs af landegrænser. Så inden det er tid til at vandre videre, gør vi som alle de andre, der har klaret turen til tops. Vi hiver den medbragte madpakke op af rygsækken, sætter os i græsset og gumler os gennem hver vores baguette, mens vi grådigt æder udsigten med øjnene.

Dagens nedtur

De sidste to timer er dagens mest udfordrende. Skridt for skridt bærer vores ben os mere end 900 højdemeter nedad, hvor især de sidste par kilometer er de hårdeste. En smal sti snor sig stejlt nedad, serpentinersving efter serpentinersving, og gennem en tæt nåleskov med et ujævnt underlag af trærødder og rullende småsten.

Her kan selv de bedste vandrestøvler forvandle sig til rulleskøjter på et øjeblik. Vi er faktisk kun lige begyndt på nedstigningen, da Mette ganske ufrivilligt demonstrerer, hvor hurtigt det kan gå. Som en tegnseriefigur hænger hun pludselig i luften og flagrer med arme og ben. Men tyngdekraften har allerede vundet. Bump!

For første gang forstår vi for alvor fordelen ved at bruge vandrestave. De gør sandsynligheden for at ryge på røven mindre og aflaster samtidig kroppen på de stejleste nedstigninger. Det mest logiske er jo at tro, at det er hårdere at gå op end ned. Men den fejlagtige forestilling kunne ikke være længere væk fra virkeligheden end lige her. Her gør det naller i knæ og ben.

Synet af bjergsiden, vi netop er vandret nedad, forklarer en hel del. Den er virkelig stejl! (Bemærk, hvordan Mette holder et fast greb i sine to nye bedste venner, vandrestavene!)

Endestationen

Vi jubler, da skoven endelig åbner sig til en jævn blomstereng. Stien flader ud og fører os mod et brusende vandløb, der er knap fire meter bredt. Strømmen er stærk, og de mest oplagte trædesten er for langt under vand til at kunne bringe os tørskoet over på den anden side. Vi vælger i stedet at fortsætte langs vandløbet med håbet om at finde et bedre sted at krydse over.

Lidt længere fremme møder vi en gruppe italienere, som vi har hilst på flere gange ude på dagens etape. Noget er galt. En af kvinderne sidder i græsset og ser lettere fortumlet ud. Da vi spørger, om hun er ok, om de har brug for hjælp, stikker hun sin hånd i vejret som svar. Hendes ringfinger stritter i en yderst mærkelig og unaturlig retning.

Av, av, av!!!

Fingeren er tydeligvis fucked! Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt, men episoden minder os alligevel om at være påpasselige. Og altid bruge vandrestave! For du kan vandre over stejle, stenede bjergpas uden problemer, men snuble uheldigt i en blød blomstereng – og så er resten af vandreturen et afsluttet kapitel.

For os er det heldigvis kun første etape, der er ved vejs ende. Vi finder et mindre udfordrende sted at hoppe over vandløbet, og lidt efter er vi fremme ved en asfaltvej, der fører os den sidste kilometer til dagens endestation: Hotel La Grande Ourse, et familieejet bjerghotel i landsbyen Trient.

Her bliver vi snart klogere på ting, som også er en stor del af det at være på vandreferie: Fællesmiddag, pakkerutiner, hyttekultur og hvorfor der altid er ét rum, der lugter af sure tæer. Men mere om det senere. Nu vil vi fejre, at vi har gennemført turens første etape med en stor, kold øl!

Fakta:
Dagens etape

For at give et mere realistisk billede af turen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.

Etape 1

Rute: Le Tour (Frankrig) – Trient (Schweiz)
Kilometer: 14 km (22,3 km)
Højdeforskel: 850 m op / 900 m ned
Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 271
Højeste punkt: 2,191 meter
Tid: 5 timer (7 timer)

Dagens rute – fra hytte til hytte

Vi tog en bus fra hotellet i Argentière til P-pladsen i Le Tour (Chamonix-dalen, Frankrig), hvor etape 1 begyndte. Hvis du har overnattet i dalen, kan du få et buskort gratis af dit hotel. Vandrestien begynder fra P-pladsen foran kabineliften i Le Tour og går over Col des Posettes og Col de Balme til bjergbyen Trient (Schweiz).

Overnatning

Argentière: Hotel de la Couronne
Trient: Hotel La Grande Ourse

Lækre links:

Officielle opdateringer om stierne: Tour du Mont Blanc
Fakta om højeste punkt: Col de Balme
Chamonix: Vejrudsigten i dalen
Kort: TMB-ruten

→ Læs: Første indlæg om
vores vandretur rundt om Mont Blanc

Indlægget Rejseblog: Etape 1 – på vandretur rundt om Mont Blanc blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Ankomst til Mont Blanc – tanker før vandreturen rundt om bjerget

Mette — Fri, 22 Jun 2018 05:32:56 +0000

I sommerferien vandrede vi rundt om Mont Blanc. Fra hytte til hytte, gennem tre lande og op-og-ned over flere tusinde højdemeter. Dette er første afsnit i en føljeton, hvor vi fortæller om turen, de praktiske detaljer, udfordringerne og de uforglemmelige oplevelser, der ventede os ved bjerget.

“Det har været den værste vinter”, fortæller receptionisten og ryster på hovedet: “Jeg har aldrig set så meget sne i de 42 år, jeg har boet her”. Vi er netop ankommet til turens første hotel, og mens vi tjekker ind, småsludrer vi med hotelmutter om, hvad der har bragt os til den franske Chamonix-dal. Og hendes respons var ikke ligefrem dét, vi håbede på.

Tre timer tidligere var vi landet i Geneve lufthavn, og efter halvanden times køretur med minibus ankom vi til det alpeidylliske Hotel de la Couronne. Med en central beliggenhed i den lille bjergby Argentière er hotellet et optimalt udgangspunkt for vores vandretur rundt om Mont Blanc. En tur på knap 170 km, der går gennem Frankrig, Schweiz, Italien og over 2.600 m høje bjergpas. Den berømte rute har længe været på vores ’bucket list’, og denne sommer besluttede vi, at det var tid til at indfri rejsedrømmen.

Tour du Mont Blanc ER en af
VERDENS mest IKONISKE vandreruter.

”Hernede er sneen smeltet, men I skal være påpasselige … især dér hvor I skal op”, fortsætter receptionisten. Hendes bemærkning er uden tvivl velment, men har samme effekt, som når tandlægen konstaterer, at han lige har fundet et hul. Jeg behøver ikke engang at kigge på Martin for at vide, at hans smil også er stivnet. Modsat det chok, der ofte følger med tandlægeregningen, var vi dog forberedte på hendes melding.

Hjemmefra havde vi fulgt opdateringer på nettet, hvor lokale guider beretter om stiernes tilstand ved Mont Blanc. Og dagen før vores afrejse var nogle af stierne – helt usædvanligt for sommerens sæson – stadig lukket på grund af sne. Derudover lød anbefalingen, at flere stier kun måtte bruges, hvis man medbragte isøkse og spændte crampons på støvlerne.

”Isøkse og pigstøvler?!”

Gulp! Det lød jo mere som værktøj for Pingo og Sirius-patruljen end nødvendigt gear på en hyggelig sommerferie. Det mest alpinske udstyr, vi ejer, er vandrestave, støvler og en solcreme med faktor 50. Derudover kan hverken Martin eller jeg prale af at være garvede bjerggeder – eller på Kronprinsens liste over ’who to call’ for hans næste ekspedition.

Det er første gang vi skal vandre så mange dage i træk og endda på en bjergrig strækning, hvor det samlede antal højdemeter svarer til at bestige Mount Everest. Normalt kræver ruten dog hverken guide, avanceret udstyr eller evner som bjergbestiger. Men nu er spørgsmålet, om vi overhovedet kan gennemføre turen?

Dødens bjerg

Hvert år tiltrækker Mont Blanc tusindvis af mennesker, der elsker at vandre, cykle, stå på ski og klatre op på sneklædte tinder. Omkring 100 mennesker runder dagligt hver sommer den 4.808 m høje top. Så selvom Mont Blanc langt fra kan mænge sig mellem tinderne på verdens højeste bjerge, er den franske alpetop en af bjergbestigernes favoritter.

En popularitet, der også har medført, at Mont Blanc er det bjerg i verden, som har kostet flest menneskeliv. Siden det blev besteget for første gang i 1786 er mere end 2.000 mennesker døde under turen op eller ned fra toppen. Til sammenligning har omkring 300 mennesker mistet livet på Mount Everest; verdens højeste bjerg på 8.848 m.

De FATALE UHELD
har givet Mont Blanc TILnavnet:
‘Dødens Bjerg’

Det store dødstal på Mont Blanc skyldes især tre ting: Det er hverken besværligt at rejse til Mont Blanc, teknisk svært at bestige det og kræver heller ingen særlige tilladelser. Det får mange håbefulde mennesker uden tilstrækkelig erfaring og forberedelse til at gøre forsøget. Omend vi ikke skal bestige toppen, har visheden om de mange dødsfald plantet en god portion æresfrygt i os.

Alpernes hvide konge

Trægulvet knirker, da vi som to tunge pakæsler klemmer os ud af den lille elevator på hotellets anden sal. Med hver vores store ‘duffel bag’ på ryggen og en mindre rygsæk hængende på brystet har vi hænderne fri til at åbne værelsesdøren. Når vi skal vandre, skal vi dog heldigvis kun bære på den lille rygsæk. Vi har nemlig valgt en såkaldt komfort-version, hvor rejsebureauet transporterer den store bagage fra hytte til hytte, så vi kun skal slæbe på frokost, drikke, solcreme og den slags småting ude på ruten.

”En udsigt med wauw-effekt!”

Værelset er småt, men hyggeligt. Over sengen hænger et fotografi af de samme grandiose bjerge, der stjæler al opmærksomheden lige uden for vores vindue. Bjerge er sært fascinerende, og for mange har de samme forførende effekt som sirenernes sang. Det er nu ikke drømmen om at nå toppen, der drager os. Det er udelukkende fascinationen af at kunne vandre i en cirkel rundt om Europas højeste bjerg, der har lokket os af sted.

“Whut?!”, tænker du måske nu. Er Mont Blanc det højeste i Europa? Geografisk set er det faktisk uklart. Der hersker nemlig forskellige opfattelser af, hvorvidt Kaukasus-bjergene ligger i Asien eller Europa – og er du blandt tilhængerne af sidstnævnte (damn you!), er Mont Blanc ‘kun’ Vesteuropas højeste.

Vi taler om diskussionen, mens vi betragter bjerglandskabet uden for vores vindue. Det er kæmpestort! Så lige nu er vi klart tilhængere af udsagnet, at sandheden afhænger af øjnene, der ser. For os er Mont Blanc ikke alene det højeste bjerg i Alperne, det er uden tvivl også det højeste i Europa. Og det gør kun iveren efter at gennemføre vandreturen endnu større.

Mont Blanc er en del af et kæmpestort bjergmassiv, der består af 400 bjerge og rækker ind over tre landegrænser: Frankrig, Schweiz og Italien.

Et landskab af bjerge

Kigger du på Mont Blanc (eller Monte Bianco, ’Det hvide bjerg’, som italienerne kalder det) ser du måske ikke en ikonisk skønhed, som det fritstående Kilimanjaro eller kegleformede Fiji. Toppen er flad, bred og kan være svær at spotte. Bjerget er nemlig en del af et større massiv, som lægger sten, sne og is til 40 andre rivaliserende tinder, der stikker mere end 3.000 meter mod himlen.

massivet består af 400 bjerge
og 40 tinder på over 3.000 meter.

Men netop dét gør Mont Blanc til et vildt imponerende syn. På en vandretur rundt om bjerget er udsigten evig foranderlig og konstant dragende. Dertil ligger massivet som en aflang smørklat mellem tre lande, der er indbegrebet af alpeidyl, bjergtagende landskaber og god mad. Så det er virkelig ikke svært at forstå, hvorfor Tour du Mont Blanc er blandt verdens mest berømte vandreruter.

Tanker før tourstart

De seneste par år har vi været af sted på et par vandreture, og vi er mildt sagt blevet begejstrede for ferieformen. Især for vandreture i bjergene, der kombinerer fysiske udfordringer med store naturoplevelser. De gør det forbløffende let at glemme alt, der rimer på hverdag.

Tour du Mont Blanc bliver vores hidtil største vandreeventyr, og fra vores værelse har vi nu udsigt til de bjerge, som bliver vores følgesvende de næste syv dage. De troner majestætisk over den lille bjergby, og deres snehvide toppe tilføjer en synlig spændingsfaktor til vores tur. Vi er virkelig spændte på, hvad der venter os af oplevelser og udfordringer:

Kan benene klare mosten?
Gear og grej – har vi nu styr på det hele?
Har vi pakket for lidt eller for meget tøj?
Kan vi overhovedet finde vej i bjergene?
… eller bør vi droppe turen pga. sne?

I sidste ende er det nogle af de overvejelser, der gør vandreture til en stor oplevelse. Det er umuligt at vide, hvad der venter forude. Både af udfordringer og oplevelser. Men vi kan i udgangspunktet ikke gøre så meget andet end at tage en dag ad gangen og sætte den ene fod foran den anden. Og det har vi tænkt os at gøre i morgen …

Fortsættelse følger …

LÆKRE LINKS

Overnatning i Argentière: Hotel de la Couronne
Transport fra Geneve til Chamonix: Mountain Drop-Offs
Tour du Mont Blanc: Info om stierne på ruten
Kort: TMB-ruten

Indlægget Rejseblog: Ankomst til Mont Blanc – tanker før vandreturen rundt om bjerget blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Jungletrek på piraternes ø Ilha Grande

Mette — Sat, 12 Aug 2017 10:13:45 +0000

Engang var Ilha Grande beboet af pirater, spedalske og kriminelle. Meget har ændret sig på øen, der i dag er et fredeligt naturparadis. Vi besøgte den bilfri ø, der er et eldorado af trekkingstier i junglen og gyldne sandstrande – og masser af aber.

Det kommer vist næppe bag på nogen, at vi har en forkærlighed til eksotiske tropeøer. Kombinationen af varmen, den frodige natur og det turkisblå vand. Smagen af solmodne frugter, kolde cocktails på stranden og fornemmelsen af ølivets tilbagelænede atmosfære. Hele pakken har samme savlfremkaldende effekt på os, som bar hud har på blodtørstige myg. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at vi skulle besøge Ilha Grande på vores rundrejse i Brasilien.

Den lille store ø

Ilha Grande ligger tre timer fra Rio de Janeiro, og kigger du på et kort over Brasilien, ser øen forsvindende lille ud i sammenligning med Sydamerikas største land. Men faktisk betyder Ilha Grande ’Den store ø’ og er med sine 193 km2 områdets største. Skæver du til Danmark, er øen ca. dobbelt så stor som Amager.

Og det var herfra vi begyndte rejsen til Ilha Grande, altså fra Amager. Det tog præcis 24 timer fra vi forlod vores lejlighed til vi ankom til øen. Det er (muligvis?) sidste gang, vi tager så lang en rejse i ét stræk – med tre fly, en taxa og en båd! Men vi glemte alt om radbrækkede kroppe og latterligt jetlag, da vi endelig gik i land.

Det var som at træde ind
i en scene fra ”Skatteøen”.

Pirat-lignende skonnerter vuggede i det azurblå vand og bag den gyldne sandstrand skød et grønt bjerglandskab op. Bjergtoppene bølgede op og ned, som var de tegnet af en barnehånd – og den mest karakteristiske af dem alle, ”Pico do Papagaio”, lignede hovedet på en papegøje. Der skal ikke mange skefulde fantasi indenbords, før du synes, at Ilha Grande ligner et skattekort.

Den lille ‘tut’ til højre er Ilha Grandes mest berømte og ikoniske bjergtop ”Pico do Papagaio”. Det har fået sit navn, da det ligner hovedet på en papegøje.

Hængekøjetempo i byen

Som alle andre besøgende ankom vi med båd til den lille by Vila do Abraão, der for 20 år siden blot var en søvnig fiskerby – med to telefoner og tre små pousadas (Brasiliens svar på Bed & Breakfast). I dag er den vokset betydeligt og huser over 150 forskellige overnatningssteder samt små souvenirshops, rejsearrangører og restauranter.

Nu lyder det måske, som om Abraão er vokset til en større by. Men den kan mere sammenlignes med en charmerende landsby. Den fredelige ø-atmosfære er stadig intakt, selvom turisterne flokkes. Livet leves i klip-klappere og stress er et fremmedord. Her er ingen hoteller eller store resorter, og den eneste måde at komme omkring på de små veje er til fods eller på cykel. Tunge varer fragtes med små trækvogne.

På Ilha Grande er der nemlig ingen biler. De eneste køretøjer, der er tilladt, er øens politibil, skraldevogn og skolebus, der hver dag kører bumlende over bjerget til den anden side af Ilha Grande. Vel at mærke på øens eneste grusvej, som forbinder Abraão og den gamle fængselsby ved den smukke strand Dois Rois.

Vila do Abraao er den største by på den lille ø Ilha Grande. Her kører ingen motoriseret køretøjer på de små brostensbelagte gader og grusveje.

En dunkel fortid

Vi havde svært ved at forestille os, at Ilha Grande engang har været en ø, du nødigt ville besøge. Ikke desto mindre har det været virkeligheden helt op til slutningen af 90’erne, hvor der endeligt blev sat en streg i sandet for øens dunkle fortid.

Fra slutningen af 1500-tallet og et par århundreder frem var den brasilianske jungleø et skjulested for pirater, der var på jagt efter de mange tons guld som blev udskibet fra fastlandet. Senere blev den et sted, hvor man gemte illegalt smuglede slaver, og derefter en karantænestation, hvor man isolerede kolerasyge og spedalske. Og indtil 1994 husede øen i knap 100 år et fængsel, hvor nogle af landets farligste kriminelle sad.

Men det er netop Ilha Grandes mørke forhistorie, der har reddet øens unikke flora og fauna – fuldstændig som den vietnamesiske ø Con Dao, som vi besøgte i juleferien. Naturen har fået lov til at passe sig selv i hundredvis af år, og i dag er Ilha Grande et slaraffenland for naturentusiaster, eventyrlystne vandrefolk og badeglade gæster. Kort sagt – sådan nogle som os.

Vores badetøj kom dog slet ikke i brug. Godt nok er jeg halvt tysk, men der er ikke et gram af nudist gemt i mig. Ej heller Martin. Vi hoppede simpelthen ikke i vandet, fordi det var urimeligt koldt. Vi besøgte nemlig øen i Brasiliens vintertid. På det tidspunkt af året er vandet udelukkende for vante vinterbadere. Kort sagt – ikke os. Vi hoppede i stedet ud i andre eventyr.

Ilha Grande er en fredelig ø, men dykker du ned i historien og bevæger du dig ind i junglen, finder du ruiner, der afspejler øens dunkle fortid.

Trekking i junglen

Ilha Grande er en ø, der kalder på din indre Indiana Jones. For den største oplevelse gemmer sig nemlig, når du går på opdagelse i junglen via øens 16 afmærkede vandrestier. De snor sig gennem en uspoleret natur, over bjergtagende udsigtspunkter, forbi vandfald og hundrede år gamle ruiner, der er pakket ind i regnskov, og videre ud til de smukkeste, øde sandstrande.

Vi var vilde med at hike i junglen, hvor snoede rødder har skabt naturlige trappetrin og lianerne giver dig en hjælpende hånd, når stejle skrænter skal forceres. Jojo, ballerne nev og sveden piblede ved de mere udfordrende stigninger, men det glemmer man hurtigt, når omgivelserne er et frodigt festfyrværkeri af grønt og udsigtspunkterne giver dig følelsen af at være konge af Ilha Grande.Vi gik gennem skove af bambusstænger så tykke som bordben, under blade på størrelse med hovedpuder og over alt struttede stueplanter i kæmpeformat. Her og der puslede det i grenene, når små silkeaber kom ned for at kigge på de tobenede blegaber, og ofte kunne vi høre brøleaberne kalde. Det er mig en gåde, hvordan denne ganske nuttede udseende abe formår at lyde som …

et forhistorisk uhyre,
der growler til en dødsmetal-koncert!

Hvis ikke vi tidligere havde set den fredelige fyr med egne øjne i Costa Rica, var vi nok løbet skrigende ud af junglen ved lyden af det monstrøse brøl. I stedet var vi skrækkeligt ærgerlige over, at vi slet ikke fik brøleaberne at se, da Ilha Grande er en af de få øer i verden, hvor du kan opleve dem i den vilde natur. Læser du om andres oplevelser på øen, virker det som om, vi er blandt de få, der ikke fik set brøleaber. Konklusion: Vi må vist øve os lidt bedre på at tage på abe-safari.

Vil du gerne møde de små, søde silkeaber helt tæt på? På den lille sti mellem strandene Pouso og Lopes Mendes kommer de myldrende ned, hvis du stopper op og venter … De hænger typisk ud lige efter husene ved Praia do Pouso.

Verdens smukkeste strand

De vandreture, vi valgte, begyndte alle fra pladsen foran byens kirke. Stierne gik gennem junglen, kravlede over høje stigningerne i bjergene, langs forrevne klippekyster og førte ud til den ene postkortsmukke strand efter den anden. Ligegyldigt om vi så strandene oppe fra viewpoints eller fra kanten af kysten, gik vi altid lidt i trance over deres naturlige skønhed.

Men én strand gjorde særligt indtryk. Ikke alene er den kendt for at være Ilha Grandes favorit, men også kåret til at være blandt verdens 10 smukkeste strande: Lopes Mendes er omkranset af rå klipper, bølgende bjerge og vild regnskov. Sandet er hvidt, blødt og knirker, som går du i nyfalden sne. Og så er stranden knap 2 kilometer lang, så det er nemt at finde dit helt eget fredsfyldte spot.

Det er umuligt ikke at blive imponeret af naturen på den lille store ø. Ilha Grande er en fængslende oplevelse. Vi havde i hvert fald meget svært ved at rejse videre herfra …

VORES TIPS TIL ILHA GRANDE

Transport til Ilha Grande

Vi er langt fra de eneste, der har kastet deres kærlighed på jungleøen. Derfor findes der også flere rejsearrangører, som har daglige forbindelser fra både Rio de Janeiro og Paraty. Med bus og båd tager turen fra Rio ca. 3 timer og fra Paraty ca. 4 timer.

Alle vi snakkede med anbefalede rejsearrangøren Easy Transfer, der er blandt de billigste og sikreste. På deres hjemmeside kan du i øvrigt både booke og selv vælge rejseruten mellem områdets tre mest populære destinationer: Rio de Janeiro, Paraty og Ilha Grande.

Går turen mellem Paraty og Ilha Grande kan du springe busturen over og hoppe på en speedbåd, der sejler direkte på halvanden time. Det er vist en lettere bølgende og våd fornøjelse, så sørg for at have søsygepiller med og pak tasken ind i plastikposer.

Værelse med udsigt

Størstedelen af øens besøgende bor i byen Abraão, men der findes også mere isolerede overnatningssteder rundt omkring i de øde bugter. Vi valgte at bo i byen, som vi syntes var det perfekte udgangspunkt. Herfra var det nemt at tage på eventyr om dagen og gå på opdagelse blandt små spisesteder og butikker, når det blev mørkt i junglen.

Vi boede på Pousada Manaca, der ligger på stranden i 5 minutters gåafstand til byens centrum. Stedet kan varmt anbefales, især hvis du booker værelserne med havudsigt. Vil du lidt væk fra byen, opdagede vi Sagu Mini Resort og Asalem på en gåtur langs bugten. Begge steder er til dig, der stadig gerne vil bo i nærheden af byen, men have lidt mere luksuriøse og tropiske omgivelser end de klassiske 2-stjernede pousadas i byen. Er du til unikke overnatningssteder, har vi fået anbefalet denne lille øko-husbåd, der ligger i bugten ved byen.

Mætte maver og kolde cocktails

På en lille ø som Ilha Grande er udvalget af spiseoplevelser begrænset, men stort nok til at du aldrig vil gå sulten i seng. Restauranterne er simple og de fleste serverer enten frisk fisk, turistvenlige klassikere eller typiske brasilianske retter med masser af ris og bønner. Men vi fandt også et par spisesteder, som skilte sig ud.

Får du fx lyst til fyldt ravioli, skal du forbi øens bedst anmeldte restaurant Las Sorrentinas. Er du sulten som en bjørn, skal du sætte gaflen i de møreste bøffer hos Dom Mario. Og på stranden finder du de fleste fiskerestauranter, hvor Lua e Mar er kendt for at være øens bedste. Kommer du lige fra Rio og savner mere hippe omgivelser, så er den lille Ateliê Cafeteria et hyggeligt hangout med et lækkert menukort og kaffe lavet på espressomaskine.

Får du lyst til Brasiliens nationaldrik, caipirinha, så skal den selvfølgelig nydes i vandkanten på øens stemningsfulde strandbar, hvor vi – indrømmet! – tilbragte det meste af vores tid. Den hedder Cafe do Mar og ligger 5 minutters gang fra byen. Her kan du grave tæerne ned i det kølige sand, mens du lytter til bølgeskvulp og går i staver over den pastelfarvede solnedgang.

Rejsetidspunkt

Vi besøgte Ilha Grande i august, som er Brasiliens vinter og kan sammenlignes med en dansk sommer. Som regel er august en tør periode, men vi havde ret blandet vejr – alt fra bagende sol og blå himmel til silende regn og tungt gråvejr. Temperaturen svingede mellem 12 og 35 grader, men vandet var kun for vinterbadere. Til gengæld var der meget få turister og overnatningsstederne var billigere.

Foretrækker du tropiske nætter, masser af sol og varme dage i badetøj, bør du i stedet rejse i højsæsonen. I så fald skal du blot huske at booke en pousada i god tid, da de hurtigt bliver fyldt.

Jungletrekking
– med eller uden guide?

Vandrestierne er godt markerede og nemme at følge. Du kan derfor snildt begive dig af sted på dit eget jungle-eventyr. Husk blot at det hurtigere bliver mørkt i junglen, så sørg for at gå i god tid og medbring evt. lommelygte. Du behøver ikke professionelt udstyr, men blot et par gode kondisko og tøj, du kan bevæge dig i, samt en rygsæk med min. 1 liter vand, badetøj og et let håndklæde.

Herunder kan du se en oversigt over de 16 junglestier, som du også kan finde på en stor tavle på byens torv (mellem kirken og stranden). Skal du på en længere vandretur eller vil du gerne opleve en af stierne længere væk, kan du aftale turen med en lokal bådsmand, som kan sejle dig frem og tilbage til et aftalt sted.

Det er fx populært selv at vandre turen til Lopes Mendes eller Dois Rois, og så tage en båd tilbage. Ved Lopes Mendes er der stort altid en bådsmand at finde, men ved de andre vandreruter er det godt at aftale turen på forhånd.

Vandreturen fra Abraão til fængselsbyen ved Dois Rois går ad øens eneste grusvej. Vil du hellere vandre på mindre stier i den tætte jungle findes der en smutvej, som en af de lokale fortalte os om. Den finder du, når du ser denne lille bambusbænk. Turen kan virkelig anbefales.

Foretrækker du have en lokal guide med, findes der flere arrangører i byen. Er du vant til at vandre, kan du dog nemt gøre det alene. Den eneste tur, der kræver en guide, er øens mest populære, men også mest udfordrende tur til toppen af “Pico do Papagaio”. Her vandrer du af sted i mørket klokken 2 om natten for at ankomme til toppen ved solopgang.

Vi nåede at vandre lidt over 50 km på tre dage (T1, T10, T11 og T14), og vi kan bevidne, at du på ingen måde behøver at være superatlet for at udøve den samme præstation. Jojo, vi mødte endda et ældre par på over 70, som var på nogle af de samme vandre-eventyr som os. Sååå … der er vist ingen undskyldninger for at få lidt sved på panden og bevæge sig ud på øens mange junglestier.

Husk kontanter!

Der er ingen hæveautomater eller banker på Ilha Grande, så husk at medbringe nok kontanter. Nogle overnatningssteder og restauranter tager visakort. Men skulle du løbe du tør for kontanter, kan du alternativt tage en båd ind til fastland og hæve penge der.

Bjergtoppen “Pico do Papagaio”, der ligner hovedet på en papegøje, er øens stolte vartegn og mest populære hike.

Har du besøgt Ilha Grande?

Hvilke øer i verden drømmer du om at besøge?

Indlægget Rejseblog: Jungletrek på piraternes ø Ilha Grande blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Guide: Vulkaner og varme kilder ved La Fortuna

Mette — Mon, 14 Dec 2015 07:26:27 +0000

Costa Rica er beriget med hundredvis af vulkaner og vulkanformationer, der rejser sig majestætisk mod himlen og løber livgivende gennem det frodige land. Pak vandresko og bikini og tag på et ægte natureventyr ved La Fortuna.

Foto: Pixabay

Costa Ricas mest berømte vulkan er den kegleformede og 1633 meter høje Arenal, der indtil 2010 var en af verdens ti mest aktive vulkaner. Nu spyer den ikke længere rødglødende lava (læs mere her), men landskabet er stadig bjergtagende smukt med sin rå natur, vandfald og varme kilder. Det er også her, du finder nogle af Costa Ricas mest luksuriøse spahoteller og adrenalinpumpende aktiviteter. Alt sammen er centreret omkring den lille turistede by La Fortuna, der er områdets kommercielle centrum.

Rejseguide

Her har vi samlet vores bedste tips til, hvor du skal bo, spise og kaste dig i grams på naturen, der byder på nogle vilde eventyr, vulkaner og varme kilder.

Billedet er udlånt af Hotel Nayara

Hotel: Vulkansk view

Langs hovedvejen, der løber fra byen La Fortuna og rundt om Arenal Nationalpark, ligger nogle af Costa Ricas mest eksklusive hoteller – alle med hver deres postkort-panorama-udsigt til den sovende kæmpe. Tungt på tronen sidder det femstjernede Hotel Nayara Spa & Gardens, der af de indflydelsesrige rejsemagasiner Condé Nast Traveler og Travel + Leisure er voteret til at være blandt verdens bedste og mest romantiske hoteller.

Er din prioritet snarere selve naturoplevelsen er Arenal Observatory Lodge det eneste hotel, som ligger inde i selve nationalparken og tættest på vulkanen. Lodgen minder om et opgraderet vandrehjem og blev oprindeligt bygget i 1987 til forskere, der studerede den enestående seismiske aktivitet. Og på Tabacón Grand Spa Thermal Resort får du den unikke kombination af femstjernet service og naturens varme kilder, da hotellet er bygget, hvor et vulkanudbrud flænsede hul i jorden for over 40 år siden.

Oplev: Moder Naturs eget spa

Godt nok har forskere erklæret, at vulkanen Arenal er faldet i en dyb søvn, men under jorden strømmer de varme kilder stadig. Flere af områdets eksklusive hoteller har kanaliseret vandet og skabt luksuriøse spa med kunstige vandfald og badevenlige pools. Selv om man ikke er gæst på Tabacón, Baldi eller The Springs kan man sagtens købe entrébillet til deres spa, inkl. en frokost- eller aftenbuffet.

Foretrækker du at opleve den ægte vare, og har du mod på at bade sammen med de lokale, findes der flere steder, hvor de varme kilder strømmer frit. På den modsatte side af Tabacón finder du, ved parkeringspladsen, en lille junglesti, der fører ned til et fossende vandløb. De granitgrå sten er skarpe og strømmen stærk, men har du først krabbet dig hen til en lille pool, er der intet som slår den eksotiske oplevelse af at sidde midt i regnskoven i Arenals varme kilde.

Billedet er udlånt af Don Rufino

Spis: Byens bedste restaurant

De fleste restauranter ligger i byen La Fortuna, hvor du også finder souvenirbutikker turarrangører, banker og billigere hoteller. Selv om byen langt fra er et kulinarisk hovedsæde, har den et stort udvalg af turistvenlige spisesteder – alt fra amerikanske fastfoodkæder og italienske pizzerias til fiskerestauranter og traditionelle costaricanske diners, såkaldte ’sodas’.

Én restaurant er dog flere gastronomiske lysår foran de andre. Den familieejede Don Rufino er en moderne bar og grill med en klassisk rustik menu og kreative anretninger. Forretten med en trilogi af tuntatar serveret i små sprøde vafler er delikat for både øjet og ganen. Og som et lækkert alternativ til de perfekt grillede steaks finder du ’bedstemors kylling’, der er krydret med chokolade, kaffe og estragon, pakket ind i bananblade og akkompagneret af en barbecue- og honning-sennep-sauce.

Rafting: En tur ned ad floden

Det vulkanske landskab er et eldorado af friluftsaktiviteter: mountainbike, rappelling, svævebaner, bungy jump, trekking, rideture og safari på ATV-køretøjer. Men det er ikke uden grund at Costa Rica med sine mange brusende bjergfloder har været vært for adskillige verdensmesterskaber i white water rafting – og med Rio Balsa kun en halv times kørsel fra La Fortuna, er det her, du skal tage på et hjertebankende og underholdende vandeventyr, som en gang for alle vil sætte kanoturen ned ad Gudenåen til vægs. Den lokale raftingarrangør Costa Rica Descents har professionelle guider med over 15 års erfaring og tilbyder ture for både vovehalse og nybegyndere.

Billedet er udlånt af Costa Rica Descents

Vandretur: Trek mod toppen

Selv om vulkanen Arenal ikke længere lyser op som et rødglødende fyrtårn, er den kegleformede kæmpe stadig et dragende syn. Og den bedste måde at opleve vulkanlandskabet på er iført dine vandresko. Der er mange trekkingstier, men særligt på én får du virkelig fornemmelsen af Arenals voldsomme kræfter. Stien hedder 1968 – året, hvor en kraftig eksplosion ødelagde tre byer, dræbte over 80 mennesker og 45.000 kvæg – og følger den nederste del af den dengang altødelæggende lavastrøm.

Søger du en vandretur med en højere puls, er der Cerro Chato – et seks timers trek op ad Arenals skovbeklædte søstervulkan af samme navn. Turen gennem den tætte jungle er lettere strabadserende, men det er udsigten, der giver dig åndenød, når du endelig står på kanten af krateret. Vulkanen eroderede for 3500 år siden, og i dag er hullet til jordens indre omdannet til en fascinerende lagune. Læs mere om Arenal her.

Road trip: Scenisk søndagstur

Vest for Arenal finder du Costa Ricas største sø, Laguna de Arenal. Udover at være en af verdens førende windsurfing destinationer, så er selve vejen, der løber langs den nordlige søbred, en af landets dyreste adresser og mest populære road trip-ruter. Køreturen forbinder nemlig tågeskoven Monteverde og vulkanen Arenal, men er samtidig et naturscenarie i sig selv.

Den idylliske strækning bugter sig langs søen og gennem grønne landskaber, hvor vulkanen hænger som et dramatisk, himmelhøjt baggrundstæppe. Langs vejen ligger små charmerende byer, lokale gallerier og hyggelige caféer, bl.a. Café y Macadamia, der ligger 15 minutters kørsel fra byen Nuevo Arenal. Duften af caféens lune bagværk fortryller din næse, mens øjnene går i stå over udsigten til søen. Begge dele indtages i øvrigt fra den udendørs terrasse, hvor ’gulvet’ er belagt med skallerne fra tusindvis af macadamia-nødder.

– – – –

Har du besøgt Arenal og La Fortuna eller overvejer du en rejse til Costa Rica? Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har lyst til at dele dine oplevelser eller har spørgsmål om stedet. Bon voyage, M&M

Indlægget Guide: Vulkaner og varme kilder ved La Fortuna blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.