I november 2014 var det fjerde gang vi stak af til Thailand. Denne gang tog vi på en rundrejse, der bragte os fra nord til syd og gav os en bid af Thailand, når det er allerbedst. Turen var den ultimative cocktail af kultur, natur og badeferie. Her har vi beskrevet rejseruten.

Chiang MaiVi landede i Bangkok, verdens største og mest hektiske myretue, hvor vi havde et par dage og blandt andet tog på en oplevelsesrig cykeltur, inden vi fløj til Chiang Mai – Thailands næststørste, men dog knap så turistede by. Den gamle kongeby huser over 300 templer og  er i dag et kulturelt centrum for den nordlige del af landet.

Efter et par pulserende storbydage rejste vi ind i junglen og op i bjergene for at bo i Baan Wat Chan – hjemsted for det oprindeligt burmesiske stammefolk ‘Karen’. En lille øko-lodge blev udgangspunktet for tre dage, hvor vi kom tæt på livet hos Karen-folket og kom på en trekkingtur, der bragte os langt ind i hjertet på den smukke, vilde natur. En natur, som vi helt bogstaveligt talt fik smagsprøver på, da guiden viste os alt, hvad der kunne spises og bruges i helbredende sammenhænge.

Derefter vinkede vi farvel til Nordthailand og fløj mod syd, hvor et par dages afslappende strandferie ventede i Phuket. Derfra kørte vi op til Khao Lak, hvor rygtet går, at man kan finde nogle af Thailands allerbedste strande og at den smukke kyststrækning langs det turkise Andamanhav er den perfekte base for natureventyr både over og under vand. Det rygte kan vi hermed bekræfte (se evt. vores rejsevideo).

Simland Island strand

Èn af dagene havde vi planlagt at sejle ud til Similian Islands – ni små øer, der er på top ti over nogle af verdens smukkeste steder. Det der drev os derud var dog helt klart, at øerne er kendt for at være et snorkle- og dykke-paradis. Et paradis i den liga, hvor selv Adam & Evas hjemegn må se sig slået. Og så skulle vi naturligvis også en tur ind i Khao Sok Nationalpark, der ikke alene er kendt for at være sydthailands smukkeste, men også én af verdens ældste regnskove.

Og hvad er en tur til Thailand uden et besøg på bare én af de ubegribeligt mange og smukke øer? Derfor satte vi kurs mod den lange, smalle ø Koh Lanta, som Lonely Planet i øvrigt beskriver som “Krabi’s sexy beach babe”. Vi besøgte Koh Lanta for to år siden og blev dengang hængende længere end beregnet, da vi var ret begejstrede den aflange ø og især for én restaurant, hvor vi fik noget af det bedste thai-mad, vi nogensinde har smagt. Kort sagt – det var i allerhøjeste grad en fryd at komme tilbage!

Sidste stop blev Krabi, hvor vi havde planlagt at tage på en havkajak-tur. Vi har nemlig besøgt Krabi før, hvor vi blev fuldstændig bjergtaget af de mange smukke klipper, der kendetegner kysten. Så denne gang ville vi gerne helt ud og opleve kæmperne til vands …

Chiang Mai

8 KOMMENTARER

  1. Hej Mette og Martin.
    Fed blok i har:-D Fantastisk som i angriber livet.

    Jeg er i Thailand i 4 mdr. Arbejder som frivillig fysioterapeut med børn i Isaan området (Sakon Nakhon) i nordøst Thailand. Et sted der klart kan anbefales hvis i vil opleve Thailand helt uden turister.
    Vi tager på juleferie i 3 uger til Krabi området og starter på Ko Lanta. Det lød som om i var ret vild med øen. Noget bestemt i kan anbefale? Og så det vigtigste spørgsmål, hvad hedder det(hvor ligger) spisested med verdens bedste Thaimad? Den vil vi gerne indtage juleaften haha:-)
    Håber i har tid til et lille svar.
    Venlig hilsen Louise (og kollega Anna-Sophie)

    • Hej Louise

      Tusind tak for din besked 🙂 Dit job lyder helt vildt spændende, det må være et kæmpe eventyr at komme så tæt på den lokale befolkning gennem dit arbejde. Og Nordthailand er bestemt et sted, vi drømmer om at komme tilbage til – så vi skriver fluks dit tip bag øret, tak 🙂

      Ja, vi nød virkelig den afslappende vibe på Koh Lanta og har besøgt øen to gange. Begge gange boede vi ved Long Beach, som var rigtig hyggelig med strandbarer og restauranter, små bungalows og folk, der spillede volleyball på stranden. Der var også her restauranten lå, og det er helt pinligt – for vi kan simpelthen ikke huske, hvad den hedder :-/ Men den lå tæt ved det sted, hvor vi boede første gang, “Somewhere Else”: https://metteogmartinrejser.dk/rejseblog-et-sted-somewhere-else-paa-koh-lanta/

      Vores bedste råd vil derfor være, at I tjekker http://www.tripadvisor.dk, som altid er vores bedste ven, når vi skal finde opdaterede oplysninger om gode restauranter. Årh manner, jeg er virkelig ked af, at vi ikke kan huske det (vi skriver ellers alting ned…) Jeg håber, at I får den dejligste juleaften på skønne Koh Lanta! Og skriv endelig, hvis I finder et fantastisk sted at spise 🙂 Rigtig godt tur!

      Kh Mette

      Ps. Hvis I gerne vil omkring på flere øer, så har vi hørt fra flere, at Koh Kradan og Koh Racha Yai skulle være fantastiske. Og vi kan selv anbefale Koh Jum og Koh Lipe, men det er mange år siden, vi har været der nu – og udviklingen i dette område har været ekstrem, så jeg ved ikke, hvordan øerne er i dag.

  2. Tusind tak for dit svar☺️ Haha det gør ikke noget, vi prøver at finde den og lover at skrive tilbage hvis vi får noget af Thailands bedste og dermed måske har fundet den rigtige?
    Vi glæder os til at opleve Koh Lanta og forhåbentlig få en jul på stranden uden ALT for mange turister;-)
    Tak for fif med øerne, vi har nemlig planlagt vi skal på øhop så der er ikke booket noget resten af ferien frem til 3 jan. Så det er godt med nogle øer i ærmet.
    Ja det er et fantastisk arbejde og virkelig en fed måde at lære befolkningen at kende.
    Skriv endelig hvis i kunne finde på at besøge de nordøstlige dele, så har jeg masser af råd.
    Det er den del af landet hvor de stadig bliver overrasket over at se “Pharangs” de er imødekommende og tager kontakt til dig fordi de er oprigtig interesseret i dig og ikke fordi de har en bagtanke om at sælge dig noget.
    Der er mange nationalparker og så er det 1.000.000 templer men hvor der er en del som er super flotte og anderledes.
    Igen mange tak.
    Kh Louise

    • Vi krydser fingre for, at I finder den bedste restaurant, der serverer sublim thai-mad, og at turisterne ikke har overtaget øen.
      RIGTIG GOD TUR 🙂

      Kh Mette

      (Ps. vi rykker dig i ærmet for tips, når vi en dag vender tilbage til Nordthailand – det lyder helt fantastisk stadig at kunne opleve en bid af det ægte Thailand)

  3. hej mette og martin?
    Og tak igen for gode råd med Bali, det var en mega go tur!!
    Nu vil vi gerne til Thailand og har fundet en rejse til Khao lak, men det er i efter års ferien, så hvad er jeres erfaring med at ta til Thailand på den tid af året? Vi høre nemlig meget med at man kun skal ta afsted i januar febuar måned og ellers skal det være nord på hvis man tager derned ellers er der regn tid.

    Mvh Tina og Mads.

    • Hej Tina & Mads

      Yay, hvor er det skønt at høre 🙂 Hvad endte I med at gøre – hvilke steder/øer nåede I at besøge, og hvilke syntes I bedst om? Vi synes altid, det er sjovt at høre om andres oplevelser.

      Uh, det lyder dejligt med en tur til Khao Lak! Vi har primært kun besøgt det område i Thailand i november/december og januar/februar. Vi har bl.a. besøgt Phuket og Khao Lak i november, hvor vi fik en lidt blandet vejroplevelse. Da vi var i Phuket øsede det ned i 5 dage, men da vi rejste videre til Khao Lak var vejret varmt og godt (lidt overskyet, men det var kun behageligt). De lokale sagde, at regnsæsonen havde strakt sig lidt længere ind i november, end hvad den plejede.

      Efter den oplevelse er vi blevet mere varsomme med at rejse i regnsæsonen i Asien. For efter vi har prøvet, hvordan det er at opleve regn dernede flere dage i træk, så er det ikke noget, vi liiiige drømmer om at opleve igen 😉 Og jeg tænker, at hvis det kan regne så meget i november, så regner det sandsynligvis en hel del i oktober?

      Med det sagt, så kan man være både heldig og uheldig i både regnsæson og højsæson. Det er klassisk i Asien, hvor vejret bare er lidt mere ekstremt. Vi har både oplevet regn i højsæson og solskin i regnsæson … Men da vi elsker at sejle, bade og snorkle, holder vi os som regel til højsæsonen, da vandet således ofte er roligere og mere klart.

      Jeg er ked af, at vi ikke kan give jer et konkret svar i denne sammenhæng, men vejret i Asien er lettere drilsk 😉

      Kh Mette

  4. Hej

    Hvordan kom I fra Phuket til khao lak – kunne man godt tage den tur med to små børn eller er det meget typisk Thailand hvor man bruger meget spildtid på at vente på busser ude i ingenmandsland? (:

    Mvh Karoline

    • Hej Karol,

      Undskyld vores sene svar. Vi har været på en rundrejse i Peru og haft hænderne fulde af eventyr – og begrænset internet 😉

      Der er max et par timers kørsel mellem Phuket og Khao Lak, alt efter hvor du rejser fra og til. Du kan snildt tage turen med børn. Phuket/Khao Lak er Thailands måske mest turistede område, så der findes mange forskellige busser og rejsearrangører, der kan hjælpe med transporte. Vi benyttede os selv af taxi, da det hurtigst, nemmest og – så vidt vi husker – helt fair priser i forhold til køreturen.

      Kh Mette

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here