Rejseblog Arkiv - Mette & Martin Rejser

Rejseblog: Roadtrip og højdesyge i Andesbjergene

Mette — Sat, 03 Aug 2019 05:43:33 +0000

Højlandet er hjertet i Peru. Heroppe lever de indfødte, som de altid har gjort. Omgivet af lamaer, levende vulkaner, uendelige sletter og verdens længste bjergkæde. Vi tog på en roadtrip, der bragte os helt op i de svimlende højder. Her følger anden del af vores rejsefortællinger fra Peru.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours.dk

”Hvordan har I det med højder?” Spørgsmålet kommer fra Fernando tidligt om morgenen på rejsens sjette dag. Han har netop hentet os på hotellet i Arequipa og skal sammen med en chauffør være vores lokale guide på en to-dages roadtrip ind i det peruvianske højland.

Egentligt er det et ret abstrakt spørgsmål for en dansker. Set i lyset af vores pandekageflade land. Men i det her tilfælde kan vi svare, at vi har haft det helt fint i Arequipa, der er beliggende i 2.300 meters højde, og på andre rejser har vi trekket i 3.000 meter uden problemer. Det er dog ikke helt at sammenligne med de højder, vi nu kommer til at opleve.

Vi skal op i et landskab på højde
med toppen af Mont Blanc

Forude venter en køretur, der bringer spektakulære udsigter, men også elementer af uforudsigelighed. Vi skal op over bjerge i 5.000 meters højde, hvor der er halvt så meget ilt, som vi er vant til ved kysten. Uanset hvor god form du er i, er det umuligt at vide, hvordan du reagerer i de tyndere luftlag. Højdesyge er en faktor. Og køreturens blinde passager.

Efter at have hentet to andre par, der skal med i den rummelige minibus, gør vi derfor et vigtigt stop på vejen. Fernando tager os med til sin lokale købmand, hvor vi kan købe et højdesyge-kit: Masser af drikkevand og blade fra en berygtet plante – coca-planten.

Dagens roadtrip går fra Arequipas frodige dale mod golde højder i verdens længste bjergkæde, Andesbjergene.

Naturens ulovlige mirakelplante

En pose med tørrede coca-blade er obligatorisk tilbehør på enhver rejse i Perus højland og en hjørnesten i den peruvianske kultur. I resten af verden ville samme pose indkassere dig en tur i fængsel for besiddelse af ulovlige stoffer. Men her, og i Bolivia, kan du købe coca lovligt på ethvert gadehjørne.

Coca er én af de mest berygtede
planter i verdenshistorien

Gennem årtusinder har indianerne dyrket planten som en helligdom og brugt bladene som naturmedicin og en del af kosten. Coca er nemlig righoldig på vigtige vitaminer og mineraler, og indtager du 100 gram, får du flere næringsstoffer end der anbefales i den daglige kost i Vesten.

Fra et videnskabeligt perspektiv er bladene et såkaldt ’superfood’. De forbedrer fordøjelsen, virker opkvikkende som koffein, hæver pulsen og kropstemperaturen, samt stimulerer nervesystemet. Højlandsindianere har derfor altid brugt bladene for at kunne udholde arbejdet i de barske Andesbjerge.

Så hvorfor er det, at du ikke må dyrke coca hjemme i drivhuset? Hvorfor ønsker FN totalt udryddelse af planten? Svaret er, at man kan udvinde det narkotiske stof kokain af de grønne blade. Du behøver dog ikke være nervøs for at ende op som misbruger, når du indtager coca-blade. Du skal spise 13 kilo for at opnå effekten af 1 gram kokain. Selv for en grovæder er det vist en umulig mission.

En roadtrip op over bjergene er præcis, hvad lægen har ordineret. Imens vi stiger i højden, kan kroppen vænne sig til den tyndere luft, uden at vi overanstrenger os fysisk. Alligevel taber vi kæben, jo højere op vi kommer. Men det skyldes udelukkende landskabet på den anden side af ruden. Det er uendeligt smukt!

Kuren mod højdesyge

”Vi har en iltflaske med, hvis I får det dårligt”, fortæller Fernando, da han gennemgår, hvad vi kommer til at opleve undervejs på køreturen, og hvordan vi skal begå os i højderne. ”Men den kommer vi forhåbentligt ikke til at bruge”, siger han og ryster med sin egen pose af tørrede coca-blade.

Coca er nemlig kendt for at modvirke højdesyge, der i mild form kommer til udtryk ved hovedpine, svimmelhed og kvalme. Symptomerne hænger sammen med en for hurtig opstigning, og på en rundrejse i Perus højland er det almindeligt at blive let utilpas, mens kroppen vænner sig til den tyndere luft.

Coca er en oldgammel
kur mod højdesyge

Mange rejsende i Peru begår den klassiske fejl at flyve direkte fra Limas kyst til inkaernes hovedstad Cusco, der ligger i 3.400 meters højde. Som velkomstgave får de fleste en knasende hovedpine og et par dage i sengen.

Rejseguides foreslår derfor ofte, at du skyller højdesygen ned med piller. Men spørger du lægen til råds, er den bedste medicin at indberegne akklimatisering i rejseplanen. Og at du holder kroppen hydreret og undgår overanstrengelse. Derudover anbefaler de lokale, at du gør, som indianerne har gjort i årtusinder: Drik, spis og tyg coca-blade.

I Peru er det populært at drikke te med coca-blade, ’mate de coca’. Eller såkaldt ’inka te’, som udover coca også indeholder andre lokale urter, bl.a. munha/muñe, chachacoma og tola. Det smager som grøn te med mynte, og på rejsen bliver vi hurtigt glade for drikke en stor kop hver morgen.

For peruanerne er coca lige så stor en del af deres hverdag, som kaffe er for os. I hvert eneste supermarked finder vi produkter tilsat coca – alt fra bolsjer, øl, shampoo og tandpasta. Det mest berømte produkt er Coca Cola, der dog stoppede med at tilsætte bladene tilbage i 1904, hvor markedsføringsloven var skruet lidt anderledes sammen. Dengang var læskedrikken nemlig kendt som:

”en slags kildevand, der styrker
den fattige mands sjæl.”

Tilbage i minibussen viser Fernando sig som en habil bruger af coca. Med rutinerede bevægelser demonstrerer han, hvordan vi kan bruge tørrede coca-blade for at få deres gavnlige effekt, når vi er i højderne. De skal tygges. Og at tygge coca føles lidt som at bruge snustobak.

Du begynder med at rulle 10 blade sammen om lille sten-agtig klump bestående af aske og kalk. Det kickstarter bladenes stimulans og mindsker deres bitre smag. Tyg på rullen 4-5 gange og hold den samlet i den ene kind. Skift side efter 5-10 minutter og synk saften sammen med mundvandet. Efter endt tygning kan du vælge at sluge resterne eller spytte det ud. Sidstnævnte skal du dog gøre diskret, da det anses som en hån mod Moder Jord at spytte på jorden.

På lamasafari

Tanket op på forsyninger kører vi mod turens første seværdigheder. Højsletten Altiplano, der er beliggende i 3.700 meters højde, og den store nationalpark Salinas Aguada Blanca, hvor vilde vicuñaer lever et fredet liv, side om side med højlandsbøndernes dyrehold af geder, får, alpakaer og lamaer.

”Lov mig, at I aldrig rører dem på ørerne!” Selv chaufføren griner med i bussen, da Fernando fortæller, hvordan han engang blev spyttet i hovedet af en lama. “Det føltes som en hård kugleregn af savl!” Sammen med alpakaen er det uldne dyr kendt som Sydamerikas kamel og er på trods af den høje nuttethedsfaktor alt andet end en kælepotte.

En lama kan spytte over 10 meter
… og bemærkelsesværdigt præcist

Vicuñaen er deres yndefulde fætter. Det karamelfarvede dyr ligner en fluffy antilope og har været tæt på udryddelse på grund af sin fine uld. Med en kilopris på 60.000 kroner er vicuña verdens dyreste uld. Vi kom til panikgrine i en butik i Arequipa, da vi fik prisen på et tørklæde. Det kostede mere, end vi hver især tjener om måneden.

På den anden side af minibussens rude begynder omgivelserne hurtigt at skifte karakter. Vi er ikke kørt længe før Arequipas myldrende liv og frodige dale erstattes af et kuperet bjerglandskab i golde farver. Det ligner en blanding af noget fra en westernfilm og en fjern planet. Udsigten er på en gang fortryllende og forunderlig – og kæmpestor!

Jo højere op vi kommer, jo større bliver vidderne. Okkergule sletter folder sig ud, så langt øjet strækker, mens sneklædte tinder lyser op mod den blå himmel i horisonten. Og mellem løse sten på jorden stikker stride totter af græsstrå op, som har de sprængt sig op gennem den hårde overflade.

Græsset er den primære føde for vicuñaer, lamaer og alpakaer, og én efter én, begynder dyrene at dukke op. Først som lodne pletter langt ude på højsletten til vi lidt senere møder både små og store flokke langs vejen. De sky vicuñaer holder sig for sig selv, langt væk fra vejen, men vi ser ofte ensomme hyrder drive store flokke af lamaer helt tæt på.

Snart er dyrene at se hist og pist. Det føles lidt som at være på en form for lamasafari, mens minibussen kravler op gennem landskabet mod turens højeste stop. Og jo højere op vi kommer, jo langsommere kører chaufføren. Selv motoren synes at blive lettere forpustet i de tyndere luftlag.

Alt imens gumler vi løs på coca-blade. Det smager bittert af grøn te og tørret tang. Umiddelbart fornemmer vi ikke nogen bemærkelsesværdig forskel ved at tygge coca, udover en let snurren i tungen. Som en bedøvelse, der er ved at aftage efter et besøg hos tandlægen.

Af og til kommer vi forbi bittesmå bjergbyer, hvor kvinder sidder lænet op af husmurene i læ for den kolde vind og skarpe sol. Og mens småsnakken går, er hænderne i fuld sving med at spinde uld.

Mellem himmel og jord

Det første vi bemærker, er farven på himlen. Den er dyb, dyb blå. Vi er netop steget ud af minibussen ved Mirador de Los Volcanos. Et udsigtspunkt i 4.900 meters højde. Heroppe står vi på ryggen af Andesbjergene, verdens længste bjergkæde, og i horisonten skyder vulkaner op og ligner savtakkede pæle, der holder himlen oppe. Det føles som at stå midt mellem himmel og jord.

Vi tager et par prøvende skridt som to astronauter, der lige er landet på en fjern planet. Modsat Armstrong føler vi os ikke let til fods, men vi kan mærke, at den lette luft stiger os til hovedet. Det svimler, når vi hiver efter en mundfuld luft, og vi er ufrivilligt stakåndede, som har vi lige løbet 500 meter alt for stærkt. Men vi står helt stille.

Ikke desto mindre er den tynde luft perfekt til oplevelsen. For det er svært at finde ord, der matcher, hvad øjnene ser. Vi skiftevis hiver vejret ind og puster et begejstret adjektiv ud, mens vi går rundt på plateauet, hvor kampesten med inskriptioner sætter navn og højde på bjergene og vulkanerne omkring os. Højdevinderen er Chachani på 6.075 meter.

Det er svært at begribe, hvor storslået udsigten er

”Er I ok?”, spørger Fernando os, da vi ti minutter senere er tilbage ved minibussen efter at have lappet den enorme udsigt i os. Vi er især fascinerede af vulkanen Sabancaya, der er i fuld vigør. Med stor kraft spyer den kegleformede top vulkanske gasser op og tegner en hale af røgskyer på himlen. Men vi kan hverken lugte eller høre det. Vulkanen er mange kilometer væk, heldigvis.

”Vi er helt ok”, bekræfter vi storsmilende til Fernando. Men desværre viser det sig, at en af vores medpassagerer ikke er. Hun besvimede for få minutter siden, og ved synet af hendes blege ansigt, er det tydligt, hun har fået det dårligt. ”Det er bedst, at vi kører videre, så vi kan komme ned i lavere højder”, fortæller Fernando.

Da vi igen sidder i minibussen, kan jeg mærke den svimlende fornemmelse ændrer sig til en snigende hovedpine. Som en jernplade, der er ved at blive skruet fast rundt om kraniet. Martin mærker ingen forskel, og jeg er endnu uvidende om, at jeg lidt senere vil blive bedste venner med en iltflaske.

Hjemmefra havde vi downloadet en højdemåler-app på telefonen, så vi kunne følge med i stigningerne, når vi kørte. Højeste stop var ved Mirador de Los Volcanos, hvor der er udsigt til flere vulkaner på omkring 6.000 meters højde. Det er første gang, vi har været så højt oppe. Luften er frisk, men tynd, og bare det at gå rundt gør os lettere stakåndet. Men udsigen er alle strabadserne værd!

Hatteopvisning i Chivay

Nedkørslen til bjergbyen Chivay er i sig selv en oplevelse i særklasse. Oppe i højderne skærer den grå asfaltvej sig snorlige gennem det takkede landskab. Men jo længere ned vi kommer, jo rundere bliver bjergene. Vejen bløder op og slanger sig ned ad skråningen mod en langstrakt dal.

I glimt kan vi se Chivay, der ligger isoleret mellem bjergene. Byen er med sine 3.000 indbyggere den største i regionen og kendt som indgangen til Colca-kløften, og det er den, vi er kørt hertil for at opleve de næste par dage.

”Det er umuligt at fare vild i byen”, fortæller Fernando, da han sætter os af ved hotellet først på eftermiddagen. Vi har fri leg på programmet indtil i morgen tidlig, og vi har i sinde at se lidt af de lokale omgivelser, inden det bliver mørkt.

Vores hotel ligger i udkanten af Chivay, men byen er ikke større, end at det er små 300 meter fra det centrale torv. Der er en øde stemning i gaderne, og en kold vind hvirvler det tørre sand op. Luften efterlades gylden, og vi får fornemmelsen af at være tilskuere til en peruviansk western, da en mand kommer slentrende i støvet. Med cowboyhat på hovedet og tre lamaer i snor.

Da vi lidt efter står på torvet, bliver vi mødt af et helt andet syn. Både unge og gamle hænger ud på den hyggelige plads, og der er livlig aktivitet omkring et lokalt marked, hvor der sælges alt fra lommelygter til kartofler. Midt på pladsen pynter blomsterbuske og et springvand, der spiller orkestermusik, så vi først tror, at der er et marcherende band i nærheden.

Ved indgangen til markedet sidder en gruppe kvinder i farvestrålende tøj. Lange, tykke fletninger hænger ned ad ryggen, og på hovedet sidder hvide hatte beklædt med pailletter og plastikblomster. Hattekulturen i Peru er helt kapitel i sig selv, da hver hat viser, hvilket fælleskab de lokale tilhører, og på vores rejse gennem landet ser vi mange forskellige varianter.

Hattekulturen i Peru gør de små byer til en farverig oplevelse

Vi sætter os på en bænk og nyder de mange farverige og fascinerende indtryk. Men vi når ikke at sidde længe, for langsomt begynder smerten i mit hoved at vokse, og vi beslutter at gå hjem til hotellet. Det eneste, jeg har lyst til, er at lukke øjnene og forsvinde ned under en stor, varm dyne.

I seng med højdesyge

”Mette, du siger lige til, hvis du skal kaste op, ik?” Tilbage på hotellet er jeg gået omkuld på værelset med den ondeste hovedpine i mands minde. Martin har været nede i receptionen for at tale med vores guide om mine symptomer.

De beslutter, at jeg skal tilses af hotellets medarbejder, da hverken hovedpinepiller eller hvile har hjulpet på smerten i mit hoved. Jeg har aldrig haft migræne, men jeg forestiller mig, at det må føles sådan her. Heldigvis har jeg ikke fået sløret syn eller nedsat koordination, som er mere alvorlige symptomer på højdesyge.

Lidt efter banker det på døren, og ind triller en bredskuldret mand med et omsorgsfuldt blik og en lille ilttank på hjul. Hans engelske ordforråd er sparsomt, men med varme hænder hjælper han mig med at sætte en maske på ansigtet og viser med fingrene, at jeg skal ligge med den på i seks-otte minutter.

Iltanken hvisler, mens den kolde luft omslutter min mund og næse, og for hvert åndedræt kan jeg mærke, at det gør mig godt. Martin klemmer min hånd, og vi er på ingen måde i tvivl. Selvom det er udfordrende at rejse i højderne, er de storslåede oplevelser alle strabadserne værd. Næste dag er hovedpinen heldigvis forduftet, og vi er klar til at køre videre mod Colca Canyon.

Peru er på mange måder lidt af et eventyr.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Rejsebureauet har ikke haft indflydelse på indholdet.

Indlægget Rejseblog: Roadtrip og højdesyge i Andesbjergene blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: På rundrejse i Peru

Mette — Thu, 01 Aug 2019 05:43:44 +0000

I sommerferien rejste vi rundt i Peru, der bød på historiske byer, svimlende naturoplevelser og mad i verdensklasse. Et land beboet af flinke folk og en evigt nærværende fortid, der vækker inkaerne til live. Her følger første del i en lille føljeton om vores rejseoplevelser.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours.

Det giver et sug i maven, som sad vi i en rutsjebane. Et lille hul er dukket op i den hvide mur af skyer, der ruller ind over landskabet omkring os, og åbenbarer et længe ventet glimt af en af verdens mest spektakulære seværdigheder.

Vi står på en bjergkam i 2.400 meters højde, omgivet af tæt jungle og høje tinder, et sted langt inde i Andesbjergene. Efter en intens rejse gennem Peru er vi endeligt kommet frem til Machu Picchu: Inkaernes sagnomspundne by. Et af verdens syv nye vidundere og stadig et af historiens største mysterier.

For hvordan kunne inkaerne bygge den massive stenby et så ufremkommeligt sted for snart 600 år siden? Hvad betød stedet for dem, og hvorfor forlod de det uden et spor? Myten om den glemte by er som taget ud af en Indiana Jones-film og har i mange år været kilden til en af vores allerstørste rejsedrømme.

En DRØMMErejse
i inkaernes fodspor

Men Machu Picchu skulle vise sig at blive bare ét af højdepunkterne på vores 19 dages rundrejse i Peru. Landet, som engang var hjertet i inkaernes rige og i sin storhedstid strakte sig knap 5.000 km langs Sydamerikas kyst. Fra Colombia i nord til Chile i syd.

Kongernes by

Vores rejse begynder det sted, hvor inkaernes herskervælde på sin vis sluttede. Nemlig i hovedstaden Lima, hvor de spanske conquistadorer etablerede deres hovedsæde i 1535 og herfra orkestrerede koloniseringen af Sydamerika. En magtudøvelse, der få år senere gjorde brutalt ende på inkaernes civilisation.

Det er svært at forestille sig de grusomheder, der engang har foregået, da vi en eftermiddag besøger Limas historiske centrum. Familier og kærestepar slumrer på græsset mellem blomster og palmer på de centrale pladser, mens børn løber legende rundt om statuer og springvandet med byens skytsengel på toppen.

Lima er et mix af den gamle
og den nye verden

Rundt om vidner prægtige bygninger, paladser og katedraler om en storslået fortid. Men ikke desto mindre er en stor del af dem bygget på de rigdomme, der flød hertil i strømmen af blodige udplyndringer af inkaernes imperium.

’Kongernes by’ kaldte de spanske erobrere Lima, der trods store jordskælv, som lagde byen i ruiner i 1687 og 1747, stadig bærer præg af at have været den vigtigste by i de oversøiske kolonier. Og i en sådan grad at UNESCO har erklæret den for verdenskulturarv.

At hovedstaden fik navnet Lima beror egentlig på en misforståelse. Den spanske erobre og grundlægger Francisco Pizarro hørte forkert, da de lokale udtalte navnet på floden, der løber igennem Lima, og som Pizarro ønskede at navngive byen efter. Floden hedder ikke Lima, den hedder … Rímac.

Sydamerikas madmekka

I dag findes kongerne af Lima ikke længere blandt magtudøverne, men i køkkenet. Med gryder, pander og lokale råvarer har de peruanske kokke erobret den royale titel og placeret byen på kortet som Sydamerikas gastronomiske hovedsæde. Lima har som den eneste sydamerikanske by to restauranter i Top 10 på den anerkendte liste ’The Worlds 50 Best Restaurants’.

I det hele taget synes Lima at være en peruansk bouillonterning. I de to dage vi er i byen, får vi en koncentreret smagsprøve på, hvad Peru indeholder. Vi besøger ruinerne af en kæmpe pyramide, der er bygget før inkaernes tid, og vi smyger os rundt i katakomberne under klosterkirken San Francisco, hvor tusindvis af mennesker er begravet siden kolonitiden.

Vi fortaber os i myldret af storbyliv med shoppingcentre og spisesteder, og vi følger i Ernest Hemingways fodspor, da vi svinger forbi byens ældste bar, El Cordano, der ligger ved siden af præsidentpaladset og er en institution i Limas politiske centrum. Men hvor Hemingway bestilte stærkere sager, prøver vi en ‘chica morada’. En sød peruviansk drik kogt på lilla majs, ananas og en håndfuld krydderier, der smager lidt af jul.

Næste morgen får jetlagget os ud af sengen, før morgenmaden på hotellet er klar. Byen ligger søvnigt hen, pakket ind i en grå dyne af skyer, og det er kun løbere og hundeluftere, vi møder på den grønne kyststi, der kanter sig langs klipperne ved det mondæne kvarter Miraflores.

På den ene side skyder højhuse og Andesbjergene mod himlen, og på den anden er verdens største hav, så langt øjet rækker. Og mens vi nøjes med at vække kroppen med to go-kaffe, kaster paraglidere sig ud fra kanten af de bombastiske klipper. Lukt ud over et lodret fald på 100 meter og Stillehavets dybblå bølger, som surferne tumler sig i.

”Lima er den eneste hovedstad i Sydamerika, der ligger helt ud til Stillehavet”, fortæller guiden, som lidt senere på dagen viser os rundt i byen. Der er en stolthed i hans bevægelse, da han slår armene ud som en dirigent og lader som om, han styrer bølgernes taktfaste slag mod kysten. Den konstante brusen blander sig med storbyens lyde og skaber et særligt soundtrack til vores dage i Lima.

Lyden er faktisk sød musik for to madører som os. Havet rummer nemlig hovedingrediensen til landets nationalret ceviche. Sydamerikas svar på sushi. Retten består af pivfrisk og rå fisk, der er lynmarineret i limejuice og ledsaget af rødløg, chili, kogt majs, søde kartofler og friske krydderuret. Samme aften får vi smag for sagerne – og for den peruanske cocktail Pisco Sour. “Salud!”

Vulkanernes hvide by

På rejsens fjerde dag flyver vi halvanden time mod syd til Perus næststørste by, Arequipa. Trods den forholdvis korte tur venter der os et markant sceneskift. Både i vejr og omgivelser. Solen skinner varmt fra en skyfri himmel, og havgusen er erstattet af en tør, støvet luft.

Arequipa er beliggende et godt stykke fra kysten i 2.300 meters højde, hvor Andesbjergene begynder at vise sine muskler. Tre vulkaner knejser stolt mod himlen og skaber et dramatisk bagtæppe til byen, der er bygget af perlehvide vulkansten fra selvsamme mastodonter.

Arequipa betyder ’bag vulkanerne’
på inkaernes sprog

Især den knap 6.000 meter høje og levende vulkan Misti gør sig bemærket i bybilledet. Arequipa strækker sig helt hen til foden af vulkanen, og det ligner næsten, at den kegleformede kæmpe skyder op af en skov af huse. Heldigvis har Misti ikke været i udbrud siden inkatiden, men de store naturkræfter er en del af det øko-system, der har stor betydning for områdets frodighed.

Uden for byens hvide vægge og gamle palæer fra kolonitiden ligger et patchworktæppe af grønne marker, og langs floden kan man se, hvordan lokale bønder stadig benytter sig af inkaernes terrasse-system til at dyrke alt fra majs, artiskokker, passionsfrugt og avocado.

Et kig ind i kolonitiden

Til sammenligning med hovedstaden føles Arequipa som en stor landsby, og vi falder pladask for dens kolonihistoriske charme. Det er som at dumpe ned i det 16. århundrede, da vi udforsker de smalle brostensbelagte gader med barokke bygninger og store trædøre malet i stærke farver.

Tidsoplevelsen bliver kun mere intens, da vi går gennem porten til det over 400 år gamle kloster Santa Catalina, der har været lukket for omverden indtil 1970. I dag er det muligt at bevæge sig rundt i labyrinten af gader, rum og pladser, hvor knap 500 nonner har haft deres daglige gang. Isoleret fra resten byen, som levede de i en verden for sig selv.

Det er fascinerende at besøge det UNESCO-beskyttede klostermuseum Santa Catalina. Inde bag de store og farvestrålende mure, der isolerer den enorme klostergrund fra resten byen, kan du få et unikt indblik i, hvordan nonnernes liv så ud i kolonitiden.

Byens berømtheder

Sidst på eftermiddagen ender vi på den store plads, Plaza de Armas, der er byens hjerte og fuld af lokalkolorit. Gadesælgere tilbyder alt fra popcorn og lynprintede fotografier, hvorpå turister kan se sig selv posere foran byens klassiske postkortmotiv: Den store katedral med vulkanen Mistis kegleformede top i baggrunden.

Bag katedralen lurer
den slumrende vulkan Misti

”Katedralen er den største og smukkeste i Peru”, hævder guiden, da vi er med på en rundvisning i den enorme bygning. Og med en næsten filmisk timing bliver hans ord akkompagneret af orglet, der pludselig brøler en kakofoni af dybe lyde. Det giver et sæt i gruppen, og jeg har muligvis tisset lidt i buksen. Uanset hensigten må vi komplimentere organisten. Han har sq sans for stemningsfulde effekter!

Besøger du Arequipa, er en rundvisning i katedralen et must. Turen ender på taget og i klokketårnet, hvorfra du et storslået view udover byens tage, den store plads og vulkanerne.

5 tips til Lima og Arequipa

Fem steder, du skal besøge i Lima

Kyststien ved Miraflores, hvor paraglidere flyver langs de bombastiske klipper og surfere tumler i Stillehavets bølger. Begynd gåturen fra shoppingcentret Larcomar, der er bygget ind i klipperne, og gå mod nord gennem parken Parque del Amor.
Klosterkirken San Francisco, hvor konstruktionen af katakomberne helt ubevidst er grunden til, at bygningen ikke er styrtet sammen under de mange, store jordskælv gennem tiden.
Spis på Restaurant Central, der er Latinamerikas bedste og i liga med NOMA. En fireretters menu koster ca. 1.000 kroner. Husk at bestil bord hjemmefra. Det fortryder vi, at vi ikke gjorde.
Byens gamle centrum med de to store pladser Plaza de Armas og Plaza de San Martín, der er forbundet af gågaden Jirón de la Unión.
Kvarterne Miraflores og Barranco, der er byens pæneste og mest bohemede områder. Her finder du masser af restauranter, butikker og hyggelige gader. Det er også det bedste sted at bo, da det er sikkert at gå på gaderne efter mørkets frembrud.

Fem oplevelser i Arequipa

Gå en tur i byens pittoreske centrum, der med sine velbevarede kolonibygninger er en stemningsfuld oplevelse. Sæt dig på Plaza de Armas og nyd byens lokale liv og udsigten til katedralen.
Få en rundvisning i katedralen, der ender på toppen af taget og i klokketårnet, hvorfra du har en fantastisk udsigt ud over byens tage.
Oplev klosterlivet i Santa Catalina og lad dig frivilligt fare vild i de labyrintiske gader og mange rum. Klostret er en lille lukket verden midt i byen.
Gå all-in på shopping! Arequipa er førende i produktionen af lama- og alpacauld og har souvenirbutikker i alle prisklasser. Sving også forbi markedet San Camilo, hvor du kan fortabe dig i udvalget af peruanske råvarer.
Spis på Hotel Kataris restaurant, der ligger på toppen af bygningen. Herfra har du byens bedste view til katedralen med den kegleformede vulkan Misti i baggrunden. Et andet populært view udover byen og vulkanen finder du i kvarteret Yanahuara, der ligger en halv times gang fra centrum.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af LamaTours. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Rejsebureauet har ikke haft indflydelse på indholdet.

Indlægget Rejseblog: På rundrejse i Peru blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Etape 2 – om daglige rutiner, påklædning og pakkelister

Mette — Sun, 24 Jun 2018 08:14:01 +0000

De schweiziske alper gjorde os selskab på anden etape, hvor landskabet og stierne var lige så varierende som vejret. Her fortæller vi om, hvordan en typisk dag ser ud på Tour du Mont Blanc – om praktiske detaljer, vandretøj til bjergene og hvad man får at spise i hytterne.

Da vækkeruret ringer klokken kvart i syv om morgenen, hverken lyder eller føles det som ferie. Kroppen er lettere mør og har i løbet af natten transformeret sig til et tredimensionelt landkort over muskler, vi havde glemt fandtes. Især omkring knæene kan det mærkes, at vi er langt væk fra pandekageflade Danmark.

Hjemmefra har vi trænet op til turen ved at vandre lange ture i bakket terræn. Vi indrømmer blankt, at det er optimistisk at forberede sig til bjergvandring i et land, hvor et af de højeste punkter er Himmelbjerget. Det klinger jo i sig selv af storhedsvanvid at kalde en bakke på blot 147 meter for … et bjerg! Eller ’The Sky Mountain’, som det direkte kan oversættes til, og altid udløser et grin hos folk fra andre lande, når vi fortæller om det.

Lettere søvndrukne slår vi dynerne til side og trækker gardinet fra i det lille dobbeltværelse. Kapow! Udsigten til de grandiose bjerge, der rejser sig mod himlen lige uden for vores vindue, er slående. Og nu vælter det ind med dugfriske minder fra gårsdagens oplevelser og den berusende følelse af at vandre i de vidtstrakte landskaber. Bedre benzin findes vist ikke.

Ivrige efter at se, hvad næste etape bringer, kommer vi hurtigt i tøjet og går i gang med at pakke taskerne. Imens begynder regngrå skyer at trække sig sammen på den blå himmel. Vejret ulmer, og forude venter en lille udfordring, vi ikke havde set komme …

Pakning af rygsæk

Som nybegyndere udi bjergvandring har vi valgt en såkaldt komfort-udgave af Tour du Mont Blanc (TMB). Hjemmefra har vi købt en pakke gennem et rejsebureau, der har planlagt en rute og sørget for, at vores bagage bliver fragtet fra hytte til hytte. På den måde har vi friheden til at vandre på egen hånd, men uden at skulle bekymre os om at finde husly hver aften eller slæbe på fuld oppakning.

Ikke at vandreturen dermed er nem. Ruten består af bjergrige etaper, der sammenlagt bugter sig over 10.000 højdemeter og sjældent byder på flade stræk. Gud havde tydeligvis glemt vaterpasset, da han skabte Alperne. For oftest går stierne enten op eller ned. Lige ud findes stort set ikke. Så jo mindre vægt på ryggen, jo bedre – hvis du spørger os.

Gud haVDE tydeligvis glemt vaterpasset, da han skabte Alperne.

Hver morgen pakker vi derfor to tasker. En stor taske med al vores habengut, der bliver kørt til næste hytte, og en lille rygsæk, der kun indeholder de mest nødvendige ting til dagens vandring. Småting såsom kort over vandreruten, solcreme, solbriller, drikkevand, frokost, snacks og kamera. Derudover skal der være lidt ekstra plads i rygsækken til skiftetøj.

Vandretøj til bjergvejr

Vejret i bjergene er en lunefuld fætter. Det er hurtigt omskifteligt, og temperaturene svinger mellem 10 og 25 grader. Det er køligt om morgenen, når vi går af sted ved 8-tiden, og bliver varmere op ad dagen. Samtidig kan det være en vindrig fornøjelse af passere åbne bjergpas, så det er godt at have et varmt lag på, selvom turen derop i sig selv er en svedig fornøjelse.

Mette iklædt alle tre lag af ‘vandreuniformen’. Den gennemsigtige slange, der hænger ned foran brystet, er røret til en drikkepose på 2 liter, som vi hver især har i rygsækken. Et såkaldt Hydraulics Reservoir, der gør det langt lettere løbende at tage små slurke vand.

Fra morgenstunden iklæder vi os derfor tre lag tøj, som skulle vi vandre gennem flere årstider på bare én dag. Inderst har vi en langærmet trøje i merinould, der både fungerer som et svedtransporterende og temperaturregulerende lag. Dernæst en hættetrøje i fleece/merino, og med i rygsækken har vi en skaljakke, der er regn- og vindtæt.

Vi tager overraskende ofte tøj af og på – og i forskellige kombinationer – i løbet af dagen. Så de mest praktiske beklædningsgenstande bliver hurtigt vores favoritter. Det er fx første gang, vi har ejet lange bukser, der kan lynes af til shorts – og vi er vilde med dem! Derudover er Buff’en, et strækbart halsrør, uundværligt. Det fylder ingenting i tasken og fungerer både som halstørklæde, pandebånd og håndledsvarmer, når det er køligt, og en let hovedbeklædning, når solen er skarp.

Inden vi tog af sted var påklædning noget af det, som vi var mest i tvivl om. Men hvis der var én beklædningsgenstand, som viste sig at blive vores favorit, så var det Fjällrävens vandrebukser med lynlås, som gjorde det nemt at skifte ude på ruten.

Morgenmad i Alperne

Iklædt vandreuniform mangler vi kun at fylde energidepoterne op. Spisesalen ligger i stuen og er et højtloftet rum med lange borde, voksduge og store spejle på hvidmalede vægge. Sammenlignet med turens andre overnatningssteder er indretningen på vandrehotellet La Grande Ourse det mindst alpeidylliske. Men det er rent, rummeligt og funktionelt i bedste schweiziske ordenstil.

En gruppe af vandrere har allerede indfundet sig rundt omkring ved bordene og sat sig på de samme pladser, som køkkenmutters papirlapper med navne dikterede i går. Selvom det føles lettere kontrollerende med den konforme bordplan, gør den uden tvivl livet lettere for alle. Pladsen er trang i højsæsonen, og planen sikrer, at der ikke opstår stoledans.

Vi kan genkende de fleste fra middagen i går og hilser godmorgen, inden vi går i buffeten. Helt klassisk for overnatningsstederne langs vandreruten er hotellet inklusiv halvpension, og alle hytter kører nogenlunde efter samme setup, der er tilpasset vandreres rutiner og behov. Morgenmaden sættes frem i spisesalen fra klokken syv til otte, og buffeten består typisk af toastbrød, smør, ost, marmelade, frugt, cornflakes med mælk samt kaffe og te.

Efter vi er tanket op på kulhydrater og koffein, henter vi vores frokostsandwich, som vi har bestilt aftenen før, i køkkenet. Derefter afleverer vi den store bagage i receptionen og sikrer os, at de grønne mærkater med rejsebureauets logo sidder på, så chaufføren kan finde dem blandt stakken af tasker. Vi er tydeligvis ikke de eneste, der har valgt komfort-versionen af Tour du Mont Blanc.

Langt fra hverdag

En time efter vi er stået op, trækker vi forventningsfulde rygsækkene på. Forude venter en ny etape, og det eneste de hver især har tilfælles er, at de bringer os fra bunden af en græsklædt dal, over høje bjergpas og ned igen på den anden side. I dag venter en vandretur på 18 km og lidt over 2.000 meter høje bjergpas. Men det bliver ikke turen derop, der byder på dagens udfordring. Det bliver turen ned.

Lidt uden for landbyen finder vi TMB-sporet, svinger over asfaltvejen og ind på en smal sti, der går op mod Col de la Forclaz – dagens første bjergpas i lidt over 1.500 meters højde. Det betyder, at vi skal vandre knap 300 meter op i løbet af den næste times tid. Og det på et tidspunkt af dagen, hvor vi normalt sætter os ned foran computeren i hvert vores kontorlandskab.

Kontrasten mellem vandreferie og hverdag kan vist ikke være større.

Stien snor sig stejlt op gennem en tæt nåleskov, og vi bliver gentagende gange overrasket over, hvor hurtigt den rodknoldede skovsti bringer os højt til vejrs, når vi af og til kan kigge ud gennem rammen af grønt. Det er en fabelagtig udsigt. Til dalen under os og til bjergene i horisonten.

Svært at regne ud

Efterhånden som vi nærmer os passet, jo mere stenet bliver stien, og jo mindre tæt bliver skoven. Først nu kan vi mærke små regndråber falde forsigtigt fra himlen over os. ”Skal vi vædde med, at det stopper, hvis vi tager regntøj på”, siger Martin. De sidste 5-10 minutter har vi diskuteret, hvorvidt det regner nok til, at vi gider skifte – og imens er regnen taget til.

Det er et væddemål, jeg godt gider, Martin vinder!

Vi beslutter at skifte hættetrøjerne ud med regnjakker og krænge regnslag udover rygsækkene. Mens vi møffer rundt, kommer et andet par stridende op ad den stejle sti bag os. De har talt om præcis det samme, fortæller manden med et forpustet grin. Regn eller ej, så er tøjskiftet en velkommen pause.

Længere fremme begynder stien endelig at flade lidt ud. Vi kommer gennem skoven og ud til et åbent plateau med grønt græs og små søer, og for første gang har vi et frit udsyn til bjerglandskabet, der omgiver os. Regnskyerne hænger lavt på himlen, som grå guirlander mellem de hvide spidse tinder. Det ser olmt ud. Men det regner ikke.

1-0 til Martin.

Frokost med udsigt

Midt på dagen slår stien et sving op over et højdedrag og åbenbarer et view udover en bølgende grøn bjergside. Det giver et sug i maven at kunne se så langt og samtidig ikke se andet end bjerge. Vi befinder os 2.049 meter over vandets overflade. Under os snor stien sig som en tynd tråd gennem landskabet og forbi en gammel gård, der ligger idyllisk midt på bakken.

Det er Alpage de Bovine, vores frokoststop. Her er en lille stenhytte lavet om til et rustikt spisested, hvor vandrere kan købe retter a la omelet, tærte og baguette og forrette sin nødtørft. I løbet af ugen passerer vi på hver etape bjerghytter som denne. Oftest køber vi blot en kop kaffe eller en cola og låner toilettet. For vi foretrækker at medbringe vores egen frokost, så vi selv kan vælge, hvor og hvornår vi vil spise.

Mens vi vandrer mod hytten, brænder solen gennem skyerne. Jeg kigger tilbage på Martin, som griner af mig. Jeg smiler så stort, at jeg ligner en flækket træsko. Det er bemærkelsesværdigt, så hurtigt vejret kan skifte i bjergene. Men hurra for det! For nu kan vi spise vores sandwich siddende i græsset – i det fineste solskin og med et uforglemmeligt panorama. Vi har klaret dagens opstigning. Herfra går det storset kun nedad bakke.

Vi spiste frokost med udsigt til Martigny-dalen, der i gamle dage var opsamlingssted for de store mængder af is, som blev fragtet ned fra bjergene og kørt videre med tog til de store byer, bl.a. Paris. En virksomhed, der ophørte efter køleskabene blev indført i 1940’erne.

Stien, der forsvandt

Vi kan høre det, før vi det ser. Vand, der fosser ned ad en stenet bjergside. Indtil nu har vores største bekymring været, om vi overhovedet kunne komme rundt om Mont Blanc på grund af vinterens usædvanligt store mængder af sne. Vi havde egentlig ikke tænkt så meget over, at vi befinder os i bjergene på den tid af året, hvor sneen smelter, og vandet galoperer en vej: nedad.

Vi har netop tilbagelagt en lettere strabadserende nedstigning. En stejl skovsti med løse sten ovenpå grov grus. Rrrrrtttssschhh … Vi rutsjede konstant og ufrivilligt, som var stien en bølge og vores støvler et surfbræt, der blev revet med af naturens kræfter. Uden vandrestave var vi røget på røven. Mange gange.

Derefter ændrede stien sig til store, kantede klippesten og udfordrede balancen på ny. Det føltes, som om vi legede jorden er giftig, når vi med store skridt trådte fra sten til sten. Og nu står vi her. Stien har ført os gennem et tæt buskads og ud til en lysning, hvor den forsvinder under en bred tunge af frådende vand. Det er svært at se bunden under det vilde vandløb, der forsætter lukt udover en skrænt.

Gulp!

Martin kanter sig langs det grønne i forsøget på at finde et sted, vi kan krydse over. Lidt længere oppe træder han prøvende ud i vandet, der hvirvler rundt om bunden af hans støvler. Det er tryk på strømmen, men den er langt fra så voldsom, at han ikke kan stå imod. Skridt for skridt træder han fra sten og sten og peger, hvor jeg kan følge efter.

Vi griner fjoget af hinanden, da vi uden problemer er kommet over på den anden side. Vandløbet både lød og så langt værre ud, end det var. Vi finder hurtigt tilbage på stien, og herfra venter en langt mindre udfordrende vandretur. Sidste del af etapen går ad grusveje i nåleskove og brede jordstier omkranset af lårhøje bregner. Og over flere mindre vandløb, som vi vader igennem, som har vi aldrig gjort andet.

Når du vandrer i begyndelsen af sæsonen (midt juni), fører det et par mindre udfordringer med sig i form af både snedriver og smeltevand. Men udsigten til det varierende landskab er det hele værd. Øerne af sne lyser op i stærk kontrast til bjergenes grønne og granitgrå farver. Det ser vanvittigt flot ud!

Aftensmad i hyttesko

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Relais d’Arpette, vores hytte for natten. Her guider receptionisten os ned i kælderen, hvor vi både finder vores bagage og et adskilt tørrerum, hvor alle vandrere skal stille deres støvler. En pikant lugt af sure sokker afslører en af de praktiske årsager til, at alle bedes parkerer fodtøjet her.

Vi hopper i vores medbragte skiftesko, som vi har lagt klar øverst i den store taske, og bærer vores ting op på værelset. De fleste bjerghytter tilbyder primært overnatning i sovesale og køjesenge, men med i vores komfort-pakke følger eget dobbeltværelse. Bad og toilet er fælles.

Vi tager et hurtigt bad og tøffer en tur i baren. For der er intet, der smager så godt, som en kold øl efter syv-otte timers vandring og til udsigten af de selvsamme granitgrå kæmper, der har gjort os selskab. Den næste øl bliver akkompagneret af planlægning for morgendagen. Vi læser rutebeskrivelsen, tjekker vejrudsigten og forudbestiller frokostsandwich hos køkkenet.

Aftensmaden serveres klokken 19 og er en alpeidyllisk version af familiefester i et forsamlingshus. Hver aften får vi serveret en trerettersmenu fra det lokale køkken, ofte med mulighed for at vælge mellem to-tre forskellige varianter af hovedretten. Forretten er typisk en varm suppe. Hovedretten består af kød, pasta eller polenta og lidt grøntsager. Og desserten er kage eller is med frugtsalat.

Det er svært ikke at være begejstret over konceptet. At spise trerettersmenu hver dag. Men hvor familiefester ofte fortsætter med musik og dans til langt ud på natten, fortsætter vandrefolket direkte på hovedet i seng. I bjergene er Ole Lukøje arbejdsløs. Vi falder i søvn i samme moment, kinderne rammer puden. Og vi vågner først, da vækkeuret ringer.

FAKTA:
DAGENS ETAPE

I vandreguiden, vi har fået af rejsebureauet, står der anført forskellige data om dagens etape – bl.a. hvor lang den er, og hvor mange timer den tager at gennemføre, hvis du i gennemsnit vandrer med 3,5 km/t uden pauser.

For at give et mere realistisk billede af vandreturen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.

Etape 2

Rute: Fra Trient til Arpette
Kilometer: 17,5 km (25 km)
Højdeforskel: 1000 m op / 700 m ned
Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 372
Højeste punkt: 2049 meter
Tid: 5-6 timer (8 timer)

Overnatning

Trient: La Grande Ourse
Arpette: Relais d’Arpette

Indlægget Rejseblog: Etape 2 – om daglige rutiner, påklædning og pakkelister blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Etape 1 – på vandretur rundt om Mont Blanc

Mette — Sat, 23 Jun 2018 06:03:16 +0000

Første etape på vandreturen bragte os fra Frankrig til Schweiz, langs snedækkede bjerge og gennem storslåede landskaber. Vi lærte, at lykken er langsommelighed – og at det ikke er teknisk svært at vandre på bjergstier, men muligt at brække en finger på en blomstereng.

Den idylliske forestilling om, at ‘Tour du Mont Blanc’ foregår ubesværet af en jævnt bakket sti, udfordres allerede fra begyndelsen. Siden vores vandrestøvler forlod asfalten ved den lille bjergby Le Tour og trådte forventningsfulde ind på rutens første etape, har den lille skovsti kun ført os stejlt opad. Op. Op. Op …

→ Læs: Første del i føljetonen om vandreturen her

Sveden pibler frem på panden, mælkesyren nipper i benene og pulsen banker på. Vi hiver let efter vejret, mens vi grinende bekræfter hinanden i, at anstrengelserne uden tvivl skyldes, at vi ikke er vant til den tynde luft. Mmmhh … Helt sikkert, Sherlock! Vi har ikke en gang krydset trægrænsen endnu.

Tryk på billederne for at se dem på fuld skærm.

På den første time har vi tilbagelagt knap 300 højdemeter og befinder os nu på en bjergside i lidt over 1.800 meters højde. Udsigten er vanvittig smuk! Mont Blanc-massivets snedækkede tinder lyser hvidt mod den blå himmel og står i skærende kontrast til Chamonix-dalens grønne landskab.

Heroppefra kan vi kun skimte byen, hvorfra vi begyndte dagens etape. Husene ligner små prikker for foden af bjergene, der rejser sig som et granitgråt amfiteater. Selvom endorfinerne sandsynligvis giver os et ekstra skud af lykke, er vi helt høje over udsigten. Det er lidt vildt at tænke på, at vandreturen kun lige er begyndt.

En lunefuld fætter

På vej herop snoede den første del af stien sig gennem en lysegrøn skov. Her var især birketræerne synligt mærkede af, at vinteren har været usædvanlig voldsom. Den har ikke kun vist tænder. Den har også bidt hårdt. For flere træer var knækket midt over og stod med splintrede toppe.

Synet mindede os om, hvad der muligvis kan blive turens største udfordring længere oppe. Her er nogle af stierne forsat lukkede på grund af vinterens store mængder af sne, og få dage før vores afrejse fra Danmark var der advarsler mod at krydse bjergpassene på tredje, femte og sjette etape.

Etapen i dag skulle dog være tiptop for to bjergnovicer som os. I går aftes forhørte vi os blandt de lokale, der kender stierne og er opdaterede på forholdene: ”Det er en skøn vandretur til Trient, glæd jer”, lød det beroligende – men altid i kombination med et godt råd: ”Spørg, hvordan stierne ser ud længere fremme, når I møder andre på ruten.”

“Sladrehanken er
din bedste ven i bjergene!”

Generelt er det god skik blandt vandrefolk at udveksle informationer. For ligesom alle andre bjerge i verden er Mont Blancs humør lunefuldt 365 dage om året. Vejret er uforudsigeligt, hyppigt omskifteligt og påvirker stiernes tilgængelighed. Den optimale måde at få de bedste opdateringer om ruten er derfor at tale med dem, der netop har vandret på de stier, der venter på dig.

Jeps, sladder løber altid hurtigt – også i bjergene, hvor der hverken er wifi eller mobildækning. Nu håber vi blot på, at de andre vandrere bringer godt nyt. Hvis vi er heldige, har solen smeltet den værste sne, inden vi skal krydse turens højeste og mest udfordrende bjergpas.

Da vi opdagede vores superpower

De næste par timer slanger stien sig over vidstrakte bjerglandskaber, gennem blomstrende bakkedrag og langs sneklædte toppe. Nogle gange kan vi se stien så langt, at den blot ligner en blyantstreg i horisonten. Andre gange bugter den sig rundt om grønne bjergsider eller forsvinder bag højdedraget på en stejl stigning.

Det bider let i balderne, og vi pruster af anstrengelse. Vi indrømmer gerne, at vi ikke ligefrem er i vores livs bedste form, men det her er alligevel overraskende hårdt! Den største udfordring er dog udelukkende ikke at stoppe op hver femte minut, blot for at tage endnu et foto af omgivelserne, der kun synes at blive smukkere, vildere og mere imponerende, jo længere og højere op vi kommer.

Det gør det umuligt at gå særligt stærkt, når blikket kører i pendulfart mellem stien, udsigten og view-finderen i kameraet. Vi formår akkurat kun lige at sætte den ene fod foran den anden. En. Fod. Ad. Gangen. Tempoet falder, det samme gør pulsen – og så falder tiøren!

Snegletempo
er en superpower!

Ah! Lykken er at vandre langsomt! Indtil nu er vi travet begejstret af sted i et unødvendigt højt tempo. Selvom stierne næsten konstant går stejlt op eller ned, er det hverken teknisk svært eller hjernedødt hårdt at vandre på bjergstierne – når blot vi tilpasser tempoet.

Det trick lærte vi faktisk på en vandretur i Østrig, hvor guiden afslørede hemmeligheden bag at gennemføre bjergrige etaper: Hastværk er lastværk og snegletempo en superpower! Og som bonus kan vi nyde landskabet ekstra meget, ekstra længe. Vi skal bare nå at være fremme ved den næste hytte inden kl. 19, hvor aftensmaden serveres. Det når vi nok …

Au revoir, France!

Dagenes vildeste view og højeste punkt er Col de Balme. Et bjergpas på 2.191 m, hvor vi kan se tilbage på Frankrig og de grønne dale, hvorfra vi kom – og frem mod Schweiz og en v-formet kløft mellem to bjergsider, hvor stien forsætter ned mod dalen og landsbyen Trient. Dagens endestation.

Vi står præcis på grænsen
mellem to lande.

Det er vildt betagende at kunne spejde ud over den ene bjergtop efter den anden og på tværs af landegrænser. Så inden det er tid til at vandre videre, gør vi som alle de andre, der har klaret turen til tops. Vi hiver den medbragte madpakke op af rygsækken, sætter os i græsset og gumler os gennem hver vores baguette, mens vi grådigt æder udsigten med øjnene.

Dagens nedtur

De sidste to timer er dagens mest udfordrende. Skridt for skridt bærer vores ben os mere end 900 højdemeter nedad, hvor især de sidste par kilometer er de hårdeste. En smal sti snor sig stejlt nedad, serpentinersving efter serpentinersving, og gennem en tæt nåleskov med et ujævnt underlag af trærødder og rullende småsten.

Her kan selv de bedste vandrestøvler forvandle sig til rulleskøjter på et øjeblik. Vi er faktisk kun lige begyndt på nedstigningen, da Mette ganske ufrivilligt demonstrerer, hvor hurtigt det kan gå. Som en tegnseriefigur hænger hun pludselig i luften og flagrer med arme og ben. Men tyngdekraften har allerede vundet. Bump!

For første gang forstår vi for alvor fordelen ved at bruge vandrestave. De gør sandsynligheden for at ryge på røven mindre og aflaster samtidig kroppen på de stejleste nedstigninger. Det mest logiske er jo at tro, at det er hårdere at gå op end ned. Men den fejlagtige forestilling kunne ikke være længere væk fra virkeligheden end lige her. Her gør det naller i knæ og ben.

Synet af bjergsiden, vi netop er vandret nedad, forklarer en hel del. Den er virkelig stejl! (Bemærk, hvordan Mette holder et fast greb i sine to nye bedste venner, vandrestavene!)

Endestationen

Vi jubler, da skoven endelig åbner sig til en jævn blomstereng. Stien flader ud og fører os mod et brusende vandløb, der er knap fire meter bredt. Strømmen er stærk, og de mest oplagte trædesten er for langt under vand til at kunne bringe os tørskoet over på den anden side. Vi vælger i stedet at fortsætte langs vandløbet med håbet om at finde et bedre sted at krydse over.

Lidt længere fremme møder vi en gruppe italienere, som vi har hilst på flere gange ude på dagens etape. Noget er galt. En af kvinderne sidder i græsset og ser lettere fortumlet ud. Da vi spørger, om hun er ok, om de har brug for hjælp, stikker hun sin hånd i vejret som svar. Hendes ringfinger stritter i en yderst mærkelig og unaturlig retning.

Av, av, av!!!

Fingeren er tydeligvis fucked! Heldigvis var der ikke sket noget alvorligt, men episoden minder os alligevel om at være påpasselige. Og altid bruge vandrestave! For du kan vandre over stejle, stenede bjergpas uden problemer, men snuble uheldigt i en blød blomstereng – og så er resten af vandreturen et afsluttet kapitel.

For os er det heldigvis kun første etape, der er ved vejs ende. Vi finder et mindre udfordrende sted at hoppe over vandløbet, og lidt efter er vi fremme ved en asfaltvej, der fører os den sidste kilometer til dagens endestation: Hotel La Grande Ourse, et familieejet bjerghotel i landsbyen Trient.

Her bliver vi snart klogere på ting, som også er en stor del af det at være på vandreferie: Fællesmiddag, pakkerutiner, hyttekultur og hvorfor der altid er ét rum, der lugter af sure tæer. Men mere om det senere. Nu vil vi fejre, at vi har gennemført turens første etape med en stor, kold øl!

Fakta:
Dagens etape

For at give et mere realistisk billede af turen har vi tilføjet egne data i en parentes. Vi har også tilføjet et andet tal, nemlig hvor mange etager Martins GPS-ur har registreret, at vi er gået op og ned. Selvom det er et lidt skørt målestoksforhold, giver det alligevel en fornemmelse af, hvad det fysisk kræver at gå etapen.

Etape 1

Rute: Le Tour (Frankrig) – Trient (Schweiz)
Kilometer: 14 km (22,3 km)
Højdeforskel: 850 m op / 900 m ned
Højdemeter sammenlagt svarer til antal etager: 271
Højeste punkt: 2,191 meter
Tid: 5 timer (7 timer)

Dagens rute – fra hytte til hytte

Vi tog en bus fra hotellet i Argentière til P-pladsen i Le Tour (Chamonix-dalen, Frankrig), hvor etape 1 begyndte. Hvis du har overnattet i dalen, kan du få et buskort gratis af dit hotel. Vandrestien begynder fra P-pladsen foran kabineliften i Le Tour og går over Col des Posettes og Col de Balme til bjergbyen Trient (Schweiz).

Overnatning

Argentière: Hotel de la Couronne
Trient: Hotel La Grande Ourse

Lækre links:

Officielle opdateringer om stierne: Tour du Mont Blanc
Fakta om højeste punkt: Col de Balme
Chamonix: Vejrudsigten i dalen
Kort: TMB-ruten

→ Læs: Første indlæg om
vores vandretur rundt om Mont Blanc

Indlægget Rejseblog: Etape 1 – på vandretur rundt om Mont Blanc blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Ankomst til Mont Blanc – tanker før vandreturen rundt om bjerget

Mette — Fri, 22 Jun 2018 05:32:56 +0000

I sommerferien vandrede vi rundt om Mont Blanc. Fra hytte til hytte, gennem tre lande og op-og-ned over flere tusinde højdemeter. Dette er første afsnit i en føljeton, hvor vi fortæller om turen, de praktiske detaljer, udfordringerne og de uforglemmelige oplevelser, der ventede os ved bjerget.

“Det har været den værste vinter”, fortæller receptionisten og ryster på hovedet: “Jeg har aldrig set så meget sne i de 42 år, jeg har boet her”. Vi er netop ankommet til turens første hotel, og mens vi tjekker ind, småsludrer vi med hotelmutter om, hvad der har bragt os til den franske Chamonix-dal. Og hendes respons var ikke ligefrem dét, vi håbede på.

Tre timer tidligere var vi landet i Geneve lufthavn, og efter halvanden times køretur med minibus ankom vi til det alpeidylliske Hotel de la Couronne. Med en central beliggenhed i den lille bjergby Argentière er hotellet et optimalt udgangspunkt for vores vandretur rundt om Mont Blanc. En tur på knap 170 km, der går gennem Frankrig, Schweiz, Italien og over 2.600 m høje bjergpas. Den berømte rute har længe været på vores ’bucket list’, og denne sommer besluttede vi, at det var tid til at indfri rejsedrømmen.

Tour du Mont Blanc ER en af
VERDENS mest IKONISKE vandreruter.

”Hernede er sneen smeltet, men I skal være påpasselige … især dér hvor I skal op”, fortsætter receptionisten. Hendes bemærkning er uden tvivl velment, men har samme effekt, som når tandlægen konstaterer, at han lige har fundet et hul. Jeg behøver ikke engang at kigge på Martin for at vide, at hans smil også er stivnet. Modsat det chok, der ofte følger med tandlægeregningen, var vi dog forberedte på hendes melding.

Hjemmefra havde vi fulgt opdateringer på nettet, hvor lokale guider beretter om stiernes tilstand ved Mont Blanc. Og dagen før vores afrejse var nogle af stierne – helt usædvanligt for sommerens sæson – stadig lukket på grund af sne. Derudover lød anbefalingen, at flere stier kun måtte bruges, hvis man medbragte isøkse og spændte crampons på støvlerne.

”Isøkse og pigstøvler?!”

Gulp! Det lød jo mere som værktøj for Pingo og Sirius-patruljen end nødvendigt gear på en hyggelig sommerferie. Det mest alpinske udstyr, vi ejer, er vandrestave, støvler og en solcreme med faktor 50. Derudover kan hverken Martin eller jeg prale af at være garvede bjerggeder – eller på Kronprinsens liste over ’who to call’ for hans næste ekspedition.

Det er første gang vi skal vandre så mange dage i træk og endda på en bjergrig strækning, hvor det samlede antal højdemeter svarer til at bestige Mount Everest. Normalt kræver ruten dog hverken guide, avanceret udstyr eller evner som bjergbestiger. Men nu er spørgsmålet, om vi overhovedet kan gennemføre turen?

Dødens bjerg

Hvert år tiltrækker Mont Blanc tusindvis af mennesker, der elsker at vandre, cykle, stå på ski og klatre op på sneklædte tinder. Omkring 100 mennesker runder dagligt hver sommer den 4.808 m høje top. Så selvom Mont Blanc langt fra kan mænge sig mellem tinderne på verdens højeste bjerge, er den franske alpetop en af bjergbestigernes favoritter.

En popularitet, der også har medført, at Mont Blanc er det bjerg i verden, som har kostet flest menneskeliv. Siden det blev besteget for første gang i 1786 er mere end 2.000 mennesker døde under turen op eller ned fra toppen. Til sammenligning har omkring 300 mennesker mistet livet på Mount Everest; verdens højeste bjerg på 8.848 m.

De FATALE UHELD
har givet Mont Blanc TILnavnet:
‘Dødens Bjerg’

Det store dødstal på Mont Blanc skyldes især tre ting: Det er hverken besværligt at rejse til Mont Blanc, teknisk svært at bestige det og kræver heller ingen særlige tilladelser. Det får mange håbefulde mennesker uden tilstrækkelig erfaring og forberedelse til at gøre forsøget. Omend vi ikke skal bestige toppen, har visheden om de mange dødsfald plantet en god portion æresfrygt i os.

Alpernes hvide konge

Trægulvet knirker, da vi som to tunge pakæsler klemmer os ud af den lille elevator på hotellets anden sal. Med hver vores store ‘duffel bag’ på ryggen og en mindre rygsæk hængende på brystet har vi hænderne fri til at åbne værelsesdøren. Når vi skal vandre, skal vi dog heldigvis kun bære på den lille rygsæk. Vi har nemlig valgt en såkaldt komfort-version, hvor rejsebureauet transporterer den store bagage fra hytte til hytte, så vi kun skal slæbe på frokost, drikke, solcreme og den slags småting ude på ruten.

”En udsigt med wauw-effekt!”

Værelset er småt, men hyggeligt. Over sengen hænger et fotografi af de samme grandiose bjerge, der stjæler al opmærksomheden lige uden for vores vindue. Bjerge er sært fascinerende, og for mange har de samme forførende effekt som sirenernes sang. Det er nu ikke drømmen om at nå toppen, der drager os. Det er udelukkende fascinationen af at kunne vandre i en cirkel rundt om Europas højeste bjerg, der har lokket os af sted.

“Whut?!”, tænker du måske nu. Er Mont Blanc det højeste i Europa? Geografisk set er det faktisk uklart. Der hersker nemlig forskellige opfattelser af, hvorvidt Kaukasus-bjergene ligger i Asien eller Europa – og er du blandt tilhængerne af sidstnævnte (damn you!), er Mont Blanc ‘kun’ Vesteuropas højeste.

Vi taler om diskussionen, mens vi betragter bjerglandskabet uden for vores vindue. Det er kæmpestort! Så lige nu er vi klart tilhængere af udsagnet, at sandheden afhænger af øjnene, der ser. For os er Mont Blanc ikke alene det højeste bjerg i Alperne, det er uden tvivl også det højeste i Europa. Og det gør kun iveren efter at gennemføre vandreturen endnu større.

Mont Blanc er en del af et kæmpestort bjergmassiv, der består af 400 bjerge og rækker ind over tre landegrænser: Frankrig, Schweiz og Italien.

Et landskab af bjerge

Kigger du på Mont Blanc (eller Monte Bianco, ’Det hvide bjerg’, som italienerne kalder det) ser du måske ikke en ikonisk skønhed, som det fritstående Kilimanjaro eller kegleformede Fiji. Toppen er flad, bred og kan være svær at spotte. Bjerget er nemlig en del af et større massiv, som lægger sten, sne og is til 40 andre rivaliserende tinder, der stikker mere end 3.000 meter mod himlen.

massivet består af 400 bjerge
og 40 tinder på over 3.000 meter.

Men netop dét gør Mont Blanc til et vildt imponerende syn. På en vandretur rundt om bjerget er udsigten evig foranderlig og konstant dragende. Dertil ligger massivet som en aflang smørklat mellem tre lande, der er indbegrebet af alpeidyl, bjergtagende landskaber og god mad. Så det er virkelig ikke svært at forstå, hvorfor Tour du Mont Blanc er blandt verdens mest berømte vandreruter.

Tanker før tourstart

De seneste par år har vi været af sted på et par vandreture, og vi er mildt sagt blevet begejstrede for ferieformen. Især for vandreture i bjergene, der kombinerer fysiske udfordringer med store naturoplevelser. De gør det forbløffende let at glemme alt, der rimer på hverdag.

Tour du Mont Blanc bliver vores hidtil største vandreeventyr, og fra vores værelse har vi nu udsigt til de bjerge, som bliver vores følgesvende de næste syv dage. De troner majestætisk over den lille bjergby, og deres snehvide toppe tilføjer en synlig spændingsfaktor til vores tur. Vi er virkelig spændte på, hvad der venter os af oplevelser og udfordringer:

Kan benene klare mosten?
Gear og grej – har vi nu styr på det hele?
Har vi pakket for lidt eller for meget tøj?
Kan vi overhovedet finde vej i bjergene?
… eller bør vi droppe turen pga. sne?

I sidste ende er det nogle af de overvejelser, der gør vandreture til en stor oplevelse. Det er umuligt at vide, hvad der venter forude. Både af udfordringer og oplevelser. Men vi kan i udgangspunktet ikke gøre så meget andet end at tage en dag ad gangen og sætte den ene fod foran den anden. Og det har vi tænkt os at gøre i morgen …

Fortsættelse følger …

LÆKRE LINKS

Overnatning i Argentière: Hotel de la Couronne
Transport fra Geneve til Chamonix: Mountain Drop-Offs
Tour du Mont Blanc: Info om stierne på ruten
Kort: TMB-ruten

Indlægget Rejseblog: Ankomst til Mont Blanc – tanker før vandreturen rundt om bjerget blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Jungletrek på piraternes ø Ilha Grande

Mette — Sat, 12 Aug 2017 10:13:45 +0000

Engang var Ilha Grande beboet af pirater, spedalske og kriminelle. Meget har ændret sig på øen, der i dag er et fredeligt naturparadis. Vi besøgte den bilfri ø, der er et eldorado af trekkingstier i junglen og gyldne sandstrande – og masser af aber.

Det kommer vist næppe bag på nogen, at vi har en forkærlighed til eksotiske tropeøer. Kombinationen af varmen, den frodige natur og det turkisblå vand. Smagen af solmodne frugter, kolde cocktails på stranden og fornemmelsen af ølivets tilbagelænede atmosfære. Hele pakken har samme savlfremkaldende effekt på os, som bar hud har på blodtørstige myg. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at vi skulle besøge Ilha Grande på vores rundrejse i Brasilien.

Den lille store ø

Ilha Grande ligger tre timer fra Rio de Janeiro, og kigger du på et kort over Brasilien, ser øen forsvindende lille ud i sammenligning med Sydamerikas største land. Men faktisk betyder Ilha Grande ’Den store ø’ og er med sine 193 km2 områdets største. Skæver du til Danmark, er øen ca. dobbelt så stor som Amager.

Og det var herfra vi begyndte rejsen til Ilha Grande, altså fra Amager. Det tog præcis 24 timer fra vi forlod vores lejlighed til vi ankom til øen. Det er (muligvis?) sidste gang, vi tager så lang en rejse i ét stræk – med tre fly, en taxa og en båd! Men vi glemte alt om radbrækkede kroppe og latterligt jetlag, da vi endelig gik i land.

Det var som at træde ind
i en scene fra ”Skatteøen”.

Pirat-lignende skonnerter vuggede i det azurblå vand og bag den gyldne sandstrand skød et grønt bjerglandskab op. Bjergtoppene bølgede op og ned, som var de tegnet af en barnehånd – og den mest karakteristiske af dem alle, ”Pico do Papagaio”, lignede hovedet på en papegøje. Der skal ikke mange skefulde fantasi indenbords, før du synes, at Ilha Grande ligner et skattekort.

Den lille ‘tut’ til højre er Ilha Grandes mest berømte og ikoniske bjergtop ”Pico do Papagaio”. Det har fået sit navn, da det ligner hovedet på en papegøje.

Hængekøjetempo i byen

Som alle andre besøgende ankom vi med båd til den lille by Vila do Abraão, der for 20 år siden blot var en søvnig fiskerby – med to telefoner og tre små pousadas (Brasiliens svar på Bed & Breakfast). I dag er den vokset betydeligt og huser over 150 forskellige overnatningssteder samt små souvenirshops, rejsearrangører og restauranter.

Nu lyder det måske, som om Abraão er vokset til en større by. Men den kan mere sammenlignes med en charmerende landsby. Den fredelige ø-atmosfære er stadig intakt, selvom turisterne flokkes. Livet leves i klip-klappere og stress er et fremmedord. Her er ingen hoteller eller store resorter, og den eneste måde at komme omkring på de små veje er til fods eller på cykel. Tunge varer fragtes med små trækvogne.

På Ilha Grande er der nemlig ingen biler. De eneste køretøjer, der er tilladt, er øens politibil, skraldevogn og skolebus, der hver dag kører bumlende over bjerget til den anden side af Ilha Grande. Vel at mærke på øens eneste grusvej, som forbinder Abraão og den gamle fængselsby ved den smukke strand Dois Rois.

Vila do Abraao er den største by på den lille ø Ilha Grande. Her kører ingen motoriseret køretøjer på de små brostensbelagte gader og grusveje.

En dunkel fortid

Vi havde svært ved at forestille os, at Ilha Grande engang har været en ø, du nødigt ville besøge. Ikke desto mindre har det været virkeligheden helt op til slutningen af 90’erne, hvor der endeligt blev sat en streg i sandet for øens dunkle fortid.

Fra slutningen af 1500-tallet og et par århundreder frem var den brasilianske jungleø et skjulested for pirater, der var på jagt efter de mange tons guld som blev udskibet fra fastlandet. Senere blev den et sted, hvor man gemte illegalt smuglede slaver, og derefter en karantænestation, hvor man isolerede kolerasyge og spedalske. Og indtil 1994 husede øen i knap 100 år et fængsel, hvor nogle af landets farligste kriminelle sad.

Men det er netop Ilha Grandes mørke forhistorie, der har reddet øens unikke flora og fauna – fuldstændig som den vietnamesiske ø Con Dao, som vi besøgte i juleferien. Naturen har fået lov til at passe sig selv i hundredvis af år, og i dag er Ilha Grande et slaraffenland for naturentusiaster, eventyrlystne vandrefolk og badeglade gæster. Kort sagt – sådan nogle som os.

Vores badetøj kom dog slet ikke i brug. Godt nok er jeg halvt tysk, men der er ikke et gram af nudist gemt i mig. Ej heller Martin. Vi hoppede simpelthen ikke i vandet, fordi det var urimeligt koldt. Vi besøgte nemlig øen i Brasiliens vintertid. På det tidspunkt af året er vandet udelukkende for vante vinterbadere. Kort sagt – ikke os. Vi hoppede i stedet ud i andre eventyr.

Ilha Grande er en fredelig ø, men dykker du ned i historien og bevæger du dig ind i junglen, finder du ruiner, der afspejler øens dunkle fortid.

Trekking i junglen

Ilha Grande er en ø, der kalder på din indre Indiana Jones. For den største oplevelse gemmer sig nemlig, når du går på opdagelse i junglen via øens 16 afmærkede vandrestier. De snor sig gennem en uspoleret natur, over bjergtagende udsigtspunkter, forbi vandfald og hundrede år gamle ruiner, der er pakket ind i regnskov, og videre ud til de smukkeste, øde sandstrande.

Vi var vilde med at hike i junglen, hvor snoede rødder har skabt naturlige trappetrin og lianerne giver dig en hjælpende hånd, når stejle skrænter skal forceres. Jojo, ballerne nev og sveden piblede ved de mere udfordrende stigninger, men det glemmer man hurtigt, når omgivelserne er et frodigt festfyrværkeri af grønt og udsigtspunkterne giver dig følelsen af at være konge af Ilha Grande.Vi gik gennem skove af bambusstænger så tykke som bordben, under blade på størrelse med hovedpuder og over alt struttede stueplanter i kæmpeformat. Her og der puslede det i grenene, når små silkeaber kom ned for at kigge på de tobenede blegaber, og ofte kunne vi høre brøleaberne kalde. Det er mig en gåde, hvordan denne ganske nuttede udseende abe formår at lyde som …

et forhistorisk uhyre,
der growler til en dødsmetal-koncert!

Hvis ikke vi tidligere havde set den fredelige fyr med egne øjne i Costa Rica, var vi nok løbet skrigende ud af junglen ved lyden af det monstrøse brøl. I stedet var vi skrækkeligt ærgerlige over, at vi slet ikke fik brøleaberne at se, da Ilha Grande er en af de få øer i verden, hvor du kan opleve dem i den vilde natur. Læser du om andres oplevelser på øen, virker det som om, vi er blandt de få, der ikke fik set brøleaber. Konklusion: Vi må vist øve os lidt bedre på at tage på abe-safari.

Vil du gerne møde de små, søde silkeaber helt tæt på? På den lille sti mellem strandene Pouso og Lopes Mendes kommer de myldrende ned, hvis du stopper op og venter … De hænger typisk ud lige efter husene ved Praia do Pouso.

Verdens smukkeste strand

De vandreture, vi valgte, begyndte alle fra pladsen foran byens kirke. Stierne gik gennem junglen, kravlede over høje stigningerne i bjergene, langs forrevne klippekyster og førte ud til den ene postkortsmukke strand efter den anden. Ligegyldigt om vi så strandene oppe fra viewpoints eller fra kanten af kysten, gik vi altid lidt i trance over deres naturlige skønhed.

Men én strand gjorde særligt indtryk. Ikke alene er den kendt for at være Ilha Grandes favorit, men også kåret til at være blandt verdens 10 smukkeste strande: Lopes Mendes er omkranset af rå klipper, bølgende bjerge og vild regnskov. Sandet er hvidt, blødt og knirker, som går du i nyfalden sne. Og så er stranden knap 2 kilometer lang, så det er nemt at finde dit helt eget fredsfyldte spot.

Det er umuligt ikke at blive imponeret af naturen på den lille store ø. Ilha Grande er en fængslende oplevelse. Vi havde i hvert fald meget svært ved at rejse videre herfra …

VORES TIPS TIL ILHA GRANDE

Transport til Ilha Grande

Vi er langt fra de eneste, der har kastet deres kærlighed på jungleøen. Derfor findes der også flere rejsearrangører, som har daglige forbindelser fra både Rio de Janeiro og Paraty. Med bus og båd tager turen fra Rio ca. 3 timer og fra Paraty ca. 4 timer.

Alle vi snakkede med anbefalede rejsearrangøren Easy Transfer, der er blandt de billigste og sikreste. På deres hjemmeside kan du i øvrigt både booke og selv vælge rejseruten mellem områdets tre mest populære destinationer: Rio de Janeiro, Paraty og Ilha Grande.

Går turen mellem Paraty og Ilha Grande kan du springe busturen over og hoppe på en speedbåd, der sejler direkte på halvanden time. Det er vist en lettere bølgende og våd fornøjelse, så sørg for at have søsygepiller med og pak tasken ind i plastikposer.

Værelse med udsigt

Størstedelen af øens besøgende bor i byen Abraão, men der findes også mere isolerede overnatningssteder rundt omkring i de øde bugter. Vi valgte at bo i byen, som vi syntes var det perfekte udgangspunkt. Herfra var det nemt at tage på eventyr om dagen og gå på opdagelse blandt små spisesteder og butikker, når det blev mørkt i junglen.

Vi boede på Pousada Manaca, der ligger på stranden i 5 minutters gåafstand til byens centrum. Stedet kan varmt anbefales, især hvis du booker værelserne med havudsigt. Vil du lidt væk fra byen, opdagede vi Sagu Mini Resort og Asalem på en gåtur langs bugten. Begge steder er til dig, der stadig gerne vil bo i nærheden af byen, men have lidt mere luksuriøse og tropiske omgivelser end de klassiske 2-stjernede pousadas i byen. Er du til unikke overnatningssteder, har vi fået anbefalet denne lille øko-husbåd, der ligger i bugten ved byen.

Mætte maver og kolde cocktails

På en lille ø som Ilha Grande er udvalget af spiseoplevelser begrænset, men stort nok til at du aldrig vil gå sulten i seng. Restauranterne er simple og de fleste serverer enten frisk fisk, turistvenlige klassikere eller typiske brasilianske retter med masser af ris og bønner. Men vi fandt også et par spisesteder, som skilte sig ud.

Får du fx lyst til fyldt ravioli, skal du forbi øens bedst anmeldte restaurant Las Sorrentinas. Er du sulten som en bjørn, skal du sætte gaflen i de møreste bøffer hos Dom Mario. Og på stranden finder du de fleste fiskerestauranter, hvor Lua e Mar er kendt for at være øens bedste. Kommer du lige fra Rio og savner mere hippe omgivelser, så er den lille Ateliê Cafeteria et hyggeligt hangout med et lækkert menukort og kaffe lavet på espressomaskine.

Får du lyst til Brasiliens nationaldrik, caipirinha, så skal den selvfølgelig nydes i vandkanten på øens stemningsfulde strandbar, hvor vi – indrømmet! – tilbragte det meste af vores tid. Den hedder Cafe do Mar og ligger 5 minutters gang fra byen. Her kan du grave tæerne ned i det kølige sand, mens du lytter til bølgeskvulp og går i staver over den pastelfarvede solnedgang.

Rejsetidspunkt

Vi besøgte Ilha Grande i august, som er Brasiliens vinter og kan sammenlignes med en dansk sommer. Som regel er august en tør periode, men vi havde ret blandet vejr – alt fra bagende sol og blå himmel til silende regn og tungt gråvejr. Temperaturen svingede mellem 12 og 35 grader, men vandet var kun for vinterbadere. Til gengæld var der meget få turister og overnatningsstederne var billigere.

Foretrækker du tropiske nætter, masser af sol og varme dage i badetøj, bør du i stedet rejse i højsæsonen. I så fald skal du blot huske at booke en pousada i god tid, da de hurtigt bliver fyldt.

Jungletrekking
– med eller uden guide?

Vandrestierne er godt markerede og nemme at følge. Du kan derfor snildt begive dig af sted på dit eget jungle-eventyr. Husk blot at det hurtigere bliver mørkt i junglen, så sørg for at gå i god tid og medbring evt. lommelygte. Du behøver ikke professionelt udstyr, men blot et par gode kondisko og tøj, du kan bevæge dig i, samt en rygsæk med min. 1 liter vand, badetøj og et let håndklæde.

Herunder kan du se en oversigt over de 16 junglestier, som du også kan finde på en stor tavle på byens torv (mellem kirken og stranden). Skal du på en længere vandretur eller vil du gerne opleve en af stierne længere væk, kan du aftale turen med en lokal bådsmand, som kan sejle dig frem og tilbage til et aftalt sted.

Det er fx populært selv at vandre turen til Lopes Mendes eller Dois Rois, og så tage en båd tilbage. Ved Lopes Mendes er der stort altid en bådsmand at finde, men ved de andre vandreruter er det godt at aftale turen på forhånd.

Vandreturen fra Abraão til fængselsbyen ved Dois Rois går ad øens eneste grusvej. Vil du hellere vandre på mindre stier i den tætte jungle findes der en smutvej, som en af de lokale fortalte os om. Den finder du, når du ser denne lille bambusbænk. Turen kan virkelig anbefales.

Foretrækker du have en lokal guide med, findes der flere arrangører i byen. Er du vant til at vandre, kan du dog nemt gøre det alene. Den eneste tur, der kræver en guide, er øens mest populære, men også mest udfordrende tur til toppen af “Pico do Papagaio”. Her vandrer du af sted i mørket klokken 2 om natten for at ankomme til toppen ved solopgang.

Vi nåede at vandre lidt over 50 km på tre dage (T1, T10, T11 og T14), og vi kan bevidne, at du på ingen måde behøver at være superatlet for at udøve den samme præstation. Jojo, vi mødte endda et ældre par på over 70, som var på nogle af de samme vandre-eventyr som os. Sååå … der er vist ingen undskyldninger for at få lidt sved på panden og bevæge sig ud på øens mange junglestier.

Husk kontanter!

Der er ingen hæveautomater eller banker på Ilha Grande, så husk at medbringe nok kontanter. Nogle overnatningssteder og restauranter tager visakort. Men skulle du løbe du tør for kontanter, kan du alternativt tage en båd ind til fastland og hæve penge der.

Bjergtoppen “Pico do Papagaio”, der ligner hovedet på en papegøje, er øens stolte vartegn og mest populære hike.

Har du besøgt Ilha Grande?

Hvilke øer i verden drømmer du om at besøge?

Indlægget Rejseblog: Jungletrek på piraternes ø Ilha Grande blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Vandretur i Alperne – fra bjergtop ned i isgrotte

Mette — Sun, 30 Jul 2017 13:33:47 +0000

Sneklædte bjerge og fuld fart på skiene er fællesnævneren for mange ferier i Østrig. Men Alperne gemmer også på et væld af vandrestier, der kun kan udforskes om sommeren. Vi snørede støvlerne og tog en dag på vandretur i Tyrols grønne bjerge.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau.

Hist og pist ruller regngrå skyer ind over os, som bølger på den blå himmel, og gør udsigten konstant foranderlig. Pletvis lyser solen det grønne landskab op og tilføjer en synlig spændingsfaktor til dagens projekt. Vores mål er at nå toppen på et 1.800 meter højt bjerg – og forhåbentlig ned igen, inden skyerne bliver utætte.

Vi befinder os mere præcist i den nordøstlige del af Tyrol, hvor vi har taget hul på bare ét af de mange vandreeventyr, du kan finde halvanden times kørsel fra Salzburg. Her sætter de fleste kurs mod den populære KAT Walk. En seks dages lang vandretur, der trods navnet intet har med modellernes gangart at gøre, men er en forkortelse for ’Kitzbüheler Alpen Trail’.

I stedet er vi draget på en dagstur mod en af de andre alpetoppe, hvor en flænge i klipperne fører ned til en lille is- og drypstenshule. Hundsalm, hedder den, og kan kun opleves om sommeren. I vinterperioden er der risiko for lavine, og indgangen ofte sneet til, så det er umuligt at klatre ned i bjergets kolde indre.

Op ad bakke

Vores start på vandreturen er dog alt andet end kold. Faktisk har vi taget for meget tøj på og må smide lag efter lag, i takt med vi tilbagelægger højdemeter efter højdemeter. Den brede, bjergflankerede grusvej er nem at gå på, men har en næsten konstant stigning på 15%. Det får hurtigt sveden til at pible og mælkesyren til at nippe i lægmusklerne.

”Vi skal 8 kilometer op
og 8 kilometer ned”

… minder guiden Elke Henke os venligt om, da vi lidt for ivrige bliver ved med at sætte det lange ben foran. Selv går den knap 60-årige tyroler med taktfaste skridt i et stabilt skildpaddetempo. Men vi lader os ikke snyde. Vi har allerede set, at hun er let og lynhurtig på benene, da hun lidt tidligere på dagen lavede en akrobatisk øvelse.

Wooosh! Pludselig var Elkes fødder oppe og hoved nede, da hun skøjtede på regnvåde rødder. Hurtigere end vi kunne nå at sige ‘wienerschnitzel’, var hun tilbage på begge ben: “Nu har I set, hvad man IKKE skal gøre”, griner hun hjerteligt, alt imens Martin og jeg falder pladask for hendes skønne evne til at tage pis på sig selv.

Elke er opvokset i bjergene ved Kitzbühel og kalder det mest rå af dem alle, den savtakkede Wilder Kaiser, for sin legeplads. Hun har været vandreguide i over 30 år og tilbagelægger hvert år over 100.000 højdemeter. At kalde hende for en velbevandret bjergged er ment som alt andet end en fornærmelse.

Skridt for skridt begynder vi at forstå hendes valg af tempo. Her er ingen flade strækninger. Grusvejen slanger sig op langs kanten af det stejle bjerg og gør udsigten til den perfekte undskyldning for at stoppe op.

Heroppefra ligner dalen
et sommergrønt nisselandskab.

Vi bliver jo nødt til at tage billeder, mange billeder, jah natürlich! Og sjovt nok så bliver udsigten kun smukkere og smukkere, jo højere op vi kommer. Kæben falder et hak mere for hvert sving vejen slår, så det til sidst er nemmest bare at lade den hænge.

Bjergets kolde hjerte

Regnskyerne ligger forsat på lur på himlen, da vi i knap 1.500 meters højde drejer fra grusvejen og forsætter ad en lille, ujævn skovsti. Her vokser grantræerne tættere, jorden dufter let af mos og rundt omkring stikker store klipperstykker op, der minder os om, at vi vandrer på toppen af et alpebjerg.

Nu kommer vandrestøvlerne mere til sin ret, og både Martin og jeg får fornyet energi i fusserne af de natursmukke omgivelser. Det er langt sjovere at vandre, hvor motoriseret køretøjer ikke kan komme frem.

Lettere svedige ankommer vi til indgangen til Hundsalm, hvor en afkølende oplevelse venter. Året rundt er is- og drypstenshulen nemlig meget præcist 0 grader. Iklædt lånte vinterjakker, en hvæssende olielampe i hånden og en hvid hjelm på hovedet følger vi spændte efter en lokal guide samt to tyske familier ned i bjergets kolde indre.

Vi kanter os ned ad 122 smalle trappetrin. For hvert trin vi tager, æder mørket en bid af lyset, indtil det eneste vi kan se, er hvad olielamperne lyser op. På resten af rundturen falder vores begejstring i takt med temperaturen. Guiden taler længe og meget passioneret. Men han kan kun østrigsk tysk og taler med en tyk nederbayersk dialekt.

Vi fatter ingenting …

Den snævre, kolde grotte er i sig selv ikke et imponerende syn. Det er mere tanken om, hvor vi befinder os, der gør indtryk. At vi omgivet af is, der gennem tusindvis af år har skabt en dyb, dyb flænge i bjerget.

Frokost a la Alperne

Tilbage på skovstien får vi heldigvis hurtigt trampet liv i fødderne og det gode humør igen. Nu er det er tid til at tanke op i depoterne, inden turen går ned. Derfor gør vi stop ved en altmodish alpehytte. Beliggende på et græsgrønt plateau har terrassen en betagende bjergudsigt, som selv de ulmende mørke skyer ikke kan ødelægge.

Vi slår os derfor ned på en træbænk under blomstrende altankasser og bestiller to store wienerschnitzels. Oh manner, den fladbankede fætter smager godt! Elke bestiller en af østrigernes favorit-desserter. En omgang Kaiserschmarrn, der er en form for tyk pandekagedej, som serveres i røræg-agtige stykker og med masser af flormelis og marmelade.

Med fyldte maver er det lokkende at kaste sig ud i et rullefald ned ad bjerget, men samtidig vil vi gerne nyde udsigten en sidste gang. Så vi vandrer. I et friskt tempo. Over os trækker skyerne sig faretruende sammen og gør hjemturen til et kapløb mod vejret.

Vi vinder, lige knap og nap. For netop som vi sætter os ind i Elkes bil, begynder de første dryp at falde. Og det kunne faktisk ikke være bedre. Nu kan vi med god samvittighed dejse om i hotellets fluffy dyner og give stængerne et velfortjent hvil, mens vi lytter til lyden af regnen, der trommer på ruden. Årh, det er hyggeligt!

– – –

[Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Bureauet har ikke haft indflydelse på artiklen.]

Indlægget Rejseblog: Vandretur i Alperne – fra bjergtop ned i isgrotte blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: På alpetur i pilgrimmes fodspor til Hohe Salve

Mette — Wed, 26 Jul 2017 15:19:16 +0000

I hjertet af Alperne ligger ét af Tyrols mest sceniske bjerge. Hohe Salve var engang et udflugtsmål for pilgrimme. I dag er bjerget et mekka for folk med ski, vandrestøvler og mountainbikes. Vi tog turen til toppen, to gange.

[Reklame] Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau.

Et tæppe af hvide vattotter. Det var stort set, hvad vi så fra toppen af Hohe Salve den første dag. Vi var netop ankommet fra Salzburg til den lille by Hopfgarten, der ligger for foden af det 1.829 meter høje bjerg. Det lyder måske ikke af meget, men det unikke ved Hohe Salve er snarere udsigten fremfor højden. Fritstående i hjertet af Alperne har det kegleformede bjerg et 360 graders view til 70 tinder, der rejser sig over 3.000 meter mod himlen.

Spændte efter at opleve Hohe Salves populære panorama tog vi snydepelsens rute. Vi hoppede ombord i en kabelvogn, der bragte os hele vejen fra bunden af dalen til bjergets højeste punkt – på knap 20 minutter. Havde vi taget turen til fods, som pilgrimmene gjorde i gamle dage, kunne vi have tilføjet flere timer.

Hmm, tja … Måske havde vores beslutning en blasfemisk effekt? Vi vælger i hvert fald at give NOGEN (ja, ham deroppe!) skylden for at straffe os med udsigten til en hvid væg af skyer, da vi stod på toppen. Den kolde dis nærmest klæbede sig til bjerget, kravlede langt ind under huden og gjorde sig ingen anstrengelse for at lette. Hvad gør man så? Man kigger da inden for hos Gipfelalm – en restaurant med tyroler-hygge beliggende på toppen af Hohe Salve.

Hellige højder

Gennem flere århundrede har Hohe Salves bjergtop været en kendt destination blandt pilgrimme og spirituelle sjæle fra hele verden. Ved siden af restauranten finder du nemlig den lille kirke “Salvenkirche”. Med sin mageløse placering er den ikke alene Østrigs højst beliggende kirke, ifølge lokale sagn skulle den også være bygget ovenpå et kraftcenter af naturlig energi.

”Det har en healende effekt, hvis
du går 3 gange rundt om bjerget
og derefter ind i kirken”

… fortalte en af de lokale, da vi spurgte til Hohe Salves historie. Et skævt smil og et hurtigt træk på skulderen var dog det eneste, vi fik som svar, da vi ville vide, om det så også virkede?

Hvad der til gengæld virkede på os var hjertevarmen og de hjemmebryggede snaps, som restaurantens ejer, Peter Ager, serverede – og på en ganske alternativ måde. En række af små snapseglas var limet fast til en ski, hvorved alle måtte knække nakken bagover og drikke samtidig: 1-2-3-haps! Heroppe bider man ikke en gibbernak over i flere dele!

Foto til venstre: På en skyfri dag kan man se, hvordan restauranten og kirken ligger og troner på toppen af Hohe Salve / Foto til højre: Peters hjemmelavede “ski-snaps”

Livet på Hohe Salve

Peter er 3. generation i restaurantens historie, der tager sin begyndelse med hans bedstemor i 1941. Dengang var stedet et lille traditionelt gasthaus, og efter lægens anvisning havde hun slået sig ned på bjerget. Ordren lød på masser af frisk luft, efter hun været igennem to ufrivillige aborter.

Rådet virkede. Om det dog var lægens videnskab eller bjergets healende energi, der gjorde forskellen, vides ikke. Men snart efter kom Peters mor til verden – og da hun flere år senere selv drev stedet, og Peter meldte sin ankomst, hoppede hun på en slæde og rutsjede ned af bjerget for at føde.

Jada, for sådan gør man vel, når man bor på et bjerg! Og hvis Pippi Langstrømpe kom fra Østrig – så gætter jeg, at hun var blevet født på præcis samme måde. Hun ville sandsynligvis også have en prikket alpeko i haven.

Sådan så udsigten desværre ikke ud, da vi besøgte kirken. Men fin, det er den – især på en solskinsdag, når man kan se det bølgende alpelandskab hele vejen rundt (billedet er udlånt billedet af Østrigs Turistbureau.)

Himmelbjerget, go home!

Næste dag er vi klar på revanche og sætter endnu en gang kurs mod toppen af Hohe Salve. Denne gang med numsen i en cykelsaddel, da vi har lejet to mountainbikes – med elmotor. Igen føles det lidt som snyd, at alliere sig med ekstra hestekræfter, men for faaan’ – både min og Martins kondi er taknemlig, da vi påbegynder turen. Her går det nemlig kun én vej: Op!

Med os har vi Tomas – en ung fyr fra Hopfgarten, der kender alle mountainbike-ruterne i området. Snakken går lystigt om østrigske traditioner, lokale vandrehistorier og tips til masser af fede oplevelser i området. En samtale, der ikke havde været mulig uden elmotor. For pulsen banker hurtigt på, når vi skruer ned for hjælpemotoren og udfordrer benene.

Argh, så hellere nyde udsigten
end at få sved i øjnene!

Modsat dagen før har vi nemlig små kighuller gennem skyerne, der åbenbarer et vidunderligt view: Grønne bjerge, dybe dale, klare søer og idylliske bjælkehytter, der ligner kukure med deres træskårne altaner og farverige blomsterkasser. Alt sammen opleves med et soundtrack af bjældeklang fra alpekøerne, der fredsommeligt græsser i det grønne. Åh, alpeidyl! Havde jeg haft mere luft i lungerne, var jeg brudt ud i sang: ”The hills are alive with the sound music”.

Grand final

Vi cykler skiftevis i solskin og skyer. Det føles lidt, som om Hohe Salve leger kispus med os. Af og til kan vi skimte toppen af sneklædte bjerge i horisonten, hvor Grossglockner prinser sig som Østrigs største på knap 3.800 meters højde. Tomas peger ivrigt hver gang en ny savtakket tinde titter frem. Håbet vokser og holder benene i gang. Måske vi er så heldige, at vi i dag kan se hele herligheden fra toppen?

Æh, nej. For da vi ankommer til stien, der går det sidste stykke op, er den mod alle odds lukket. Argh! Vi griber til alternativet og sætter fluks kurs mod den anden side af bjerget, hvor Tomas håber på at kunne vise os et helt særligt syn: Et af hans yndlingsbjerge i Østrig.

Turen slanger sig ned ad bakke, og vi suser gennem en skov af grantræer, før vi står på kanten af et græsgrønt plateau. Under os åbner en bølgende dal – med kig til Tyskland på den ene side og foden af et massivt bjerg, der har stukket hovedet i skyerne, på den anden side.

Men, se nu her! Med en guddommelig timing åbner der sig et vindue i det hvide skydække, og i få minutter kan vi se lidt af toppen på Wilder Kaiser. Majestætisk skyder bjerget sine spidse tinder mod himlen og ser på én gang både dragende og frygtindgydende ud. Den vilde kejser, som den hedder på tysk, ligner et monsters uhyrlige tænder og tager hvert år flere liv – også Tomas’ bedstefar.

”Rebet knækkede”, fortæller Tomas med en ro, der bunder i en forståelse for, hvorfor nogle vælger at sætte livet på spil i klipperne. Han er selv en entusiastisk klatre og kender kaldet fra bjergene. Hverken Martin eller jeg føler den slags vovemod, men én ting er sikkert: Synet af Wilder Kaiser er tryllebindende.

Vi får ikke set Hohe Salves panorama. Men på trods af det, cykler vi glade tilbage til byen. For vi er vel, hvad du kan kalde for moderne pilgrimme. Vores form for healing venter nemlig på hotellet: Først skal vi en tur i spa, derefter til en times kropmassage og til sidst slutter vi aftenen af med en 6-retters menu i restauranten. Livet er godt i Hohe Salve. Amen.

Vi så bjerget Wilder Kaiser fra bunden af dalen, da vi den sidste dag kørte fra Hopfgarten og retur til Salzburg. Ret imponerende syn, ik?

PRAKTISK INFO

Hohe Salve:

Hohe Salve ligger ca. halvanden times kørsel fra Salzburg, tæt på byen Kitzbühel. Bjerget har mange gode vandre- og mountainbike-ruter om sommeren, men er især kendt for at være en del af Østrigs populære skiområde, Ski Welt. Det er nemlig her, hvor en stor del af landets skielite ofte slår sine folder.

Hopfgarten:

Vi boede på et superlækkert og spritnyt sportshotel, Sportresort Hohe Salve, i byen Hopfgarten. Det er en lille by, men her finder du alt, hvad du skal bruge for at få slukket tørsten og fyldt op i depoterne efter en aktiv dag i Alperne. Især området lige omkring den gamle kirke er hyggelig. Her finder du vaskeægte alpestemning, et par gasthauses og små beværtninger. Byen er ikke et besøg værd i sig selv, men har den store bonus at være praktisk placeret lige ved indgangen til kabelvognene.

Transport til toppen:

Både vinter og sommer kan du tage kabelvognen hele vejen fra Hopfgarten til toppen af Hohe Salve. Svævebanen er opdelt i to etaper, så du kan selv vælge, om du vil af på halvvejen og gå resten af turen op (ca. 3,5 timer) eller tage hele vejen til toppen af Hohe Salve.

– – –

[Rejsen var arrangeret af Østrigs Turistbureau. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. Bureauet har ikke haft indflydelse på artiklen.]

Indlægget Rejseblog: På alpetur i pilgrimmes fodspor til Hohe Salve blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: My Tho – porten til Mekongfloden

Mette — Fri, 30 Dec 2016 22:27:34 +0000

Det enorme Mekong-delta er hjertet af det sydlige Vietnam. Her deler én af verdens længste floder sig i ni kanaler, der løber som livgivende årer gennem et frodigt landskab. Vi tog hul på første del af vores rejse langs Mekongfloden ved byen My Tho.

Evil eyes protect fishermen from being eaten by crocodiles – forklarer vores guide Tuyên, da vi spørger til, hvorfor træbådene har malet runde øjne på stævnen? Jeg læner mig instinktivt lidt længere ind mod Martin og midten af båden, og stirrer efter krusninger i vandoverfladen. Vi havde godt hørt, at man nogle steder i Mekongfloden kan være heldig at se de sjældne floddelfiner – men krokodiller?!

Klokken er knap ni om morgenen, og vi er netop sejlet fra byen My Tho, der er udgangspunktet for endagsture på Mekongfloden, hvis du er i Ho Chi Minh City. Her bliver havnen, som ved et trylleslag hver morgen, forvandlet fra en søvnig parkeringsplads til en banegård af busser fyldt med turister. Med dinglende kameraer på maven, rishatte på hovedet og trætte øjne bliver de skovlet ombord på overdækkede både.

Modsat de andre er vi ikke trillet ud af sengen på et tidspunkt, der får selv fanden til at føle, at turen er langt fra ferie. I det hele taget undgår vi gerne at være en del af turisthorderne. Der er nemlig sjældent de store rejse-eventyr i at gå gåsegang efter en svingende flok selfie-stænger. Vi ankom derfor på egen hånd med en lokal bus fra Ho Chi Minh City dagen før, så vi selv kunne finde en lokal guide til at sejle os en tur på Mekongfloden – og stadig have en halv dag til at gå på opdagelse i My Tho.

En dag i My Tho

Med 220.000 indbyggere er My Tho en af de største byer i det frodige Mekong Delta i Vietnam. Alligevel er det kun et fåtal af turister, der tager sig tiden til at se byen – hvilket blot tilføjede et ekstra plus i vores rejsebog. For det var hyggeligt at slentre rundt i det gamle centrum, betragte det lokale liv og lappe i os af den autentiske atmosfære.

Især langs kanalen, hvor fiskerbåde og plimsoller tøffer motorpruttende forbi rækken af bygninger, der klynger sig til flodbredden som faldefærdige korthuse. Bliktagene er rustne og malingen er krakeleret, men collagen af farver lyser op som kontrast til det flodbrune vand. Her hænger dagliglivet unægtelig sammen med Mekong. Floden forsyner beboerne med fisk, og i oplandet dyrkes ris og friske afgrøder. Mad, tøj og tallerkner vaskes i vandet – præcis samme sted, som småskraldet kastes ud.

Sammenlignet med millionbyen Ho Chi Minh City er My Tho en landsby. Med et stort gademarked, hvor du kan købe alt, der er grønt, sprødt eller levende. Friske fisk spræller i sølvfade, farverige frugter er stablet i pyramider og ukendte dufte kravler langt op i næsen. Og når mørket falder på, sænker freden sig over markedsbyen. Vejene bliver tomme for trafik, og de lokale samles rundt om plasticborde ved små spisesteder. Byen vinder måske ikke fans for sin skønhed eller spændende attraktioner, men den aften vandt den os for sin ægthed og fornemmelse af at være off the beaten track.

Krokodiller i Mekongfloden

”No more, no more,” siger vores guide, da hun ser jeg laver en ’Bubber’ som reaktion på krokodille-historien. Jeg hader, at jeg af og til er en kylling i naturen, men faktum er, at hvis TV2 hyrede Martin og jeg til at lave en rejsedokumentar – så ville det blive Martin, de castede som B.S.

Guiden forklarer, at der engang fandtes vilde krokodiller i Mekongfloden, men ikke længere. Og det føles ganske rart at vide, når man nu sidder i en lille træbåd og er omringet af vand, der har samme farve som sort kaffe med mælk.

I dag findes krokodillerne kun i fangenskab, men datidens dødelige angreb på fiskerne var altså grunden til, at vietnameserne begyndte at male ’onde øjne’ i stævnen. De skulle skræmme krokodillerne væk. Andre mener, at traditionen hænger sammen med flodens navn – der betyder ”De 9 drager” – og at øjnene symboliserer en drage, der skal beskytte fiskerne.

Turister på samlebånd

Vi kunne godt have brugt en drage! Jeg ville i hvert fald ønske, at nogen havde beskyttet os mod de næste par timers oplevelser. Vi troede, vi havde booket en fredsommelig sejltur. At turen ville slange sig gennem nogle af Mekongs smalle flodløb, hvor brede palmeblade og tæt mangrove danner en idyllisk tunnel af grønt.

I stedet sejler vi rundt til fire forskellige øer, hvor vi bliver trukket rundt til en række souvenirbutikker og turistede attraktioner. Karamelproduktion, honningavlere, sangopvisning, krokodiller i bur, billeder af en munk og hække klippet som dyr. Og informationerne er sjovt nok de samme: ”Se her, smag det, køb den – og læg penge i kurven, inden du går.” Modsat oplevelserne i My Tho befinder vi os nu i epicentret af turisme. Vi er kommet PÅ the beaten track …

Kuldsejlede forventninger

Endelig ankommer vi til hovedattraktionen! Efter en kort gåtur gennem en frugtplantage står vi på en lille bro; på kanten til et smalt flodløb omgivet af grønne planter. Her bliver vi hjulpet ned i en traditionel træbåd – en såkaldt sampan, der er en fladbundet robåd.

I stævnen sidder en ældre vietnamesisk kvinde. Med en rishat på hovedet og kroppen foldet sammen i en hug-stilling, som kun er asiatere og slangemennesker forundt. Min indre rejse-romantiker slår kolbøtter af glæde – det er det her, vi har glædet os til! Vi skal bare liiige forbi puslespillet af både, der venter på turisterne i køen bag os. OG komme på afstand af bådene med alle turisterne foran os. Jojo, det skal nok blive godt, det bliver vi enige om.

Martin begynder at gøre kameraet klar, mens kvinden bravt forsøger at padle i det brune flodvand. Problemet er blot, at hun kan knap nok padle på grund af de andre både. Vi bumper ind i siderne på hinanden, som kørte vi i radiobilerne i Tivoli – og kunne man se hele scenariet fra oven, ligner båden sandsynligvis en brik i en mudderbrun version af computerspillet Tetris.

Fem minutter og tRE billeder senere
er sejlturen ovre …

”Det her er sidste gang, vi tager på en guidet tur”, siger Martin og sender mig et opgivende blik. Vores guide har givet ham en rishat på hovedet, der er bundet om hagen med et lyserødt tørklæde. Hatten sidder skævt, muligvis slået ud af kurs af en forbipasserende selfie-stang. Jeg kan selv mærke frustrationen boble indvendig, men kan samtidig ikke tilbageholde det fnis, der presser sig på. Der er ikke meget andet at gøre end at grine af hele det absurde scenarie.

Heldigvis er Mekongfloden stor, og vi har flere rejsedage forude. Vi har stadig mulighed for at komme på det flodeventyr, vi drog af sted for at finde …

Vores tips

Set i bagklogskabens lys skulle vi ikke have booket en endagstur på Mekongfloden fra My Tho, som er det kommercielle udgangspunkt for alle turister, der kommer strømmende fra Ho Chi Minh City for en ‘quicky’. Vil du opleve den idylliske del af Mekongfloden, skal du længere ud i Deltaet, hvor endagsturisterne ikke kommer.

Til gengæld var vi glade for at opleve lidt af My Tho, som vi synes er værd at bruge en halv dag på, hvis du er i området og gerne vil opleve lidt af det lokale byliv langs Mekong. Byens hoteller er slidte og har set bedre dage – men de har alt, hvad du skal bruge for en enkelts nats overnatning. Tjek fx Song Tien Hotel eller Minh Quan Hotel, der ligger ved kanalen i det gamle centrum. Herfra kan du gå til de enkelte seværdigheder og det friske marked.

Er du nysgerrig på det lokale køkken, kan det varmt anbefales, at du smager nudelsuppen ‘Hu tieu’, som My Tho er særligt kendt for. Vi fik en skål til frokost hos den lille familie-restaurant “Hu Tieu 44”, der ligger tæt på havnen (44 Nam Ky Khoi Nghai).

Lækre links

Der er flere rejsebloggere, der har skrevet informative blogindlæg om deres oplevelser i My Tho og om endagsturen på dette stykke af Mekongfloden. Dem kan du læse herunder. Og nederst har vi hapset et enkelt link med på en guide til My Tho:

“Itchy Feet”: Rejseblog med tips til My Tho
Adventurous Kate: Rejseblog om samme endagstur på Mekong
Nomadic Notes: Rejseblog om oplevelser fra My Tho og endagsturen
My Guide Vietnam: Guide til My Tho

– – – –

Har du sejlet på Mekongfloden?

Indlægget Rejseblog: My Tho – porten til Mekongfloden blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog: Oplevelser fra et Homestay i Vietnam

Mette — Fri, 30 Dec 2016 15:49:49 +0000

Inden vi rejste til Vietnam, havde vi aldrig prøvet at bo på et Homestay før. Det her er vores fortælling om en overnatning hos et ægtepar i Vietnam, der gjorde alle vores fordomme om Homestays til skamme.

Vores vært er tydeligt bevæget, da samtalen glider fra nutid til fortid. Mr. Thai har ellers været et stort smil og fuld af sjove løjer, siden vi et par timer tidligere ankom til hans Homestay i Mekong-provisen Ben Tre. Men nu da han begynder at fortælle om små glimt fra hans barndom, glider en skygge over det lattermilde ansigt.

Han var kun en lille dreng, da Vietnamkrigen sluttede. Selvom det er over 40 år siden, han oplevede sit livs værste mareridt, bliver han stadig berørt, når han – som én af de få vietnamesere, vi har mødt på vores rundrejse – fortæller om sine erindringer fra krigen.

Hans job var at gemme sig for de amerikanske soldater i det frodige Mekong-delta og løbe tilbage for at advare Viet Cong’erne, når fjenden kom. Hans far var en del af guerillaen og gemte sig i Cu Chi-tunnelerne, der gjorde det umuligt for amerikanerne at finde dem.

Mørke minder

Under krigen var tunnelerne et strategisk gemmested for Viet Cong’erne. I dag er de en berømt turistattraktion, der ligger nordvest for Ho Chi Minh Citys centrum. De underjordiske gange var nogle steder gravet ned til 12 meters dybde, fordelt i 3 etager, og var i alt omkring 250 km lange. Her fandtes alt fra hospitalsstuer, køkkener, sovepladser og ammunitionslagre. Over 45.000 vietnamesere menes at have mistet livet i tunnelerne under krigen.

Én af dem var Mr. Thais far.

Mr. Thai bliver stille. Han kigger på sine fingre, der fumler med et grønt blad. Lidt efter ser han op og rækker mig en fingerring foldet af bladet og en lille lyserød blomst. Hans smil er tilbage, og denne gang når det hele vejen op til øjnene: ”Smiling is medicine”, griner han med sin let hæse stemme og klapper Martin jovialt på skulderen. Vi smiler begge tilbage, men knuden i min mave vokser.

Langt fra et hotel

Vi sidder på et lille plateau i hans blomstrende have. Stilheden og duften af muld afslører, at vi ikke længere befinder os i byen. Jorden har han arvet efter sin far, der levede af at dyrke forskellige afgrøder, og de fredelige omgivelser har en næsten meditativ effekt. Både på Mr. Thai selv, hans familie og gæsterne, han byder velkommen inden for i sit hjem:

“This is not a hotel.
My home, your home”

… fortæller han med en myndig mine, da vi spørger til, hvor mange gæster han kan have boende. Det er tydeligt, at han sætter en ære i at drive dette Homestay med hjertet. Til at begynde med havde han kun et enkelt værelse, men gennem årene har han ved siden af sit eget hus bygget fire værelser og en lille bungalow, som han lejer ud til rejsende.

Vores værelse er mørkt og spartansk indrettet med ventilator, myggenet over sengen, samt et lille toilet og bad med koldt vand. Det er primitivt, men vi savner ingenting. Det er nemlig alt for hyggeligt at slænge sig i hængekøjerne i haven og nyde den hjemmelige ro. Sådan et pusterum er guld værd, når man konstant er på farten og bliver bombarderet med nye indtryk – og den vietnamesiske trafik.

Malaria og kærlighed

Før Mr. Thai åbnede sit Homestay, arbejdede han i 25 år som motorcykel-guide. Han var glad for jobbet, han lærte engelsk ved at tale med turisterne og fik set det meste af det mægtige Mekong-delta. Men han savnede sin kone.

”I had malaria after the war”, sådan begynder Mr. Thai fortællingen, der viser sig at være den fineste kærlighedshistorie om hans kone. I tre år lå han på hospitalet og var alvorligt syg. Han var tynd, afkræftet og fremtiden så mørk ud. Alligevel kom denne kvinde hver eneste dag for at tage sig af ham.

”That is love!”

… konkluderer han med et varmt smil og forsikrer os om, at det klogeste, han nogensinde har gjort, var at gifte sig med sin kone. I dag hjælper hun til med deres Homestay, gør rent og laver mad. Og det er Martin og jeg med sikkerhed ikke de eneste, der er glade for.

Hendes madlavning forvandler selv simple ting til en asiatisk umamibombe og er et kærkomment samtaleemne, da vi snakker med de andre gæster – to israelske fyre, der er på rundrejse i Asien, og en fransk familie på juleferie i Vietnam. Alle er enige om, at hun laver mad med kærlighed!

På jagt efter ildfluer

Vi er døset hen i hængekøjerne, da solens sidste stråler farver himlen med blege ferskenfarver og orange striber. Sammen med tusmørket kommer den friske duft af aftendis snigende.

”It’s time to go!”, kalder Mr. Thai henne fra den anden side af det store fiskebassin, der er i midten af haven. Her fik franskmændenes to små drenge lov til at fange fiskene til vores aftensmad lidt tidligere på dagen. Ved siden af Mr. Thai tripper hans søn energisk. Så selvom den lille gut ikke kan sige et eneste ord på engelsk, er det tydeligt, at vi skal skynde os, hvis vi skal nå med ham ud og fange ildfluer.

Mr. Thais søn hopper stedkendt og i frisk tempo ud af en smal jordvej med små sten og vandpytter. Vi andre forsøger at holde trit og må bruge vores telefoner til oplyse underlaget, vi træder på.

Da vi har gået et par minutter, stopper han eftertænksomt op. Han hiver op i sin T-shirt og bevæger sig med prøvende skridt ned ad en skrænt og ud i en å, der løber langs vejen. Vandet er sort som kaffe her i aftenmørket, og der er tydeligvis dybt. Drengen har kun taget et par skridt, men han har allerede vand til livet.

Jeg gyser lidt ved tanken om de kryb, igler og slanger, der sandsynligvis lever i vandet. Drengen griber ud efter et lavt hængende gren på et træ og begynder pludselig at vifte med armene. ”Argh, er vi sikre på, at han er ok?”, spørger jeg Martin med et toneleje, der afslører min indre kylling. Men inden han når at svare, tænder små bitte lys på træet, ét efter ét.

Flere små ildfluer begynder at blinke og skaber naturens eget svar på et lille oplyst juletræ. Jojo, selvom de i princippet bruger numsen til at lyse, er der nu noget særligt fint over deres sitrende skær i tusmørket.

Homestay, sweet homestay

Da vi dagen efter hopper op vores motorcykel, for at tage hul på næste etape af vores Mekong-eventyr, giver det et lille stik i maven. For det er lidt trist at skulle vinke farvel til den gæstfrie Mr. Thai og hans familie.

Faktisk er det kommet lidt bag på os, hvor godt vi har syntes om at bo her. For skal jeg være helt ærlig, har vi altid undgået at bo i Homestays. Et eller andet sted i vores hjerner har vi groet fordommen om, at det måtte være ligesom at bo hos en fjern slægtning, vi aldrig har mødt – og det er ikke altid lige sjovt at skulle sidde bænket til køkkenbordet ved spisetid, være tvunget til smalltalk og indordne sig efter husets (sære) regler.

Når vi rejser, nyder vi at være frie og at være væk fra de ting, der minder os om dagligdagen. Og når du bor i et Homestay, bliver du en del af et hjem og en familie. Det følte vi også, at vi blev hos Mr. Thai – men modsat vores fordomme, så var opholdet en berigende og ikke begrænsende oplevelse. For en stund følte vi os ikke som turister, men som gæster.

Har du prøvet at bo på et Homestay?

Indlægget Rejseblog: Oplevelser fra et Homestay i Vietnam blev først udgivet på Mette & Martin Rejser.

Rejseblog Arkiv - Mette & Martin Rejser

Rejseblog: Roadtrip og højdesyge i Andesbjergene

Højlandet er hjertet i Peru. Heroppe lever de indfødte, som de altid har gjort. Omgivet af lamaer, levende vulkaner, uendelige sletter og verdens længste bjergkæde. Vi tog på en roadtrip, der bragte os helt op i de svimlende højder. Her følger anden del af vores rejsefortællinger fra Peru.

Naturens ulovlige mirakelplante

Kuren mod højdesyge

På lamasafari

Mellem himmel og jord

Hatteopvisning i Chivay

I seng med højdesyge

Rejseblog: På rundrejse i Peru

I sommerferien rejste vi rundt i Peru, der bød på historiske byer, svimlende naturoplevelser og mad i verdensklasse. Et land beboet af flinke folk og en evigt nærværende fortid, der vækker inkaerne til live. Her følger første del i en lille føljeton om vores rejseoplevelser.

Kongernes by

Sydamerikas madmekka

Vulkanernes hvide by

Et kig ind i kolonitiden

Byens berømtheder

5 tips til Lima og Arequipa

Fem steder, du skal besøge i Lima

Fem oplevelser i Arequipa

Rejseblog: Etape 2 – om daglige rutiner, påklædning og pakkelister

De schweiziske alper gjorde os selskab på anden etape, hvor landskabet og stierne var lige så varierende som vejret. Her fortæller vi om, hvordan en typisk dag ser ud på Tour du Mont Blanc – om praktiske detaljer, vandretøj til bjergene og hvad man får at spise i hytterne.

Pakning af rygsæk

Vandretøj til bjergvejr

Morgenmad i Alperne

Langt fra hverdag

Svært at regne ud

Frokost med udsigt

Stien, der forsvandt

Aftensmad i hyttesko

FAKTA:DAGENS ETAPE

Etape 2

Overnatning

Rejseblog: Etape 1 – på vandretur rundt om Mont Blanc

Første etape på vandreturen bragte os fra Frankrig til Schweiz, langs snedækkede bjerge og gennem storslåede landskaber. Vi lærte, at lykken er langsommelighed – og at det ikke er teknisk svært at vandre på bjergstier, men muligt at brække en finger på en blomstereng.

→ Læs: Første del i føljetonen om vandreturen her

En lunefuld fætter

Da vi opdagede vores superpower

Au revoir, France!

Dagens nedtur

Endestationen

Fakta: Dagens etape

Etape 1

Dagens rute – fra hytte til hytte

Overnatning

Lækre links:

→ Læs: Første indlæg om vores vandretur rundt om Mont Blanc

Rejseblog: Ankomst til Mont Blanc – tanker før vandreturen rundt om bjerget

I sommerferien vandrede vi rundt om Mont Blanc. Fra hytte til hytte, gennem tre lande og op-og-ned over flere tusinde højdemeter. Dette er første afsnit i en føljeton, hvor vi fortæller om turen, de praktiske detaljer, udfordringerne og de uforglemmelige oplevelser, der ventede os ved bjerget.

Dødens bjerg

Alpernes hvide konge

Et landskab af bjerge

Tanker før tourstart

Fortsættelse følger …

LÆKRE LINKS

Rejseblog: Jungletrek på piraternes ø Ilha Grande

Engang var Ilha Grande beboet af pirater, spedalske og kriminelle. Meget har ændret sig på øen, der i dag er et fredeligt naturparadis. Vi besøgte den bilfri ø, der er et eldorado af trekkingstier i junglen og gyldne sandstrande – og masser af aber.

Den lille store ø

Hængekøjetempo i byen

En dunkel fortid

Trekking i junglen

Verdens smukkeste strand

VORES TIPS TIL ILHA GRANDE

Transport til Ilha Grande

Værelse med udsigt

Mætte maver og kolde cocktails

Rejsetidspunkt

Jungletrekking – med eller uden guide?

Husk kontanter!

Har du besøgt Ilha Grande?

Hvilke øer i verden drømmer du om at besøge?

Rejseblog: Vandretur i Alperne – fra bjergtop ned i isgrotte

Sneklædte bjerge og fuld fart på skiene er fællesnævneren for mange ferier i Østrig. Men Alperne gemmer også på et væld af vandrestier, der kun kan udforskes om sommeren. Vi snørede støvlerne og tog en dag på vandretur i Tyrols grønne bjerge.

Op ad bakke

Bjergets kolde hjerte

Frokost a la Alperne

Rejseblog: På alpetur i pilgrimmes fodspor til Hohe Salve

I hjertet af Alperne ligger ét af Tyrols mest sceniske bjerge. Hohe Salve var engang et udflugtsmål for pilgrimme. I dag er bjerget et mekka for folk med ski, vandrestøvler og mountainbikes. Vi tog turen til toppen, to gange.

Hellige højder

Livet på Hohe Salve

Himmelbjerget, go home!

FAKTA:
DAGENS ETAPE

Fakta:
Dagens etape

→ Læs: Første indlæg om
vores vandretur rundt om Mont Blanc

Jungletrekking
– med eller uden guide?

Rejseblog: My Tho – porten til Mekongfloden