Mette & Martin Rejser

Artikel: På snesko i Østrigs Alper

Mette — Sun, 03 Nov 2019 08:16:59 +0000

Med snesko kan du vandre overalt i snedækkede landskaber, og teknikken tager kun få minutter at lære. Her fortæller vi om en vandretur på snesko i de østrigske Alper, der bød på fredsfyldte naturoplevelser, god motion og massevis af uberørt sne.

[Artiklen har været bragt i Spejder Sports magasin, 2019.]

Jo højere op vi kommer, jo mere ligner dalen under os et alpeidyllisk nisselandskab. Vi svæver i en kabelbane og har på behagelig vis udsigt til toppen af de sneklædte bjerge, der skal lægge ryg til dagens sneskovandring.

I en stejl og glidende bevægelse stiger vi på få minutter lidt over 1.000 højdemeter. Fra den lille landsby Waidring og op til bjerget Steinplatte, der med sine 1.869 meter er en del af det populære skiområde Kitzbüheler Alpen i Tyrol.

”Servus”, lød den østrigske hilsen fra de andre i kabinen, da vi steg ombord. De er alle iklædt fuld skiuniform med stive støvler og store hjelme, og vi møffer lidt rundt, så der er plads til deres gear. Et øjeblik føler vi os til sammenligning lettere underdressed i vores vintertøj, vandrestøvler og snesko i hånden. Men langt mere frie.

En oldgammel opfindelse

Da vi første gang hørte om, at man kan tage på vandreture om vinteren med snesko på, havde vi lidt svært ved at forestille os, hvordan de egentlig fungerede. Umiddelbart kom vi til at tænke på barndommens Anders And og de tennisketcher-lignende plader, han spændte på fødderne.

Meget har nu forandret sig siden verdens mest kendte and travede af sted i dyb sne. Hvilket han i øvrigt gjorde i fodsporene på historien. For snesko er en oldgammel opfindelse. Den ældste snesko, man har fundet, er omkring 5800 år gammel og dukkede op ikke langt fra en jævnaldrene mumie, der lå indefrosset i en gletsjer på grænsen mellem Østrig og Italien.

Oldtidens snesko bestod af en birkegren, der var bøjet sammen til en oval ramme med strenge af sejlgarn. I dag er udstyret en hel videnskab på linje med ski og en selvstændig sportsdisciplin. Der findes tilmed både verdensmesterskaber og arktiske vinterlege med deltagelse af Kongehusets egen Pingo, hvor der dystes i sneskoløb.

Befriende nemt

Du behøver dog langt fra at være typen, der dyrker elitesport for at benytte snesko. Tværtimod. Det attraktive ved sneskovandring er, at alle kan være med. Snesko – som ikke er sko, men mest af alt ligner korte, brede ski med pigge på undersiden – er hverken avancerede at montere eller teknisk svære at bruge.

Der findes flere forskellige mærker og modeller, og til vandreture i alper og fjelde bruges gerne snesko i hård plastik, som du spænder på dine egne støvler. Du stikker blot støvlesnuden ind under to remme og spænder en tredje fast bag anklen. Dertil et par vandrestave med brede trenser, så de griber fat i sneens overflade, og du er klar til et anderledes sneeventyr.

“som at gå med kæmpestore klipklappere i Sneen”

Teknikken er også let at lære. ”Træd en anelse bredere, ellers skal I bare gå helt normalt”, lød det fra vores guide Lisa Flatscher, da vi på turens første dag tog et par prøveskridt. Til at begynde med føltes det lettere gakket og som at gå med kæmpestore klipklappere spændt på støvlerne. Men efter få minutter tænkte vi ikke længere på sneskoene. Østrigs smukke vinterlandskab stjal al opmærksomheden.

Off-piste på snesko

Tilbage på Steinplatte-bjerget er vi steget af kabelbanen og klar til at tage hul på turens tredje dag med sneskovandring. Vi får hurtigt spændt sneskoene på og stikker fluks af fra de andre turister med ski. De sidste par dage er vi blevet fortrolige med udstyret, og selvtilliden bliver ikke mindre af, at vi vandrer i hælene på Lisa.

Lisa er opvokset ved Waidring, uddannet bjergguide og arrangerer vandrerture både sommer og vinter. Hendes kulør afslører, at hun bruger mere tid ude end inde, og vi oplever, at hun navigerer lige så hjemmevant i bjergene, som vi gør i vores barndomsgader. Heldigvis! For efter et par minutter drejer vi fra pisten og ud i et uberørt landskab dækket af knap to meter sne.

“Følelsen af at være de første, der træder i den sprøde sne, er magisk.”

Alt er hvidt. Her er ingen afmærkninger. Ingen menneskeskabte spor før vores. Og vi aner ikke, hvad vi går ovenpå. Skridt for skridt bevæger vi os længere og længere ud i et terræn, hvor hverken ski, snowboards eller snescootere kan komme. Vi er helt alene, og følelsen af at være de første, der træder i den sprøde sne, er magisk.

Bløde fald og let til fods

”Kniirk, rrrrtsssj, ploouff”, lyder det hver gang vi løfter knæet, tager et skridt og sænker foden ned i den bløde sne. Lyden af sneskoene er det eneste, der bryder den vidunderlige stilhed. Til gengæld er de grunden til, at vi kan vandre her og komme frem overalt.

Vi vandrer over åbne plateauer med panoramisk udsigt til bjergene, langs dramatiske klippevægge, der skyder lodret mod himlen, og ind i en skov af høje nåletræer. Herinde har vinden puffet sneen rundt og formet hvide minibjerge mellem stammerne. Sceneriet minder om et vinterlandskab i Narnia, der i al sin råhed er eventyrligt smukt.

”Plouufff!”

Med en barnlig begejstring lader vi os for sjov falde bagover i en af de store snedriver. Vi synker ned i sneen, der smyger sig om kroppen som en fluffy dyne, så kun sneskoene stikker op. Lettere kluntet kommer vi tilbage i lodret position og kan konstatere, at det er langt nemmere at falde end at rejse sig op.

Sneskoene bliver trofast siddende på støvlerne, og da vi igen er gående på begge ben, er det skønt at fornemme, hvor let og ubesværet vi faktisk vandrer ovenpå den meterdybe sne. Uden snesko var vi sunket i til over anklerne. Nogle steder dybere. Og så havde vandreturen været en slidsom fornøjelse!

Tips til teknikken

”Begynder I at rutsje på vej ned, kan I vippe den bagerste støvlesnude i sneen. Så fungerer den som bremse”, forklarer Lisa, da vi står på kanten af en skrånende bjergside. Selvom sneskovandring primært består af at sætte den ene fod foran den anden, findes der et par tips til teknikken, der gør det lettere at forcere alpint terræn.

Udover at træde lidt bredere, så du undgår at spænde ben for dig selv, skal du bruge din egen vægt til at udnytte sneskoens greb i sneen. Når du går opad, skal du bøje lidt i knæene og læne vægten frem på den forreste fod. Er sneen glat og iset, kan du trampe hårdt, så piggene hakker sig fast i underlaget.

Skal du nedad, skal vægten være på bagerste fod. Og går det stejlt nedad, som den bjergskråning vi står ved, kan du gøre som Lisa: Hun tager et skridt ud over kanten og demonstrerer, hvordan hun halvt går og halvt surfer ned ad bjergsiden med den bagerste støvlesnude som ror og bremse.

”Husk at gå i jeres egne spor”, minder hun os om, da det er vores tur. Jo mere løs sne, jo mere bliver vi bremset. Det er kun, når vi vandrer på jævne stræk og gerne vil spare på kræfterne, at det flasker sig at gå på række. Lidt efter er vi begge kommet ned ad bjergsiden uden problemer. Kun Mette måtte en enkelt gang sætte sig på numsen. Den fungerer glimrende som både airbag og anker.

Udfordringer og lavinefare

Selvom sneskoene gør det langt lettere at vandre i den pudderbløde sne, er det stadig god motion. Varmen breder sig og kinderne bliver røde, mens kroppen arbejder som en motor, der bringer os fremad i det sneklædte bjerglandskab. Skridt for skridt falder vi ind i en fælles rytme og et tempo, der føles helt meditativt.

På turen får vi også prøvet forskellige udfordringer af. Vi hopper over rislende vandløb, klatrer over væltede træstammer og op ad en skråning, der er så stejl, at vi næsten kravler på alle fire. Grebet fra sneskoene er fast, og udover en naturlig høj puls ved anstrengelserne har vi ingen hjertebankende oplevelser.

Vi kan kun komme i tanke om én ting, der kunne udfordre vores sikkerhed: risikoen for laviner, når man vandrer off-piste. ”Her er ingen fare på færde”, forsikrer Lisa os, mens vi betragter, hvordan vores spor skaber ændringer i landskabet. Ved kanten af sneskoene skabes bittesmå snekugler, der ruller sig lidt større på vej ned ad skråningen. De tegner porøse streger i den løse sne.

“Små snekugler ruller sig større og tegner streger i den porøse sne.”

Lisa kender vejrforholdene og området. Derfor vandrer vi heller ikke altid i en lige linje, da hun ved, hvad der af og til gemmer sig under sneen. Store vandløb, forræderiske snebroer og andre ting, som du ikke kan se med det blotte øje. ”Rådfør jer altid med de lokale, hvis I bevæger jer væk fra de markerede ruter”, lyder hendes anbefaling.

Grænseløs udsigt

Efter halvanden times vandring når vi turens højdepunkt. En alpetop i grænselandet mellem Tirol, Salzburg og tyske Bayern. Herfra åbenbarer sig et formidabelt view udover dybe dale og sneklædte bjerge, og i horisonten stikker Wilder Kaisers savtakkede tinde op, som kronen på værket. På en solskinsdag havde vi også kunne se helt til Italien.

“Stilheden og skønheden
er kræs for sanserne.”

Små, bløde snefnug begynder at dale ned fra himlen og smelter, når de lander på tøjet. Temperaturen er lige omkring nulpunktet. Det er ikke koldt, men når vinden viser sig, bider den i kinderne, og snefnuggene stikker. ”Det er tid til te”, foreslår Lisa. Vi søger læ ved en klynge af nåletræer, og Lisa hiver en termodunk og tre kopper op af rygsækken.

Snebygen synes nu ikke at stilne af, og vinden blæser op, så efter tepausen sætter vi hurtigt i gang igen for at holde kroppen varm. Vi vandrer et stykke langs bjergryggen og må af og til stoppe for at nyde udsigten. Stilheden og skønheden er kræs for alle sanserne. Først da vi lidt senere nærmer os pisten, hvorfra turen begyndte tre timer tidligere, kan vi høre og se andre mennesker.

Vintereventyr i sigte

Da vi igen sidder i kabelbanen, kan vi se tilbage på en vandretur i et uspoleret vinterlandskab. Bogstaveligt talt. Vi kan nemlig se ned på vores egne spor, der tegner sig som mørkeblå linjer i den hvide sne.

Havde vejret været bedre, kunne vi sagtens have taget en madpakke med i rygsækken og nydt en heldagstur på snesko. Heldigvis venter en ny dag i morgen, og Kitzbühel har mange flere alper, der kalder på at blive udforsket på snesko.

Lisa har foreslået en rute, hvor vi selv kan vandre op ad et bjerg – og så tage turen ned igen på kælk. Med sneskoene spændt på rygsækken. Det fantastiske ved snesko er ikke kun, at det er en nem måde at vandre steder, vi ellers kun har mulighed for at opleve om sommeren. Det er også friheden til at sammensætte dagen, præcis som vi har lyst.

Udstyr til sneskovandring

Snesko

Snesko minder mest af alt om korte, brede ski med pigge på undersiden. De er lavet af hård plastik og spændes på vinterstøvlen ved hjælp af remme. Interessen for sneskovandring er vokset de seneste par år. Du kan derfor ofte købe snesko ved de fleste større skisportssteder og i velassorteret friluftsbutikker. Prisen varierer efter mærke eller model, men kan fås fra ca. 500 kroner. Eller du kan leje snesko fra ca. 100 kroner pr. dag.

Støvler

Til snesko anbefales det at bruge vandtætte vandrestøvler, der går op over anklen og har en solid sål. Alternativt kan du også bruge vandtætte vinterstøvler. Vi brugte vandrestøvler foret med Gore-Tex (Salomon Quest 4D).

Gaters

Går turen off-piste eller i dyb sne er det en fordel at bruge gaters. De korte leggins lukker af for sneen, så den ikke finder vej ned i støvlerne. Er du iklædt almindelige vandrebukser, fungerer de også som et ekstra varmt lag.

Vandrestave

Vandrestavene er et must. Udover at aflaste knæ og ben, gør de det også nemmere at holde balancen i den ujævne sne. Sæt brede trenser på spidserne, så stavene griber fat i overfladen af sneen og ikke stryger igennem, som en spids pind.

Vintertøj

Klæd dig gerne i flere lag, så du er forberedt på skiftende vejrforhold. Et godt tip er at bruge merinould som det inderste lag, da det både fungerer som temperaturregulerende og svedtransportende. Husk også en god skaljakke, der er regn- og vindtæt, samt hovedbeklædning og handsker.

Buff

Det strækbar halsrør fylder ingenting i rygsækken og er genialt som både halstørklæde, hue og håndledsvarmere. Har du let ved at fryse, kan du få en ekstra tyk Buff med fleece på indersiden.

Rygsæk

Det er en god idé at tage en let dagsrygsæk med til lidt skiftetøj. Husk også vand, solbriller, solcreme, læbepomade og evt. energirige snacks, hvis du planlægger mere end et par timers vandring.

Favorit beklædning

Udover langærmede undertrøjer i merinould var vores favoritbeklædning på turen en Micro Puff-jakke fra Patagonia. Jakken er ultralet, men varm og vindtæt og holdt tør i let snevejr.

Gode ruter til sneskovandring

Sneskovandring i Østrig

Vi vandrede ved Pillerseetal, Fieberbruun og Steinplatte, der er en del af de populære Kitzbühel-alper i Tyrol. Kitzbühel har fire skiområder med et stort netværk af pister på i alt 1088 kilometer og mange gode vandrestier (Winter, der kan benyttes om vinteren. Disse kan du bruge som udgangspunkt og vandre videre ud fra på egen hånd. Læs mere om sneskovandring i området her på Østrigs Turistbureaus hjemmeside.

Vælg din egen rute

Det er klart sjovest at tage på sneskovandring i høj, uberørt sne, og med snesko kan du stort set vandre overalt. Vær opmærksom på, at du ikke må gå på pister eller i etablerede skispor. Spørg gerne de lokale, hvor det er muligt at gå, før du begiver dig af sted.

Off-piste

Ta’ en kabelbane op til en piste, og mens resten af familien står på ski, kan du vandre ud i det omkringliggende vinterlandskab. Vandrer du ved en piste, skal du gå i kanten, så du ikke ødelægger de præparerede spor.

Sikkerhed

Lad være med at begive dig ud på egen hånd eller udenfor de markerede stier, hvis ikke du kender terrænet. Under den meterdybe sne kan der gemme sig vandløb, snebroer, stejle skråninger og andre ting, du ikke kan se med det blotte øje. Rådfør dig med de lokale eller tag på en arrangeret tur, så du er på den sikre side.

Guidede ture

Interessen for sneskovandring er vokset, så der er flere muligheder for at komme på arrangerede ture ved de større skisportssteder. Du kan også tage på såkaldt sneskosafari, hvor guiden fortæller om flora og fauna og kigger efter spor fra dyrelivet. Vi kan anbefale guiden Lisa Flatscher, hvis du vandrer ved Pillerseetal. Læs mere på hendes hjemmeside HER.

Med fakler og kælk

Vil du gerne tilføje lidt ekstra eventyr til din sneskovandring, kan du tage på en guidet tur med fakler om aftenen og spise aftensmad under stjernerne. Eller du kan vandre op til toppen af en kælkebakke, spænde sneskoene på rygsækken og kælke ned. De såkaldte rodelbahns i Østrig er ofte et par kilometer lange, og kælkene er gratis at låne. Læs mere her på Østrigs Turistbureaus hjemmeside.

Rejseinfo

Bedste tidspunkt

Sæsonen for sneskovandring er i princippet lidt længere, end når du står på ski, da du også kan vandre steder, hvor der kun er lidt eller sporadisk sne. Oplevelsen er dog langt sjovere, når du vandrer i dyb, knirkende og uberørt sne.

Transport

Du kan køre direkte i bil til Kitzbüheler Alpen i Østrig på ca. 13 timer eller flyve til München, Innsbruck eller Salzburg, hvorfra der flere forskellige transportmuligheder. Vi fløj fra København til München (1,5 time) og kørte med minibus tur/retur mellem lufthavn og hotel (3 timer).

Overnatning

Der findes et hav af familieejede bjerghytter og overnatningsmuligheder ved Kitzbüheler Alpen. Er du på jagt efter et sted, hvor du kan kombinere aktiv vinterferie med wellness og halvpension, kan vi anbefale Sportsresort Hohe Salve, der ligger lige ved siden af pisten i Hopfgarten. Læs mere HER.

Lækre links

Berlingske: 3 skiområder i Østrig
Tirol.com: Videoguide til sneskovandring
Rejseblog ‘Hike My Heart Out’: Sneskovandring i Schweiz
Kitzbühel: Vintervandring og sneskovandring
Østrigs Turistbureau: Tips til oplevelser uden ski

Indlægget Artikel: På snesko i Østrigs Alper blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Roadtrip og højdesyge i Andesbjergene

Mette — Sat, 03 Aug 2019 05:43:33 +0000

Højlandet er hjertet i Peru. Heroppe lever de indfødte, som de altid har gjort. Omgivet af lamaer, levende vulkaner, uendelige sletter og verdens længste bjergkæde. Vi tog på en roadtrip, der bragte os helt op i de svimlende højder. Her følger anden del af vores rejsefortællinger fra Peru.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours.dk

”Hvordan har I det med højder?” Spørgsmålet kommer fra Fernando tidligt om morgenen på rejsens sjette dag. Han har netop hentet os på hotellet i Arequipa og skal sammen med en chauffør være vores lokale guide på en to-dages roadtrip ind i det peruvianske højland.

Egentligt er det et ret abstrakt spørgsmål for en dansker. Set i lyset af vores pandekageflade land. Men i det her tilfælde kan vi svare, at vi har haft det helt fint i Arequipa, der er beliggende i 2.300 meters højde, og på andre rejser har vi trekket i 3.000 meter uden problemer. Det er dog ikke helt at sammenligne med de højder, vi nu kommer til at opleve.

Vi skal op i et landskab på højde
med toppen af Mont Blanc

Forude venter en køretur, der bringer spektakulære udsigter, men også elementer af uforudsigelighed. Vi skal op over bjerge i 5.000 meters højde, hvor der er halvt så meget ilt, som vi er vant til ved kysten. Uanset hvor god form du er i, er det umuligt at vide, hvordan du reagerer i de tyndere luftlag. Højdesyge er en faktor. Og køreturens blinde passager.

Efter at have hentet to andre par, der skal med i den rummelige minibus, gør vi derfor et vigtigt stop på vejen. Fernando tager os med til sin lokale købmand, hvor vi kan købe et højdesyge-kit: Masser af drikkevand og blade fra en berygtet plante – coca-planten.

Dagens roadtrip går fra Arequipas frodige dale mod golde højder i verdens længste bjergkæde, Andesbjergene.

Naturens ulovlige mirakelplante

En pose med tørrede coca-blade er obligatorisk tilbehør på enhver rejse i Perus højland og en hjørnesten i den peruvianske kultur. I resten af verden ville samme pose indkassere dig en tur i fængsel for besiddelse af ulovlige stoffer. Men her, og i Bolivia, kan du købe coca lovligt på ethvert gadehjørne.

Coca er én af de mest berygtede
planter i verdenshistorien

Gennem årtusinder har indianerne dyrket planten som en helligdom og brugt bladene som naturmedicin og en del af kosten. Coca er nemlig righoldig på vigtige vitaminer og mineraler, og indtager du 100 gram, får du flere næringsstoffer end der anbefales i den daglige kost i Vesten.

Fra et videnskabeligt perspektiv er bladene et såkaldt ’superfood’. De forbedrer fordøjelsen, virker opkvikkende som koffein, hæver pulsen og kropstemperaturen, samt stimulerer nervesystemet. Højlandsindianere har derfor altid brugt bladene for at kunne udholde arbejdet i de barske Andesbjerge.

Så hvorfor er det, at du ikke må dyrke coca hjemme i drivhuset? Hvorfor ønsker FN totalt udryddelse af planten? Svaret er, at man kan udvinde det narkotiske stof kokain af de grønne blade. Du behøver dog ikke være nervøs for at ende op som misbruger, når du indtager coca-blade. Du skal spise 13 kilo for at opnå effekten af 1 gram kokain. Selv for en grovæder er det vist en umulig mission.

En roadtrip op over bjergene er præcis, hvad lægen har ordineret. Imens vi stiger i højden, kan kroppen vænne sig til den tyndere luft, uden at vi overanstrenger os fysisk. Alligevel taber vi kæben, jo højere op vi kommer. Men det skyldes udelukkende landskabet på den anden side af ruden. Det er uendeligt smukt!

Kuren mod højdesyge

”Vi har en iltflaske med, hvis I får det dårligt”, fortæller Fernando, da han gennemgår, hvad vi kommer til at opleve undervejs på køreturen, og hvordan vi skal begå os i højderne. ”Men den kommer vi forhåbentligt ikke til at bruge”, siger han og ryster med sin egen pose af tørrede coca-blade.

Coca er nemlig kendt for at modvirke højdesyge, der i mild form kommer til udtryk ved hovedpine, svimmelhed og kvalme. Symptomerne hænger sammen med en for hurtig opstigning, og på en rundrejse i Perus højland er det almindeligt at blive let utilpas, mens kroppen vænner sig til den tyndere luft.

Coca er en oldgammel
kur mod højdesyge

Mange rejsende i Peru begår den klassiske fejl at flyve direkte fra Limas kyst til inkaernes hovedstad Cusco, der ligger i 3.400 meters højde. Som velkomstgave får de fleste en knasende hovedpine og et par dage i sengen.

Rejseguides foreslår derfor ofte, at du skyller højdesygen ned med piller. Men spørger du lægen til råds, er den bedste medicin at indberegne akklimatisering i rejseplanen. Og at du holder kroppen hydreret og undgår overanstrengelse. Derudover anbefaler de lokale, at du gør, som indianerne har gjort i årtusinder: Drik, spis og tyg coca-blade.

I Peru er det populært at drikke te med coca-blade, ’mate de coca’. Eller såkaldt ’inka te’, som udover coca også indeholder andre lokale urter, bl.a. munha/muñe, chachacoma og tola. Det smager som grøn te med mynte, og på rejsen bliver vi hurtigt glade for drikke en stor kop hver morgen.

For peruanerne er coca lige så stor en del af deres hverdag, som kaffe er for os. I hvert eneste supermarked finder vi produkter tilsat coca – alt fra bolsjer, øl, shampoo og tandpasta. Det mest berømte produkt er Coca Cola, der dog stoppede med at tilsætte bladene tilbage i 1904, hvor markedsføringsloven var skruet lidt anderledes sammen. Dengang var læskedrikken nemlig kendt som:

”en slags kildevand, der styrker
den fattige mands sjæl.”

Tilbage i minibussen viser Fernando sig som en habil bruger af coca. Med rutinerede bevægelser demonstrerer han, hvordan vi kan bruge tørrede coca-blade for at få deres gavnlige effekt, når vi er i højderne. De skal tygges. Og at tygge coca føles lidt som at bruge snustobak.

Du begynder med at rulle 10 blade sammen om lille sten-agtig klump bestående af aske og kalk. Det kickstarter bladenes stimulans og mindsker deres bitre smag. Tyg på rullen 4-5 gange og hold den samlet i den ene kind. Skift side efter 5-10 minutter og synk saften sammen med mundvandet. Efter endt tygning kan du vælge at sluge resterne eller spytte det ud. Sidstnævnte skal du dog gøre diskret, da det anses som en hån mod Moder Jord at spytte på jorden.

På lamasafari

Tanket op på forsyninger kører vi mod turens første seværdigheder. Højsletten Altiplano, der er beliggende i 3.700 meters højde, og den store nationalpark Salinas Aguada Blanca, hvor vilde vicuñaer lever et fredet liv, side om side med højlandsbøndernes dyrehold af geder, får, alpakaer og lamaer.

”Lov mig, at I aldrig rører dem på ørerne!” Selv chaufføren griner med i bussen, da Fernando fortæller, hvordan han engang blev spyttet i hovedet af en lama. “Det føltes som en hård kugleregn af savl!” Sammen med alpakaen er det uldne dyr kendt som Sydamerikas kamel og er på trods af den høje nuttethedsfaktor alt andet end en kælepotte.

En lama kan spytte over 10 meter
… og bemærkelsesværdigt præcist

Vicuñaen er deres yndefulde fætter. Det karamelfarvede dyr ligner en fluffy antilope og har været tæt på udryddelse på grund af sin fine uld. Med en kilopris på 60.000 kroner er vicuña verdens dyreste uld. Vi kom til panikgrine i en butik i Arequipa, da vi fik prisen på et tørklæde. Det kostede mere, end vi hver især tjener om måneden.

På den anden side af minibussens rude begynder omgivelserne hurtigt at skifte karakter. Vi er ikke kørt længe før Arequipas myldrende liv og frodige dale erstattes af et kuperet bjerglandskab i golde farver. Det ligner en blanding af noget fra en westernfilm og en fjern planet. Udsigten er på en gang fortryllende og forunderlig – og kæmpestor!

Jo højere op vi kommer, jo større bliver vidderne. Okkergule sletter folder sig ud, så langt øjet strækker, mens sneklædte tinder lyser op mod den blå himmel i horisonten. Og mellem løse sten på jorden stikker stride totter af græsstrå op, som har de sprængt sig op gennem den hårde overflade.

Græsset er den primære føde for vicuñaer, lamaer og alpakaer, og én efter én, begynder dyrene at dukke op. Først som lodne pletter langt ude på højsletten til vi lidt senere møder både små og store flokke langs vejen. De sky vicuñaer holder sig for sig selv, langt væk fra vejen, men vi ser ofte ensomme hyrder drive store flokke af lamaer helt tæt på.

Snart er dyrene at se hist og pist. Det føles lidt som at være på en form for lamasafari, mens minibussen kravler op gennem landskabet mod turens højeste stop. Og jo højere op vi kommer, jo langsommere kører chaufføren. Selv motoren synes at blive lettere forpustet i de tyndere luftlag.

Alt imens gumler vi løs på coca-blade. Det smager bittert af grøn te og tørret tang. Umiddelbart fornemmer vi ikke nogen bemærkelsesværdig forskel ved at tygge coca, udover en let snurren i tungen. Som en bedøvelse, der er ved at aftage efter et besøg hos tandlægen.

Af og til kommer vi forbi bittesmå bjergbyer, hvor kvinder sidder lænet op af husmurene i læ for den kolde vind og skarpe sol. Og mens småsnakken går, er hænderne i fuld sving med at spinde uld.

Mellem himmel og jord

Det første vi bemærker, er farven på himlen. Den er dyb, dyb blå. Vi er netop steget ud af minibussen ved Mirador de Los Volcanos. Et udsigtspunkt i 4.900 meters højde. Heroppe står vi på ryggen af Andesbjergene, verdens længste bjergkæde, og i horisonten skyder vulkaner op og ligner savtakkede pæle, der holder himlen oppe. Det føles som at stå midt mellem himmel og jord.

Vi tager et par prøvende skridt som to astronauter, der lige er landet på en fjern planet. Modsat Armstrong føler vi os ikke let til fods, men vi kan mærke, at den lette luft stiger os til hovedet. Det svimler, når vi hiver efter en mundfuld luft, og vi er ufrivilligt stakåndede, som har vi lige løbet 500 meter alt for stærkt. Men vi står helt stille.

Ikke desto mindre er den tynde luft perfekt til oplevelsen. For det er svært at finde ord, der matcher, hvad øjnene ser. Vi skiftevis hiver vejret ind og puster et begejstret adjektiv ud, mens vi går rundt på plateauet, hvor kampesten med inskriptioner sætter navn og højde på bjergene og vulkanerne omkring os. Højdevinderen er Chachani på 6.075 meter.

Det er svært at begribe, hvor storslået udsigten er

”Er I ok?”, spørger Fernando os, da vi ti minutter senere er tilbage ved minibussen efter at have lappet den enorme udsigt i os. Vi er især fascinerede af vulkanen Sabancaya, der er i fuld vigør. Med stor kraft spyer den kegleformede top vulkanske gasser op og tegner en hale af røgskyer på himlen. Men vi kan hverken lugte eller høre det. Vulkanen er mange kilometer væk, heldigvis.

”Vi er helt ok”, bekræfter vi storsmilende til Fernando. Men desværre viser det sig, at en af vores medpassagerer ikke er. Hun besvimede for få minutter siden, og ved synet af hendes blege ansigt, er det tydligt, hun har fået det dårligt. ”Det er bedst, at vi kører videre, så vi kan komme ned i lavere højder”, fortæller Fernando.

Da vi igen sidder i minibussen, kan jeg mærke den svimlende fornemmelse ændrer sig til en snigende hovedpine. Som en jernplade, der er ved at blive skruet fast rundt om kraniet. Martin mærker ingen forskel, og jeg er endnu uvidende om, at jeg lidt senere vil blive bedste venner med en iltflaske.

Hjemmefra havde vi downloadet en højdemåler-app på telefonen, så vi kunne følge med i stigningerne, når vi kørte. Højeste stop var ved Mirador de Los Volcanos, hvor der er udsigt til flere vulkaner på omkring 6.000 meters højde. Det er første gang, vi har været så højt oppe. Luften er frisk, men tynd, og bare det at gå rundt gør os lettere stakåndet. Men udsigen er alle strabadserne værd!

Hatteopvisning i Chivay

Nedkørslen til bjergbyen Chivay er i sig selv en oplevelse i særklasse. Oppe i højderne skærer den grå asfaltvej sig snorlige gennem det takkede landskab. Men jo længere ned vi kommer, jo rundere bliver bjergene. Vejen bløder op og slanger sig ned ad skråningen mod en langstrakt dal.

I glimt kan vi se Chivay, der ligger isoleret mellem bjergene. Byen er med sine 3.000 indbyggere den største i regionen og kendt som indgangen til Colca-kløften, og det er den, vi er kørt hertil for at opleve de næste par dage.

”Det er umuligt at fare vild i byen”, fortæller Fernando, da han sætter os af ved hotellet først på eftermiddagen. Vi har fri leg på programmet indtil i morgen tidlig, og vi har i sinde at se lidt af de lokale omgivelser, inden det bliver mørkt.

Vores hotel ligger i udkanten af Chivay, men byen er ikke større, end at det er små 300 meter fra det centrale torv. Der er en øde stemning i gaderne, og en kold vind hvirvler det tørre sand op. Luften efterlades gylden, og vi får fornemmelsen af at være tilskuere til en peruviansk western, da en mand kommer slentrende i støvet. Med cowboyhat på hovedet og tre lamaer i snor.

Da vi lidt efter står på torvet, bliver vi mødt af et helt andet syn. Både unge og gamle hænger ud på den hyggelige plads, og der er livlig aktivitet omkring et lokalt marked, hvor der sælges alt fra lommelygter til kartofler. Midt på pladsen pynter blomsterbuske og et springvand, der spiller orkestermusik, så vi først tror, at der er et marcherende band i nærheden.

Ved indgangen til markedet sidder en gruppe kvinder i farvestrålende tøj. Lange, tykke fletninger hænger ned ad ryggen, og på hovedet sidder hvide hatte beklædt med pailletter og plastikblomster. Hattekulturen i Peru er helt kapitel i sig selv, da hver hat viser, hvilket fælleskab de lokale tilhører, og på vores rejse gennem landet ser vi mange forskellige varianter.

Hattekulturen i Peru gør de små byer til en farverig oplevelse

Vi sætter os på en bænk og nyder de mange farverige og fascinerende indtryk. Men vi når ikke at sidde længe, for langsomt begynder smerten i mit hoved at vokse, og vi beslutter at gå hjem til hotellet. Det eneste, jeg har lyst til, er at lukke øjnene og forsvinde ned under en stor, varm dyne.

I seng med højdesyge

”Mette, du siger lige til, hvis du skal kaste op, ik?” Tilbage på hotellet er jeg gået omkuld på værelset med den ondeste hovedpine i mands minde. Martin har været nede i receptionen for at tale med vores guide om mine symptomer.

De beslutter, at jeg skal tilses af hotellets medarbejder, da hverken hovedpinepiller eller hvile har hjulpet på smerten i mit hoved. Jeg har aldrig haft migræne, men jeg forestiller mig, at det må føles sådan her. Heldigvis har jeg ikke fået sløret syn eller nedsat koordination, som er mere alvorlige symptomer på højdesyge.

Lidt efter banker det på døren, og ind triller en bredskuldret mand med et omsorgsfuldt blik og en lille ilttank på hjul. Hans engelske ordforråd er sparsomt, men med varme hænder hjælper han mig med at sætte en maske på ansigtet og viser med fingrene, at jeg skal ligge med den på i seks-otte minutter.

Iltanken hvisler, mens den kolde luft omslutter min mund og næse, og for hvert åndedræt kan jeg mærke, at det gør mig godt. Martin klemmer min hånd, og vi er på ingen måde i tvivl. Selvom det er udfordrende at rejse i højderne, er de storslåede oplevelser alle strabadserne værd. Næste dag er hovedpinen heldigvis forduftet, og vi er klar til at køre videre mod Colca Canyon.

Peru er på mange måder lidt af et eventyr.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Rejsebureauet har ikke haft indflydelse på indholdet.

Indlægget Rejseblog: Roadtrip og højdesyge i Andesbjergene blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: På rundrejse i Peru

Mette — Thu, 01 Aug 2019 05:43:44 +0000

I sommerferien rejste vi rundt i Peru, der bød på historiske byer, svimlende naturoplevelser og mad i verdensklasse. Et land beboet af flinke folk og en evigt nærværende fortid, der vækker inkaerne til live. Her følger første del i en lille føljeton om vores rejseoplevelser.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours.

Det giver et sug i maven, som sad vi i en rutsjebane. Et lille hul er dukket op i den hvide mur af skyer, der ruller ind over landskabet omkring os, og åbenbarer et længe ventet glimt af en af verdens mest spektakulære seværdigheder.

Vi står på en bjergkam i 2.400 meters højde, omgivet af tæt jungle og høje tinder, et sted langt inde i Andesbjergene. Efter en intens rejse gennem Peru er vi endeligt kommet frem til Machu Picchu: Inkaernes sagnomspundne by. Et af verdens syv nye vidundere og stadig et af historiens største mysterier.

For hvordan kunne inkaerne bygge den massive stenby et så ufremkommeligt sted for snart 600 år siden? Hvad betød stedet for dem, og hvorfor forlod de det uden et spor? Myten om den glemte by er som taget ud af en Indiana Jones-film og har i mange år været kilden til en af vores allerstørste rejsedrømme.

En DRØMMErejse
i inkaernes fodspor

Men Machu Picchu skulle vise sig at blive bare ét af højdepunkterne på vores 19 dages rundrejse i Peru. Landet, som engang var hjertet i inkaernes rige og i sin storhedstid strakte sig knap 5.000 km langs Sydamerikas kyst. Fra Colombia i nord til Chile i syd.

Kongernes by

Vores rejse begynder det sted, hvor inkaernes herskervælde på sin vis sluttede. Nemlig i hovedstaden Lima, hvor de spanske conquistadorer etablerede deres hovedsæde i 1535 og herfra orkestrerede koloniseringen af Sydamerika. En magtudøvelse, der få år senere gjorde brutalt ende på inkaernes civilisation.

Det er svært at forestille sig de grusomheder, der engang har foregået, da vi en eftermiddag besøger Limas historiske centrum. Familier og kærestepar slumrer på græsset mellem blomster og palmer på de centrale pladser, mens børn løber legende rundt om statuer og springvandet med byens skytsengel på toppen.

Lima er et mix af den gamle
og den nye verden

Rundt om vidner prægtige bygninger, paladser og katedraler om en storslået fortid. Men ikke desto mindre er en stor del af dem bygget på de rigdomme, der flød hertil i strømmen af blodige udplyndringer af inkaernes imperium.

’Kongernes by’ kaldte de spanske erobrere Lima, der trods store jordskælv, som lagde byen i ruiner i 1687 og 1747, stadig bærer præg af at have været den vigtigste by i de oversøiske kolonier. Og i en sådan grad at UNESCO har erklæret den for verdenskulturarv.

At hovedstaden fik navnet Lima beror egentlig på en misforståelse. Den spanske erobre og grundlægger Francisco Pizarro hørte forkert, da de lokale udtalte navnet på floden, der løber igennem Lima, og som Pizarro ønskede at navngive byen efter. Floden hedder ikke Lima, den hedder … Rímac.

Sydamerikas madmekka

I dag findes kongerne af Lima ikke længere blandt magtudøverne, men i køkkenet. Med gryder, pander og lokale råvarer har de peruanske kokke erobret den royale titel og placeret byen på kortet som Sydamerikas gastronomiske hovedsæde. Lima har som den eneste sydamerikanske by to restauranter i Top 10 på den anerkendte liste ’The Worlds 50 Best Restaurants’.

I det hele taget synes Lima at være en peruansk bouillonterning. I de to dage vi er i byen, får vi en koncentreret smagsprøve på, hvad Peru indeholder. Vi besøger ruinerne af en kæmpe pyramide, der er bygget før inkaernes tid, og vi smyger os rundt i katakomberne under klosterkirken San Francisco, hvor tusindvis af mennesker er begravet siden kolonitiden.

Vi fortaber os i myldret af storbyliv med shoppingcentre og spisesteder, og vi følger i Ernest Hemingways fodspor, da vi svinger forbi byens ældste bar, El Cordano, der ligger ved siden af præsidentpaladset og er en institution i Limas politiske centrum. Men hvor Hemingway bestilte stærkere sager, prøver vi en ‘chica morada’. En sød peruviansk drik kogt på lilla majs, ananas og en håndfuld krydderier, der smager lidt af jul.

Næste morgen får jetlagget os ud af sengen, før morgenmaden på hotellet er klar. Byen ligger søvnigt hen, pakket ind i en grå dyne af skyer, og det er kun løbere og hundeluftere, vi møder på den grønne kyststi, der kanter sig langs klipperne ved det mondæne kvarter Miraflores.

På den ene side skyder højhuse og Andesbjergene mod himlen, og på den anden er verdens største hav, så langt øjet rækker. Og mens vi nøjes med at vække kroppen med to go-kaffe, kaster paraglidere sig ud fra kanten af de bombastiske klipper. Lukt ud over et lodret fald på 100 meter og Stillehavets dybblå bølger, som surferne tumler sig i.

”Lima er den eneste hovedstad i Sydamerika, der ligger helt ud til Stillehavet”, fortæller guiden, som lidt senere på dagen viser os rundt i byen. Der er en stolthed i hans bevægelse, da han slår armene ud som en dirigent og lader som om, han styrer bølgernes taktfaste slag mod kysten. Den konstante brusen blander sig med storbyens lyde og skaber et særligt soundtrack til vores dage i Lima.

Lyden er faktisk sød musik for to madører som os. Havet rummer nemlig hovedingrediensen til landets nationalret ceviche. Sydamerikas svar på sushi. Retten består af pivfrisk og rå fisk, der er lynmarineret i limejuice og ledsaget af rødløg, chili, kogt majs, søde kartofler og friske krydderuret. Samme aften får vi smag for sagerne – og for den peruanske cocktail Pisco Sour. “Salud!”

Vulkanernes hvide by

På rejsens fjerde dag flyver vi halvanden time mod syd til Perus næststørste by, Arequipa. Trods den forholdvis korte tur venter der os et markant sceneskift. Både i vejr og omgivelser. Solen skinner varmt fra en skyfri himmel, og havgusen er erstattet af en tør, støvet luft.

Arequipa er beliggende et godt stykke fra kysten i 2.300 meters højde, hvor Andesbjergene begynder at vise sine muskler. Tre vulkaner knejser stolt mod himlen og skaber et dramatisk bagtæppe til byen, der er bygget af perlehvide vulkansten fra selvsamme mastodonter.

Arequipa betyder ’bag vulkanerne’
på inkaernes sprog

Især den knap 6.000 meter høje og levende vulkan Misti gør sig bemærket i bybilledet. Arequipa strækker sig helt hen til foden af vulkanen, og det ligner næsten, at den kegleformede kæmpe skyder op af en skov af huse. Heldigvis har Misti ikke været i udbrud siden inkatiden, men de store naturkræfter er en del af det øko-system, der har stor betydning for områdets frodighed.

Uden for byens hvide vægge og gamle palæer fra kolonitiden ligger et patchworktæppe af grønne marker, og langs floden kan man se, hvordan lokale bønder stadig benytter sig af inkaernes terrasse-system til at dyrke alt fra majs, artiskokker, passionsfrugt og avocado.

Et kig ind i kolonitiden

Til sammenligning med hovedstaden føles Arequipa som en stor landsby, og vi falder pladask for dens kolonihistoriske charme. Det er som at dumpe ned i det 16. århundrede, da vi udforsker de smalle brostensbelagte gader med barokke bygninger og store trædøre malet i stærke farver.

Tidsoplevelsen bliver kun mere intens, da vi går gennem porten til det over 400 år gamle kloster Santa Catalina, der har været lukket for omverden indtil 1970. I dag er det muligt at bevæge sig rundt i labyrinten af gader, rum og pladser, hvor knap 500 nonner har haft deres daglige gang. Isoleret fra resten byen, som levede de i en verden for sig selv.

Det er fascinerende at besøge det UNESCO-beskyttede klostermuseum Santa Catalina. Inde bag de store og farvestrålende mure, der isolerer den enorme klostergrund fra resten byen, kan du få et unikt indblik i, hvordan nonnernes liv så ud i kolonitiden.

Byens berømtheder

Sidst på eftermiddagen ender vi på den store plads, Plaza de Armas, der er byens hjerte og fuld af lokalkolorit. Gadesælgere tilbyder alt fra popcorn og lynprintede fotografier, hvorpå turister kan se sig selv posere foran byens klassiske postkortmotiv: Den store katedral med vulkanen Mistis kegleformede top i baggrunden.

Bag katedralen lurer
den slumrende vulkan Misti

”Katedralen er den største og smukkeste i Peru”, hævder guiden, da vi er med på en rundvisning i den enorme bygning. Og med en næsten filmisk timing bliver hans ord akkompagneret af orglet, der pludselig brøler en kakofoni af dybe lyde. Det giver et sæt i gruppen, og jeg har muligvis tisset lidt i buksen. Uanset hensigten må vi komplimentere organisten. Han har sq sans for stemningsfulde effekter!

Besøger du Arequipa, er en rundvisning i katedralen et must. Turen ender på taget og i klokketårnet, hvorfra du et storslået view udover byens tage, den store plads og vulkanerne.

5 tips til Lima og Arequipa

Fem steder, du skal besøge i Lima

Kyststien ved Miraflores, hvor paraglidere flyver langs de bombastiske klipper og surfere tumler i Stillehavets bølger. Begynd gåturen fra shoppingcentret Larcomar, der er bygget ind i klipperne, og gå mod nord gennem parken Parque del Amor.
Klosterkirken San Francisco, hvor konstruktionen af katakomberne helt ubevidst er grunden til, at bygningen ikke er styrtet sammen under de mange, store jordskælv gennem tiden.
Spis på Restaurant Central, der er Latinamerikas bedste og i liga med NOMA. En fireretters menu koster ca. 1.000 kroner. Husk at bestil bord hjemmefra. Det fortryder vi, at vi ikke gjorde.
Byens gamle centrum med de to store pladser Plaza de Armas og Plaza de San Martín, der er forbundet af gågaden Jirón de la Unión.
Kvarterne Miraflores og Barranco, der er byens pæneste og mest bohemede områder. Her finder du masser af restauranter, butikker og hyggelige gader. Det er også det bedste sted at bo, da det er sikkert at gå på gaderne efter mørkets frembrud.

Fem oplevelser i Arequipa

Gå en tur i byens pittoreske centrum, der med sine velbevarede kolonibygninger er en stemningsfuld oplevelse. Sæt dig på Plaza de Armas og nyd byens lokale liv og udsigten til katedralen.
Få en rundvisning i katedralen, der ender på toppen af taget og i klokketårnet, hvorfra du har en fantastisk udsigt ud over byens tage.
Oplev klosterlivet i Santa Catalina og lad dig frivilligt fare vild i de labyrintiske gader og mange rum. Klostret er en lille lukket verden midt i byen.
Gå all-in på shopping! Arequipa er førende i produktionen af lama- og alpacauld og har souvenirbutikker i alle prisklasser. Sving også forbi markedet San Camilo, hvor du kan fortabe dig i udvalget af peruanske råvarer.
Spis på Hotel Kataris restaurant, der ligger på toppen af bygningen. Herfra har du byens bedste view til katedralen med den kegleformede vulkan Misti i baggrunden. Et andet populært view udover byen og vulkanen finder du i kvarteret Yanahuara, der ligger en halv times gang fra centrum.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Rejsebureauet har ikke haft indflydelse på indholdet.

Indlægget Rejseblog: På rundrejse i Peru blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Guide: 15 rejsetips til en forlænget weekend i Rom

Mette — Thu, 15 Nov 2018 06:31:06 +0000

Rom er en af den slags byer, der altid er en god idé. En solrig weekend i november nød vi ’la dolce vita’ i den italienske hovedstad. Her deler vi vores favoritoplevelser, seværdigheder og spisesteder, samt et par tips til hotel og transport.

Alle veje fører til en forlænget weekend i Rom. Sådan kunne det gamle ordsprog meget vel lyde, hvis det havde sine rødder i vores venners ferie-portfolio. For stort set alle, vi kender, har besøgt den italienske hovedstad og omtaler den med ubetinget kærlighed. Undtagen mig.

For mit vedkommende førte vejen nemlig altid til Berlin, hvor min far er født og opvokset. Jeg har således spist flere bratwurst end de fleste; jeg kaldte mine tyske bedsteforældre for Oma og Opa; og jeg har med egne hænder hugget en sten ud af Berlinmuren, dengang den faldt. Men jeg har aldrig besøgt Rom.

Lykken var derfor stor, da Martin gav mig en forlænget weekendtur i fødselsdagsgave. Faktisk er det så småt blevet en tradition, at vi giver hinanden en storbyferie i gave. Det er for os ’la dolce vita’ – et italiensk ordsprog, der måske er mest kendt som titlen på Fellinis filmklassiker, men også bruges til at udtrykke det søde liv. Med masser af god mad og drikke.

Med weekendturen fulgte også en gåtur med en lokal fyr som guide. Det var snedigt arrangeret af Martin, som har besøgt Rom flere gange gennem årene med sit arbejde. Han har således set en del, men aldrig oplevet Romerrigets mekka som turist. Så med de briller på oplevede vi begge byen for første gang. Og nu forstår vi, hvorfor vores venner elsker at tage på forlænget weekend i Rom!

BERØMTE ATTRAKTIONER

Man mærker tydeligt, at Rom har været et af verdenshistoriens største imperier. Byen er et overflødighedshorn af imponerende og antikke bygningsværker, hvorfor du nærmest snubler over historiske attraktioner, når blot du går rundt i den gamle bydel.

Vores 5 favoritter

Vores favorit var det over 2,000 år gamle tempel PANTHEON, der er byens bedst bevarende monument og gratis at besøge. Det gør et stort indtryk at træde ind under det kuppelformede loft med hullet i midten. Og når det regner, falder vandet direkte gennem åbningen. Jeps, det er sjældent man håber på regn, når man er ferie – men det gør man lidt, når man står i Pantheon …

Et par minutters gang fra templet ligger den rektangulære barok-plads PIAZZA NAVONA, der siges at være Roms smukkeste. Det tror vi gerne på. Pladsen huser intet mindre end tre fontæner og er i øvrigt anlagt ovenpå et tidligere stadium, der dengang kunne fyldes med vand, så det var muligt at genopføre store søslag. Det er lidt vildt at tænke på, når du står på pladsen.

Man kan følge solens gang på himlen via lyset, der stråler gennem hullet
på taget i det gamle tempel Pantheon.

En anden klassiker blandt Roms berømtheder er DEN SPANSKE TRAPPE, Piazza di Spagna. Udsigten fra toppen er alle trinene værd. Og så er der naturligvis det grandiose springvand, TREVI-FONTÆNEN, Fontana di Trevi, der ifølge romerne er verdens mest berømte fontæne. Kaster du en mønt i vandet, vil du ifølge legenden være sikret et gensyn med byen. Så husk lige mønten – som i øvrigt bliver doneret til Røde Kors. Det er kort sagt en win-win.

Et monument af nyere tid (2016) er GRAFFITI-KUNSTVÆRKET, som skildrer Roms historie, storhed og fald. Du finder det på væggen langs Tiberen, mellem broerne Ponte Sisto og Ponte Mazzini. Værket er skabt af kunstneren William Kentridge, der har kradset og skrabet illustrationerne ind i laget af bilos og smog. Den samme forurening, der med tiden vil dække og udslette værket. Nogle gætter, at det vil være helt væk i 2020.

Den Spanske Trappe.

Colosseum og Vatikanet

Over 10 millioner turister besøger årligt Rom, og det føles lidt, som om alle lægger vejen forbi lige her: COLOSSEUM, der er blandt verdens syv nye vidundere, og VATIKANET – verdens mindste stat med en af verdens største kirker, Peterskirken. Her finder du også Vatikanmuseerne, hvor du kan opleve alverdens kunstskatte, samt Det Sixtinske Kapel, hvor kardinalerne voterer, hver gang der skal vælges en ny pave. Har du byens to historiske mastodonter på ønskelisten, er det en fordel, hvis du kommer forberedt.

Praktiske tips:

Planlæg dit besøg først eller sidst på dagen, hvor mængden af turister er mindre massiv. Derudover bør du tage stilling til, om du vil se stederne på egen hånd eller købe en guidet tur. En omvisning er naturligvis dyrere end en almindelig entrébillet, men til gengæld slipper du for at bruge 1-2 timer i kø.

Du kan enten booke billetter hjemmefra eller købe den hos en af mange gadesælgere, der flokkes om turisterne og lokker med ordene “Skip the line”. Få gode tips til de forskellige entré-muligheder til Colosseum HER, og Vatikanet HER.

Gratis guddommelighed

Til manges forundring koster det hverken penge eller kræver pas at besøge Vatikanet. Du kan spadsere direkte fra Roms gader og ind på Peterspladsen, der også er kendt som ventesal til Paradis. Nice to know, ik?

Det koster faktisk også gratis at besøge PETERSKIRKEN, hvor du i øvrigt kan komme helt op i kuplens top og få et vidunderligt view udover Rom. Besøget kræver blot lidt tålmodighed, da køen ofte er en eller flere timer lang. Vil du op i kuplen, skal du gå til venstre i forhallen, følge ‘Scala Regia’ og vælge, om du enten vil tage elevatoren eller trappens 537 trin til tops. Kirken er åben fra kl. 7-18, og besøgende i korte kjoler og shorts bliver ikke lukket ind. Så husk tøj til anledningen.

Pssst … Er du i Rom på en onsdag kl. 10 eller søndag kl. 12, har du også mulighed for at VINKE TIL PAVEN. Her åbenbarer han sig for de mange pilgrimme og turister, der er dukket op ved Peterskirken for at se giraffen, som på nuværende tidspunkt hedder Frans. Læs lidt praktiske tips her.

OPLEVELSER TIL FODS

Du kan slentre det meste af den gamle bydel rundt på en weekend. Men umuligt sætte flueben ved alle byens seværdigheder. Vælg hellere en håndfuld ud og besøg dem først eller sidst på dagen, hvor der er færre turister. Og brug resten af dagen på at opleve livet i Roms gamle gader.

Det ægte Rom

Vores favorit-oplevelse var FRIVILLIGT AT FARE VILD. Lige meget hvilken vej, vi gik, faldt vi pladask for atmosfæren, æstetikken og det historiske vingesus. For de smalle, brostensbelagte gader og charmerende pladser. For de små fortovscafeer, pompøse kirker og patinerede huse, der er dækket af grønne planter, malet i pastelfarver og forbundet med vasketøjssnore. Drømmer du om se byen med romernes egne øjne og få de bedste insider-tips, kan vi anbefale at hyre en lokal som guide gennem websitet ‘With locals’.

Trastevere-kvarteret er med sine smalle stræde, mange restauranter og
romantiske stemning med god grund et populært kvarter at besøge.

Bydele du skal besøge

Vi fik altid samme svar, når vi spurgte andre om hvilken bydel, de syntes bedst om: TRASTEVERE. Og nu stemmer vi i koret. Det gamle arbejderkvarter er en pittoresk labyrint af små gader, der emmer af italiensk landsbystemning og huser nogle af byens bedste spisesteder. Kvarteret folder sig ud på hver side af den hyggelige gågade, Via della Lungaretta, og omkring Trasteveres fontæne på pladsen Piazza de Santa Maria.

Trastevere er dog ingen hemmelighed blandt turisterne. Så er du nysgerrig efter at finde mere autentiske omgivelser, er vi blevet anbefalet en anden bydel: Roms gamle slagterkvarter TESTACCIO. Det ligger på en kunstig bakke, Monte Testaccio, der er skabt af ophobningen af gamle potteskår gennem flere hundrede år. Vi nåede desværre ikke selv forbi, men bydelen skulle være supercharmerende, en af de lokales favorit-steder at gå ud og lidt af en overset honningkrukke for de madglade typer.

Hovedattraktionen er naturligvis byens smukke, gamle centrum, CENTRO STORICO, hvor du finder de alle de mest berømte landemærker, monumenter og pladser. Bydelen er centreret omkring Piazza Navona og Pantheon. Den grænser op mod Tiberen og Vatikanet mod vest, den spanske trappe og parken Villa Borghese mod nord, og Colosseum og Forum mod sydøst.

Trastevere.

Udsigt ud over byen

Ligegyldigt hvor vi er i verden, elsker vi at besøge steder, der tilbyder udsigter fra øverste hylde. I Rom er toppen af KUPLEN PÅ PETERSKIRKEN uden tvivl det mest berømte. Derefter tårnet på ENGELSBORG samt toppen af den spanske trappe. Men der findes faktisk flere steder i byen, der også er værd at besøge. Især hvis du gerne vil undslippe turisterne for en stund. Rom er nemlig grundlagt på syv høje og i et bakket landskab, hvorfra du kan opleve flere fine og fredsfyldte views ud over byen.

Vi nåede desværre kun forbi en håndfuld udsigtssteder, men er du i Trastevere, kan vi anbefale at tage turen op til GIANICOLO og forbi fontænen Dell’Acqua Paola. På den anden side af Tiberen finder du AVENTINO og den lille park GIARDINO DEGLI ARANCI, der også har en smuk allé af duftende pinjetræer. Og ved parken Villa Borghese finder du PINCIO-HØJEN, hvorfra du kan se ud over folkets plads, Piazza del Popolo, og Peterskirken, der ifølge rygtet er et af byens smukkeste views. Alle stederne kan nemt nås til fods.

Udsigtspunkt og park ved Aventino.

Pladser, delikatesser og drikkevand

Der skulle efter sigende være mere end 900 kirker i Rom – og alle er placeret med front mod en plads. Det er derfor ikke så mærkeligt, hvis du hurtigt får oplevelsen af, at alle veje i Rom fører til … en plads! Og gerne med en fontæne i midten, eller en såkaldt ’FONTANELLE’. Det er en ca. 1 meter høj søjle i støbejern, hvorfra der risler frisk vand fra bjergene døgnet rundt. De lokale viste os, at du blot skal sætte en finger på tappen og lukke af for vandstrålen (se her). Så sprøjter en tynd, fin stråle fra et lille hul på hanens hals i slubrer-højde. Vi drak det flere gange uden problemer. Læs mere om Roms berømte vandsystem her.

Byens mest berømte plads er PIAZZA NAVONA, der ligger som en aflang smørklat i det gamle centrum og omtales som hele byens dagligstue. Men en af de hyggeligste er CAMPO DEI FIORI, der er byens gamle blomstertorv. Pladsen var mindre hyggelig for et par hundrede år tilbage, hvor den fungerede som henrettelsesplads. I dag er pladsen et livligt hotspot med masser af små markedsboder, restauranter og delikatessebutikker, hvor du kan købe italienske lækkerier med hjem. Rygtet forlyder, at Ruggeri er den bedste butik. De vakuumpakke også gerne dine indkøb til hjemrejsen, hvis du beder om det – per favore.

Piazza Navona

Smukke broer og sort sol

Paris har Seinen. Rom har Tiberen. Italiens tredjelængste flod udspringer øst for Firenze og bugter sig gennem Rom, hvor antikke broer forbinder bredderne. Vi syntes, at den smukkeste bro, der i sig selv er et besøg værd, er PONTE SANT’ANGELO ved Engelsborg. Den bilfri bro er prydet med barokke englestatuer og udsigten til to andre antikke broer, hvis spejlbilleder lyser op i flodvandet på en solrig dag, mens bagtæppet er Engelsborg og et smugkig til Peterskirken.

Ifølge romerne selv er den smukkeste bro PONTE SISTO, der forbinder det gamle centrum og Trastevere. Besøger du Rom om efteråret, er det også her, du kan opleve naturfænomenet sort sol. Himlen er dækket af tusindvis af stære, der i skumringstimen opfører en flyvende danseforestilling, inden de falder til ro i træerne langs floden. Det er et fascinerende syn, men knap så sjovt at løbe spidsrod i regnen af fuglelort. Godt tip: medbring paraply!

MAD & DRIKKE

At vælge hvor du skal spise i Rom, er lige så umuligt som at bede Brødrene Price om at bruge mindre smør. For der findes et hav af spisesteder, der er værd at kaste sig over …

Det fandt vi hurtigt ud af, da vi forsøgte at indkredse bare en håndfuld restauranter – og endte med at drukne i mængden af guides på internettet. Google fandt over 150 millioner hits. Doh!

Resultatet afspejler, at Rom er hovedstaden i et land, der er indehaver af et af verdens mest populære køkkener. Og lige så umuligt, som det er at vælge, hvor du skal spise; lige så umuligt, synes det at få en dårlig spiseoplevelse. Vi spiste på alt fra små fortovscaféer til turistproppede restauranter – og maden smagte altid ‘fantastico’.

Derfor følger her et par enkelte og overordnede tips til, hvordan du kan finde de gode spiseoplevelser i Rom. Og nederst i blogindlægget har vi linket til et par websites, der er værd at tjekke ud.

Spis med de lokale

“Gør som romerne, når du er Rom” – lyder det ofte i guidebøgerne. Handlingslammet af Googles uendeligt mange bud på gode restauranter syntes det også mere oplagt at spørge de lokale til råds i jagten på et autentisk sted, hvor maden smager, som mamma har lavet den.

Uafhængigt af hinanden gav de altid det samme råd: “Undgå restauranterne omkring store pladser og turistattraktioner. Find hellere de små, simple spisesteder, der gemmer sig i gyderne.” Derefter pegede pilen igen og igen på det samme trattoria i Trastevere:

DA AUGOSTO. Et lille og rustikt indrettet spisested, hvor træbordene står tæt og anretningen af maden er lige så uprætentiøs som omgivelserne. Men ’mamma mia’, hvor smager den godt! Menuen består af traditionelle retter og stor kærlighed til sæsonens råvarer. Der skal betales kontant, og tjeneren skriver din regning direkte på papirdugen. Åben til frokost kl. 12.30-15.00 og aften kl. 20-23. Adresse: Piazza de’ Renzi 15, Trastevere.

Ehm, hvad er et trattoria?

Overalt i Rom vil du se spisesteder med skilte, der fortæller, at her ligger et ’TRATTORIA’ eller ’OSTERIA’. Oprindeligt var der forskel på de to i form af vinudskænkning eller ej. I dag betegner de begge et italiensk spisested, der er mindre formelt end en ’ristorante’. Det betyder, at serviceniveauet er en smule under en restaurant og stemningen mere tilbagelænet. Ofte kan du ikke bestille bord, da konceptet er, at gæsterne bare svinger forbi og spiser en omgang aftensmad. Short and sweet. Vi er fans!

Sulten for sjov

Er du småsulten sidst på eftermiddagen, kan vi anbefale, at du kigger efter spisesteder, der tilbyder ‘APERITIVO’. En spisetradition, der også er kendt som italienernes svar på ‘happy hour’. Men faktisk er det mere end det. For her får du også fingersnacks til din drink. Enten bliver de serveret sammen med dine drikkevare eller også henter du selv i baren, hvor der står en lille buffet med fx tærte, bruschetta, oste, chips og oliven.

Aperitivo serveres gerne mellem klokken 18-20, og selvom maden nemt kan komme til at stille din sult (been there, done that!), er det ikke meningen, at du skal spise dig mæt inden aftenens middag. Læs mere om aperitivo’en her.

Byens bedste espresso

Italien er et mekka for os, der elsker mokka! Landet, hvor espressomaskinen blev opfundet i 1884. Her koster en kop kaffe det halve sammenlignet med herhjemme, og uanset hvor vi tog en kaffepause, smagte den sorte drik sublimt. Er det første gang du besøger Italien, er det især rart at vide to ting:

1.) Kaffen er billigere, hvis du drikker den stående i baren.
2.) Bestiller du en ’latte’, får du et glas mælk. I Italien skal du sige ’caffé con latte’. Få flere kaffetips her.

Vil du opleve den ægte italienske kaffekultur, bør du besøge byens to fineste kaffeinstitutioner. SANT’EUSTACHIO IL CAFFÉ og LA TAZZA D’ORO. Begge ligger få skridt fra og på hver sin side af oldtidstemplet Pantheon. Udover at det føles som at træde ind i en kaffehistorisk tidslomme, så er begge kaffebarer blandt landets mest berømte. Kaffeentusiaster dribler gerne fra den ene bar til den anden for at finde deres favorit. Læs mere her.

HOTEL & TRANSPORT

Her boede vi

Baseret på en kombination af budget, beliggenhed og en opsparet gratis overnatning på Hotels.com, bookede vi et værelse på det nyere boutique hotel MONTE CENCI. Værelserne er klassisk og elegant indrettet, og hotellet tilbyder skøn morgenmad (inkl. frisklavet espresso, cappuccino etc.) og en hyggelig tagterrasse, hvorfra du kan nyde udsigten udover byens tage.

Monte Cenci ligger centralt, men fredeligt placeret mellem det jødiske kvarter (Rione Sant’Angelo) og Tiberen. For os var det en perfekt location, da vi om dagen nemt kunne gå rundt til de mest berømte historiske attraktioner og om aftenen spadsere over broen ved Tiberøen og 10 minutter efter stå i hjertet af Trastevere, der bugner af hyggelige gader med små butikker, spisesteder og vinbarer. Læs mere om hotellet her.

Boutique Hotel Monte Cenci i Rom. Foto: www.montecenci.com

Find rundt i byen

Hånden på hjertet. Er du halvt tysk, som jeg, og har hang til orden – så er det nu sjovest at fare vild, når man ved, hvor man er. Som altid bruger vi app’en Maps.Me, der fungerer som en GPS på din smartphone. Downloader du bykortet for Rom, kan du også bruge app’en offline, så din telefonregning ikke eksploderer.

Derudover kan vi anbefale Politikens lommevenlige GUIDEBOG ‘Kort og godt om Rom’, der har detaljerede folde ud-kort og tips til udvalgte områder, oplevelser og spisesteder. Trænger fødderne til en pause, bør du downloade app’en Citymapper, der en ruteplanlægger, som kombinerer alle former for transport. Den kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du nemmest kommer fra A til B.

Transport til/fra lufthavnen

Ankommer du til lufthavnen Leonardo da Vinci – også kaldet Fiumicino (FCO), der ligger ca. 30 km vest for centrum – er der flere måder at komme ind til byen. Den offentlige trafik er billigst og kører hovedsagligt direkte til Roms hovedbanegård Termini.

Billigst er at tage en af de mange BUSSER, der kører til hovedbanegården Termini. Alternativt kan du tage en shuttlebus, fx Sit Bus Shuttle, der kører ca. hver halv time, tager ca. 45 minutter og koster 6 Euro. Du kan købe billetter ved terminalen eller online.

Vil du lidt hurtigere ind til byen, kan du tage EKSPRESTOGET, Leonardo Express, der kører direkte til Termini banegård på 30 minutter og koster 14 Euro. Toget har afgang hver 15-30 minut.

Eller du kan tage REGIONALTOGET Express FL1, der har otte stop på vejen til Termini banegård. Turen koster 8 Euro. Det kører lidt langsommere end eksprestoget, men kan være perfekt for dig, hvis du bor i andre dele af byen, som ligger lidt uden for centrum. Få mere info her.

Vil du hellere hoppe direkte i en TAXA, anbefales det at tage en af de autoriserede taxier. De er hvide og har taxameter. For de romerske taxichauffører er nemlig lettere berygtet for at narre turister. Især med turene fra lufthavnen. Her er det godt at vide, at der er en fast takst på 48 Euro fra lufthavnen til centrum. Turen tager ca. 45 minutter, og du skal ikke betale ekstra for bagage – selvom de forsøger at bilde dig det ind.

Vi valgte prismæssigt en mellemting: Vi tog en MINIBUS via et af de mange private selskaber, som du uden tvivl møder på vej ud af lufthavnen. Deres sælgere er lettere pågående, men for os virkede det som den optimale løsning. Bussen havde plads til 8 passagere, der alle blev kørt direkte til deres hotel. Det kostede 35 Euro for to personer, og tog hhv. 45 i (lettere myldertrafik) og 30 minutter (stort set ingen trafik) til/fra Rom.

Vi kørte med selskabet Concora. Du kan enten købe billet via deres skranke i lufthavnen eller booke via kontaktinformationer på deres website. Senest en dag før. Det fungerede upåklageligt, og chaufføren hentede os på slaget foran hotellet, da vi skulle retur igen.

Lækre links

Hideaways rejseblog: Gode tips til Rom
Rejsemagasinet Condé Nast Traveler: Rejseguide Rom
Lonely Planet: Insider-rejsetips til oplevelser
The Culture Trip: Top 10-lister med oplevelser i Rom
Bureau Brix Travel: Her finder du Roms bedste is
Euroman: Spis dig gennem Rom på et døgn
Eater: Stor guide til spiseoplevelser i Rom

Har du været i Rom?
Hvad er dit favorit-tip til byen?

Indlægget Guide: 15 rejsetips til en forlænget weekend i Rom blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Guide: Vandretur rundt om Mont Blanc – fra hytte til hytte

Mette — Sun, 01 Jul 2018 21:03:17 +0000

Hvad kræver det egentlig at vandre rundt om Mont Blanc? Hvordan er stierne, hvilket udstyr er uundværligt, og hvad bør man vide på forhånd? Her besvarer vi alle de spørgsmål, vi selv havde før vores vandretur.

Tour du Mont Blanc er med god grund blandt Europas mest ikoniske vandreruter. Men er det overhovedet realistisk at vandre hele vejen rundt om Vesteuropas højeste bjerg, når man er ny i bjergvandring, aldrig har prøvet at vandre flere dage i træk og samtidig har en snert af højdeskræk?

Omtrent således lød nogle af vores spørgsmål, inden vi selv drog af sted. Motiveret af drømmen om at vandre rundt om Mont Blanc tog vi i sommeren 2018 udfordringen op og begav os af sted. Projektet lykkedes! Over syv dage vandrede vi rundt om Mont Blanc og gennemførte vores hidtil hårdeste, men også mest uforglemmelige vandreferie.

Undervejs lærte vi en masse om ruten, stierne og hvad det kræver at vandre i bjergene. Vi blev klogere på udstyr, beklædning, sovefaciliteter, måltider og daglige rutiner. Nu har vi samlet hele molevitten her og håber, at vi kan hjælpe andre, der enten overvejer eller forbereder sig til på en vandretur i Alperne.

Lige bag os – lige dér, hvor Mettes højre hånd er i vejret – lyser Mont Blancs brede, hvide tinde op på den blå himmel.

Om ruten

Tour du Mont Blanc (TMB) er en alpeidyllisk rute, der udfordrer fysikken, men hverken kræver guide, avanceret udstyr eller den helt store erfaring. Ruten går i en aflang cirkel rundt om Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc, og strækker sig i sin helhed over knap 170 km, hvilket svarer til at vandre fra København til Odense.

Mont Blancs 4.808 m høje top rejser sig over et imponerende bjergområde i Alperne, der kaldes for Mont Blanc-massivet. Det rækker ind over tre landegrænser – Frankrig, Schweiz og Italien – og består af enorme gletsjere og intet mindre end 400 bjerge. Ruten bringer derfor ikke alene vandrere gennem et fabelagtigt og varierende bjerglandskab, men også gennem forskellige lande med hver deres særpræg.

Selve Mont Blancs snedækkede tinde kan dog være svær at spotte fra alle turens etaper. Udover at toppen er flad og bred og ikke spids, som børn tegner savtakkede bjerge, så står Mont Blanc skulder mod skulder med 40 andre rivaliserende tinder, der stikker over 3.000 m i vejret og nogle gange stjæler det direkte view til Alpernes konge. Men netop dét gør kun oplevelsen endnu større. For udsigten er evig foranderlig og konstant dragende.

Forskellige ruter

Siden naturforskeren Horace Bénedict de Saussure, som den første vandrede rundt om Mont Blanc i 1767, har tusinder fulgt i hans fodspor. I dag findes der derfor flere versioner af den officielle rute. Nogle er sværere end den oprindelige, andre lettere. Alt efter hvilken du vælger, kan du gå hele rundturen på mellem 9-12 dage. Eller springe et par etaper over ved at benytte de lokale busser, der kører mellem bjergbyerne langs ruten.

Vi sprang selv to etaper over og vandrede i 7 dage. Som nybegyndere udi bjergvandring ville vi ikke kaste os ud i for stor en mundfuld. Men nu ved vi, at vi snildt kunne have klaret hele den lange tur. Er du selv i tvivl, men vil samtidig virkelig gerne vandre hele distancen, kan du overveje at tage en fridag, når du passerer gennem en af de større byer, fx Charmonix (Frankrig) eller Courmayeur (Italien). Find info og kort over forskellige ruter HER.

Tourstart

Den franske Chamonix-dal er det klassiske udgangspunkt og ditto endestation for vandreturen rundt om Mont Blanc. Du kan dog også snildt begynde andre steder eller blot nyde en enkelt etape, fra hvor du nu engang befinder dig. Uanset hvad er Chamonix et godt sted at tanke op. Her er masser af hyggelige hoteller, restauranter og sportsbutikker.

Overnatter du i Chamonix, kan du benytte dig af de gratis busser, der kører mellem byerne i dalen. Du skal blot bede om et buskort af dit hotel. Derudover kan du også udforske Mont Blanc-massivet fra oven ved at tage verdens stejleste kabelbane. Den kører op til Aiguille du Midi-bjerget på 3.842 meter, hvorfra du har et fascinerende panorama udover et landskab af bjergtoppe. Læs mere HER.

Med eller mod uret?

Oprindeligt blev Tour du Mont Blanc etableret som en rute, du vandrer mod urets retning, hvilket de fleste forsat vælger at gøre. Vores tur bragte os den modsatte vej, og for os synes det kun at være en fordel. Det betød, at vi slap for at gå i gåsegang efter andre. Men især var det belejligt, når vi var usikre på, hvorvidt vi var på rette kurs, og hvilke udfordringer, der ventede forude. Her kunne vi spørge de forbipasserende, der netop havde tilbagelagt den vej, vi skulle.

Komfort-trek

Vi valgte en såkaldt komfort-udgave af Tour du Mont Blanc, hvor et rejsebureau havde planlagt en rute og på forhånd sendt os vandrekort samt en Topo-guide. Derudover havde de booket overnatningsstederne og sørget for at vores bagage blev fragtet fra hytte til hytte hver dag. Det gav os friheden til at vandre på egen hånd, men uden at vi skulle bekymre os om at planlægge en overkommelig rute, finde husly hver aften eller slæbe på fuld oppakning.

Hvad er en Topo-guide?

Ehm, hvad er en Topo-guide, tænker du måske? For det gjorde vi. Ordet kommer af ’topografi’, der er et geografisk udtryk for det at beskrive landskabet – dvs. højde, kendetegn og omgivelser. Topo-guiden er en form for skattekort, der beskriver landemærker undervejs på stien og således hjælper dig på rette vej.

Kunsten at finde vej

Når man nu hverken har været spejder eller orienteringsløber, er man så fortabt, hvad angår at læse vandrekort? Inden afrejse var vi spændte på, om vi selv kunne finde vej gennem bjergene. En bekymring, der heldigvis var lige så unødvendig som GPS’en på vores iPhones. Ved hjælp af rejsebureauets Topo-guide, kort med aftegning af ruten og den officielle afmærkning ude på stierne lykkedes det os at finde fra hytte til hytte hele vejen rundt om Mont Blanc uden problemer.

Officelle kort

Tour du Mont Blanc er aftegnet på to officielle kort, der tilsammen viser hele vandreruten. De hedder hhv. ‘Chamonix Massif du Mont Blanc‘ (3630 OT) og ‘St. Gervais‘ (3531 ET).

Afmærkning af ruten

Tour du Mont Blanc er officielt afmærket med en blanding af rød-hvide og gul-sorte tegn eller grønne cirkler med forkortelsen TMB. Du finder tegnene malet på alt fra sten til træstammer. Og de steder, hvor flere stier mødes, står der ofte skilte, der anviser retning, højdeangivelser og vandretid til nærliggende landemærker, bjergpas og byer.

TMB med guide

Foretrækker du få en vandreguide, der kan vise vej og samtidig fortælle lidt nærmere om naturen og området? Så findes der flere rejsebureauer, der arrangerer guidede grupperejser rundt om Mont Blanc fra ca. 5.000 kroner. Her kan du også vælge, om du selv vil bære din bagage eller få den fragtet mellem overnatningsstederne hver dag.

TMB på egen hånd

Den gode afmærkning af stien og de mange overnatningsmuligheder langs ruten gør det nemt for de lidt mere erfarne selv at planlægge og vandre rundt om Mont Blanc. Hele turen gennemføres oftest på mellem 9-12 dage. Bogen ’The Tour of Mont Blanc’ af Kev Reynolds er en populær guide, der fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide om rute, bookning af hytter, praktisk og historisk info.

Vandrestier

Det vi syntes allerbedst om ved Tour du Mont Blanc er, at du sjældent vandrer på asfalt eller trafikkerede veje. Ruten fører dig over vidstrakte og himmelhøje bjerglandskaber, hvor biler ikke kan komme frem. Du kommer gennem nåleskove og blomsterenge, langs dybe dale og brusende floder, over sneklædte tinder og vindomsuste bjergpas.

Stierne er primært en blanding af skovveje, bjergstier og enkelte steder smalle bjergkamme. I løbet af turen vil dine vandrestøvler gå på alt fra hård grus, store sten, kantede klipper og blød græsjord, men også gennem vandløb og længere strækninger med sne, trærødder og løse sten. Derudover krydsede vi en enkelt hængebro over en stor bjergflod.

Nogle gange kan du se stien så langt, at den blot ligner en blyantstreg i horisonten. Andre gange bugter den sig rundt om grønne bjergsider eller forsvinder bag højdedraget på en stejl stigning. Hist og pist krydser du spor med andre stier, men ofte findes der kun den ene. Så det eneste, du skal koncentrere dig om, er, at sætte den ene fod foran den anden. And enjoy the show!

Bedste tidspunkt

Sæsonen strækker sig fra midt juni til midt september. De fleste vandrer Tour du Mont Blanc i juli og august. Vejrmæssigt er det nogle super måneder, men grundet rutens store popularitet er det værd at overveje, om du kan vandre turen før eller efter højsæsonen. Nogle steder er stierne smalle og kan skabe flaskehals ved megen vandretrafik. Husk at book hytterne i god tid, da de hurtigt bliver fyldt.

De fleste guides anbefaler derfor slut august og begyndelsen af september, som det mest optimale tidspunkt. Her er der færre vandrere på stierne, sneen er smeltet og rutens beskaffenhed er god. Men vejrmæssigt er det også begyndt at blive lidt køligere og dagene kortere.

Vi vandrede turen i slutningen af juni, hvilket førte et par mindre udfordringer med sig, da der stadig lå en hel del sne på stierne og smeltevandet forøgede strømmen i de små vandløb. Til gengæld mødte vi færre vandrere, og så stornød vi udsigten til bjergenes smukke farver. Forårets grønhed struttede, blomsterne var sprunget ud og de mange øer af sne lyste op i stærk kontrast til de granitgrå og grønne kæmper.

Find officielle opdateringer på rutens beskaffenhed HER.

Hvad kræver det at gennemføre

Sværhedsgrad

TMB er klassificeret til en sværhedsgrad 3-4. Den kræver hverken tekniske forudsætninger, avanceret gear eller flere års erfaring. Men vandrer du uden guide, er det en fordel, hvis du har prøvet at vandre lidt før. Den største udfordring er dog den fysiske, da du stort set kun vandrer på stejle stier, der bringer dig omkring 650-1500 højdemeter op – og det samme ned. På én etape.

Etapernes længde

De enkelte etaper er typisk omkring 14-25 km og tager 5-7 timer at gennemføre, hvis du i gennemsnit vandrer med 3,5 km/t uden pauser. Det lyder usædvanligt langsomt, men etaperne går gennem et bjergrigt terræn, hvor flade strækninger er en sjælden delikatesse. Derfor skal du regne med at vandre i søndagstempo.

Højeste punkt

Afhængigt af valg af rute vandrer du dagligt over bjergpas i op til 2.600 meters højde. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det hverken er etapernes længde eller højeste punkter, men det samlede antal højdemeter op og ned på en dag, der tærer mest på kræfterne. Heldigvis bliver anstrengelserne så rigeligt belønnet i form af vidunderlige views!

Hver dag gik vi sammenlagt omkring 1.600-2.200 højdemeter, og lægger du hele turens samlede antal højdemeter sammen svarer det til at bestige Mount Everest. Efter Tour du Mont Blanc kan du tilføje omkring 10.000 højdemeter til din logbog – og klappe dig selv på skulderen!

Forberedelse

Du behøver ikke at være ekstremsportsudøver for at gennemføre TMB. Men jo bedre din kondition er, jo mere overskud vil du have til at nyde turen. I et fladt land som Danmark er det dog svært at træne til bjergvandring, så en kombination af puls- og styrketræning 3-4 gange om ugen er optimalt. Brug weekenderne på lange vandreture i bakket terræn, hvor du også kan gå dine vandrestøvler til og afprøve dit udstyr.

Højdeskræk

Det er meget individuelt, hvad der trigger folks angst for højder. Martin har en snert af højdeskræk, der prikker ham på skulderen ved synet af lodrette skrænter på åbne bjergpas. Men han havde ingen problemer ved at vandre rundt om Mont Blanc. For her vandrede vi hovedsagligt over brede bjergrygge og langs skrånende bjergsider. Kun ganske få steder gik vi på smalle bjergkamme med dybe fald, men ingen af dem føltes angstprovokerende at passere. Det mest udfordrende sted var der boltet jerntråd ind i bjergvæggen, som man kunne holde fast i som ekstra sikkerhed.

Overnatning og måltider

Hytter

Vælger du et komfort-trek, hvor du får bagagen kørt, sover du primært i hytterne nede i dalen, hvor chaufføren kan komme til med bil. Etaperne bringer dig derfor fra en dal, over et bjergpas og ned igen på den anden side. Her kan du vælge at sove i sovesal eller på eget værelse, hvilket koster lidt mere. Bad og toilet er gerne fælles.

Vandrer du med egen oppakning, kan du vælge at gå etaper, som bringer dig fra toppen af bjergpas, ned i dalen og op igen. Heroppe kan du sove i nogle af de alpeidylliske hytter, der har bjergtagende views og kun er åben i sommerperioden, da de om vinteren er ufremkommelige grundet sne. Oftest ligger de ret afsides, hvor biler ikke kan komme frem, så hytterne tilbyder gerne et lidt mere rustikt ophold og en seng i sovesal.

Find mere info om hytterne HER – og se dem placeret på et interaktivt kort HER.

Sovefaciliteter

Er du typen, der sover let, er det en god idé at medbringe natbriller og ørepropper – især hvis du skal overnatte i sovesale. Tjek på forhånd også om hytterne har håndklæder samt sengetøj til rådighed. Sover du på privat dobbeltværelse, er der ofte håndklæder og dyner. Sover du på sovesale, skal du regne med at medbringe egen lagenpose, som du kan bruge under sengetæppet.

Morgenmad

Hytterne langs vandreruten tilbyder som regel halvpension og kører nogenlunde efter samme setup, der er tilpasset vandreres rutiner og behov. Morgenmaden sættes frem i spisesalen mellem klokken 7-8, og buffeten består typisk af toastbrød, smør, ost, marmelade, frugt, cornflakes med mælk samt kaffe og te. Ta’ en termokande med hjemmefra, hvis du vil have kaffe med i rygsækken. Vi så flere, der fik lov til at tanke op i køkkenet, inden de satte af sted.

Frokost

Alt efter hvilken rute du vælger, kommer du i løbet af dagen forbi hytter, hvor du kan købe drikkevarer og frokostretter a la omelet, tærte og sandwich samt låne toilettet. Hytterne har dog kun åbent i højsæsonen. Så tjek gerne om det frokoststop, du har udset dig for dagen, har åbent.

Vi foretrak at medbringe vores egen frokost, så vi selv kunne vælge, hvor og hvornår vi ville spise. På disse kanter kommer du sjældent forbi et supermarked, så vi forudbestilte hver aften en sandwich i hytterne, som køkkenet gjorde klar om morgenen. Ofte kunne vi vælge mellem en baguette med forskelligt fyld eller en lidt større frokostpakke, der også indeholdte snacks som frugt, chokolade og juice. Vores sandwich kostede mellem 3-12 €.

Aftensmad

Hytterne serverer aftensmad omkring klokken 19-19.30. Den består gerne af en treretters menu fra det lokale køkken, hvor du kan vælge mellem to-tre forskellige varianter af hovedretten med enten rødt kød, fjerkræ eller et vegetarisk alternativ. Tilbehøret er ofte pasta eller polenta og lidt grøntsager. Forretten er typisk varm suppe, og desserten er kage eller is med frugtsalat.

Drikkevarer

I hytterne kan du købe et udvalg af sodavand, øl, vin og enkelte sjusser. Ude på stierne kan du finde enkelte vandkar, hvor der strømmer rent bjergvand gennem hanen, men du kan ikke regne med, at de er tilgængelige eller i brug. For en sikkerheds skyld bør du derfor medbringe nok væske til dagens vandring.

Tips til gear og tøj

Vandrestøvler

Vælg vandrestøvler fremfor -sko. Vi var virkelig glade for den solide sål og den ekstra støtte omkring anklerne, især når vi vandrede på stejle stier, klipper og sten. Og så slap vi også for at bekymre os om våde sokker, når vi gik gennem sne og vandløb.

Vandrestave

Vandrestave er et must. Udover at aflaste knæ og ben, gjorde de det også langt nemmere at forcere ujævnt underlag, løse sten og sne, hvor det var overraskende nemt at ryge på røven på grund af stiernes hældning. Derudover var de en betryggende støtte, når vi gik på smalle stier. Vælg evt. nogle vandrestave, som kan foldes sammen, så du nemt kan spænde dem fast på din rygsæk, når du ikke har brug for dem.

Buff

Buff’en blev hurtigt vores bedste ven. Det strækbær halsrør i merinould fyldte ingenting i rygsækken og var genial som alt fra halstørklæde, hue og pandebånd, når temperaturen pludselig faldt eller vinden var kølig. Vi havde to styk med hver og brugte dem også til at lune hænderne på kolde morgener eller en let hovedbeklædning, der kunne skærme mod den stærke sol.

Vandretøj i flere lag

I bjergene er vejret hurtigt omskifteligt, og i løbet af en dag oplevede vi svingende temperaturer fra 10-25 grader. Et godt tip er derfor at klæde dig i tre lag. Det inderste lag må gerne være i merinould, da det fungerer svedtransporterende og temperaturregulerende. Derefter er en god fleecetrøje et hit og yderst en skaljakke, der er regn- og vindtæt. Husk hat, solbriller og solcreme, da solen er skarp.

Favorit beklædning

Vi elskede vores langærmede trøjer i merinould. De var lune under jakken, når det var koldt, og tilpasse at vandre i, når vi svedte og havde det varmt. Men især erfarede vi, at når man bruger vandrestave, får man nemt forbrændte underarme, da de hele tiden er eksponeret for solens stråler. Den langærmede trøje gjorde det let at rulle ærmerne enten op eller ned, alt efter hvor kraftigt solen skinnede.

Tre-i-en bukser

Vi blev også fans af Fjällrävens lange vandrebukser, der kan lynes af til shorts, så vi nemt kunne skifte undervejs, når temperaturen steg og faldt. En smart detalje er, at du også kan bruge de separate benklæder som ’gaiters’, hvis du er iklædt shorts og får brug for at beskytte de bare ben i højt græs eller sne.

Din egen vandkilde

Selvom vi foretrækker at købe så lidt gejlet grej som muligt, blev vi virkelig glade for at have såkaldte Hydraulics Reservoirs med i rygsækken. Vandposerne kunne indeholde op til 2 liter vand og gjorde det via en gummislange, der hang på brystet, nemt løbende at tage små slurke af vand. Vi kunne drikke, uden at vi skulle slippe vandrestavene eller have fat i rygsækken hver gang. Det er overraskende anbefalelsesværdigt!

Forkæl dine fødder

Det er dem, der skal bære dig hele vejen rundt om bjerget. Vi gav dem ekstra pleje hjemmefra med fodbade og fodcreme, så huden ikke var tør og revnet. På selve turen gav vi dem lidt talkum, inden vi trak sokker og støvler på. Det hjalp huden med at forblive tør og blød – og der var ingen os, der fik vabler.

5 ting, vi lærte på turen

1. Must-haves

Gode vandrestøvler og vandrestave. Punktum. De er hele investeringen værd!

2. Langsommelighed er lykken

En guide fortalte os engang på en vandretur, at der er ingen stejle bjergstier, der er for hårde. Du skal bare sætte tempoet ned: “Sneglefart er en superpower”. Derudover er der ikke meget at bedrive, når først du er ankommet til hytten. Så brug hellere længere tid på at nyde udsigten i bjergene, mens du er der. Gå langsomt, kig dig omkring, tag en pause og sug landskabet ind. Det er absurd flot!

3. Hold dig opdateret

Som alle andre bjerge i verden svinger Mont Blancs humør som en kærlighedssyg teenager, og din vandretur kommer helt automatisk til at tage farve af det lunefulde vejr. Det kan slå om på ingen tid. Og det kan skifte gevaldigt mellem højderne. Så selvom solen skinner varmt i dalen, kan det godt være koldt oppe på bjerget – og omvendt, ikke mindst!

Derudover kan stiernes beskaffenhed ændrer sig pludseligt som følge af regn, sne og smeltevand. Tag dine forholdsregler alvorligt og spørg dig omkring, når du møder lokale eller andre vandrefolk på ruten. Generelt er det en god regel på alle vandreture, at du altid tjekker vejrudsigten og stiernes status på dagen, inden du går af sted. Dette er især vigtigt i bjergene, hvor den eneste garanti er, at der ikke findes nogle garantier. Doh!

4. Energiboost

Vi medbragte nøddebarer, som vi spiste som små energirige mellemmåltider, der skulle holde benene kørende. Efter frokost gik vi altid lidt kolde og fandt ud af, at cola var løsningen. Intet fungerer så effektivt som kombinationen af sukker og koffein!

5. Husk hyttesko

Ved ankomst til hytterne bliver du bedt om at stille dine vandrestøvler og -stave i et adskilt rum. Nogle hytter har en kurv stående med badetøffler, crocs og klipklappere, som du kan låne. Alternativt skal du have egne skiftesko med, som du kan tøffe rundt i resten af aftenen.

Rygsæk til dagsvandring

At vælge rygsæk kan være en udfordring. Den skal matche dine behov, din smag og samtidig passe til din kropsform. Derudover er det sværeste næsten at finde den rigtige størrelse, især til bjergvandring. Den skal hverken være for lille, så du mangler plads, men ej heller for stor, så du slæber på for meget.

Martin og jeg har to forskellige dagsrygsække til to forskellige behov. Martins rygsæk er en LowePro Whistler BP 350 – en solid sag, der er lavet til fotografer. Mettes er en LowePro Photo Sport BP 300 og er lavet til aktive rejsende, der gerne vil have et kamera med på ferien. Ingen af rygsækkene er optimale til fx langdistancevandring eller fuld oppakning, men tilsammen matcher de vores behov, når vi er på dagsvandreture.

Vores pakkeliste:

Dagsrygsæk – gerne med indbygget regnslag
Topo-guide
Kort over ruten
Vandrestave
Skaljakke (vind- og regntæt)
Læbepomade
Solcreme
Solbriller
Kasket
Buff (2 stk. hver)
Vandreservoir
Frokost
Snacks
Affaldspose
Kamera
iPhone
Schweizerkniv
Et lille førstehjælpskit med vabelplaster, sportstape, lommetørklæder

Rejseblog om vandreturen

Tour du Mont Blanc var den første vandretur, hvor vi vandrede flere dage i træk og fra hytte til hytte. Som novicer i bjergvandring lærte vi en hel del om vandrelivet. Derfor er vi påbegyndt en lille føljeton om turen, hvor vi fortæller om oplevelserne og viser en masse billeder til inspiration for andre som os. Indtil videre kan du læse om:

Ankomsten:

Vi fortæller om vores tanker før vandreturen. Om forventninger, bekymringer og udfordringer. Derudover fortæller vi lidt historisk info om ruten, Mont Blanc og hvorfor det også kaldes for ’dødens bjerg’. Gulp! Læs HER.

Etape 1:

På første etape lærte vi, hvad det kræver at vandre i bjergene. Vi fortæller både om fysiske udfordringer, risici, vandretempo og uundværligt gear. Og så bliver vi vildt betaget af landskabet! Læs HER.

Etape 2:

Anden etape bød på uventede udfordringer og blandet vejr. Her fortæller vi om, hvordan en typisk dag forløber – fra morgen til aften. Om praktiske detaljer, vandretøj til bjergene, hytter og dagens måltider. Læs HER.

Rejseinfo

Transport

Du kan enten køre i bil til den franske Chamonix-dal, hvor du fx kan parkere gratis ved byen Le Tour – eller flyve til Geneve Lufthavn, hvorfra der er flere forskellige transportmuligheder. Vi kan anbefale ’Mountain Drop-offs’, der tilbyder individuel transport med minibus. De kører tur/retur mellem lufthavnen og direkte til dit hotel. Køreturen tager ca. halvanden time og koster 35 € pr. person hver vej.

Pris

Den samlede pris for vores rejse var 7.700 kr. pr. person. Prisen er inkl. flybillet, transport til/fra lufthavnen og en såkaldt ‘komfort-pakkerejse’, der inkluderede overnatninger med halvpension og eget dobbeltværelse, fragt af bagage, vandrekort og en Topo-guide, der beskrev ruten. Derudover betalte vi selv for hotelophold både en dag før og efter vandreturen samt frokost (ca. 3-12 € pr. person hver dag) og drikkevarer.

LÆKRE LINKS

Officiel TMB hjemmeside: Tour du Mont Blanc
Officiel hjemmeside for Chamonix-dalen: Chamonix

Indlægget Guide: Vandretur rundt om Mont Blanc – fra hytte til hytte blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Etape 2 – om daglige rutiner, påklædning og pakkelister

Mette — Sun, 24 Jun 2018 08:14:01 +0000

De schweiziske alper gjorde os selskab på anden etape, hvor landskabet og stierne var lige så varierende som vejret. Her fortæller vi om, hvordan en typisk dag ser ud på Tour du Mont Blanc – om praktiske detaljer, vandretøj til bjergene og hvad man får at spise i hytterne.

Da vækkeruret ringer klokken kvart i syv om morgenen, hverken lyder eller føles det som ferie. Kroppen er lettere mør og har i løbet af natten transformeret sig til et tredimensionelt landkort over muskler, vi havde glemt fandtes. Især omkring knæene kan det mærkes, at vi er langt væk fra pandekageflade Danmark.

Hjemmefra har vi trænet op til turen ved at vandre lange ture i bakket terræn. Vi indrømmer blankt, at det er optimistisk at forberede sig til bjergvandring i et land, hvor et af de højeste punkter er Himmelbjerget. Det klinger jo i sig selv af storhedsvanvid at kalde en bakke på blot 147 meter for … et bjerg! Eller ’The Sky Mountain’, som det direkte kan oversættes til, og altid udløser et grin hos folk fra andre lande, når vi fortæller om det.

Lettere søvndrukne slår vi dynerne til side og trækker gardinet fra i det lille dobbeltværelse. Kapow! Udsigten til de grandiose bjerge, der rejser sig mod himlen lige uden for vores vindue, er slående. Og nu vælter det ind med dugfriske minder fra gårsdagens oplevelser og den berusende følelse af at vandre i de vidtstrakte landskaber. Bedre benzin findes vist ikke.

Ivrige efter at se, hvad næste etape bringer, kommer vi hurtigt i tøjet og går i gang med at pakke taskerne. Imens begynder regngrå skyer at trække sig sammen på den blå himmel. Vejret ulmer, og forude venter en lille udfordring, vi ikke havde set komme …

Pakning af rygsæk

Som nybegyndere udi bjergvandring har vi valgt en såkaldt komfort-udgave af Tour du Mont Blanc (TMB). Hjemmefra har vi købt en pakke gennem et rejsebureau, der har planlagt en rute og sørget for, at vores bagage bliver fragtet fra hytte til hytte. På den måde har vi friheden til at vandre på egen hånd, men uden at skulle bekymre os om at finde husly hver aften eller slæbe på fuld oppakning.

Ikke at vandreturen dermed er nem. Ruten består af bjergrige etaper, der sammenlagt bugter sig over 10.000 højdemeter og sjældent byder på flade stræk. Gud havde tydeligvis glemt vaterpasset, da han skabte Alperne. For oftest går stierne enten op eller ned. Lige ud findes stort set ikke. Så jo mindre vægt på ryggen, jo bedre – hvis du spørger os.

Gud haVDE tydeligvis glemt vaterpasset, da han skabte Alperne.

Hver morgen pakker vi derfor to tasker. En stor taske med al vores habengut, der bliver kørt til næste hytte, og en lille rygsæk, der kun indeholder de mest nødvendige ting til dagens vandring. Småting såsom kort over vandreruten, solcreme, solbriller, drikkevand, frokost, snacks og kamera. Derudover skal der være lidt ekstra plads i rygsækken til skiftetøj.

Vandretøj til bjergvejr

Vejret i bjergene er en lunefuld fætter. Det er hurtigt omskifteligt, og temperaturene svinger mellem 10 og 25 grader. Det er køligt om morgenen, når vi går af sted ved 8-tiden, og bliver varmere op ad dagen. Samtidig kan det være en vindrig fornøjelse af passere åbne bjergpas, så det er godt at have et varmt lag på, selvom turen derop i sig selv er en svedig fornøjelse.

Mette iklædt alle tre lag af ‘vandreuniformen’. Den gennemsigtige slange, der hænger ned foran brystet, er røret til en drikkepose på 2 liter, som vi hver især har i rygsækken. Et såkaldt Hydraulics Reservoir, der gør det langt lettere løbende at tage små slurke vand.

Fra morgenstunden iklæder vi os derfor tre lag tøj, som skulle vi vandre gennem flere årstider på bare én dag. Inderst har vi en langærmet trøje i merinould, der både fungerer som et svedtransporterende og temperaturregulerende lag. Dernæst en hættetrøje i fleece/merino, og med i rygsækken har vi en skaljakke, der er regn- og vindtæt.

Vi tager overraskende ofte tøj af og på – og i forskellige kombinationer – i løbet af dagen. Så de mest praktiske beklædningsgenstande bliver hurtigt vores favoritter. Det er fx første gang, vi har ejet lange bukser, der kan lynes af til shorts – og vi er vilde med dem! Derudover er Buff’en, et strækbart halsrør, uundværligt. Det fylder ingenting i tasken og fungerer både som halstørklæde, pandebånd og håndledsvarmer, når det er køligt, og en let hovedbeklædning, når solen er skarp.

Inden vi tog af sted var påklædning noget af det, som vi var mest i tvivl om. Men hvis der var én beklædningsgenstand, som viste sig at blive vores favorit, så var det Fjällrävens vandrebukser med lynlås, som gjorde det nemt at skifte ude på ruten.

Morgenmad i Alperne

Iklædt vandreuniform mangler vi kun at fylde energidepoterne op. Spisesalen ligger i stuen og er et højtloftet rum med lange borde, voksduge og store spejle på hvidmalede vægge. Sammenlignet med turens andre overnatningssteder er indretningen på vandrehotellet La Grande Ourse det mindst alpeidylliske. Men det er rent, rummeligt og funktionelt i bedste schweiziske ordenstil.

En gruppe af vandrere har allerede indfundet sig rundt omkring ved bordene og sat sig på de samme pladser, som køkkenmutters papirlapper med navne dikterede i går. Selvom det føles lettere kontrollerende med den konforme bordplan, gør den uden tvivl livet lettere for alle. Pladsen er trang i højsæsonen, og planen sikrer, at der ikke opstår stoledans.

Vi kan genkende de fleste fra middagen i går og hilser godmorgen, inden vi går i buffeten. Helt klassisk for overnatningsstederne langs vandreruten er hotellet inklusiv halvpension, og alle hytter kører nogenlunde efter samme setup, der er tilpasset vandreres rutiner og behov. Morgenmaden sættes frem i spisesalen fra klokken syv til otte, og buffeten består typisk af toastbrød, smør, ost, marmelade, frugt, cornflakes med mælk samt kaffe og te.

Efter vi er tanket op på kulhydrater og koffein, henter vi vores frokostsandwich, som vi har bestilt aftenen før, i køkkenet. Derefter afleverer vi den store bagage i receptionen og sikrer os, at de grønne mærkater med rejsebureauets logo sidder på, så chaufføren kan finde dem blandt stakken af tasker. Vi er tydeligvis ikke de eneste, der har valgt komfort-versionen af Tour du Mont Blanc.

Langt fra hverdag

En time efter vi er stået op, trækker vi forventningsfulde rygsækkene på. Forude venter en ny etape, og det eneste de hver især har tilfælles er, at de bringer os fra bunden af en græsklædt dal, over høje bjergpas og ned igen på den anden side. I dag venter en vandretur på 18 km og lidt over 2.000 meter høje bjergpas. Men det bliver ikke turen derop, der byder på dagens udfordring. Det bliver turen ned.

Lidt uden for landbyen finder vi TMB-sporet, svinger over asfaltvejen og ind på en smal sti, der går op mod Col de la Forclaz – dagens første bjergpas i lidt over 1.500 meters højde. Det betyder, at vi skal vandre knap 300 meter op i løbet af den næste times tid. Og det på et tidspunkt af dagen, hvor vi normalt sætter os ned foran computeren i hvert vores kontorlandskab.

Kontrasten mellem vandreferie og hverdag kan vist ikke være større.

Stien snor sig stejlt op gennem en tæt nåleskov, og vi bliver gentagende gange overrasket over, hvor hurtigt den rodknoldede skovsti bringer os højt til vejrs, når vi af og til kan kigge ud gennem rammen af grønt. Det er en fabelagtig udsigt. Til dalen under os og til bjergene i horisonten.

Svært at regne ud

Efterhånden som vi nærmer os passet, jo mere stenet bliver stien, og jo mindre tæt bliver skoven. Først nu kan vi mærke små regndråber falde forsigtigt fra himlen over os. ”Skal vi vædde med, at det stopper, hvis vi tager regntøj på”, siger Martin. De sidste 5-10 minutter har vi diskuteret, hvorvidt det regner nok til, at vi gider skifte – og imens er regnen taget til.

Det er et væddemål, jeg godt gider, Martin vinder!

Vi beslutter at skifte hættetrøjerne ud med regnjakker og krænge regnslag udover rygsækkene. Mens vi møffer rundt, kommer et andet par stridende op ad den stejle sti bag os. De har talt om præcis det samme, fortæller manden med et forpustet grin. Regn eller ej, så er tøjskiftet en velkommen pause.

Længere fremme begynder stien endelig at flade lidt ud. Vi kommer gennem skoven og ud til et åbent plateau med grønt græs og små søer, og for første gang har vi et frit udsyn til bjerglandskabet, der omgiver os. Regnskyerne hænger lavt på himlen, som grå guirlander mellem de hvide spidse tinder. Det ser olmt ud. Men det regner ikke.

1-0 til Martin.

Frokost med udsigt

Midt på dagen slår stien et sving op over et højdedrag og åbenbarer et view udover en bølgende grøn bjergside. Det giver et sug i maven at kunne se så langt og samtidig ikke se andet end bjerge. Vi befinder os 2.049 meter over vandets overflade. Under os snor stien sig som en tynd tråd gennem landskabet og forbi en gammel gård, der ligger idyllisk midt på bakken.

Det er Alpage de Bovine, vores frokoststop. Her er en lille stenhytte lavet om til et rustikt spisested, hvor vandrere kan købe retter a la omelet, tærte og baguette og forrette sin nødtørft. I løbet af ugen passerer vi på hver etape bjerghytter som denne. Oftest køber vi blot en kop kaffe eller en cola og låner toilettet. For vi foretrækker at medbringe vores egen frokost, så vi selv kan vælge, hvor og hvornår vi vil spise.

Mens vi vandrer mod hytten, brænder solen gennem skyerne. Jeg kigger tilbage på Martin, som griner af mig. Jeg smiler så stort, at jeg ligner en flækket træsko. Det er bemærkelsesværdigt, så hurtigt vejret kan skifte i bjergene. Men hurra for det! For nu kan vi spise vores sandwich siddende i græsset – i det fineste solskin og med et uforglemmeligt panorama. Vi har klaret dagens opstigning. Herfra går det storset kun nedad bakke.

Vi spiste frokost med udsigt til Martigny-dalen, der i gamle dage var opsamlingssted for de store mængder af is, som blev fragtet ned fra bjergene og kørt videre med tog til de store byer, bl.a. Paris. En virksomhed, der ophørte efter køleskabene blev indført i 1940’erne.

Stien, der forsvandt

Vi kan høre det, før vi det ser. Vand, der fosser ned ad en stenet bjergside. Indtil nu har vores største bekymring været, om vi overhovedet kunne komme rundt om Mont Blanc på grund af vinterens usædvanligt store mængder af sne. Vi havde egentlig ikke tænkt så meget over, at vi befinder os i bjergene på den tid af året, hvor sneen smelter, og vandet galoperer en vej: nedad.

Vi har netop tilbagelagt en lettere strabadserende nedstigning. En stejl skovsti med løse sten ovenpå grov grus. Rrrrrtttssschhh … Vi rutsjede konstant og ufrivilligt, som var stien en bølge og vores støvler et surfbræt, der blev revet med af naturens kræfter. Uden vandrestave var vi røget på røven. Mange gange.

Derefter ændrede stien sig til store, kantede klippesten og udfordrede balancen på ny. Det føltes, som om vi legede jorden er giftig, når vi med store skridt trådte fra sten til sten. Og nu står vi her. Stien har ført os gennem et tæt buskads og ud til en lysning, hvor den forsvinder under en bred tunge af frådende vand. Det er svært at se bunden under det vilde vandløb, der forsætter lukt udover en skrænt.

Gulp!

Martin kanter sig langs det grønne i forsøget på at finde et sted, vi kan krydse over. Lidt længere oppe træder han prøvende ud i vandet, der hvirvler rundt om bunden af hans støvler. Det er tryk på strømmen, men den er langt fra så voldsom, at han ikke kan stå imod. Skridt for skridt træder han fra sten og sten og peger, hvor jeg kan følge efter.

Vi griner fjoget af hinanden, da vi uden problemer er kommet over på den anden side. Vandløbet både lød og så langt værre ud, end det var. Vi finder hurtigt tilbage på stien, og herfra venter en langt mindre udfordrende vandretur. Sidste del af etapen går ad grusveje i nåleskove og brede jordstier omkranset af lårhøje bregner. Og over flere mindre vandløb, som vi vader igennem, som har vi aldrig gjort andet.

Når du vandrer i begyndelsen af sæsonen (midt juni), fører det et par mindre udfordringer med sig i form af både snedriver og smeltevand. Men udsigten til det varierende landskab er det hele værd. Øerne af sne lyser op i stærk kontrast til bjergenes grønne og granitgrå farver. Det ser vanvittigt flot ud!

Aftensmad i hyttesko

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Relais d’Arpette, vores hytte for natten. Her guider receptionisten os ned i kælderen, hvor vi både finder vores bagage og et adskilt tørrerum, hvor alle vandrere skal stille deres støvler. En pikant lugt af sure sokker afslører en af de praktiske årsager til, at alle bedes parkerer fodtøjet her.

Vi hopper i vores medbragte skiftesko, som vi har lagt klar øverst i den store taske, og bærer vores ting op på værelset. De fleste bjerghytter tilbyder primært overnatning i sovesale og køjesenge, men med i vores komfort-pakke følger eget dobbeltværelse. Bad og toilet er fælles.

Vi tager et hurtigt bad og tøffer en tur i baren. For der er intet, der smager så godt, som en kold øl efter syv-otte timers vandring og til udsigten af de selvsamme granitgrå kæmper, der har gjort os selskab. Den næste øl bliver akkompagneret af planlægning for morgendagen. Vi læser rutebeskrivelsen, tjekker vejrudsigten og forudbestiller frokostsandwich hos køkkenet.

Aftensmaden serveres klokken 19 og er en alpeidyllisk version af familiefester i et forsamlingshus. Hver aften får vi serveret en trerettersmenu fra det lokale køkken, ofte med mulighed for at vælge mellem to-tre forskellige varianter af hovedretten. Forretten er typisk en varm suppe. Hovedretten består af kød, pasta eller polenta og lidt grøntsager. Og desserten er kage eller is med frugtsalat.

Det er svært ikke at være begejstret over konceptet. At spise trerettersmenu hver dag. Men hvor familiefester ofte fortsætter med musik og dans til langt ud på natten, fortsætter vandrefolket direkte på hovedet i seng. I bjergene er Ole Lukøje arbejdsløs. Vi falder i søvn i samme moment, kinderne rammer puden. Og vi vågner først, da vækkeuret ringer.

FAKTA:
DAGENS ETAPE

I vandreguiden, vi har fået af rejsebureauet, står der anført forskellige data om dagens etape – bl.a. hvor lang den er, og hvor mange timer den tager at gennemføre, hvis du i gennemsnit vandrer med 3,5 km/t uden pauser.

For at give et mere realistisk billede af vandreturen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.

Etape 2

Rute: Fra Trient til Arpette
Kilometer: 17,5 km (25 km)
Højdeforskel: 1000 m op / 700 m ned
Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 372
Højeste punkt: 2049 meter
Tid: 5-6 timer (8 timer)

Overnatning

Trient: La Grande Ourse
Arpette: Relais d’Arpette

Indlægget Rejseblog: Etape 2 – om daglige rutiner, påklædning og pakkelister blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Etape 1 – på vandretur rundt om Mont Blanc

Mette — Sat, 23 Jun 2018 06:03:16 +0000

Første etape på vandreturen bragte os fra Frankrig til Schweiz, langs snedækkede bjerge og gennem storslåede landskaber. Vi lærte, at lykken er langsommelighed – og at det ikke er teknisk svært at vandre på bjergstier, men muligt at brække en finger på en blomstereng.

Den idylliske forestilling om, at ‘Tour du Mont Blanc’ foregår ubesværet af en jævnt bakket sti, udfordres allerede fra begyndelsen. Siden vores vandrestøvler forlod asfalten ved den lille bjergby Le Tour og trådte forventningsfulde ind på rutens første etape, har den lille skovsti kun ført os stejlt opad. Op. Op. Op …

→ Læs: Første del i føljetonen om vandreturen her

Sveden pibler frem på panden, mælkesyren nipper i benene og pulsen banker på. Vi hiver let efter vejret, mens vi grinende bekræfter hinanden i, at anstrengelserne uden tvivl skyldes, at vi ikke er vant til den tynde luft. Mmmhh … Helt sikkert, Sherlock! Vi har ikke en gang krydset trægrænsen endnu.

Tryk på billederne for at se dem på fuld skærm.

På den første time har vi tilbagelagt knap 300 højdemeter og befinder os nu på en bjergside i lidt over 1.800 meters højde. Udsigten er vanvittig smuk! Mont Blanc-massivets snedækkede tinder lyser hvidt mod den blå himmel og står i skærende kontrast til Chamonix-dalens grønne landskab.

Heroppefra kan vi kun skimte byen, hvorfra vi begyndte dagens etape. Husene ligner små prikker for foden af bjergene, der rejser sig som et granitgråt amfiteater. Selvom endorfinerne sandsynligvis giver os et ekstra skud af lykke, er vi helt høje over udsigten. Det er lidt vildt at tænke på, at vandreturen kun lige er begyndt.

En lunefuld fætter

På vej herop snoede den første del af stien sig gennem en lysegrøn skov. Her var især birketræerne synligt mærkede af, at vinteren har været usædvanlig voldsom. Den har ikke kun vist tænder. Den har også bidt hårdt. For flere træer var knækket midt over og stod med splintrede toppe.

Synet mindede os om, hvad der muligvis kan blive turens største udfordring længere oppe. Her er nogle af stierne forsat lukkede på grund af vinterens store mængder af sne, og få dage før vores afrejse fra Danmark var der advarsler mod at krydse bjergpassene på tredje, femte og sjette etape.

Etapen i dag skulle dog være tiptop for to bjergnovicer som os. I går aftes forhørte vi os blandt de lokale, der kender stierne og er opdaterede på forholdene: ”Det er en skøn vandretur til Trient, glæd jer”, lød det beroligende – men altid i kombination med et godt råd: ”Spørg, hvordan stierne ser ud længere fremme, når I møder andre på ruten.”

“Sladrehanken er
din bedste ven i bjergene!”

Generelt er det god skik blandt vandrefolk at udveksle informationer. For ligesom alle andre bjerge i verden er Mont Blancs humør lunefuldt 365 dage om året. Vejret er uforudsigeligt, hyppigt omskifteligt og påvirker stiernes tilgængelighed. Den optimale måde at få de bedste opdateringer om ruten er derfor at tale med dem, der netop har vandret på de stier, der venter på dig.

Jeps, sladder løber altid hurtigt – også i bjergene, hvor der hverken er wifi eller mobildækning. Nu håber vi blot på, at de andre vandrere bringer godt nyt. Hvis vi er heldige, har solen smeltet den værste sne, inden vi skal krydse turens højeste og mest udfordrende bjergpas.

Da vi opdagede vores superpower

De næste par timer slanger stien sig over vidstrakte bjerglandskaber, gennem blomstrende bakkedrag og langs sneklædte toppe. Nogle gange kan vi se stien så langt, at den blot ligner en blyantstreg i horisonten. Andre gange bugter den sig rundt om grønne bjergsider eller forsvinder bag højdedraget på en stejl stigning.

Det bider let i balderne, og vi pruster af anstrengelse. Vi indrømmer gerne, at vi ikke ligefrem er i vores livs bedste form, men det her er alligevel overraskende hårdt! Den største udfordring er dog udelukkende ikke at stoppe op hver femte minut, blot for at tage endnu et foto af omgivelserne, der kun synes at blive smukkere, vildere og mere imponerende, jo længere og højere op vi kommer.

Det gør det umuligt at gå særligt stærkt, når blikket kører i pendulfart mellem stien, udsigten og view-finderen i kameraet. Vi formår akkurat kun lige at sætte den ene fod foran den anden. En. Fod. Ad. Gangen. Tempoet falder, det samme gør pulsen – og så falder tiøren!

Snegletempo
er en superpower!

Ah! Lykken er at vandre langsomt! Indtil nu er vi travet begejstret af sted i et unødvendigt højt tempo. Selvom stierne næsten konstant går stejlt op eller ned, er det hverken teknisk svært eller hjernedødt hårdt at vandre på bjergstierne – når blot vi tilpasser tempoet.

Det trick lærte vi faktisk på en vandretur i Østrig, hvor guiden afslørede hemmeligheden bag at gennemføre bjergrige etaper: Hastværk er lastværk og snegletempo en superpower! Og som bonus kan vi nyde landskabet ekstra meget, ekstra længe. Vi skal bare nå at være fremme ved den næste hytte inden kl. 19, hvor aftensmaden serveres. Det når vi nok …

Au revoir, France!

Dagenes vildeste view og højeste punkt er Col de Balme. Et bjergpas på 2.191 m, hvor vi kan se tilbage på Frankrig og de grønne dale, hvorfra vi kom – og frem mod Schweiz og en v-formet kløft mellem to bjergsider, hvor stien forsætter ned mod dalen og landsbyen Trient. Dagens endestation.

Vi står præcis på grænsen
mellem to lande.

Det er vildt betagende at kunne spejde ud over den ene bjergtop efter den anden og på tværs af landegrænser. Så inden det er tid til at vandre videre, gør vi som alle de andre, der har klaret turen til tops. Vi hiver den medbragte madpakke op af rygsækken, sætter os i græsset og gumler os gennem hver vores baguette, mens vi grådigt æder udsigten med øjnene.

Dagens nedtur

De sidste to timer er dagens mest udfordrende. Skridt for skridt bærer vores ben os mere end 900 højdemeter nedad, hvor især de sidste par kilometer er de hårdeste. En smal sti snor sig stejlt nedad, serpentinersving efter serpentinersving, og gennem en tæt nåleskov med et ujævnt underlag af trærødder og rullende småsten.

Her kan selv de bedste vandrestøvler forvandle sig til rulleskøjter på et øjeblik. Vi er faktisk kun lige begyndt på nedstigningen, da Mette ganske ufrivilligt demonstrerer, hvor hurtigt det kan gå. Som en tegnseriefigur hænger hun pludselig i luften og flagrer med arme og ben. Men tyngdekraften har allerede vundet. Bump!

For første gang forstår vi for alvor fordelen ved at bruge vandrestave. De gør sandsynligheden for at ryge på røven mindre og aflaster samtidig kroppen på de stejleste nedstigninger. Det mest logiske er jo at tro, at det er hårdere at gå op end ned. Men den fejlagtige forestilling kunne ikke være længere væk fra virkeligheden end lige her. Her gør det naller i knæ og ben.

Synet af bjergsiden, vi netop er vandret nedad, forklarer en hel del. Den er virkelig stejl! (Bemærk, hvordan Mette holder et fast greb i sine to nye bedste venner, vandrestavene!)

Endestationen

Vi jubler, da skoven endelig åbner sig til en jævn blomstereng. Stien flader ud og fører os mod et brusende vandløb, der er knap fire meter bredt. Strømmen er stærk, og de mest oplagte trædesten er for langt under vand til at kunne bringe os tørskoet over på den anden side. Vi vælger i stedet at fortsætte langs vandløbet med håbet om at finde et bedre sted at krydse over.

Lidt længere fremme møder vi en gruppe italienere, som vi har hilst på flere gange ude på dagens etape. Noget er galt. En af kvinderne sidder i græsset og ser lettere fortumlet ud. Da vi spørger, om hun er ok, om de har brug for hjælp, stikker hun sin hånd i vejret som svar. Hendes ringfinger stritter i en yderst mærkelig og unaturlig retning.

Av, av, av!!!

Fingeren er tydeligvis fucked! Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt, men episoden minder os alligevel om at være påpasselige. Og altid bruge vandrestave! For du kan vandre over stejle, stenede bjergpas uden problemer, men snuble uheldigt i en blød blomstereng – og så er resten af vandreturen et afsluttet kapitel.

For os er det heldigvis kun første etape, der er ved vejs ende. Vi finder et mindre udfordrende sted at hoppe over vandløbet, og lidt efter er vi fremme ved en asfaltvej, der fører os den sidste kilometer til dagens endestation: Hotel La Grande Ourse, et familieejet bjerghotel i landsbyen Trient.

Her bliver vi snart klogere på ting, som også er en stor del af det at være på vandreferie: Fællesmiddag, pakkerutiner, hyttekultur og hvorfor der altid er ét rum, der lugter af sure tæer. Men mere om det senere. Nu vil vi fejre, at vi har gennemført turens første etape med en stor, kold øl!

Fakta:
Dagens etape

For at give et mere realistisk billede af turen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.

Etape 1

Rute: Le Tour (Frankrig) – Trient (Schweiz)
Kilometer: 14 km (22,3 km)
Højdeforskel: 850 m op / 900 m ned
Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 271
Højeste punkt: 2,191 meter
Tid: 5 timer (7 timer)

Dagens rute – fra hytte til hytte

Vi tog en bus fra hotellet i Argentière til P-pladsen i Le Tour (Chamonix-dalen, Frankrig), hvor etape 1 begyndte. Hvis du har overnattet i dalen, kan du få et buskort gratis af dit hotel. Vandrestien begynder fra P-pladsen foran kabineliften i Le Tour og går over Col des Posettes og Col de Balme til bjergbyen Trient (Schweiz).

Overnatning

Argentière: Hotel de la Couronne
Trient: Hotel La Grande Ourse

Lækre links:

Officielle opdateringer om stierne: Tour du Mont Blanc
Fakta om højeste punkt: Col de Balme
Chamonix: Vejrudsigten i dalen
Kort: TMB-ruten

→ Læs: Første indlæg om
vores vandretur rundt om Mont Blanc

Indlægget Rejseblog: Etape 1 – på vandretur rundt om Mont Blanc blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Ankomst til Mont Blanc – tanker før vandreturen rundt om bjerget

Mette — Fri, 22 Jun 2018 05:32:56 +0000

I sommerferien vandrede vi rundt om Mont Blanc. Fra hytte til hytte, gennem tre lande og op-og-ned over flere tusinde højdemeter. Dette er første afsnit i en føljeton, hvor vi fortæller om turen, de praktiske detaljer, udfordringerne og de uforglemmelige oplevelser, der ventede os ved bjerget.

“Det har været den værste vinter”, fortæller receptionisten og ryster på hovedet: “Jeg har aldrig set så meget sne i de 42 år, jeg har boet her”. Vi er netop ankommet til turens første hotel, og mens vi tjekker ind, småsludrer vi med hotelmutter om, hvad der har bragt os til den franske Chamonix-dal. Og hendes respons var ikke ligefrem dét, vi håbede på.

Tre timer tidligere var vi landet i Geneve lufthavn, og efter halvanden times køretur med minibus ankom vi til det alpeidylliske Hotel de la Couronne. Med en central beliggenhed i den lille bjergby Argentière er hotellet et optimalt udgangspunkt for vores vandretur rundt om Mont Blanc. En tur på knap 170 km, der går gennem Frankrig, Schweiz, Italien og over 2.600 m høje bjergpas. Den berømte rute har længe været på vores ’bucket list’, og denne sommer besluttede vi, at det var tid til at indfri rejsedrømmen.

Tour du Mont Blanc ER en af
VERDENS mest IKONISKE vandreruter.

”Hernede er sneen smeltet, men I skal være påpasselige … især dér hvor I skal op”, fortsætter receptionisten. Hendes bemærkning er uden tvivl velment, men har samme effekt, som når tandlægen konstaterer, at han lige har fundet et hul. Jeg behøver ikke engang at kigge på Martin for at vide, at hans smil også er stivnet. Modsat det chok, der ofte følger med tandlægeregningen, var vi dog forberedte på hendes melding.

Hjemmefra havde vi fulgt opdateringer på nettet, hvor lokale guider beretter om stiernes tilstand ved Mont Blanc. Og dagen før vores afrejse var nogle af stierne – helt usædvanligt for sommerens sæson – stadig lukket på grund af sne. Derudover lød anbefalingen, at flere stier kun måtte bruges, hvis man medbragte isøkse og spændte crampons på støvlerne.

”Isøkse og pigstøvler?!”

Gulp! Det lød jo mere som værktøj for Pingo og Sirius-patruljen end nødvendigt gear på en hyggelig sommerferie. Det mest alpinske udstyr, vi ejer, er vandrestave, støvler og en solcreme med faktor 50. Derudover kan hverken Martin eller jeg prale af at være garvede bjerggeder – eller på Kronprinsens liste over ’who to call’ for hans næste ekspedition.

Det er første gang vi skal vandre så mange dage i træk og endda på en bjergrig strækning, hvor det samlede antal højdemeter svarer til at bestige Mount Everest. Normalt kræver ruten dog hverken guide, avanceret udstyr eller evner som bjergbestiger. Men nu er spørgsmålet, om vi overhovedet kan gennemføre turen?

Dødens bjerg

Hvert år tiltrækker Mont Blanc tusindvis af mennesker, der elsker at vandre, cykle, stå på ski og klatre op på sneklædte tinder. Omkring 100 mennesker runder dagligt hver sommer den 4.808 m høje top. Så selvom Mont Blanc langt fra kan mænge sig mellem tinderne på verdens højeste bjerge, er den franske alpetop en af bjergbestigernes favoritter.

En popularitet, der også har medført, at Mont Blanc er det bjerg i verden, som har kostet flest menneskeliv. Siden det blev besteget for første gang i 1786 er mere end 2.000 mennesker døde under turen op eller ned fra toppen. Til sammenligning har omkring 300 mennesker mistet livet på Mount Everest; verdens højeste bjerg på 8.848 m.

De FATALE UHELD
har givet Mont Blanc TILnavnet:
‘Dødens Bjerg’

Det store dødstal på Mont Blanc skyldes især tre ting: Det er hverken besværligt at rejse til Mont Blanc, teknisk svært at bestige det og kræver heller ingen særlige tilladelser. Det får mange håbefulde mennesker uden tilstrækkelig erfaring og forberedelse til at gøre forsøget. Omend vi ikke skal bestige toppen, har visheden om de mange dødsfald plantet en god portion æresfrygt i os.

Alpernes hvide konge

Trægulvet knirker, da vi som to tunge pakæsler klemmer os ud af den lille elevator på hotellets anden sal. Med hver vores store ‘duffel bag’ på ryggen og en mindre rygsæk hængende på brystet har vi hænderne fri til at åbne værelsesdøren. Når vi skal vandre, skal vi dog heldigvis kun bære på den lille rygsæk. Vi har nemlig valgt en såkaldt komfort-version, hvor rejsebureauet transporterer den store bagage fra hytte til hytte, så vi kun skal slæbe på frokost, drikke, solcreme og den slags småting ude på ruten.

”En udsigt med wauw-effekt!”

Værelset er småt, men hyggeligt. Over sengen hænger et fotografi af de samme grandiose bjerge, der stjæler al opmærksomheden lige uden for vores vindue. Bjerge er sært fascinerende, og for mange har de samme forførende effekt som sirenernes sang. Det er nu ikke drømmen om at nå toppen, der drager os. Det er udelukkende fascinationen af at kunne vandre i en cirkel rundt om Europas højeste bjerg, der har lokket os af sted.

“Whut?!”, tænker du måske nu. Er Mont Blanc det højeste i Europa? Geografisk set er det faktisk uklart. Der hersker nemlig forskellige opfattelser af, hvorvidt Kaukasus-bjergene ligger i Asien eller Europa – og er du blandt tilhængerne af sidstnævnte (damn you!), er Mont Blanc ‘kun’ Vesteuropas højeste.

Vi taler om diskussionen, mens vi betragter bjerglandskabet uden for vores vindue. Det er kæmpestort! Så lige nu er vi klart tilhængere af udsagnet, at sandheden afhænger af øjnene, der ser. For os er Mont Blanc ikke alene det højeste bjerg i Alperne, det er uden tvivl også det højeste i Europa. Og det gør kun iveren efter at gennemføre vandreturen endnu større.

Mont Blanc er en del af et kæmpestort bjergmassiv, der består af 400 bjerge og rækker ind over tre landegrænser: Frankrig, Schweiz og Italien.

Et landskab af bjerge

Kigger du på Mont Blanc (eller Monte Bianco, ’Det hvide bjerg’, som italienerne kalder det) ser du måske ikke en ikonisk skønhed, som det fritstående Kilimanjaro eller kegleformede Fiji. Toppen er flad, bred og kan være svær at spotte. Bjerget er nemlig en del af et større massiv, som lægger sten, sne og is til 40 andre rivaliserende tinder, der stikker mere end 3.000 meter mod himlen.

massivet består af 400 bjerge
og 40 tinder på over 3.000 meter.

Men netop dét gør Mont Blanc til et vildt imponerende syn. På en vandretur rundt om bjerget er udsigten evig foranderlig og konstant dragende. Dertil ligger massivet som en aflang smørklat mellem tre lande, der er indbegrebet af alpeidyl, bjergtagende landskaber og god mad. Så det er virkelig ikke svært at forstå, hvorfor Tour du Mont Blanc er blandt verdens mest berømte vandreruter.

Tanker før tourstart

De seneste par år har vi været af sted på et par vandreture, og vi er mildt sagt blevet begejstrede for ferieformen. Især for vandreture i bjergene, der kombinerer fysiske udfordringer med store naturoplevelser. De gør det forbløffende let at glemme alt, der rimer på hverdag.

Tour du Mont Blanc bliver vores hidtil største vandreeventyr, og fra vores værelse har vi nu udsigt til de bjerge, som bliver vores følgesvende de næste syv dage. De troner majestætisk over den lille bjergby, og deres snehvide toppe tilføjer en synlig spændingsfaktor til vores tur. Vi er virkelig spændte på, hvad der venter os af oplevelser og udfordringer:

Kan benene klare mosten?
Gear og grej – har vi nu styr på det hele?
Har vi pakket for lidt eller for meget tøj?
Kan vi overhovedet finde vej i bjergene?
… eller bør vi droppe turen pga. sne?

I sidste ende er det nogle af de overvejelser, der gør vandreture til en stor oplevelse. Det er umuligt at vide, hvad der venter forude. Både af udfordringer og oplevelser. Men vi kan i udgangspunktet ikke gøre så meget andet end at tage en dag ad gangen og sætte den ene fod foran den anden. Og det har vi tænkt os at gøre i morgen …

Fortsættelse følger …

LÆKRE LINKS

Overnatning i Argentière: Hotel de la Couronne
Transport fra Geneve til Chamonix: Mountain Drop-Offs
Tour du Mont Blanc: Info om stierne på ruten
Kort: TMB-ruten

Indlægget Rejseblog: Ankomst til Mont Blanc – tanker før vandreturen rundt om bjerget blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Interview: På jordomrejse med rygsæk i halvandet år

Mette — Sun, 03 Jun 2018 15:36:08 +0000

Mie og Thomas pakkede deres danske hverdag sammen og drog på en jordomrejse med rygsæk i halvandet år. Her fortæller de om planlægningen, oplevelserne og tosomheden på drømmerejsen.

Fotos af Mie & Thomas

“Vil du med til Kina?” Omtrent sådan lød Mies spørgsmål til sin mand Thomas – et spørgsmål, der blev begyndelsen på deres halvandet år lange jordomrejse. Mie gik rundt derhjemme i det jyske og bryggede på deres fælles sommerferieplaner. Idéen var, at de blot skulle rejse lidt rundt i en måneds tid. Problemet var bare, at jo mere Mie researchede, jo flere lande blev der tilføjet til listen:

”Jeg ved snart ikke, hvor mange gange, jeg sagde til Thomas: Hvad siger du til det her land? Og det her? Og hvad siger du til, at vi tager en måned mere – og én mere? Pludselig var sommerferien vokset til en 18 måneders lang jordomrejse”.

“Sommerferien voksede til
en jordomrejse”

Planlægningen tog fart, og lidt over et år senere stod de i lufthavnen en septemberdag i 2015 og vinkede farvel til familie og venner. Forude ventede hvad der skulle blive en eventyrlig rundrejse til 17 lande: Rusland, Mongoliet, Kina, Hong Kong, Filippinerne, Cambodja, Thailand, Myanmar, Malaysia, Singapore, Maldiverne, Sri Lanka, Indonesien, Australien, New Zealand, USA og Hawaii.

Cambodja, Sri Lanka og Filippinerne

Rejsedrømme på Instagram

Jeg kendte hverken Mie eller deres rejseplaner, da jeg en dag i vinteren 2015 faldt over ét af hendes stemningsfulde rejsebilleder fra Filippierne på Instagram. Slurp! Min indre rejsoholiker tørstede ved synet, for min egen udsigt til et vinter-vissent Amager Fælled var knap så eksotisk …

Resten er historie: Jeg blev uhæmmet afhængig af Mies opdateringer fra fjerne destinationer og drømte mig med på deres rundrejse i over et år. Så da det eventyrlystne par meldte deres hjemkomst i februar 2017, sneg jeg en mail af sted til Mie for at høre, om hun havde lyst til fortælle om deres oplevelser fra rejsen?

Jeg tænkte nemlig, at Martin og jeg sandsynligvis ikke er de eneste, der kender drømmen om en jordomrejse og er nysgerrige efter at vide, hvad det kræver at klippe båndet til den velkendte hverdag, at planlægge så lang en rejse og bare være de to i halvandet år. Det er der nu kommet dette lille interview ud af.

Foto: Unsplash.com

PLANLÆGNINGEN

Hvad inspirerede jer til at tage på jordomrejse med rygsæk?

Hele idéen om at tage på en længerevarende jordomrejse bunder nok i min udlængsel. I 2010 var jeg på min første rejse med rygsæk i 3½ måned, men Thomas havde ikke prøvet at rejse som backpacker før. Vi havde besøgt USA en del gange sammen, og efter de rejser havde han tiltro til, at jeg snildt kunne planlægge flere rejser. Så da jeg spurgte ham, om han ville med til Kina, Cambodja, New Zealand og Fiji i en sommerferie, sagde han “JA!”.

Men – jeg kunne bare ikke stoppe dér. Jeg fandt hele tiden nye steder, som jeg bare måtte se, opleve, smage og dele med Thomas. Rejsen voksede løbende, og hver gang vi så venner og familie, var det første spørgsmål altid: ”Hvor skal I nu hen – og hvor længe?”

Hvordan og hvor meget af rejsen planlagde I hjemmefra?

Rejsen planlagde vi på egen hånd. Jeg må nok indrømme, at det mest var mig, der lavede det største arbejde, da Thomas ikke har helt samme passion for at planlægge og researche – så denne del tog jeg mig glædeligt af!

Inden vi tog af sted, havde vi kun planlagt rejsen rundt i tre første lande: Rusland, Mongoliet og Kina – og bestilt flybilletter fra Hong Kong til Filippinerne og videre til Cambodja. Planen var at begynde i Skt. Petersborg, hvor vi skulle med den Transmongolske Jernbane og videre ind i det golde landskab i Mongoliet. Efter en måneds rundrejse her skulle turen gå til Kina. Herefter havde vi intet planlagt.

“Vi havde kun planlagt
rejsen i de tre første lande”

Når jeg ser tilbage, er jeg virkelig glad for, at vi planlagde selv de mindste detaljer i Rusland, Mongoliet og Kina. De lande var nemlig nogle af de sværeste at rejse rundt i og kræver en helt anden forberedelse end fx Asien – bl.a. på grund af den åbenlyse sprogbarriere, knebne infrastruktur og manglende turisme. Det betød, at de tre første måneder var nogle af de hårdeste, men også nogle af de bedste.

Mongoliet

Hvor fandt I inspiration til rejsen, oplevelserne og ruten?

Jeg blev primært inspireret af Lonely Planets rejseguidebøger. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem. Hverken før, under eller efter rejsen. De er god inspiration til oplevelser, men vi brugte dem især til at planlægge rejseruter. Deres fantastiske beskrivelser af, hvordan man kommer fra A til B hjalp os rigtig meget i vores planlægning.

“Lonely Planets guidebøger
var uundværlige”

Hvordan pakkede I til halvandet års rejse?

Åh, det var noget af det sværeste. Især fordi vores rejse bød på så meget forskelligt. Alt fra minus 25 grader i de vestlige Altai-bjerge i Mongoliet til endeløse solskinstimer på Maldiverne og regnfyldte dage i Asien. Men et godt råd er: Pak rygsækken og efterlad så halvdelen derhjemme, haha … Man bruger nemlig aldrig alt det, man får pakket, og man har altid sine favoritter.

Men der var nogle ting, som vi fandt ud af var uundværlige for os:

Gode vandrestøvler
En stikdåse (i Asien er der ofte kun et stik på værelset, og når både iPhones, kamera, computer og GoPro skal lades op, er det fedt med flere stik.)
En fleecejakke til kolde aftener eller kolde busture i Asien.
En lille toilettaske med det vigtigste fra apoteket (alt fra piller mod smerter, ondt i halsen, maveproblemer og transportsyge.)
Din eget snorkel-grej.
En Kindle eller Kobo, så du altid har en god bog ved hånden

Indonesien og Australien.

Når I ser tilbage på rejsen, var der så noget, I ville have planlagt eller gjort anderledes?

Jeg ved, det lyder tacky – men jeg ville ikke ændre én eneste dag. Fra alt det gode til alt det dårlige. Hver dag var et eventyr, og hver dag var en glæde. I dag ser vi tilbage på minder som er uvurderlige. Og så har jeg fundet ud af, at jeg ikke få nok af verdenen! Smage, indtryk, lyde, dufte og mennesker …

Havde I lagt et budget hjemmefra?

Vi havde som sådan ikke lagt et budget hjemmefra. Jeg havde regnet ud, hvor meget jeg troede, vi ville bruge. Men det var svært at forudse med alle de lande, vi spontant valgte at besøge, og diverse oplevelser undervejs.

Jeg holdt løbende regnskab med, hvor meget vi brugte. Men det var mest for sjov, så når vi ramte Danmark igen, havde vi en fornemmelse af, hvad vores penge var gået til. Budgettet havde dog aldrig indflydelse på vores måde at rejse på, vores oplevelser eller tankegang. Vi mødte mange rejsende, som holdt sig til et budget på 50€ pr. dag og talte pengene hver dag. Men vi havde ikke et konkret budget, vi kunne nemt bruge 100 kr. den ene dag og 500 kr. den næste.

Mount Bromo, Java, Indonesien.

OPLEVELSERNE

Det er uden tvivl umuligt – men kan I fortælle, hvad der var dén største oplevelse?

Det var først og fremmest at tage springet og kaste sig ud i det. Sige job og lejlighed op. Forlade familien og vennerne og bare være bare os to. At være sammen med Thomas hver eneste dag, firetyve-syv, og have hele verden, der lå for vores fødder. Friheden til at tage hver eneste dag, som den kom – det var fantastisk!

Men jeg tror, at de fleste især er nysgerrige efter at høre om selve rejseoplevelserne. Der er dog så mange, så vil jeg gerne lave en TOP 5 – men den bliver sikkert til en TOP 10 inden jeg er færdig. For når først vi begynder at tænke alle minderne igennem, dukker de op på stribe. Here goes …

“Top 10 over bedste
rejseoplevelser”

Magien over ”The Temples of Bagan” i Myanmar. Stilheden, nærværet og et væld af svævende luftballoner.
Det første kig ud over den kinesiske mur, der var indhyllet i et lag af bløde skyer og en glidende tåge. Wauw! (fra Jiankou til Mutianyu)
Mødet med Mongoliets golde sletter, det fantastiske og fremmede landskab samt befolkningens nysgerrighed.
Den farverige og vidunderlige verden under vandets overflade på Maldiverne.
Højlandet, de grønne, frodige teplantager og gæstfriheden på skønne Sri Lanka, som er fyldt med smil, latter og autencitet.
Labuan Bajos mangfoldige dyreliv. Mødet med den majestætiske manta ray og den frygtindgydende komodovaran (Indonesien).
Mødet med komodovaranen og den sjældne og fantastiske Sumatra-orangutang på en rejse gennem Indonesiens regnskov.
Oplevelsen af den dramatiske og sprudlende Kīlauea Volcano på smukke Hawaii.
De lange og endeløse strækninger på den ikoniske Transmongolske Jernbane (Rusland, Mongoliet og Kina).
Det første glimt af Ayers Rock, mødet med en anderledes kultur og de endeløse veje i Australien.

Australien

Og hvad var den værste oplevelse?

Det var at boarde flyet hjem mod København. Den sidste uge i Miami havde vi været som to hovedløse høns. Vi ville så gerne have mest muligt ud af den sidste del af rejsen – og alligevel kunne vi ikke rigtig tage os sammen til noget. Hver aften sagde vi til hinanden: Nu er der kun 7 dage, 6 dage, etc. … indtil vi er hjemme igen.

Nu skal det ikke misforstås, for med alle de dejlige mennesker, der ventede på os i lufthavnen, var dét at komme hjem noget, som vi så rigtig meget frem til. Men at komme hjem til en hverdag, regninger, 8-16-job, dårligt vejr og genkendelige Danmark – det var nok det værste. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke drømmer mig tilbage til de fantastiske strande, de hektiske gader i Asien, Australiens vildmark og USA’s storhed. At rejse er virkelig at leve …

Sri Lanka

Til hvilket land ville I rejse tilbage, hvis I kunne rejse lige nu?

Åh, det er svært! Vi har set og oplevet så mange fantastiske steder. Men det ville helt sikkert blive Sri Lanka og Maldiverne. Srilankanerne har nemlig fået en helt særlig plads i vores hjerter, og vi skal uden tvivl tilbage. Vi brugte i alt syv uger på den lille ø, og elskede hvert et øjeblik. Alt fra deres gæstfrihed til deres smil og hjælpsomhed.

“Sri Lanka og Maldiverne”

Et andet land, som jeg ved, vi kommer tilbage til, er Maldiverne. Maldiverne er så meget mere end blot dyre resorts. Den verden, der møder dig under havets overfladen føles helt uvirkelig. Da vi først havde snorklet på Maldiverne, var det svært for os at finde noget, der overgik dette. Det var det rene paradis.

Maldiverne

Hvilket land gjorde størst indtryk?

Det er enten Mongoliet eller Myanmar. Mongoliet var så uberørt. På et tidspunkt gik der 10 dage, hvor vi ikke mødte en eneste turist. Vi rejste fra hovedstaden til det vestlige Mongoliet, 48 timer i bus på grusveje, hvor der ikke var en eneste i bussen, der kunne forstå engelsk. Ikke en eneste turist i milesomkreds.

“Mongoliet og Myanmar”

Myanmar gjorde stort indtryk. Det er et land, der har været afskåret fra omverdenen i en halv menneskealder. De var så beæret over, at man besøger deres land og giver sig 110% for at give dig den bedste oplevelse af landet. Det er det land, hvor vi har haft de største spirituelle oplevelser. Lige fra magiske Bagan til den hellige Golden Rock. Myanmar er særlig og klart Asiens nye darling.

Myanmar

Hvad var den største øjenåbner på rejsen?

Det var den glæde, man finder ude i verden. En helt oprigtig glæde. Mennesker, som ikke bekymrer sig om materielle goder, sociale medier og karrierevalg. Glade, afslappede mennesker, som tager én dag af gangen.

Det er noget, vi kan lære af her i Norden. Stress og socialt pres er ting som folk går og bærer rundt på i dagens Danmark. Så den afslappede tilgang til livet er helt sikkert noget, vi har taget med os hjem.

Hvad nu? Hvordan er det at være hjemme?

Ja, hvordan er det egentlig at være hjemme? Det er en ubeskrivelige følelse, og det var først efter 2 måneder, at det virkelig ramte os. Vi var lige flyttet ind i vores nye lejlighed, alle vores ting var på plads, og vi satte os i sofaen og tændte fjernsynet. Dér gik det virkelig op for os, at nu er vi hjemme.

Jeg savner stadig den følelse man får, når man oplever nye steder og møder nye mennesker. Der er ikke så meget eventyr over hverdagen. Så selvfølgelig kribler det i fingrene efter at rejse igen. Det har det gjort fra den dag, vi satte fod på dansk jord igen.

Mongoliet

TOSOMHEDEN

Hvordan var det at rejse jer to alene i halvandet år? Hvad var den største udfordring for parforholdet – og hvad var den største glæde?

At rejse som par har været helt fantastisk. Udover at var dejligt at dele uforglemmelige oplevelser med ens mand og bedste ven, så var det også fantastisk at vågne op sammen hver morgen og ikke vide, hvad dagen bragte af nye eventyr.

Jeg vil anbefale alle par, med en rejselysten sjæl, at tage på en længere rejse sammen. For man lærer utrolig meget om hinanden på kort tid, og vi ved nu efter dette eventyr, at vi kan klare os gennem alt. For mange mennesker er tanken om kun at være sammen med sin kæreste og partner døgnet rundt i halvandet år umulig, men for os var dét det bedste.

“Man lærer utroligt meget
om hinanden på en jordomrejse”

Den største udfordring – og nu skal det ikke lyde som en Snickers-reklame: ”You’re not you when, you’re hungry” – var maden. For det eneste, vi rigtigt kunne blive uenige om, var, hvad menuen skulle bestå af. Især fordi den ene gerne ville udforske landets eksotiske smage – og den anden blev fristet af mad, der var mere velkendt og vestligt.

Derudover var der varmen. Ja, den kan nok slå os alle ud, og den kan til tider gøre enhver lidt irriteret, men det vænner man sig også til. I sidste ende var alt dette småting og heldigvis ikke et reelt problem på vores rejse.

Myanmar og Cambodja

Hvordan så en typisk dag på rejsen ud for jer?

Selvfølgelig går der hverdag i den, det er klart, når det er så lang en rejse. Men vi var gode til ikke at få dagene til at se ens ud. Hver dag var et eventyr, og det var sjældent, at vi bare lå ved poolen eller stranden. Disse dage skal der dog også til, især på en lang rejse. Men vores rejsefilosofi er nok i bund og grund, at vi helst ikke vil misse noget.

En typisk dag for os var derfor en tidlig start med god morgenmad og kaffe. Derefter havde vi ofte lagt et program for dagen. Det blev ikke altid overholdt, men det var dejligt at have nogle ideer om, hvad vi skulle bruge dagen til.

Dagen blev oftest afsluttet med lokal aftensmad og hygge på hotellet, hvor vi sammen sad med Lonely Planet – vores bibel til verden udenfor – og planlagde næste dags program, fx bestille hoteller, flybilletter eller lægge en kurs for den videre rejse.

Sri Lanka

Hvornår nød I rejsen allermest?

Det er svært at svare på, for der er så mange øjeblikke, som står stærkt i vores hukommelse. Små øjeblikke bliver til minder, og minder bliver til historier. Blandt andet mødet med anderledes kulturer og nye mennesker. Men også det at have tid til hinanden på en helt anden måde end man har i hverdagen hjemme i Danmark. Det er de små øjeblikke, der gør det hele værd at rejse.

Hvad er jeres bedste tip til andre, der drømmer om gøre det samme?

Da vi fortalte venner og familie om denne drøm, blev vi til tider mødt med en del negativitet. Det kunne være kommentarer såsom: ”Man kan ikke bare sige sit job op” eller ”Tænk på, hvad I går glip af herhjemme”. For folk, der tænker meget på, hvad andre mener og siger, kan kommentarer som disse måske blive en hindring for, at de kaster sig ud på en stor rejse.

Men vi kvitterede negative kommentarer med svar a la: ”Det er jo bare et job”, eller ”Tænk på, hvad du går glip af ude i den store verden”. For jeg tror, at folk med disse kommentarer, inderst inde er folk som ville ønske, at de turde tage springet. For en længerevarende rejsende kræver mod.

Især de sidste 6 måneder inden afrejse var en udfordring. Al den planlægning, ting du skal have styr på, inden du forlader et land i 18 måneder. Nu skal det hele ikke lyde negativt – for selvfølgelig havde vi et hav af venner, der støttede os i denne beslutning, og som elskede at læse, høre og følge med på vores livs rejse. Så vores bedste tip til jer derude:

GØR DET!

Du fortryder kun de ting i livet, som du ikke får gjort …

– – – –

New Zealand

Om Mie & Thomas

Mie og Thomas er begge fra Aalborg og blev gift i Las Vegas i 2013. Mie er uddannet grafisk designer og indretningskonsulent, men blev efter jordomrejsen ansat som rejsekonsulent for Jysk Rejsebureau. Thomas er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og arbejder som entrepriseleder.

Du kan se flere billeder fra deres fantastiske jordomrejse på Mies Instagram-profil “mieguld”. Rejsen varede fra 1. september 2015 til 8. februar 2017 og gik rundt til 17 lande:

Rusland, Mongoliet, Kina, Hong Kong, Filippinerne, Cambodja, Thailand, Myanmar, Malaysia, Singapore, Maldiverne, Sri Lanka, Indonesien, Australien, New Zealand, USA og Hawaii.

Lækre links:

Guide: Budget til jordomrejse

– – – –

Drømmer du også om
at tage på en jordomrejse?

Indlægget Interview: På jordomrejse med rygsæk i halvandet år blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Guide: Madrid – rejsetips til en weekendtur

Mette — Thu, 15 Mar 2018 12:26:51 +0000

Madrid hitter sjældent på Top 10-listerne over storbyer i Europa, man bør besøge på en forlænget weekend. Og det er synd. Vi blev vilde med den spanske hovedstad, der summer af lokal charme, historisk storhed, trendy stemning og er et mekka for madelskere. Her får du vores rejsetips til Madrid.

Det var en kombination af billige flybilletter og vejrudsigten i europæiske storbyer, som vi ikke havde besøgt før, der gjorde udslaget, da jeg bookede en surprise-rejse til Madrid til Martin. Anledningen var hans 40 års fødselsdag i februar.

Og selvom det sikkert ville være mere oplagt at besøge den spanske hovedstad i foråret eller sensommeren, hvor vejret er varmere og træerne grønne, så syntes en weekendtur i storbyen at være den perfekte gave til manden, hvor lykke er lig med ost, pølse og et bjerg af brød.

Min plan var derfor at fejre den fyrreårige fødselar ved at rulle ham i tapas og marinere ham i rødvin. Missionen lykkedes. Madrid leverede det hele, og mere til. Martin blev både mæt og mør – og så er det jo heller ingen hemmelighed, at marinering forlænger holdbarheden. Bonus!

Madrid vs. Barcelona

Vi rejste altså først og fremmest til Madrid for at gå ombord i det spanske køkken og havde ingen større forventninger til oplevelser i byen. For når man læser om europæiske storbyer, der er oplagte til en forlænget weekendtur, er den spanske hovedstad sjældent nævnt. Til gengæld virker det, som om alle danskere har været i Barcelona.

Inden afrejse faldt jeg sjovt nok over en rejseartikel, hvor skribenten undrede sig over, hvordan det kunne være, at flere rejste til Barcelona frem for Madrid? For Madrid var langt at foretrække. Forklaringen lød, at Barcelona for mange år tilbage så økonomiske muligheder i at brande sig selv som turistdestination. Madrilerne derimod syntes ikke, det var nødvendigt at ty til reklame. De syntes, det var indlysende, at Madrid var en fed by.

Madrilerne ved,
at deres by er fedest!

Således har Madrid bevæget sig under masseturismens radar i Spanien, og det er i dag en af byens fortrin. Madrid er en autentisk oplevelse, det er her spanierne lever og bor. Vi faldt pladask for byen, og det skyldtes i høj grad, at det var virkelig hyggeligt bare at slentre rundt og opleve det spanske liv i de snævre middelaldergader. Spørger du os, har Madrid været skammeligt overset.

Rejsetips til Madrid

Madrid var rundhåndet med langt flere fine oplevelser, end vi havde forventet. Derfor har vi valgt at dele denne guide op i en lille føljeton med vores rejsetips til spisesteder og oplevelser, og herunder finder du vores praktiske rejsetips.

→ Madmarkeder og restauranter
→ Seværdigheder og stemningsfulde steder
→ Praktiske rejsetips

Inden afrejse havde vi fyldt notesbogen med masser af rejsetips – langt flere end vi overhovedet kunne nå at gøre brug af på en forlænget weekend. Dem skal du dog ikke snydes for. Derfor finder du også et par tips, som vi har fået af andre, men stadig selv har til gode. Vi håber, at du kan få glæde af hele herligheden og nyde Madrid lige så meget som os.

Den store boulevard Gran Via i Madrid / Foto: Unsplash.com

PRAKTISK AT VIDE

Bedste kvarter at bo

Madrid har mange skønne kvarterer (kaldet for ’barrios’), så det er lidt efter smag og behag, pengepung og hoteldrømme, hvor man foretrækker at bo.

Centrum

Vi syntes, det var perfekt at bo i byens centrum, Centro. Den gamle bydel ligger som en smørklat midt i byen og består af et væld af smalle gågader, brede boulevarder, historiske bygninger og store pladser. Vælger du at bo i Centro – omkring byens hovedstrøg Gran Via eller de to store pladser Plaza Mayor og Plaza de la Puerto del Sol – ligger Madrid vitterligt for dine fødder. Herfra tager det ca. 5-10-15 minutter at gå rundt til det meste.

Klassisk Madrid

Går du mod vest fra Centro, finder du det royale kvarter med det store kongepalads Palacio Real. Mod øst ligger det såkaldte litterære kvarter Las Letras med den hyggelige plads Plaza Santa Ana og bakkede gågade Calle de las Huertas, der er et område kendt for sine mange barer, små spisesteder og mindetavler for nogle af Spaniens største forfattere. Går du videre mod øst, finder du byens berømte kunstmuseer og den store, populære park Parque del Retiro.

Trendy Madrid

Nord for Centro ligger de to hippe bohemekvarterer Malasaña og Chueca, der sammenlignes med Marais i Paris og SoHo i New York – og for os mindede om en spansk version af Nørrebro og Vesterbro. Mod syd ligger den berømte tapasgade Calle de la Cava Baja og søndsags-loppemarkedet El Rastro mellem de to hippe og multikulturelle kvarterer La Latina og Lavapíes, der begge har den skønneste landsbyagtige storbycharme.

Hotel Praktik Metropol i Madrid

Tip til hotel og Airbnb

Hotel

Vi boede på Hotel Praktik Metropol – et charmerende 3-stjernet boutique-hotel med en tagterrasse, der havde et vidunderligt view ud over byens tage. Hotellet har en praktisk beliggenhed i Centro mellem de to metrostationer Gran Via og Sol. Herfra var vi i max 10-15 minutters gåafstand til det meste – gode spisesteder, berømte attraktioner og hyggelige kvarterer. Vi kan varmt anbefale hotellet.

Airbnb

Foretrækker du at leje gennem Airbnb, har vi fået anbefalet to hyggelige taglejligheder, hvor nogle af vores venner har boet. Den ene ligger i Malasaña-kvarteret og er perfekt til par (se HER). Den anden ligger ved Gran Via og gågaden Calle de Fuencarral og har plads til en lille familie (se HER). Begge ligger centralt og i stille nabolag.

Find rundt i Madrid

Over 3,2 millioner mennesker kalder Madrid for deres hjemby, og set fra luften er den spanske hovedstad seks gange større end Barcelona. Kort sagt – Madrid er stor, men bestemt ikke uoverskuelig. Bymidten er kompakt og nem at færdes i til fods, og så har den en velfungerende metro, når fødderne bliver asfalttrætte.

Selvom det ofte er en oplevelse i sig selv at fare vild, så er det for det meste fedest at kunne finde rundt, ik? Vores to bedste tips til Madrid er: 1.) Medbring Politikens lommevenlige guidebog ‘Kort og godt om Madrid’, der har detaljerede folde ud-kort og tips til udvalgte oplevelser og spisesteder, og 2.) download kortet over Madrid på app’en ‘Maps.me’ – en gratis GPS, der kan bruges offline, så du er fri for at bruge dyr data i udlandet. Så kan du altid finde vej og derudover se, hvad der findes af butikker, restauranter og seværdigheder i nærheden.

Den spanske døgnrytme

Vil du opleve Madrid som en lokal? Et rigtig godt tip er, at du begynder den første aften i byens legendariske natteliv. Snup en ekstra flaske vin på en af de mange tapasrestaurant eller gå ombord i cocktailkortet på en af byens hippe barer.

Hvorfor?

Således kommer du senere i seng, sover lidt længere og tuner helt automatisk ind på madrilernes døgnrytme, der begynder senere end vores. Dermed slipper du også for at vandre palle-alene rundt i gaderne næste morgen – desperat for at finde en åben café, der serverer morgenmad og dit første kaffe-fix. Den oplevelse har vi testet for dig, så det behøver du ikke …

Spis med de lokale

Madrilernes døgnrytme begynder et par timer senere end vores. Du kan få morgenmad fra omkring kl. 10, frokost fra kl. 14.30 og aftensmad indtages tidligst kl. 21.30 – hvis du vel at mærke vil spise sammen med de lokale. Får du lyst til en festlig aften i byen, er der først rigtig gang i gaderne ved 2-3-tiden. Derudover er det godt at vide, at nogle butikker traditionen tro holder siesta mellem klokken 14 og 17.

Derudover er det værd at nævne, at byens liv virkelig blomstrer i weekenden. Vi ankom onsdag aften, og der var bemærkelsesværdig forskel på mængden af mennesker de følgende hverdage og i weekenden. Så har du specifikke spisesteder eller seværdigheder, du gerne vil opleve, så book bord i god tid og overvej, hvilken dag, du gerne vil se hvad.

Transport til/fra lufthavnen

Der er flere transportmuligheder, når du skal til og fra lufthavnen. Den hurtigste og nemmeste er at hoppe i en taxa. Det tager ca. 15-20 minutter at køre ind til centrum, og alle taxaer til/fra lufthavnen har en fast pris på 30 Euro. Alternativt kan du booke en Uber, der koster omkring 22 Euro.

En billigere løsning er at tage toget, Cercanías (se oversigt over stationer HER). Toget koster ca. 1,85 Euro og er således lidt billigere end metroen, der koster ca. 5 Euro. Toget stopper dog ikke lige så mange steder som metroen. Tager du metroen (der faktisk er Europas næststørste efter London), skal du blot være opmærksom på, at du muligvis skal skifte metrolinje et par gange (se metro-oversigt HER). Så der er fordele og ulemper ved begge transportformer.

Madrids Turistbureau har lavet en fin oversigt over de forskellige transportmuligheder, som du kan se HER.

LÆKRE LINKS

Spanienbloggen.dk – Tips til Madrid
Like a Local – Guide til oplevelser i Madrid
New York Times – Oplev Madrid i Hemmingways fodspor
De Berejstes klub – tv-fotografens indsider-tips til Madrid

– – – –

Hvad er dit indtryk af Madrid?

Hvilken europæisk storby er din favorit?

Indlægget Guide: Madrid – rejsetips til en weekendtur blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Mette & Martin Rejser

Artikel: På snesko i Østrigs Alper

Med snesko kan du vandre overalt i snedækkede landskaber, og teknikken tager kun få minutter at lære. Her fortæller vi om en vandretur på snesko i de østrigske Alper, der bød på fredsfyldte naturoplevelser, god motion og massevis af uberørt sne.

En oldgammel opfindelse

Befriende nemt

Off-piste på snesko

Bløde fald og let til fods

Tips til teknikken

Udfordringer og lavinefare

Grænseløs udsigt

Vintereventyr i sigte

Udstyr til sneskovandring

Snesko

Støvler

Gaters

Vandrestave

Vintertøj

Buff

Rygsæk

Favorit beklædning

Gode ruter til sneskovandring

Sneskovandring i Østrig

Vælg din egen rute

Off-piste

Sikkerhed

Guidede ture

Med fakler og kælk

Rejseinfo

Bedste tidspunkt

Transport

Overnatning

Lækre links

Rejseblog: Roadtrip og højdesyge i Andesbjergene

Højlandet er hjertet i Peru. Heroppe lever de indfødte, som de altid har gjort. Omgivet af lamaer, levende vulkaner, uendelige sletter og verdens længste bjergkæde. Vi tog på en roadtrip, der bragte os helt op i de svimlende højder. Her følger anden del af vores rejsefortællinger fra Peru.

Naturens ulovlige mirakelplante

Kuren mod højdesyge

På lamasafari

Mellem himmel og jord

Hatteopvisning i Chivay

I seng med højdesyge

Rejseblog: På rundrejse i Peru

I sommerferien rejste vi rundt i Peru, der bød på historiske byer, svimlende naturoplevelser og mad i verdensklasse. Et land beboet af flinke folk og en evigt nærværende fortid, der vækker inkaerne til live. Her følger første del i en lille føljeton om vores rejseoplevelser.

Kongernes by

Sydamerikas madmekka

Vulkanernes hvide by

Et kig ind i kolonitiden

Byens berømtheder

5 tips til Lima og Arequipa

Fem steder, du skal besøge i Lima

Fem oplevelser i Arequipa

Guide: 15 rejsetips til en forlænget weekend i Rom

Rom er en af den slags byer, der altid er en god idé. En solrig weekend i november nød vi ’la dolce vita’ i den italienske hovedstad. Her deler vi vores favoritoplevelser, seværdigheder og spisesteder, samt et par tips til hotel og transport.

BERØMTE ATTRAKTIONER

Man mærker tydeligt, at Rom har været et af verdenshistoriens største imperier. Byen er et overflødighedshorn af imponerende og antikke bygningsværker, hvorfor du nærmest snubler over historiske attraktioner, når blot du går rundt i den gamle bydel.

Vores 5 favoritter

Colosseum og Vatikanet

Praktiske tips:

Gratis guddommelighed

OPLEVELSER TIL FODS

Du kan slentre det meste af den gamle bydel rundt på en weekend. Men umuligt sætte flueben ved alle byens seværdigheder. Vælg hellere en håndfuld ud og besøg dem først eller sidst på dagen, hvor der er færre turister. Og brug resten af dagen på at opleve livet i Roms gamle gader.

Det ægte Rom

Bydele du skal besøge

Udsigt ud over byen

Pladser, delikatesser og drikkevand

Smukke broer og sort sol

MAD & DRIKKE

At vælge hvor du skal spise i Rom, er lige så umuligt som at bede Brødrene Price om at bruge mindre smør. For der findes et hav af spisesteder, der er værd at kaste sig over …

Spis med de lokale

Ehm, hvad er et trattoria?

Sulten for sjov

Byens bedste espresso

HOTEL & TRANSPORT

Her boede vi

Find rundt i byen

Transport til/fra lufthavnen

Lækre links

Har du været i Rom?Hvad er dit favorit-tip til byen?

Guide: Vandretur rundt om Mont Blanc – fra hytte til hytte

Hvad kræver det egentlig at vandre rundt om Mont Blanc? Hvordan er stierne, hvilket udstyr er uundværligt, og hvad bør man vide på forhånd? Her besvarer vi alle de spørgsmål, vi selv havde før vores vandretur.

Om ruten

Har du været i Rom?
Hvad er dit favorit-tip til byen?

FAKTA:
DAGENS ETAPE