I morgen rejser vi for første gang til Mellemamerika for at opleve naturparadiset Costa Rica. Hver eneste celle i min krop kribler af begejstring for at komme af sted. Og jeg kan næsten flække i to af en eksplosiv glæde ved tanken om, at vi i morgen skal tjekke vores bagage ind i Kastrup Lufthavn.

Jeg elsker Kastrup Lufthavn. Elsker! Jeg har tidligere beskrevet den som Kings Cross’ togperron 9¾ i Harry Potter. For stedet er jo magisk. Jeg bliver helt høj blot ved tanken om den. Og det er der faktisk en videnskabelig forklaring på.

For et par dage siden hørte jeg et radiointerview med en hjerneforsker, der forklarede, hvordan hjernen altid forsøger at skabe en mening med de indtryk, den får. Og når du kan tillægge verden en mening, giver hjernen dig en belønning i form at signalstoffet dopamin. Det udskilles ved ”positivt motiverende handlinger, hvortil der er knyttet oplevelser af velvære”.Nåh, men pointen er, at dopamin åbenbart virker lidt som et fix, som vi bliver afhængige af, hvilket (tadaaa …) er forklaringen på, hvorfor vi gang på gang genopsøger dopamin-udløsende situationer.

Kort sagt. Martin og jeg kan jo ikke gøre for det. Vi kan ikke gøre for, at vi er afhængige af at rejse. For meningen med livet ER jo at rejse, hvilket betyder, at vores hjerner spasser helt ud i en euforisk dopamin-dans, når den genser Kastrup Lufthavn, og gør os dermed til rejsejunkies. Men okey, hvis vi nu skulle vælge én afhængighed, så er rejser ikke den værste af sin slags …

Hvorfor rejse til Costa Rica?

Vores Bucket List er astronomisk lang, så hvorfor har vi lige udvalgt Costa Rica som det næste rejsemål? Hvorfor tager vi ikke til Burma, inden det forholdsvist nyåbnede land bliver overrendt af turister? Hvorfor tager vi ikke på dykkerferie på Maldiverne, inden øerne bliver oversvømmet? Hvorfor tager vi ikke til Grønland, mens klimaet stadig tillader, at en tur på en hundeslæde glider gennem sne og ikke bliver trukket på hjul gennem sten og mudder?

Rækken af spørgsmål er uendelig og giver mig nærmest angst. Uden at dette skal ende som et dommedags-indlæg, kan jeg fortælle, at Costa Rica er et land, der giver mig håb – både som bekymret verdensborger og eventyrlysten rejsende. Og det er der især to grunde til:

Fauna, flora og fandens mange dyr

Costa Rica er verdenskendt for sin årelange naturbeskyttelse og anses som bannerfører i bevarelsen af den tropiske regnskov. Det lille jungleland, som er på størrelse med Danmark, er eksplosivt frodigt og har et bemærkelsesværdigt rigt dyreliv – alt fra kolibrier, brøleaber, dovendyr, havskildpadder, jaguarer og frøer på størrelse med en fingernegl. Du skal ikke læse mange rejseberetninger, før du får indtryk af, at Moder Natur har været særlig flittig på disse breddegrader. Og hun er stadig i hopla. For midt i det hele syder og bobler vulkanen Arenal, der er én af verdens 10 mest aktive vulkaner.

Pura Vida

Costaricanerne, også kaldet tico’er, er det lykkeligste folk i verden. Og de har i øvrigt ingen hær. I stedet hersker mantraet ”Pura Vida”, der kan oversættes til ”Det rene liv” og er indbegrebet af en afslappet, sorgløs hippie-livsstil. Livet skal nydes. Og netop dét er vi slet ikke i tvivl om, at vi kommer til på vores rejse rundt i Costa Rica … Argh, det er jo nærmest ulideligt at skulle vente helt til i morgen!

Hvor ligger Costa Rica

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here