Lige uden for hovedindgangen til Monteverde Cloud Forest, der er blandt Costa Ricas mest kendte attraktioner, ligger et galleri, som rummer en overraskende stor, men også meget lille oplevelse.

Galleriet hedder ganske afslørende ”Hummingbird Gallery” og har udover en udstilling med et par af Michael og Patricia Fogdens exceptionelt flotte fotografier af kolibrier (samt flere hyldemeter med costaricanske souvenirs) også en lille gårdhave. Her hænger et par plastikbeholdere med nektar, der fungerer som hvad man kalde en form for foderbræt for kolibrier.

Vi var knap nok kommet op ad trappen nede fra parkeringspladen og ud i den lille gårdhaves lysning før flere kolibrier sværmede os om ørerne, som små farvestrålende torpedoer. Lyden af en kolibri, der flyver forbi, er ret speciel og svær at beskrive. Mit nærmeste bud vil være, at du skal forestille dig, hvordan en meget, meget stor og tunet brumbasse ville lyde. Prøv så også at forestille dig, hvordan det ville lyde, hvis 25-30 kolibrier fløj omkring dig. Tæt omkring dig. Så tæt at du har svært ved at forstå, at de ikke rammer dig …

Det er helt tarveligt at skrive, men efter knap tre uger i Costa Rica, så var selve synet af de mange kolibrier langt fra den største oplevelse. For i Costa Rica ser du lige så ofte kolibrier, som du ser solsorte i Danmark. Jep, Moder Natur har været særligt gavmild på disse breddegrader.

Den største oplevelse var at holde hånden under en af de hængende plastikbeholdere, hvorefter kolibrierne næsten øjeblikkeligt fløj hen og satte sig på vores fingre. Med deres små bitte, bitte kolibrifødder.

Og med Rey’s, naturguiden i Manuel Antonio, anekdote i baghovedet om, hvordan kameraets blitz kan give kolibrien hjertestop, var vi naturligvis über-opmærksomme på at slå den funktion fra, så vi ikke begik massemord i Monteverde …