Sneklædte bjerge og fuld fart på skiene er fællesnævneren for mange ferier i Østrig. Men Alperne gemmer også på et væld af vandrestier, der kun kan udforskes om sommeren. Vi snørede støvlerne og tog en dag på vandretur i Tyrols grønne bjerge.

Sponsoreret indlæg.

Hist og pist ruller regngrå skyer ind over os, som bølger på den blå himmel, og gør udsigten konstant foranderlig. Pletvis lyser solen det grønne landskab op og tilføjer en synlig spændingsfaktor til dagens projekt. Vores mål er at nå toppen på et 1.800 meter højt bjerg – og forhåbentlig ned igen, inden skyerne bliver utætte.

Vandretur i Alperne

Vi befinder os mere præcist i den nordøstlige del af Tyrol, hvor vi har taget hul på bare ét af de mange vandreeventyr, du kan finde halvanden times kørsel fra Salzburg. Her sætter de fleste kurs mod den populære KAT Walk. En seks dages lang vandretur, der trods navnet intet har med modellernes gangart at gøre, men er en forkortelse for ’Kitzbüheler Alpen Trail’.

I stedet er vi draget på en dagstur mod en af de andre alpetoppe, hvor en flænge i klipperne fører ned til en lille is- og drypstenshule. Hundsalm, hedder den, og kan kun opleves om sommeren. I vinterperioden er der risiko for lavine, og indgangen ofte sneet til, så det er umuligt at klatre ned i bjergets kolde indre.

Vandretur i Alperne

Op ad bakke

Vores start på vandreturen er dog alt andet end kold. Faktisk har vi taget for meget tøj på og må smide lag efter lag, i takt med vi tilbagelægger højdemeter efter højdemeter. Den brede, bjergflankerede grusvej er nem at gå på, men har en næsten konstant stigning på 15%. Det får hurtigt sveden til at pible og mælkesyren til at nippe i lægmusklerne.

”Vi skal 8 kilometer op
og 8 kilometer ned”

… minder guiden Elke Henke os venligt om, da vi lidt for ivrige bliver ved med at sætte det lange ben foran. Selv går den knap 60-årige tyroler med taktfaste skridt i et stabilt skildpaddetempo. Men vi lader os ikke snyde. Vi har allerede set, at hun er let og lynhurtig på benene, da hun lidt tidligere på dagen lavede en akrobatisk øvelse.

Wooosh! Pludselig var Elkes fødder oppe og hoved nede, da hun skøjtede på regnvåde rødder. Hurtigere end vi kunne nå at sige ‘wienerschnitzel’, var hun tilbage på begge ben: “Nu har I set, hvad man IKKE skal gøre”, griner hun hjerteligt, alt imens Martin og jeg falder pladask for hendes skønne evne til at tage pis på sig selv.

Vandretur i Alperne

Elke er opvokset i bjergene ved Kitzbühel og kalder det mest rå af dem alle, den savtakkede Wilder Kaiser, for sin legeplads. Hun har været vandreguide i over 30 år og tilbagelægger hvert år over 100.000 højdemeter. At kalde hende for en velbevandret bjergged er ment som alt andet end en fornærmelse.

Skridt for skridt begynder vi at forstå hendes valg af tempo. Her er ingen flade strækninger. Grusvejen slanger sig op langs kanten af det stejle bjerg og gør udsigten til den perfekte undskyldning for at stoppe op.

Heroppefra ligner dalen
et sommergrønt nisselandskab.

Vi bliver jo nødt til at tage billeder, mange billeder, jah natürlich! Og sjovt nok så bliver udsigten kun smukkere og smukkere, jo højere op vi kommer. Kæben falder et hak mere for hvert sving vejen slår, så det til sidst er nemmest bare at lade den hænge.

Vandretur i Alperne

Vandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i Alperne

Bjergets kolde hjerte

Regnskyerne ligger forsat på lur på himlen, da vi i knap 1.500 meters højde drejer fra grusvejen og forsætter ad en lille, ujævn skovsti. Her vokser grantræerne tættere, jorden dufter let af mos og rundt omkring stikker store klipperstykker op, der minder os om, at vi vandrer på toppen af et alpebjerg.

Nu kommer vandrestøvlerne mere til sin ret, og både Martin og jeg får fornyet energi i fusserne af de natursmukke omgivelser. Det er langt sjovere at vandre, hvor motoriseret køretøjer ikke kan komme frem.

Vandretur i Alperne

Lettere svedige ankommer vi til indgangen til Hundsalm, hvor en afkølende oplevelse venter. Året rundt er is- og drypstenshulen nemlig meget præcist 0 grader. Iklædt lånte vinterjakker, en hvæssende olielampe i hånden og en hvid hjelm på hovedet følger vi spændte efter en lokal guide samt to tyske familier ned i bjergets kolde indre.

Vi kanter os ned ad 122 smalle trappetrin. For hvert trin vi tager, æder mørket en bid af lyset, indtil det eneste vi kan se, er hvad olielamperne lyser op. På resten af rundturen falder vores begejstring i takt med temperaturen. Guiden taler længe og meget passioneret. Men han kan kun østrigsk tysk og taler med en tyk nederbayersk dialekt.

Vi fatter ingenting …

Den snævre, kolde grotte er i sig selv ikke et imponerende syn. Det er mere tanken om, hvor vi befinder os, der gør indtryk. At vi omgivet af is, der gennem tusindvis af år har skabt en dyb, dyb flænge i bjerget.

Vandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i Alperne

Frokost a  la  Alperne

Tilbage på skovstien får vi heldigvis hurtigt trampet liv i fødderne og det gode humør igen. Nu er det er tid til at tanke op i depoterne, inden turen går ned. Derfor gør vi stop ved en altmodish alpehytte. Beliggende på et græsgrønt plateau har terrassen en betagende bjergudsigt, som selv de ulmende mørke skyer ikke kan ødelægge.

Vi slår os derfor ned på en træbænk under blomstrende altankasser og bestiller to store wienerschnitzels. Oh manner, den fladbankede fætter smager godt! Elke bestiller en af østrigernes favorit-desserter. En omgang Kaiserschmarrn, der er en form for tyk pandekagedej, som serveres i røræg-agtige stykker og med masser af flormelis og marmelade.

Med fyldte maver er det lokkende at kaste sig ud i et rullefald ned ad bjerget, men samtidig vil vi gerne nyde udsigten en sidste gang. Så vi vandrer. I et friskt tempo. Over os trækker skyerne sig faretruende sammen og gør hjemturen til et kapløb mod vejret.
Vandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i AlperneVandretur i Alperne

Vandretur i Alperne

Vi vinder, lige knap og nap. For netop som vi sætter os ind i Elkes bil, begynder de første dryp at falde. Og det kunne faktisk ikke være bedre. Nu kan vi med god samvittighed dejse om i hotellets fluffy dyner og give stængerne et velfortjent hvil, mens vi lytter til lyden af regnen, der trommer på ruden. Årh, det er hyggeligt!

– – –

Tusind tak til Østrigs Turistbureau, der havde arrangeret rejsen for os.
Som altid har vi skrevet om oplevelserne med hjertet,
hvorfor alle holdninger om vandreturen udelukkende er vores egne.

12 KOMMENTARER

    • Præcis! De smukke Alper kan noget helt særligt. Vi skal helt klart tilbage på en længere vandretur 🙂
      Har du et favorit-land i forhold til vandreferier? Din tur til Serbien så i hvert fald fantastisk ud!
      Kh Mette

      • Jeg må vel nesten si at Norge er favoritten når det kommer til fjellturer. Har dere ikke vandret i fjellene her, så er det noe dere må komme hit å gjøre. Nettverket av stier og hytter er så bra, og det er så mange muligheter. Hvis jeg skal velge en destinasjon utenfor Norge, ble jeg veldig fascinert av Kosovo. Høye, majestetisk fjell og ingen andre vandrere. Et av mine absolutt favorittsteder, er Cogne i de italienske alper. Perfekt for en romantisk og luksuriøs utflukt. Her er det like mye hotellet som gjør at jeg trives så godt, men naturen rundt er jo også magisk. (http://www.globetrotterelisa.com/hotellomtale-bellevue-hotel-spa-hjem-italienske-alper/)

        Og du…, ønsker dere tips til Norgesvandring, så bare send meg en mail. Fjellene i Norge er jo ikke så altfor langt fra Danmark 😉

        • Tusind tak, vi har endnu ikke prøvet at vandre i Norge, men har talt meget om at gøre det. Så vi vil blive super glade, hvis vi til den tid må vende tilbage for at få et par gode insider-tips, tusind tak 🙂 Og WAUW, Cogne og Bellevue ser FANTASTISK ud! Kh Mette

  1. Skønne billeder!!
    Har selv vandret meget i Østrig – mest på selvorganiserede ture fra hytte til hytte.
    Det kan på det varmeste anbefales – for her kommer man for alvor væk fra turisterne og civilsationen. (Sidder pt. selv og skriver på et blogindlæg om vores seneste tur).

    Men Danmark kan nu også noget, når det gælder vandring.
    I foråret vandrede jeg en del af Gendarmstien i Sønderjylland. Her er selvfølgelig slet ikke de samme højdemeter eller vilde udsigter. Men jeg var overvældet over den flotte og varierede natur – og den gode skiltning og formidling af ruten.

    • Tusind tak 🙂 Vi skal helt klart have hul på flere vandreture i Østrig, det var virkelig en skøn oplevelse! Vi glæder os til at læse om jeres seneste tur på bloggen. Det er nemlig altid spændende med ny inspiration. Tusind tak for tippet 🙂 Kh Mette

  2. Østrig står virkelig på min ønskeliste – især vandring i den smukke natur med mine to uldtotter! Det ser også noget så skønt ud på jeres billeder og er vild med jeres fortællestil 🙂 Meget beskrivende, så man selv kan fornemme, hvordan det var at være lige der. Thumbs up 🙂

    Bettina / http://www.webreakaway.dk/

    • Tusind tak, Bettina – og der er ingen tvivl om, at uldtotterne vil elske Østrig (og wienerschnitzlerne 😉 ) Kh Mette

  3. Sikke en tur, tak for den skønne beskrivelse – og nogen flotte billeder!!

    I er jo nærmest lige rundt om hjørnet fra mig – jeg har trukket mig tilbage til vores stenhus i bjergene om Comosøen, hvor jeg nyder nogle ugers total fred og ro. Om lidt smutter vi også på vandretur. Vi skal til Cinque Terre og trave, og jeg glæder mig helt vildt.

    • Tusind tak 🙂 Årh, Cinque Terre er på vores ønskeliste. Det sted ser så smukt ud! Rigtig god tur, vi glæder os til at læse om jeres oplevelser og se smukke billeder. Kh Mette (ps. Vi rejser til Brasilien om en uge, og hold op, hvor vi glæder os! Endnu en gang tak for dine gode tips)

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here