Hovedstaden i Costa Rica er sjældent at finde på rejsendes lister over favorit oplevelser. Men for os var San José en god oplevelse, vi ikke ville have været foruden – trods den plantede en snigende paranoia …

På en rød bænk sidder en ældre mørklødet herre. Det tykke lag af glinsende pomade får hans sorte morfar-tynde hår til at klumpe sammen i våde krøller. Han lægger benene over kors, så sølvspænderne på hans lakerede lædersko titter frem under lærredsbuksernes kant. Han hiver en lup op ad skjortelommen og går i gang med at nærstudere rustningen af skinnende sølvringe. Én på hver finger. Og langsomt breder et selvtilfredst, nærmest djævelsk smil sig på hans læber.

Hvis Gollum fandtes i virkeligheden, så sad han her – midt i det sydende centrum af liv og larm i Costa Ricas hovedstad, San José. Byen, som er hjem for en tredjedel af landets befolkning, og ifølge statistikkerne er præget af kriminalitet og fattigdom, hvilket måske er én af grundene til, at du skal lede virkelig længe for at finde rejseguides med bevingede ord om stedet.

Rundt omkring den fingerring-pjattede herre står gadesælgerne på rad og række og råber ting på spansk, som vi ikke forstår. Deres kasser bugner af kunstnerisk opstablet frugt og grønt. En gade længere nede står fiskehandlerne. Og inde i den store orange hal, ”Central Market”, står alle slagterne – side om side med små boder, der sælger alt fra køkkengrej, souvenirs, kaffe, julepynt, blomster og lædervare. Det er et fascinerende og farverigt syn at gå rundt blandt de lokale og opleve dagliglivet i byen.

Paranoide turister på tur

Martin og jeg sidder og betragter det lille stille glimt af den glatpolerede herre, der uden tvivl ikke ænser infernoet af liv omkring sig. Han er stærkt optaget af være i besiddelse af en (åbenbart?) stor rigdom. Og han fremviser den gerne til alle, der sætter sig på bænken.

Det er vist ellers ikke noget, som man skal dyrke. At vise, at man har ting af værdi. Det er i hvert fald, hvad alle har sagt til os, allerede inden vi overhovedet ankom. Og som alle bliver ved med at sige – ja, vi bliver ligefrem stoppet på gaden af folk, som blot vil fortælle, at vi skal passe på vores kamera og tasker.

Politiet er også massivt tilstede. Du skal blot dreje en tur rundt om dig selv, også så vil dit blik med garanti ramme noget eller nogen, der bærer de neongule ord ”Policia”. Men som vi sidder her, på vores første fine dag i Costa Rica, i downtown San José, så fornemmer vi intet suspekt eller ubehageligt – kun en snigende paranoia, der får os til at skule skummelt til alle. Og det er selvfølgelig lidt trist. Men hvis man kan overvinde sin paranoia for en stund, så er byen en spændende indgang til det costaricanske liv.

I morgen rejser vi videre til kysten og ud til Naturparken Manuel Antonio. Her håber vi, at det kun er de gavtyveagtige aber, som vi skal mistænke for at have lange fingre …

Billedet ovenfor er vores hotel, Gran Hotel, der har en lang historie med prominente gæster. Nu det er lettere slidt, men placeringen er perfekt og morgenmaden indtages på balconen på 5. sal med udsigt til torvet, gågaden og byens smukkeste museum, Teatro Nacional.