Synet af de kæmpestore elefanter, når de langsomt, vuggende og græssende bevæger sig gennem det grønne vildnis, er fortryllende. Så længe vi ikke kommer for tæt på gamle, gnavne hanelefanter …

Lad os for god ordens skyld slå det fast med det samme: På intet tidspunkt under vores safari i Tanzania har vi været bange eller følt os udsatte. Men – hvis vi skal nævne én ting, der kan give os gelé i knæerne og koldsved på panden i den afrikanske varme, så er det at være omringet af en stor flok tonstunge elefanter. Især når de står i snabellængde afstand.

Safari i Tanzania”Zamo, do we need to feel worried?”, spørger vi vores safari-guide. Spørgsmålet er ledende. Vi fisker efter et beroligende svar. Vi er kørt ned ad en smal, ujævn og lettere tilgroet grusvej i Tarangire Nationalpark, som ender ved et stort mudderhul. Og mens vi har betragtet en flok elefanter pladre rundt i søllet er flere flokke kommet til. Rundt regnet er vi omringet af 30-40 elefanter.

Til højre går en gruppe og græsser i et tæt krat af buske og baobabtræer. Grenene knækker som tændstikker, når de kæmpemæssige dyr maser sig længere ind. Til venstre står et par urolige hanelefanter. To af dem skubber utilfreds rundt med hinanden – stødtænder mod stødtænder, snabel rundt om snabel og dybe knurrende lyde. En tredje skubber magtdemonstrerende til et træ og en helt syvende trutter højt og svinger ud efter de andre. Og lige foran os står den største af dem alle. Lidt over seks ton spærrer vores vej tilbage.

Dåseskjul på savannen

”Noooo … Hakuna Matata”, svarer Zamo. Men vi kan ikke helt afkode, hvorvidt han egentlig synes, at vi bare kan tage det helt roligt. Vores respons er en larmende stilhed. Det fanger han hurtigt og fortsætter med at forklare: Dyrene ved ikke, at vi befinder os lige ved siden af dem. Så længe vi bliver inde i bilen, kan de hverken se eller lugte os. De tror, at vi er en del af det dér mærkelige metaldyr, som i deres lange snabler hørmer af benzin.

Elefanter i mudderhulHans forklaring har som sådan den ønskede effekt på os, så vi stiller os igen op i bilen og kigger ud på de enorme dyr gennem det åbne tag, mens vi venter på, at vejstopper-elefanten flytter sig. Zamo tilføjer: ”But if you leave the car, they will go crazy”. Og så er det, at mine knæ helt automatisk går i forsvarsposition og sørger for, at min numse rammer sædet med en hastighed, der slår tyngdekraften. For selv om ruden intet vil kunne stille op mod en elefant, så føles det alligevel mere trygt at have alle sine lemmer bag en eller anden form for materiale.

Strategi offroad

Nix! Efter 10 minutters venten gør vejstopperen forsat ingen mine til at flytte sig. Overhovedet. Så Zamo tænder bilen, kører lidt frem og bakker lidt tilbage. Lidt frem, lidt tilbage. Og sådan vugger vi i et par minutter. Elefanten er komplet ligeglad. Faktisk synes den, at vi er lidt irriterende, så den kommer med et par dybe maveknurrende lyde. Zamo slukker bilen.

Normalt plejer jeg at reagere med en højlydt latter. Det er sådan en lettere absurd reaktion jeg har, når jeg befinder mig i pressede situationer. Men i denne her sammenhæng er jeg stille. Meget stille. Og Martin lader som om, at han er meget koncentreret omkring en fotoseance.

Zamo mumler noget, vi ikke kan forstå. Han tænder motoren, drejer rattet skarpt til højre og presser langsomt bilen til at klatre over store og hårde jordknolde, gennem det høje græs og uden om elefanten. Bilens skrog vrider og klager sig, men snart er vi bumlende tilbage på vejen. Væk fra elefanterne. Og i det øjeblik tror jeg faktisk, at vi begge elsker Zamo.

Vil du have hele historien, kan du læse rejseartiklen om vores safari i Tanzania.

> Rejsen til Tanzania var arrangeret i samarbejde med Afrika-Safari.dk. Tekst, billeder og holdninger er udelukkende vores egne. <

Elefanter i Tanzania 4 Elefanter i Tanzania 5 Elefanter i Tanzania 6 Elefanter i Tanzania 7 Elefanter i Tanzania 8 Elefanter i Tanzania 9 Elefanter i Tanzania 10Fotografen på safari

SKRIV EN KOMMENTAR

Please enter your comment!
Please enter your name here