I hjertet af Alperne ligger ét af Tyrols mest sceniske bjerge. Hohe Salve var engang et udflugtsmål for pilgrimme. I dag er bjerget et mekka for folk med ski, vandrestøvler og mountainbikes. Vi tog turen til toppen, to gange.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau.

Et tæppe af hvide vattotter. Det var stort set, hvad vi så fra toppen af Hohe Salve den første dag. Vi var netop ankommet fra Salzburg til den lille by Hopfgarten, der ligger for foden af det 1.829 meter høje bjerg. Det lyder måske ikke af meget, men det unikke ved Hohe Salve er snarere udsigten fremfor højden. Fritstående i hjertet af Alperne har det kegleformede bjerg et 360 graders view til 70 tinder, der rejser sig over 3.000 meter mod himlen.

Spændte efter at opleve Hohe Salves populære panorama tog vi snydepelsens rute. Vi hoppede ombord i en kabelvogn, der bragte os hele vejen fra bunden af dalen til bjergets højeste punkt – på knap 20 minutter. Havde vi taget turen til fods, som pilgrimmene gjorde i gamle dage, kunne vi have tilføjet flere timer.

Hmm, tja … Måske havde vores beslutning en blasfemisk effekt? Vi vælger i hvert fald at give NOGEN (ja, ham deroppe!) skylden for at straffe os med udsigten til en hvid væg af skyer, da vi stod på toppen. Den kolde dis nærmest klæbede sig til bjerget, kravlede langt ind under huden og gjorde sig ingen anstrengelse for at lette. Hvad gør man så? Man kigger da inden for hos Gipfelalm – en restaurant med tyroler-hygge beliggende på toppen af Hohe Salve.

Hellige højder

Gennem flere århundrede har Hohe Salves bjergtop været en kendt destination blandt pilgrimme og spirituelle sjæle fra hele verden. Ved siden af restauranten finder du nemlig den lille kirke “Salvenkirche”. Med sin mageløse placering er den ikke alene Østrigs højst beliggende kirke, ifølge lokale sagn skulle den også være bygget ovenpå et kraftcenter af naturlig energi.

”Det har en healende effekt, hvis
du går 3 gange rundt om bjerget
og derefter ind i kirken”

… fortalte en af de lokale, da vi spurgte til Hohe Salves historie. Et skævt smil og et hurtigt træk på skulderen var dog det eneste, vi fik som svar, da vi ville vide, om det så også virkede?

Hvad der til gengæld virkede på os var hjertevarmen og de hjemmebryggede snaps, som restaurantens ejer, Peter Ager, serverede – og på en ganske alternativ måde. En række af små snapseglas var limet fast til en ski, hvorved alle måtte knække nakken bagover og drikke samtidig: 1-2-3-haps! Heroppe bider man ikke en gibbernak over i flere dele!

Livet på Hohe Salve

Peter er 3. generation i restaurantens historie, der tager sin begyndelse med hans bedstemor i 1941. Dengang var stedet et lille traditionelt gasthaus, og efter lægens anvisning havde hun slået sig ned på bjerget. Ordren lød på masser af frisk luft, efter hun været igennem to ufrivillige aborter.

Rådet virkede. Om det dog var lægens videnskab eller bjergets healende energi, der gjorde forskellen, vides ikke. Men snart efter kom Peters mor til verden – og da hun flere år senere selv drev stedet, og Peter meldte sin ankomst, hoppede hun på en slæde og rutsjede ned af bjerget for at føde.

Jada, for sådan gør man vel, når man bor på et bjerg! Og hvis Pippi Langstrømpe kom fra Østrig – så gætter jeg, at hun var blevet født på præcis samme måde. Hun ville sandsynligvis også have en prikket alpeko i haven.

Himmelbjerget, go home!

Næste dag er vi klar på revanche og sætter endnu en gang kurs mod toppen af Hohe Salve. Denne gang med numsen i en cykelsaddel, da vi har lejet to mountainbikes – med elmotor. Igen føles det lidt som snyd, at alliere sig med ekstra hestekræfter, men for faaan’ – både min og Martins kondi er taknemlig, da vi påbegynder turen. Her går det nemlig kun én vej: Op!

Med os har vi Tomas – en ung fyr fra Hopfgarten, der kender alle mountainbike-ruterne i området. Snakken går lystigt om østrigske traditioner, lokale vandrehistorier og tips til masser af fede oplevelser i området. En samtale, der ikke havde været mulig uden elmotor. For pulsen banker hurtigt på, når vi skruer ned for hjælpemotoren og udfordrer benene.

Argh, så hellere nyde udsigten
end at få sved i øjnene!

Modsat dagen før har vi nemlig små kighuller gennem skyerne, der åbenbarer et vidunderligt view: Grønne bjerge, dybe dale, klare søer og idylliske bjælkehytter, der ligner kukure med deres træskårne altaner og farverige blomsterkasser. Alt sammen opleves med et soundtrack af bjældeklang fra alpekøerne, der fredsommeligt græsser i det grønne. Åh, alpeidyl! Havde jeg haft mere luft i lungerne, var jeg brudt ud i sang: ”The hills are alive with the sound music”.

Grand final

Vi cykler skiftevis i solskin og skyer. Det føles lidt, som om Hohe Salve leger kispus med os. Af og til kan vi skimte toppen af sneklædte bjerge i horisonten, hvor Grossglockner prinser sig som Østrigs største på knap 3.800 meters højde. Tomas peger ivrigt hver gang en ny savtakket tinde titter frem. Håbet vokser og holder benene i gang. Måske vi er så heldige, at vi i dag kan se hele herligheden fra toppen?

Æh, nej. For da vi ankommer til stien, der går det sidste stykke op, er den mod alle odds lukket. Argh! Vi griber til alternativet og sætter fluks kurs mod den anden side af bjerget, hvor Tomas håber på at kunne vise os et helt særligt syn: Et af hans yndlingsbjerge i Østrig.

Turen slanger sig ned ad bakke, og vi suser gennem en skov af grantræer, før vi står på kanten af et græsgrønt plateau. Under os åbner en bølgende dal – med kig til Tyskland på den ene side og foden af et massivt bjerg, der har stukket hovedet i skyerne, på den anden side.

Men, se nu her! Med en guddommelig timing åbner der sig et vindue i det hvide skydække, og i få minutter kan vi se lidt af toppen på Wilder Kaiser. Majestætisk skyder bjerget sine spidse tinder mod himlen og ser på én gang både dragende og frygtindgydende ud. Den vilde kejser, som den hedder på tysk, ligner et monsters uhyrlige tænder og tager hvert år flere liv – også Tomas’ bedstefar.

”Rebet knækkede”, fortæller Tomas med en ro, der bunder i en forståelse for, hvorfor nogle vælger at sætte livet på spil i klipperne. Han er selv en entusiastisk klatre og kender kaldet fra bjergene. Hverken Martin eller jeg føler den slags vovemod, men én ting er sikkert: Synet af Wilder Kaiser er tryllebindende.

Vi får ikke set Hohe Salves panorama. Men på trods af det, cykler vi glade tilbage til byen. For vi er vel, hvad du kan kalde for moderne pilgrimme. Vores form for healing venter nemlig på hotellet: Først skal vi en tur i spa, derefter til en times kropmassage og til sidst slutter vi aftenen af med en 6-retters menu i restauranten. Livet er godt i Hohe Salve. Amen.

PRAKTISK INFO

Hohe Salve:

Hohe Salve ligger ca. halvanden times kørsel fra Salzburg, tæt på byen Kitzbühel. Bjerget har mange gode vandre- og mountainbike-ruter om sommeren, men er især kendt for at være en del af Østrigs populære skiområde, Ski Welt. Det er nemlig her, hvor en stor del af landets skielite ofte slår sine folder.

Hopfgarten:

Vi boede på et superlækkert og spritnyt sportshotel, Sportresort Hohe Salve, i byen Hopfgarten. Det er en lille by, men her finder du alt, hvad du skal bruge for at få slukket tørsten og fyldt op i depoterne efter en aktiv dag i Alperne. Især området lige omkring den gamle kirke er hyggelig. Her finder du vaskeægte alpestemning, et par gasthauses og små beværtninger. Byen er ikke et besøg værd i sig selv, men har den store bonus at være praktisk placeret lige ved indgangen til kabelvognene.

Transport til toppen:

Både vinter og sommer kan du tage kabelvognen hele vejen fra Hopfgarten til toppen af Hohe Salve. Svævebanen er opdelt i to etaper, så du kan selv vælge, om du vil af på halvvejen og gå resten af turen op (ca. 3,5 timer) eller tage hele vejen til toppen af Hohe Salve.

– – –

[Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Bureauet har ikke haft indflydelse på artiklen.]